13. maj 2012

The Take

The TakeEn uoriginal historie, der løftes mange niveauer op af fremragende skuespil fra Riley, Evans og en vanvittig Tom Hardy i en af sine stærkeste roller. Hold godt fast og lad dig imponere!

The Take er et mesterværk. Den blev i hjemlandet markedsført for fulde drøn, og rykkede TV-kanalen ITV en tand tættere på at kunne konkurrere med BBC. Gangsterdramaet er en TV-adaption af den populære krimiforfatter Martina Coles bog af samme navn.

Blodige cockneyhistorier og en mageløs casting

Cole er kendt for socialrealistiske, blodige cockneyhistorier af den tyndere slags – det lyder ikke umiddelbart optimalt som TV-drama. Men i denne produktion er der faret en fanden i castingen, og historiens elementer fra græske tragedier er smart fremhævet, så de vigtigste roller kun er karikaturer i få minutter. Derefter læsses der det ene dybe lag på efter det andet.

The Take byder på scener, man ikke lige sådan får af nethinden og en kompleks hovedkarakter, der er som skabt til et mareridt. The Take er opdelt i fire afsnit på 42 minutter hver, der blev sendt på ITV i 2009 og efterfølgende er udsendt på DVD.

Gode håndværkere, et tyndt romanforlæg og et garvet overblik

Instruktør David Drurys bagkatalog er sprængfyldt med TV-produktioner som Prime Suspect 3 (1993), Ashes To Ashes (2010), filmen Hostile Waters (1997) og utallige andre titler indenfor især TV-krimigenren. Man er heller ikke i tvivl om, at der er tale om en rutineret instruktør bag roret, når nu romanforlægget bag The Take er en temmelig uoriginal kioskbasker, og TV-adaptionen er blevet en lidt mere kompleks fortælling.

Manuskriptet har Neil Biswas stået for, og det er ikke voldsomt originalt, hvilket skyldes krimibestseller-baggrunden. Dialogen er fyldt med stereotyp cockneyattitude med et par komiske indlæg og løftes kun af skuespillernes indsats.

Visuelt er der heller ikke noget revolutionerende ved The Take – der bruges nærbilleder i flæng; især af Freddie fordybet i tanker, men det fungerer. Udover de skræmmende blikke konfronteres man uhæmmet med karakterernes tanker, og især Freddies fysiske manifestationer af hans krops kaos – den svedende nakke, løbende snotnæse med mere. Jo bedre skuespiller, jo bedre fungerer de mange nærbilleder.

Serien foregår i 1980′erne og fortsætter til 90′erne, og stilen er både gennemført og troværdig. Uden at være ekstraordinært, er production designet ganske imponerende lavet. Den blodigere side af historien ser vi i visse tilfælde direkte, og andre gange drejer kameraet væk, mens grusomhederne foregår – men det er passende, for det interessante i denne fortælling er det, der leder op til og følger efter det morderiske raseri.

De mest skræmmende billeder i The Take er oftest frygten eller psykoserne i folks øjne, og især kropssproget og de mange strube- og kropslyde fra Freddie. Seriens intro er tydeligvis lavet for at fange publikums interesse fra starten af – den grafiske stil i seriens intro tæt op af RocknRolla (2008), en film, denne produktion ellers absolut ikke bør sammenlignes med. Lydsiden er propfyldt med 80′er-numre og nyere, energiske numre som introens ”Club Foot” fra Kasabian, der fanger energien perfekt.

Spoilers – for selve plottet har du set før
Smilet, der ikke har den fjerneste positive betydning, men kun varsler grusomheder
Smilet, der ikke har den fjerneste positive betydning, men kun varsler grusomheder
Historien begynder i 1984, hvor gangsteroverhovedet Ozzy fra sin fængselscelle har udset set sig Freddie som protegé – han løslades og skal nu hjem og holde øje med Ozzys interesser. ”Hjemme” er den kriminelle underverden i Londons East End, fordelt mellem bydelens stripjoints, spillebuler og de kommunale boligblokke.

Nu er der bare ét altoverskyggende problem: Freddie gør, som Freddies impulser fortæller ham, han skal gøre, og efter få dage på fri fod har han skabt kaos, fået trusler og spontant henrettet selveste den lokale gangsterleder med en knust flaske!

Sin bedste ven Jimmy sætter han til at rede trådene ud, og Jimmys kæreste, den stærke Maggie, er ufrivilligt blevet et punkt på sociopatens to-do-liste. Jo mere kaos han spreder, og jo flere ledige pladser lige oven over ham selv i hierarkiet, jo vredere bliver Freddie over at se sin museagtige ven Jimmy langsomt stige i graderne lige foran næsen på ham.

Imens går årene hurtigt forbi. Fyrenes venskab testes, og Freddie mister grebet i rangstigen, men absolut ikke evnen til at begå grusomheder. Han voldtager sin svigerinde og de ellers barnløse Maggie og Jimmy får ni måneder efter en søn. Freddies egen søn mærker faderens forskelsbehandling og gætter rigtigt på, at han har en halvbror.

