Nr. 79 – 13. maj 2012

Kan du huske teaserplakaten til The Phantom Menace: En lille dreng i ørkenen, der kaster en skygge i form af Darth Vader? Den teaser var genial, men den lykkedes kun, fordi Darth Vader siden sin første optræden i 1977 var blevet et ikon.

Men selv om de ofte er, behøver ikoner ikke være fiktive karakterer. Der findes rigtigt levende ikoner. Personer, der, ved deres tilstedeværelse alene, giver en lang række associationer og aftvinger respekt af en lang række forskellige årsager.

Inden for populærkulturen er der ikke mange levende ikoner. Det er som om, det er blevet længere mellem dem, og mange af de ikoner, der har været, er døde: Inden for musikken folk som Elvis Presley, Bob Marley og Kurt Cobain. Inden for filmens verden folk som Bela Lugosi, Boris Karloff, Vincent Price og Peter Cushing.

Og så er der selvfølgelig Christopher Lee. Sig mandens navn. Smag på det. Her har vi at gøre med et af de få tilbageværende ægte ikoner, der ikke alene er en fin, fin skuespiller, men som repræsenterer en historisk og kulturel arv, der virkelig gør ham berettiget til ikon-statusen. Om 14 dage, den 27. maj, fylder Sir Christopher Lee 90 år. Hvilken karriere og hvilket output af film!

Gotisk horror møder fremtiden
Sir Christopher Lee
Sir Christopher Lee
Sir Christopher Frank Carandini Lee blev født i London den 27 maj 1922. Efter en barndom, der blev tilbragt i både Schweiz og England, blev han optaget på Wellington College. Egentlig søgte han ind på Eton, hvor han dog ikke kom ind, og hvor han under optagelsessamtalen mødte ingen ringere end den legendariske forfatter af gotiske spøgelseshistorier, M.R. James, der var kollegierektor (engelsk: provost) ved Eton på det tidspunkt. James skulle bare vide, at han sad over for den mand, der siden skulle komme til at personificere gotisk horror i England!

Anden Verdenskrig bragte Lee vidt omkring, bl.a. som efterretningsofficer i Long Range Desert Group, der opererede i Afrika og Mellemøsten, og han skal også (efter eget udsagn) have arbejdet for SOE, der spionerede, udførte sabotage, specialoperationer og lignende særdeles hemmelige ting. Lad os lige høre et lille “behind the scenes”-uddrag fra The Lord of the Rings: The Two Towers:

YouTube Preview Image
Multikunstner
Lee som Saruman i 'The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring' (2001)
Lee som Saruman i 'The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring' (2001)
Efter Anden Verdenskrig krigen hoppede Lee på skuespillervognen, hvor han har været en vigtig passager frem til i dag. Lee er mest kendt for sine roller som skurk. Hans imponerende fysiske fremtoning, dybe stemme og intense udstråling har gjort ham til et filmisk ikon, hvor han nok af genrefans nok er mest kendt for sin personificering af Dracula i Hammer-regi eller Lord Summerisle i The Wicker Man (1973).

Yngre og bredere publikummer kender ham selvfølgelig som Saruman i de to første Lord of the Rings-film (2001, 2002) eller Count Dooku i Star Wars Episode II: Attack of the Clones (2002) og Episode III: Revenge of the Sith (2005). Eller de har set (eller hørt) ham dukke op i film som Sleepy Hollow (1999), Corpse Bride (2005), The Golden Compass (2007) og Hugo (2011). Men derudover har Lee medvirket i over 250 produktioner af meget stor spredning, og hans aktivitetsniveau er stadig imponerende højt!

Lee taler et utal sprog, er en mester til knivkast og synger fremragende. Han har udgivet egne albums og leveret fortællerstemme til flere albums af den italienske italienske heavy metalgruppe Rhapsody of Fire.

Tre ikoner: Christopher Lee (f. 1922), Vincent Price (1911-1993) og, siddende, Peter Cushing (1913-1994)
Tre ikoner: Christopher Lee (f. 1922), Vincent Price (1911-1993) og, siddende, Peter Cushing (1913-1994)
Blandt Lees tætteste venskaber tæller man de nu afdøde Robert Bloch, Vincent Price, Peter Cushing og Boris Karloff, og Lee har igennem sit lange og begivenhedsrige liv bl.a. løbet ind i skikkelser som M.R. James og J.R.R. Tolkien.

