13. maj 2012

The Art of Hellboy

The Art of HellboyFor fans af tegneserieskaberen Mike Mignola og hans serie Hellboy er ingen vej udenom kunstbogen The Art of Hellboy. Den er en solid hyldest til tegneseriekunst på højt plan.

Jeg blev blæst omkuld, da jeg første gang opdagede Mike Mignolas tegneserie Hellboy for ti år siden. Det var hos tegneseriebutikken Faraos Cigarer, hvor de havde en hel hylde med Hellboy-relaterede tegneserier og bøger.

De mange tegninger af den røde dæmon med den store stenhånd, der kæmpede mod monstre var perfekt for en monster-tosse som mig. Jeg startede med det femte Hellboy-album, Conqueror Worm (2002), der senere kom ud på dansk med titlen Kæmpeormen (2008). Ikke det mest oplagte album at starte med, men forsiden greb mig, og lige siden dengang har jeg været Hellboy-fan. Så da jeg hørte, at Dark Horse ville udgive The Art of Hellboy, blev jeg rigtig, rigtig glad!

Hellboys far

Inden jeg kommer nærmere omkring The Art of Hellboy, kan jeg lige kort introducere Hellboys far, Mike Mignola, og derudover kan man også læse artiklen En introduktion til Hellboy andetsteds her på Planet Pulp.

Mike Mignola startede sin karriere indenfor tegneseriebranchen allerede som 19-årig og arbejdede i starten som rentegner for Marvel på serierne Daredevil og The Defenders. I 1985 blev hans første serie som tegner, Rocket Racoon, udgivet og han tegnede efterfølgende freelance for både Marvel, DC og Dark Horse de næste ti år. Han tegnede bl.a. The Incredible Hulk, Alpha Flight, Batman: Gotham by Gaslight og tegneserieudgaven af Francis Ford Coppolas Dracula-film Bram Stoker’s Dracula (1992).

Efter alt det freelance-arbejde, ville Mignola lave en serie, der var hans helt egen kreation, og som han selv ejede rettighederne til. Han var vild med at tegne monstre, så naturligvis udviklede han en hovedperson, der var et monster, og som var spændende for ham at tegne. Resultatet var Hellboy.

Lige siden det første album Seed of Destruction (1994) har Hellboy tævet det ene monster efter det andet – alt sammen inspireret eller baseret på myter, sagn og folkeeventyr. Ud over selve Hellboy-serien, er der også spin-off-serierne B.P.R.D. , Abe Sapien og Lobster Johnson.

Også i andre medier kan man opleve Mignolas gotiske monster-univers, bl.a. romanerne The Lost Army (1997) og The Bones of Giants (2001) af forfatteren Christopher Golden samt selvfølgelig i de to forrygende film Hellboy (2004) og Hellboy 2: The Golden Army (2008), instrueret af Guillermo Del Toro og med en fremragende Ron Perlman i titelrollen. Der er snak om en Hellboy 3, men indtil videre er der intet sket på den front. Kom nu i gang!

Kunstbog for Hellboy-fans

The Art of Hellboy har en fin introduktion af Hellboy-redaktøren Scott Allie, der sjovt nok ikke var stor fan af Mignola til at begynde med, men han blev det senere, da Mignola begyndte at tegne monstre i stedet for superhelte.

Bogens indhold er fantastisk og viser Mignolas udvikling som tegner indenfor de sidste ti år. Fra den traditionelle og mere mainstream-venlige streg til den mere ekspressionistiske, der næsten er abstrakt hvad angår baggrundsdetaljer som omgivelser (gotiske steder som f.eks. slotte), der er gjort med få streger. Resten er begravet i tunge skyggeflader, og det er med til at give den særlige, mørke stemning som Hellboy-tegneserierne oser af. Som en visuel historiefortæller giver Mignola sine læsere alt det, han mener, er nødvendigt at vise og lader så resten af det være op til os selv.

Det er et frisk pust, hvis man har været vant til realistisk tegnede tegneserier. Alan Moore sagde engang om Mignolas tegnestil: ”Tysk ekspressionisme møder Jack Kirby”.

I The Art of Hellboy er der massevis af eksempler på Mignolas arbejde med Hellboy i form af forsidesillustrationer, skitser af Hellboy og andre monstre, sider fra tegneserierne, tegninger i sort/hvid, tegninger farvelagt på computer, med vandfarve og meget mere. Ind imellem er der små kommentarer om de enkle illustrationer – blandt andet om de forsider, der ikke blev brugt i tegneserierne, men som med rette bliver vist her i deres færdige form. Med over 200 sider er der nok visuel lir for ens øjne, men man kan ikke få nok af Mignolas tegneseriekunst. En ekstra 100 eller 200 sider ville være fedt!

Et køb værd

Er man, som mig, en stor fan af Mike Mignolas grafiske evner og hans Hellboy-serie, er The Art of Hellboy et sandt must have. Faktisk så må Mignola gerne lave flere bøger, der alene fokuserer på hans tegninger og arbejdet med dem. For han er simpelthen én af de bedste tegneserietegnere i verden, og The Art of Hellboy er med til at understrenge det faktum.

6 stjerner

Titel: The Art of Hellboy
Forfatter: Mike Mignola, Scott Allie
Tegner: Mike Mignola
Sideantal: 202 sider
hvid
Udkom i USA på forlaget Dark Horse Comics i 2008.

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012