Vi er gennem de fire afsnit nu nået op i 1990′erne, og Freddies vrag af en kone, Jackie, tror hendes søster Maggie vil snuppe hendes mand, mens Maggie kæmper med at omgås sin søn uden at kaste op ved tanken om det klamme svin, der skabte ham. Samtidig er Ozzys plads på tronen truet, nye konkurrenter skal nedslagtes, og Jimmy og Freddie er nået til det punkt, hvor det er på tide at henrette hinanden.

Det når de dog ikke på grund af lille Freddie Junior, der har taget ved lære af farmands stil – man dræber, hvem der end står i vejen – fars uskyldige, lille hemmelige søn må derfor lade livet på ondeste vis. Maggie håndterer tragedien bedre end Freddie, der dermed har mistet sin lille, elskede voldtægtsguldklump og nu som det naturligste i verden forventer at dele sorgen med sit voldtægtsoffer. Slutningen skal jeg ikke ødelægge – den er ikke specielt original, men dele af den er fint forløsende og passende.

Dyrisk impulsmonster komplet med strubelyde og indstuderet swag
Bemærk de to sæt uforberedte, panikslagne øjne – blikket man konstant ser omkring impulsmonstret , som her lige besluttede at snitte en halspulsåre
Bemærk de to sæt uforberedte, panikslagne øjne – blikket man konstant ser omkring impulsmonstret , som her lige besluttede at snitte en halspulsåre
Den bedste måde at beskrive Freddie Jackson på er, at han – ud fra de gange, vi ser ham dyrke sex – kun vil have en kvindes ansigt foran sig under sex, når han voldtager. I det eksempel, vi ser, afslutter han i øvrigt den fysiske del af grusomheden ved at spytte staklen i ansigtet og kommentere ”Now, that’s how you make a baby…”Familie og kolleger har ikke en chance for at forudse mandens impulshandlinger – hvoraf ingen er af den positive slags – og de står tilbage med skraldet, når Freddie har skabt kaos igen og igen.

Manden får Gollums personlighedsskift til at ligne en skildpaddes tempo – hans skift til dødeligt raseri sker, så nakkehårene rejser sig, og man ikke er sikker på, man så rigtigt. Han bræger, knirker, snøfter, stønner samt ryger så indstuderet og går så med så overdrevet swag, at det på én gang er dybt komisk og imponerende.

Hardy personificerer den ultimative psykopat
Maggie, der som den eneste turde sige fra overfor det klamme svin, må betale dyrt for at vise rygrad
Maggie, der som den eneste turde sige fra overfor det klamme svin, må betale dyrt for at vise rygrad
Han mumler ordløse samtaler med sig selv, når han er kogt over, og er halvdelen af tiden en omtåget festfætter. For når ikke den eksplosionsladede krop er groggy ovenpå lynnedslagene af vold, raseri og stimulanser, har den lige haft travlt med at ordne det modsatte køn. Konsekvenser er noget, andre må tage sig af, og hans moral er syret og afstumpet.

Han gør det værst tænkelige mod en kvinde og kommer senere med afstumpede, romantiske forslag med så usikkert et blik, at monsteret naivt når at blotte både sig selv og sit største ønske. Han er så overbevist om, at han er verdens bedste far, at han lige skal spille for galleriet (børnene) og undlade at tage hænderne i brug foran dem – som en tyr verfer han med sit hoved konen Jackies hoved væk med skræmmende kraft, inden han så ellers går amok på hende.

Han har stiftet og skrottet familie på én og samme tid, myrder løs og tager lige præcis dét, han vil have. Sin egen far forvandler han til en grøntsag ved hjælp af et haveredskab.

Med andre ord er Freddie et omvandrende mareridt, der svinger mellem dyrisk magnetisme af den rigtig rådne slags og fascinerende naiv forvirring. Tom Hardy spiller Freddie til perfektion, så han flytter direkte ind i ens mareridt. Jeg synes, at Freddie er en endnu større præstation end Bronson-rollen, og det er er en af Hardys karrieres mest imponerende karakterroller. Fandt du ham skræmmende i Bronson (2008), så vil The Take tage pusten fra dig. I øvrigt er den komplekse og interessante karakterer en vellykket reminder om, hvor mange Freddier vi alle har omkring os i det daglige.

Fætter grå mus rykker op ad rangstigen
Heller ikke når hans eget liv er på spil, kan sociopaten lægge sin superstjerne-swag fra sig
Heller ikke når hans eget liv er på spil, kan sociopaten lægge sin superstjerne-swag fra sig
Bedstevennen og fætteren Jimmy er Freddies totale modsætning – den nærmest museagtige stræber, der holder sig til én kvinde og det perfekte familieliv. Han har ambitioner om at stige i graderne og har de rette evner. Han er på ingen måde uskyldsren, men har sine grænser og holder sig til mere stuerene arbejdsopgaver.

Han har forgudet Freddie gennem hele sin ungdom, og i 1984 har han stadig fuld tiltro til fætterens store planer. