13. maj 2012

The Man with the Golden Gun

The Man with the Golden GunDet er stort set kun Christopher Lee og et spektakulært bilstunt, der gør The Man with the Golden Gun værd at se, for ellers er der tale om én af de ringeste film i Bond-serien.

Da det blev tid til at lave Roger Moores anden film i rollen som James Bond, faldt valget på The Man with the Golden Gun. Det var Ian Flemings sidste Bond-roman (den udkom posthumt i 1965 efter Flemings død i 1964), og den anses som noget grovere i kanten end de foregående romaner, fordi Fleming aldrig nåede at revidere sit første udkast.

Romanen og filmen har ikke meget med hinanden at gøre, bortset fra at Bonds modstander i både bog og film er Francisco Scaramanga – “Manden med den gyldne pistol”. Derudover antydes det i filmen, at Scaramanga har arbejdet for russerne (i romanen arbejder han for cubanerne), men ellers er der ikke mange sammenfald mellem forlæg og filmatisering.

Lad det være sagt med det samme: The Man with the Golden Gun hører til den kvalitativt svage ende af James Bond-filmserien, og det er faktisk kun Christopher Lee og et vildt stunt, der gør filmen værd at se. Lee er til gengæld – som altid – seværdig og er tydeligvis gået til opgaven med vanlig professionalisme. Der i hvert fald ikke noget, der tyder på, at Lee ikke har taget rollen seriøst. Hvor ærgerligt, at Lees mulighed som Bond-skurk skulle fyres af i en rodebutik som The Man with the Golden Gun.

Oliekrise og gyldne kugler
En kugle med Bonds 'navn' på
En kugle med Bonds 'navn' på
Da filmen starter, kaldes Bond tilbage fra den mission, han er ude på: Eftersøgningen efter en forsvundet videnskabsmand, der har opfundet en dims, der gør det muligt at udnytte solenergi i stor stil. Ja, manuskriptforfatterne skal da have ros for at forsøge at holde James Bond-filmene aktuelle ved på denne måde at indarbejde datidens oliekrise i plottet. Men der slutter rosen så også.

MI6 har modtaget en ubehagelig gave med posten: En patron af det pureste guld med inskriptionen “007″. Patronen kan kun komme fra én mand, hvilket fingeraftryk da også bekræfter: Den internationale lejemorder Francisco Scaramanga, kendt som “Manden med den gyldne pistol”, fordi han dræber med guldkugler, skudt ud af en pistol af guld.

Bond og agent Goodnight (Britt Ekland)
Bond og agent Goodnight (Britt Ekland)
Allerede her fornemmer man nok, at vi er i Bond-universet: Scaramanga er en flamboyant skikkelse, meget langt fra eksempelvis Sjakalen i Frederick Forsyths roman The Day of the Jackal (dansk titel: Sjakalen, 1971) og Fred Zinnemans filmatisering af samme (1973) – i øvrigt var det Forsyths roman, der gav navn til Carlos “Sjakalen”, og ikke omvendt.

I én af filmens ret fjollede sekvenser må Bond ondulere to sumobrydere
I én af filmens ret fjollede sekvenser må Bond ondulere to sumobrydere
Bond er stærkt utilfreds med at blive hevet hjem fra sin mission, og han står til at blive sendt på orlov på ubestemt tid, indtil han kommer på en idé: Hvad nu hvis han finder Scaramanga, før Scaramanga finder ham? Og så går den vilde jagt ellers. Men taget i betragtning, hvor svær Scaramanga skulle være at finde, går det nu ganske gelinde for Bond. Med lidt hjælp fra Q, finder Bond snart ud af, hvor Scaramanga får lavet sin aparte ammunition, og så går turen ellers til fjernøsten.

