13. maj 2012

The Proposition

The PropositionTænksom, brutal western af højeste kaliber fra konsekvente John Hillcoat. Lige dele hensynsløst rå og smukke billeder og foruroligende lyd – har du endnu ikke set denne detaljerige, røvseje western er det med at komme i gang!

Vi befinder os i den brutale australske outback i 1880′erne. Den utilgivende natur, den konstante vold og lovløshed præger alt. Den lovløse Charlie Burns og hans lillebror tages til fange af den nyligt tilflyttede, britiske ordensmagt, Captain Stanley. Han giver Charlie følgende umulige tilbud: Indenfor få dage vil lillebror Mikey blive hængt. Hvis Charlie vil redde hans liv, må han finde og dræbe brødrenes storebror, Arthur.

Captain Stanley selv mangler heller ikke moralske dilemmaer – han kæmper med at finde en måde at beskytte sin kone mod de brutaliteter, der venter lige om hjørnet i det blodige miljø og samtidig civilisere en befolkning, der ikke vil civiliseres. Hans snedige plan og løsladelse af Charlie gør kun lokalbefolkningen endnu mere hadske overfor ham og hans kone. Alle kæmper med hvert sit foruroligende dilemma. Nu er det op til Charlie at foretage et umuligt valg.

En filmmager med nosser og hang til vigtige fortællinger
Captain Stanley er ude hvor han ikke kan bunde og heller ikke kan skjule det
Captain Stanley er ude hvor han ikke kan bunde og heller ikke kan skjule det
Instruktør og manuskriptforfatter John Hillcoat har med sin diskrete og meget konsekvente instruktørhånd efterhånden et par genistreger på CV’et, hvoraf The Proposition er den ene. Hillcoat er også manden bag det foruroligende realistiske krimidrama Ghosts… of the Civil Dead fra 1988. I den film samarbejdede Nick Cave og Hillcoat for første gang. Har du ikke set førnævnte, kan den klart anbefales.

Hillcoat bestilte Cave til at også skrive et manuskript i forbindelse med en soundtrackopgave, og The Proposition var resultatet. Den australske instruktør startede sin instruktørkarriere med musikvideoer, kortfilm og musikdokumentarer, og i kølvandet på The Propositions succes lavede han The Road (2009).

Hillcoat er lidt af en vaskeægte ”actor’s director” og filmmager, der får det bedste ud af sit plot og sit cast – han går tilsyneladende ikke på kompromis, giver sig tid til detaljer og viser respekt for historien og karaktererne. Han er en instruktørtype, der brænder for de menneskelige konflikter og helst vil finde nye vinkler på en genre. Hvilket han i høj grad allerede har gjort, især i denne film, der både er en rendyrket western og samtidig superrealistisk, moderne, historisk og umulig at kategorisere.

Til august (2012, – red.) er der længe ventet premiere på hans kommende film, Lawless (tidligere kaldet The Wettest County), om amerikanske spritsmugler-brødre under forbudstiden og deres konflikter i dét rå miljø

Hillcoat er heller ikke gået på kompromis med humor eller let underholdning i The Proposition for at lefle for det bredere publikum – der er med god grund kun brugt realistisk humor i svag grad, når miljøets hårdeste skiderikker har fået fat i den lange ende og har råd til at spille smarte.

Foruroligende lyde
Filmen tager sig god til detaljerne – her ren uskyld i stærk kontrast til det rådne miljø
Filmen tager sig god til detaljerne – her ren uskyld i stærk kontrast til det rådne miljø
Det imponerende score til The Proposition har Nick Cave og Warren Ellis stået for. Det er så effektivt, som det kan blive til en western – ren energi, blide instrumentationer og alligevel råt og dystert som bare pokker. Indimellem så foruroligende at det går direkte i maven, især når der visuelt er pause fra de mere rå billeder.

Komponist og multiinstrumentalist Warren Ellis (der har medvirket i Dirty Three, The Bad Seeds og Grinderman, samt på soundtracks med Cave) samarbejder endnu en gang med sanger/sangskriver Nick Cave, og det har resultereret i en supervellykket, effektiv lydside. De to lavede i øvrigt også scoret til Hillcoats The Road.

