13. maj 2012

To the Devil – A Daughter

To The Devil – A Daughter er langt fra nogen fremragende bog, men den er et udmærket, uforpligtende bekendtskab, uden der på noget tidspunkt er tale om fængslende fiktion.

To the Devil – A Daughter fra 1953 er en ud af flere såkaldte “black magic tales”, som den britiske pulpforfatter Dennis Wheatley skrev. Emnet for romanen er, som altid i den genre, ondskabsfulde satanister, der forsøger at opnå deres okkulte mål gennem manipulation og menneskeofring. Det er mere eller mindre plottet i samtlige af Wheatleys sataniske noveller, og her får vi så serveret idéen igen.

Romanen er den første ud af to, der foregår i samme univers. Den anden roman er The Satanist fra 1960, uden der dog på nogen måde er tale om en egentlig fortsættelse. Faktisk kan man pege på en forløber for begge bøger, idet Wheatley i To the Devil – A Daughter hentyder til hændelserne i klassikeren The Devil Rides Out fra 1934. Dog igen uden man kan tale om direkte sammenhæng mellem de tre romaner.

Den sataniske handling kort fortalt
Forsiden af førsteudgaven af 'To the Devil - A Daughter' (1953)
Handlingen tager sin begyndelse ved den franske Riviera. Den engelske forfatter Molly Fountains er bosat her, og fra sin villa skriver hun sine ganske succesfulde spion- og kriminal-thrillers. Man fornemmer her et autobiografisk islæt fra Wheatleys side, der blandt andet udmønter sig i en refleksion over, hvor svært det er at overleve som forfatter – selv for en, der leverer såkaldte bestsellers – på grund af de hårde engelske skatter. Det må indskydes, at Wheatley fra 1930’erne og frem til 60’erne hørte til blandt Englands absolut bedst sælgende forfattere og blev ganske velhavende på dette.

Tilbage til historien. En dag bemærker Molly, at en enlig, ung pige er flyttet ind i naboens udlejningshus. Pigen laver ikke stort andet end at slikke sol på terrassen, men noget vækker kriminalforfatterens interesse. Molly sætter sig for at finde ud af, hvem pigen er, og hvorfor hun virker så ensom.

Molly opsøger derfor pigen, og snart er de faldet i snak. Det viser sig, at hun på sin fars ordre holder sig skjult i huset, og det skal hun gøre indtil hendes 21. fødselsdag, der er om ganske kort tid. Pigen, der kalder sig Christina, hvilket åbenlyst er et falsk navn, ved ikke, hvorfor hun skal skjules. Og det kommer snart ferm, at pigen mere eller mindre har været skjult hele sit liv. Hun har gået på kostskole først i England og senere i udlandet uden nogensinde at være hjemme i mere end blot et par dage.

Det finder Molly ekstremt, selv for engelske standarder, og hun undrer sig derfor over situationen. Imidlertid må hun garantere Christina, at hun ikke forsøger at blande sig i sagen, for pigen har lovet sin far, at hun forbliver i huset og forholder sig i ro.

Nu skulle man mene, at sagen var afklaret for Molly. Sådan er det bare ikke. For det første lader det til, at Christina går i søvne om natten og forlader huset på mystisk vis. For det andet er pigen så uendelig trist, at Molly ikke kan bære at overlade hende til sig selv. Da Mollys unge playboy af en søn, John, kommer på besøg nogle dage efter, beslutter de sammen, at de må forsøge at gøre noget for pigen.

Det er alt sammen meget godt, men sagen tager en uventet drejning, da Molly noget pludseligt kan konstatere, at Christina bliver besat af Djævlen eller noget satanisk hver nat. Denne besættelse er naturligvis grunden til hele opholdet i huset og hendes natlige udflugter, men der må stikke mere under.

Snart viser det sig da også, at skurke søger efter Christina. En fransk smuglerorganisation har fået udlovet en stor sum penge for at bringe Christina tilbage til England før hendes fødselsdag, og sataniske kræfter lurer i skyggerne. Hvem der står bag og hvorfor, skal vi ikke komme nærmere ind på her.