For at gøre en lang historie kort, lykkes det Bond at opspore Scaramanga, der overraskende nok slet ikke er interesseret i Bond! Guldkuglen viser sig at være sendt af Scaramangas elskerinde Andrea (Maud Adams), der hader ham, og vil have Bond til at slå Scaramanga ihjel. Og så viser hele plottet sig naturligvis alligevel at handle om den forsvundne videnskabsmand (what are the odds?!), og Bond må derfor ikke alene redde sig selv og Bond-pigen (en vis frøken Goodnight, som Bond også bedækker), men også hele verdens energiproblemer!

Fint set up, elendig udførsel
Christopher Lee tilfører filmen noget hårdt tiltrængt klasse
Christopher Lee tilfører filmen noget hårdt tiltrængt klasse
I grunden er hele set uppet sådan set ikke så ringe, bortset måske lige fra det utrolige sammenfald med den forsvundne videnskabsmand. At sætte Bond op mod en international hitman er da en glimrende idé til en Bond-historie (hvilket Fleming tydeligvis også vidste), men desværre lader Richard Maibaum og Tom Mankiewicz’ manuskript en del tilbage at ønske.

Maud Adams som Scaramangas elskerinde Andrea Anders
Maud Adams som Scaramangas elskerinde Andrea Anders
Historien er ganske enkelt rodet fortalt, ufrivilligt komisk de forkerte steder og stedvist lagkagekomisk på den trælse facon. Hvad der dog er endnu værre er, at historien er ufokuseret: Da først det afsløres, at Scaramanga i virkeligheden slet ikke er ude på at slå Bond ihjel, men faktisk respekterer englænderen, mister filmen pusten.

Havde det ikke været for det faktum, at den uduelige efterretningsagent Mary Goodnight ved et uheld bliver låst inde i bagagerummet af Scaramangas bil med videnskabsmandens energi-dims, havde Bond næppe haft nogen grund til at sætte yderligere efter Scaramanga. Det er en uelegant løsning for at tvinge Bond videre og fremprovokere det uundgåelige opgør, men det får hele filmens plot til at fremstå som en ballon, der er blevet slatten omtrent midtvejs.

En mand med stil

Det hjælper naturligvis heller ikke, at skurken er en lidt undervældende størrelse. Scaramanga er måske nok en grim karl (som internationale lejemordere jo har det med at være), men at han for det første er uinteresseret i Bond som mål og for det andet viser sig at have respekt for 007, gør ham til en lidt pauver skurk for Bond, der normalt går efter større fisk. Scaramanga er hverken ude på at starte en atomkrig eller på anden måde vinde verdensherredømmet; det eneste, han er ude på er at blive stinkende rig på at eje rettighederne til solenergi-himstregimsen. Uha!

Alt andet lige er Scaramanga en fesen skurk, og det er ene og alene, fordi han spilles af Christopher Lee, at han fremstår som en bad motherfucker. Hvis ikke man vidste, hvor sej Lee er, ville man være imponeret over, at han formåede at brænde igennem i en så lunken rolle, men nu er det jo Lee, og derfor behøver vi ikke være så imponerede. Han er én af de få skuespillere, der kan give en produktion stil bare ved at være med, hvilket vi tidligere bl.a. har oplevet i Eugenie (1970), hvor Lee har en ekstremt lille birolle og alligevel rager op som et fyrtårn (i mere end én forstand).

Fjollekomik og latterlige gadgets
En meget fjollet passager
En meget fjollet passager
Og så er der komikken, der heller ikke just er vellykket. Der er lidt lummer-humor mellem Bond og Goodnight (Britt Ekland), da Bond må smide Goodnight ind i et skab, mens han – for Gud, Dronning og Fædreland, naturligvis – tager sig af Maud Adams’ karakter i sengen. Og der er mere tø-hø-humor, da Bond i Bangkok på helt usandsynligvis vis løber ind i sydstatssheriffen J.W. Pepper (fra Live and Let Die, 1973), der er på ferie i Thailand sammen med konen.

Fansene har helt tydeligvist været så begejstrede for den koleriske prop J.W. Pepper, at de gerne ville se mere til ham, og det blev så på denne klodsede facon. Pepper akkompagnerer bl.a. Bond i den biljagt, der giver anledning til filmens eneste virkeligt spektakulære scene, nemlig da Bond kører bilen over en ødelagt bro: Bilen roterer en hel omgang omkring sin egen akse i luften, inden den lander på alle fire dæk på den anden side af floden!

