13. maj 2012

The Hunger Games

The Hunger GamesSolid og underholdende filmatisering af en ”hot-shit”-roman. Smart og fornøjelig futuristisk underholdning af den gode slags!

En filmatisering af en populær teen-lit roman (3 millioner solgte eksemplarer plus en ekstra million eBooks i skrivende stund) medbringer tung bagage: Kan pulsen og intensiteten oversættes til film? Kan de dybe, morsomme tanker i førstepersons fortælleform komme til udtryk på lærredet? Kan man vise blodige og voldelige dødsfald, så det er spiseligt for et ungt publikum? Er muligheden for en “I get it”-oplevelse til stede i biografen uden bogen som springbræt? Suk lettet, for heldigvis har Gary Ross og hans kreative team skabt en smart, intelligent og velfortalt historie, krydret med humor og solide skuespilpræstationer.

Dræbende TV

Et sted i fremtiden. Det der engang var Nordamerika er nu Panem. Nationen er delt op i 12 distrikter ledet af den velhavende storby, Capitol – det eneste sted i denne postapokalyptiske verden, hvor befolkningen ikke lider af sult og nød. Hvert år tvinges en gruppe teenagere, en pige og en dreng fra hvert distrikt, til at deltage i et spil med live TV-transmission 24/7. Spillet er enkelt. Overlevelse og vinderstatus opnås ved at slå konkurrenterne ihjel. Andenpladsen er ikke-eksisterende.

De unge ofre fragtes til Capitol, hvor de blive trænet, fodret og fremvist. Undervejs i den lukkede arena, hvor de skal bekæmpe hinanden, kan deltagerne gennem TV-tække få tilsendt hjælpepakker fra sponsorer. Men deres penge skal man have sikret inden ved at sælge sig selv gennem parader, træningspræstationer og interviews. Det er jo underholdningssamfundet, der hersker.

Hvis der er noget, den indadvendte og alvorlige 16-årige Katniss Everdeen (Jennifer Lawrence) ikke har, så er det et tandpastasmil og en showtime-personlighed. Katniss har, siden hun mistede sin far i en mineulykke og oplevet sin mor i zombietilstand på grund af en depression efter tabet, sørget for, at familien ikke har sultet ihjel. Hun er blevet en god jæger, og sammen med sin gode ven Gale, har de brødfødt deres familier i det fattige distrikt 12. Da hendes højtelskede lillesøster, Prim, vælges til deltagelse i legene, tager Katniss hendes plads.

Bagerens søn

Situationen kompliceres, da bagerens søn Peeta (Liam Hemsworth) udvælges som den anden repræsentant for distriktet. Udover den crush han har på hende, har han reddet hendes liv, og det er en tung gæld at have til én, man muligvis skal slå ihjel!

Luksustilværelsen i Capitol føles næsten lige så undertrykkende som sult og fattigdom. Bogen er delvis inspireret af de romerske gladiatorlege i en lukket arena, hvor man kæmpede til døden og underholdt tusinde på samme tid. Det er heller ikke tilfældigt, at de priviligerede og dekadente borgere i Capitol har romerske navne (Cinna, Seneca, Cato, Caesar), imens de er overdressed, overfede og overfladiske, og denne verden er etableret helt fra starten i filmen.

To farvestrålende og sminkede mænd diskuterer eventen ”The Hunger Games” foran et publikum. Scenen varer et par minutter, og så er der et brat cut over til distrikt 12, hvor alt er gråt, og folk er klædt ud som under Depressionen i 30’ernes USA.
Den skarpe kontrast mellem de underholdte og de overlevende er med til at fastholde spændingen og momentum i fortællingen, der bygger op til ”smackdown time” i arenaen.

Håndholdt vold og brutalitet

Brutaliteten og volden fungerer i form af håndholdt kameraføring. Hurtige bevægelser og hektisk panorering i de mest voldsomme scener giver indtrykket af, at man har set en hel masse uden at man kan mærke popcorn og colaen snurre rundt i maven.