Sagens omfang udvikler sig til en livsfarlig menneskejagt, hvor Christina skiftevis må reddes og flygte fra satanister og franske gangstere, godt hjulpet af Molly, John og Mollys gamle chef fra den engelske efterretningstjeneste Colonel Vernay, bedre kendt som ”Conky Bill” eller C.B. Sammen kaster de fire sig ud i et eventyr af lige dele krimi-thriller, okkult gyser og pulpeventyr på en rejse, der går fra Frankrig til England og retur igen, alt sammen i et kapløb mod tiden før Christinas fødselsdag.

Dennis Wheatleys univers
Dennis Wheatley (1897-1977)
To the Devil – A Daughter indeholder en række karakteristiske træk for en Wheatley-roman, idet vi har et ensemble af hovedpersoner, der repræsenterer forskellige funktioner. Den unge playboy og brushoved, den erfarne mand med alle svarene samt kvinderne, der begge er smukke, kloge og slagfærdige, men samtidig forstår at overlade handlingen til mændene i historien.

En af de fascinerende ting ved Dennis Wheatleys forfatterskab er, at romanerne i så høj grad fungerer som talerør for Wheatleys verdenssyn. I To the Devil – A Daughter møder vi, som sagt, allerede i de første kapitler en grundig redegørelse for, hvorfor England er på fallittens rand i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Det handler om skatter, der undertrykker den driftige forretningsmand og misforstået humanisme, der er den direkte vej til kommunisme. Og kommunisterne er da også Wheatleys vigtigste fjende, efter Nazi-Tyskland er faldet. Det interessante er, at han bag kommunismen ser djævlens værk, eller sagt med andre ord, at kommunismen er et projekt sat i verden af Satan selv. Det skal forstås ganske bogstaveligt, hvilket man ikke kan være i tvivl om efter at have læst To the Devil – A Daughter eller andre af de sataniske fortællinger.

Det lyder absurd, og det er det også, men her må man forstå, at Wheatley så sig kaldet som forsvarer af engelsk dyd og moral, blandet med en oprigtig tro på djævlen og al hans værk. Det betyder i denne sammenhæng et ultrakonservativt verdenssyn, der sværmer for den imperialistiske fortid og har en sund ringeagt for stort set alt kontinentalt. Dertil kommer så også, at Wheatley var sig fuldt bevidst om sin enorme læserskare, og han tøvede ikke med at bruge sine bøger som platform til at udbrede sine politiske budskaber.

I 1953, da To the Devil – A Daughter udkom, var tiden imidlertid – både politisk og kulturelt – løbet fra Wheatley, og det er en bitter mand, der skriver. Romanen er belærende prosa, iklædt thriller-action og drengeromans-gåpåmod. Men det er fiktion, der tilhører en tabt tid, som virker ude af trit med den virkelighed, Wheatley befandt sig i.

Hans stil, personkarakteristikker og miljøer har mere at gøre med Agatha Christies og Evelyn Waughs mellemkrigsår end 50’ernes England, og det giver bogen en sært antikveret fornemmelse. Især når Wheatley, på bedste skolemesteragtige facon, belærer os om sit syn på sex før ægteskab, kønsroller eller Tyskland og Italiens status efter Anden Verdenskrig.

Kluntet bliver politik og sociale betragtninger flettet ind i en handling, der går over stok og sten. Det sker i form af usmidige dialoger – eller rettere monologer. Oftest drejer det sig kun om små passager, men som små gammelkloge udgydelser ligger Wheatleys holdninger overalt i bogens kapitler parate til at blive udfoldet for læseren.

En okkult thriller uden meget bid

To the Devil – A Daughter er ren ramasjang og ballade. Handlingen flytter sig fremad med usvigelig sikkerhed. Med et urværks præcision bliver karakterer og situationer introduceret, uden så meget som et en smule ligegyldigt fyld – måske lige bortset fra de førnævnte didaktiske passager. Alene kapitlernes titler understreger historiens mekaniske struktur og fornemmelsen af, at vi har med fastlagte skabeloner at gøre.