At gå på opdagelse i Christopher Lees liv og biografi er ikke bare at følge udviklingen af et filmisk og bredere kulturelt ikon; det er også at føle historiens ganske tunge vingeslag. Her på Planet Pulp-redaktionen er vi ikke bare fans af populærkulturen; vi er også et sammenrend af filmhistorikere, arkæologer og religionshistorikere, og når vi beskæftiger os med en mand som Lee, der er et stykke levende historie, kan vi sgu’ ikke undgå at blive både imponerede og rørte.

En lille hyldest

I anledning af Lees snarlige 90-års fødselsdag, hylder vi ham med et minitema, hvor vi anmelder følgende Lee-relaterede ting: The Curse of Frankenstein (1957), Dracula (1958), Dracula: Prince of Darkness (1966), Dracula Has Risen from the Grave (1966), The Satanic Rites of Dracula (1973), The Wicker Man (1973), The Man with the Golden Gun (1974), To the Devil a Daughter (1976) samt romanen bag filmen og Sleepy Hollow (1999) samt, ikke mindst, Lees selvbiografi Tall, Dark and Gruesome (1977/1997).

Derudover kan vi henvise til tidligere anmeldte Lee-relaterede ting på Planet Pulp: City of the Dead (1960), Rasputin: The Mad Monk (1966), The Devil Rides Out (1968), Eugenie (1970), Howling II: … Your Sister Is a Werewolf (1985), The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (2001) og The Lord of the Rings: The Two Towers (2002).

Tilfældigvis passede Lee-minitemaet perfekt med vores fortsætte tur ned ad “Bond Street”, hvor turen i denne måned, som nævnt ovenfor, bl.a. er kommet til The Man with the Golden Gun (hvor Lee jo har rollen som overskurken) og The Spy Who Loved Me (1977). Foruden de to film anmelder vi filmmusikken til begge film.

Vi følger også op på sidste måneds anmeldelse af The Hunger Games-romanen med en anmeldelse af en filmatiseringen, The Hunger Games (2012). Og så ser på den fremragende western The Proposition (2005), den ujævne RocknRolla (2008), kortfilmen Sergeant Slaughter, My Big Brother (2011) og den ubehagelige TV-serie The Take (2009).

Af disse har de sidste tre det til fælles, at de har Tom Hardy på rollelisten. På den måde varmer vi naturligvis op til Hardys rolle som Bane i den kommende afslutning på Christopher Nolans Batman-trilogi, The Dark Knight Rises, der har dansk premiere til juli. Som rosinen i pølseenden kigger vi også på kunstbogen The Art of Hellboy (2008).

Ellers er der bare tilbage at ønske Christopher Lee tillykke med den store dag, og vi lader Lee, der altid vil værre forbundet med sine skurkeroller, afslutte denne måneds leder med et citat fra Tall, Dark and Gruesome:

”And when on a golf course Dean Martin said to me, ”Man, you’re Evil!” it took me minute or so before I realised with relief that he wasn’t referring to golf.”

Månedens lederskribenter er Jacob Krogsøe og Mogens Høegsberg

Film:
The Curse of Frankenstein (Terence Fisher, 1957)
Dracula (Terence Fisher, 1958)
Dracula: Prince of Darkness (Terence Fisher, 1966)
Dracula Has Risen from the Grave (Freddie Francis, 1968)
The Hunger Games (Gary Ross, 2012)
The Man with the Golden Gun (Manden med den gyldne pistol) (Guy Hamilton, 1974)
The Proposition (John Hillcoat, 2005)
RocknRolla (Guy Ritchie, 2008)
The Satanic Rites of Dracula (Dracula er løs) (Alan Gibson, 1973)
Sergeant Slaughter, My Big Brother (Greg Williams, 2010)
Sleepy Hollow (Tim Burton, 1999)
The Spy Who Loved Me (Spionen der elskede mig) (Lewis Gilbert, 1977)
The Take (David Drury, 2009)
To the Devil a Daughter (En datter til djævlen) (Peter Sykes, 1976)
The Wicker Man (Offerfesten) (Robin Hardy, 1973)

Filmmusik:
The Man with the Golden Gun (John Barry, 1974)
The Spy Who Loved Me (Marvin Hamlisch, 1977)

Bøger:
The Art of Hellboy (Mike Mignola & Scott Allie, 2008)
Tall, Dark and Gruesome (Christopher Lee 1977/1997)
To the Devil – A Daughter (Dennis Wheatley, 1953)