Et plus som filmen leverer (og som ikke optræder i bogen) er det forskruede spil, der kører udenfor arenaen i form af de onde Gamemakers. Deres opgave er at holde liv i The Hunger Games med forskellige indgreb der omfatter voldsomme vejrskift, ildkugler og kødædende mutanter. Styringen op til legens klimaks, hvor der kun er få deltagere tilbage, er udført koldt og klinisk og uden tanke og konsekvens for de unge ofre. Dette er personificeret i kontrolsamfundets øverste leder, President Snow. Donald Sutherland er den iskolde præsident, og han har ikke det mindste gram sympati for deltagerne.

Legene er et nødvendigt stykke værktøj i magtapparatets kasse. Et lille minus i forhold til bogen er de underholdende, ironiske og ofte selvudslettende kommentarer, der i bogen kommer fra Katniss som dominerende jegfortæller. Dog kompenseres denne mangel på personlige nuancer i form af de stærke, tætte billeder af Katniss, der overfører dybde og intensitet til hendes karakter.

Haymitch

Ethvert godt realityshow involverer mentorer, stylister og PR-folk. Katniss og Peeta er vejledt af distriktets eneste vinder, den alkoholiserede Haymitch Abernathy (Woody Harrelson), suppleret af PR-darlingen, Effie Trinket (Elizabeth Banks) og stylist supreme Cinna (Lenny Kravitz). Abernathy har den svære opgave at sælge den mutte og bitre Katniss, men finder en vinkel, der er kompliceret, risikofyldt og har noget med kærlighed at gøre. Lidt lys i den postapokalyptiske skov?

Kritik af TV som repræsentant for massekulturens hang til likvideringsunderholdning er set før i film som den voldelige Battle Royale (2000), og The Running Man (1987), hvor Arnold Schwarzenegger jages i et “execution”-gameshow. The Hunger Games serverer vold, selviscenesættelse og dødsunderholdning i børnehøjde uden at det bliver banalt og forceret.

Konceptet og filmen holder!

Konceptet om et tvunget dødsspil som primetime-TV og som kontrolredskab for en totalitær statsmagt holder. I en tid hvor TV-skærmene domineres af realityshows er aktualiteten foruroligende. Reality-TV skubber grænserne mere og mere for hvor langt, deltagerne vil gå for at opnå deres 15 minutters berømmelse.

Her er denne Hollywood-blockbuster skruet sammen på en smart måde, fordi den prikker til tanken om et univers, der ikke er så fjernt fra, hvad vi får serveret nu. Hvor langt er skridtet fra vind eller forsvind, til vind eller dø? Det er de spekulationer, der bliver hængende efter slutningen, der desværre taber terræn og tempo. Det er dog et typisk træk, når fortællingen lægger op til koblingen til en fortsættelse i Hunger Games-trilogien.

Filmen er fornøjelig, futuristiske underholdning. Fingrene krydses for, at fortsættelsen bevarer intensiteten og spændingen i Panems forskruede univers, hvor legene fortsætter.

5 stjerner

Titel: The Hunger Games
Instruktør: Gary Ross
Manuskript: Gary Ross, Suzanne Collins og Billy Ray efter romanen The Hunger Games af Suzanne Collins
Cast: Jennifer Lawrence (Katniss), Liam Hemsworth (Gale), Woody Harrelson (Haymitch), Lenny Kravitz (Cinna), Donald Sutherland (President Snow)
Producere: Nina Jacobsen (producer), Jon Kilik (producer), Robin Bissell (executive producer), Suzanne Collins (executive producer), Louise Rosner (executive producer)
Foto: Tom Stern
Klip: Christopher S. Capp, Stephen Mirrione, Juliette Welfing
Musik: James Newton Howard
Spilletid: 142 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2012
Produktionsselskaber: Lionsgate

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012