Eksempelvis burde man egentlig mene, at en overskrift som ”Enter the Wicked Marquis” (Kap. 4) eller ”Kidnapped?” (Kap. 8) afslører for meget og fjerner spændingen. Sådan er det bare ikke, for man har mere eller mindre regnet handlingen ud efter få siders læsning. Overraskelser er der næsten ingen af og det, man i stedet glædes over, er tekstens velsmurte effektivitet.

At læse en Wheatley-roman er som at gense en film, man har set rigtig mange gange før. Historien i sig selv betyder ikke så meget længere, for det er sådan set bare den, der fører os fra episode til episode. I stedet er det de enkelte situationer, som tæller. Det vil i To the Devil – A Daughter sige de dramatiske slagsmål, som John og C.B. havner i, de sataniske ceremonier der beskrives og så fremdeles.

Det er her underholdningsværdien ligger, men i sidste ende også et forhold, der gør, at det er svært at blive helt opslugt. Og det er faktisk som om, denne tendens er mere udtalt i To the Devil – A Daughter, fordi Wheatley efterhånden på det tidspunkt har skrevet et par af sine sataniske historier, uden hverken plot eller greb om genren har forandret sig overhovedet i denne roman.

Men så alligevel

Når der så alligevel er lyspunkter i læsningen af bogen, så skyldes det først og fremmest, at der bliver kørt tykt på. En Wheatley-klassiker som The Devil Rides Out forsøger at ramme en realisme og troværdighed gennem et skær af påstået grundig research. Det sker ikke i To the Devil – A Daughter, hvor der næsten er frie tøjler. Navnlig i sine beskrivelser af de dæmoniske aktiviteter går det vildt for sig i bogen og hovedpersoner render ind i lidt af hvert. Et pragtfuldt dæmonisk udyr beskrives eksempelvis som:

”… The lights remained dimmed and out of the shadows immediately in front of them emerged a monster that made them blanch with fear. It had a woman’s face set in the middle of a round, fleshy body. The face was beautiful, yet incredibly evil: the body was covered with filthy suppurating sores and from it eight writhing, octopus-like tentacles reached out to seize them…” (Kap. 22, p. 334)

Skrap kost og der er mere, hvor det kommer fra. En lille sidehistorie om Aleister Crowley er ligeledes fyldt med rigtig fin dæmonisk uhygge. Den slags er guld værd, og dertil kan man så også føje den til tider ulideligt opstyltede dialog, de vanvittige politisk ukorrekt påstande om racer og nationaliteter og så fremdeles. Alt sammen elementer der skaber et rum omkring en historie, som dybest set er ret uinteressant, men takket udførelsen faktisk er læselig og jævnt underholdende.

Hurtigt læst – hurtigt glemt

To the Devil – A Daughter er langt fra nogen fremragende bog. Den er underholdende, men har karakter af noget rutinepræget, der savner den friskhed, som Wheatleys tidlige sataniske historier har. Dertil kommer Wheatleys generelt kluntede sprog, der gør romanen vanskelig at holde af.

Meget bliver vundet ved de vilde, til tider overraskende groteske indfald, der sniger sig ind. Det er tydeligt, at Wheatley har måttet anstrenge sig for at finde på nye chokerende ting, som satanisterne udfører under deres sorte ritualer. Det går ikke kedeligt for sig, og koglerierne føjer et moderat underholdende element til romanen, som gør den til et udmærket, uforpligtende bekendtskab, uden der på noget tidspunkt er tale om fængslende fiktion.

Slutteligt skal det nævnes, at Hammer producerede en fabelagtig filmatisering af romanen i 1976, instrueret af Peter Sykes.

3 stjerner

Titel: To the Devil – A Daughter
Forfatter: Dennis Wheatley
Forlag: Hutchinson
Udgivelsesår: 1953
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 1974
Forlag: Heron Books
Format: Hardcover
Sideantal: 376
Illustrationer: Michel de St. Ouen
hvid
Romanen udkom første gang i en forkortet udgave som føljeton i The Sunday Empire News i oktober 1952.

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012