Det sindssyge bilstunt!
Det sindssyge bilstunt!
Det ser sindssygt ud, og der er vel at mærke tale om et ægte stunt! I dag ville det være alt for nemt at lave den slags med CGI, men i de gode gamle dage lavede man sgu’ den slags for real. Det er lige før, det er værd at se The Man with the Golden Gun alene for to ting: Christopher Lee og så det stunt.

Endelig kommer jeg ikke udenom at nævne den måske mest latterlige gadget i nogen Bond-film – i dette tilfælde faktisk tilhørende skurken Scaramanga. Bond og J.W. Pepper følger efter Scaramangas bil. Scaramanga kører ind i en lade. Og efter et par minutter sker det: Bilen kommer nu ud af laden med vinger, og Scaramanga og hans møgirriterende sidekick, dværgen Nick Nack (Hervé Villechaize), kan flyve i sikkerhed. Lyder det latterligt? Det ser værre ud! Godt nok skulle idéen være baseret på en virkelig flyvende bil, som én eller anden nutcase havde bygget, men uanset hvor idéen kom fra, er det en latterlig gadget.

En fjollet gadget
En fjollet gadget
Faktisk er The Man with the Golden Gun dér, hvor de virkeligt over the top Bond-gadgets for alvor begynder at dukke op. I den umiddelbart efterfølgende (og noget bedre) film The Spy Who Loved Me (1977) er det Lotus Esprit’en, der både er bil og undervandsbåd. Det er også latterligt, men ikke nær så latterligt som Scaramangas flyvende bil. I Moonraker (1979) er det den venetianske gondol, der både er gondol og bil, og her er vi ude over det latterlige og ovre i det hysterisk morsomme.

Kvalitativt nær bunden, men ikke helt dernede
Scaramangas belastende tjener, Nick Nack (Hervé Villechaize)
Scaramangas belastende tjener, Nick Nack (Hervé Villechaize)
Ser man lige bort fra Christopher Lee og det vanvittige bilstunt, er der ikke meget at komme efter i The Man with the Golden Gun. Bevares, den basale underholdningsværdi er da så nogenlunde i en del af filmen, men som sagt løber det hele ud i sandet omtrent midtvejs.

Vi er kvalitativt nær bunden af Bond-serien her, men The Man with the Golden Gun er dog ikke den ringeste film i serien. Denne tvivlsomme ære må gå til enten den rædsomme (men perverst underholdende) Moonraker eller Tomorrow Never Dies (1997).

The Man with the Golden Gun var den sidste Bond-film, Guy Hamilton instruerede; en trist Bond-svanesang for manden, hvis første Bond-film var mesterværket Goldfinger (1964).

2 stjerner

Titel: The Man with the Golden Gun
Dansk titel: Manden med den gyldne pistol
Instruktør: Guy Hamilton
Manuskript: Richard Maibaum & Tom Mankiewicz efter romanen The Man with the Golden Gun af Ian Fleming
Cast: Roger Moore (James Bond), Christopher Lee (Francisco Scaramanga), Britt Ekland (Mary Goodnight), Maud Adams (Andrea Anders), Hervé Villechaize (Nick Nack), Clifton James (J.W. Pepper), Bernard Lee (M), Lois Maxwell (Miss Moneypenny), Desmond Llewelyn (Q)
Producere: Albert R. Broccoli (producer), Harry Saltzman (producer)
Foto: Ted Moore & Oswald Morris
Klip: Raymond Paulton, John Shirley
Musik: John Barry
Spilletid: 120 minutter
Aspect ratio: 1.77:1
Lyd: Dolby Digital mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, polsk, engelsk, tysk, spansk, portugisisk
Produktionsland, år: UK, 1974
Produktionsselskaber: Eon Productions, Danjaq
Distributør (DVD): SF Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012