Der er triste, vrængende violiner, der driller rygraden og dyb, foruroligende bas, der går lige i maven. Sukkende klagesange, rene vokaler, blide kammerspil er med til at skabe en sær stemning af tilgivelse eller håb. Dog ikke helt som man kunne forvente det fra den altid dystre Cave – Ellis får hevet noget meget mere nuanceret ud af hans mørke lyd. Scoret ville nok ikke helt kunne stå alene, og modsat ville filmen ikke have fungeret så godt uden det – lydsiden fortæller mindst lige så meget af historien som alle filmens andre elementer.

Rå, realistisk brutalitet
Den barske, smukke natur og den hærdede råddenskab, der lever i den
Den barske, smukke natur og den hærdede råddenskab, der lever i den
Trods filmens mængde af barsk vold er der ikke ét sekund for meget af den, og på intet tidspunkt går den hen og bliver smart, stylet eller overdrevet. Det er et meget bevidst valg fra Hillcoat, som i forhold til unødvendig og umotiveret vold ikke har lyst til at vælge ”Mel Gibson-retningen” – hvor lukrativ den end måtte være.

Volden er en lige så naturlig del af historien som alle andre elementer – i 1880’ernes Australien er den til stede uanset hvilken klasse, miljø eller type, man tilhører. Det handler om at overleve og helst med flest mulige lemmer og sanser i nogenlunde god behold.

De stærke billeder af den uundgåelige voldscyklus får gåsehuden frem og er samtidigt konsekvente og troværdige – et realistisk bud på datidens brutale vilkår og lige så naturlige som billederne af den ubarmhjertige, men smukke australske natur. Ikke mindst tilføjer de filmen en stor del af dens chokværdi.

Endnu en må lade livet efter at have krydset Arthur Burns’ vej
Endnu en må lade livet efter at have krydset Arthur Burns’ vej
Der er ikke mange af filmens scener, der ikke brænder sig fast på nethinden: En pisk, der vrides fri, får tilskuerne til at synke en ekstra gang. En kropsdel, der skydes halvt af. Et våben, der stille og roligt gennemborer en krop. Et våben, der tørres fri for blod efter et slag. En smertefuld tilfangetagen med et stykke reb.

Det samme gælder den tekniske make-up – med en stor mængde vold følger meget sminke, men det er her gjort konsekvent og troværdigt. Mudder, blod, sved og skidt fra den tørre jord er med som en naturlig del af voldscyklussen, og det er både beundringsværdigt og diskret lavet. Om naturen i filmen har Hillcoat blandt andet udtalt, at det var som at filme på en anden planet – den australske outback er meget mere barsk og ekstrem end for eksempel den amerikanske ørken.

Filmen er klippet lige så kompetent, som den er filmet, skrevet og spillet – fyldt med lige dele rolige, lange klip af den rå natur og hurtige klip med stor chokeffekt i de mere skæbnesvangre scener. Klipningen har et passende linedansertempo, som gør enhver western med respekt for sig selv til det, den er.

Stærkt karakterspil over hele linjen
Bemærk farvetonen, der kendetegner hele filmen
Bemærk farvetonen, der kendetegner hele filmen
Charlie Burns, manden, der stilles overfor sit værst tænkelige dilemma, spilles af Guy Pearce, som vi kender fra Memento (2000), L.A. Confidential (1997), The Adventures of Priscilla, Queen of the Desert (1994) og som i 2012 er aktuel i både Prometheus og Hillcoats kommende Lawless. Han er til at starte med svær at greje – en presset, fokuseret mand, der ingen følelser viser, heller ikke vrede, da han først er af sted på sin ufrivillige mission.

Skal han gøre alt for at redde sin svage lillebror Mike fra at blive hængt og dræbe sin stærke, psykopatiske storebror? Skal han hævne sig på Captain Stanley? Hvad vil han stille op, når han står ansigt til ansigt med sin voldelige bror?

Captain Stanley er, første gang vi møder ham, den stereotypiske hårde ordensmagt – fattet og med styr på sagerne. Fra næste scene og filmen ud er han et usikkert, moralsk nedbrudt vrag, der har taget munden for fuld og nu står med moralsk dilemmaer på stribe. Stanley spilles af Ray Winstone, kendt især fra Nil By Mouth (Tilværelsens Bagside, 1997), Sexy Beast (2000), The War Zone (I Familiens Hjerte, 1999) og The Departed (2006). Winstone spiller Stanley med en dæmpet frustration, så dilemmaerne oser ud af ham. En fornøjelse at se ham så afdæmpet.

Objektet for Charlies ufrivillige dilemma, hans eftersøgte storebror Arthur Burns, spilles af Danny Huston fra bl.a. The Aviator (2004), X-Men Origins: Wolverine (2009) og Children of Men (2006). Arthur ved vi ikke meget om til starte med, men dét må man sige, at fortællingen ændrer langsomt, men stensikkert på! Mere skal ikke afsløres her. Huston giver den filosofiske psykopat et ekstra foruroligende skær, som man langt hen af vejen ikke ved, om man kan tage for gode varer.

Martha Stanley, kaptajnens hårdt prøvede kone, spilles af Emily Watson fra bl.a. Gosford Park (2001) og Breaking The Waves (1996). Som traditionel, britisk tjenestemandsfrue er hun malplaceret og kæmper for at redde sit ægteskab med den plagede Stanley. Hun holder det optimistiske hoved højt og skærmes mest muligt af fra realiteterne af ægtemanden. Det viser sig dog hurtigt at være umuligt, og hendes tilstedeværelse fører kun forfærdelige konsekvenser med sig.

Resten af castet fortjener præcis samme ros som de allerede nævnte – der er simpelt hen blændende præstationer over hele linjen, og filmen har oven i købet den ekstra sjældne kvalitet at ingen karakterer fremstår som egentlige hoved- eller biroller. Kort sagt en solid holdindsats, der sparker røv fra start til slut!

Tidløs westernklassiker set fra ny, spændende vinkel

Den anmeldte DVD er en Special Edition med to skiver. Skive 1 indeholder filmen, kommentarspor af John Hillcoat og Nick Cave samt et udvalg af lydformater. Indholdet på skive 2 består af de eksklusive Tartaninterviews med Guy Pearce og Danny Huston, ”Making Of The Proposition”, præsentation af cast og crew og B-roll-klip. Hvis du, som denne anmelder, i forvejen er godt pjattet med Hillcoats syn på film og hans skuespilleres arbejde med rollerne, kan jeg kun anbefale dig at gå om bord i ekstramaterialet – det er både lærerigt og underholdende.

Sidst, men ikke mindst er der kun to ting at sige om The Proposition: Det er en ubeskrivelig klassiker, der i denne anmelders øjne ligger helhedsmæssigt langt over The Roads niveau. De to film må ikke sammenlignes. Og hvis du stadig ikke har fået set The Proposition, er det om at komme i sving – det er en filmklassiker, du absolut ikke må snyde dig selv for!

6 stjerner

Titel: The Proposition
Instruktør: John Hillcoat
Manuskript: Nick Cave
Cast: Guy Pearce (Charlie Burns), Ray Winstone (Captain Stanley), Danny Huston (Arthur Burns), David Wenham (Eden Fletcher), Emily Watson (Martha Stanley), John Hurt (Jellon Lamb)
Producere: Chris Brown (producer), Chiara Menage (producer), Jackie O’Sullivan (producer), Cat Villiers (producer), James Atherton (executive producer), Chris Auty (executive producer), Sara Giles (executive producer), Michael Hamlyn (executive producer), Michael Henry (executive producer), Norman Humphrey (executive producer), Robert Jones (executive producer)
Foto: Benoît Delhomme
Klip: Jon Gregory Ace
Musik: Nick Cave & Warren Ellis
Spilletid: 99 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 2.0, 5.1, DTS 5.1
Sprog: Engelsk.
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: Australien/UK, 2005
Produktionsselskaber: UK Film Council, Surefire Film Productions, Autonomous, Jackie O Productions, Pictures in Paradise, Pacific Film and Television Commission, Film Consortium
Distributør (DVD): Tartan Films
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012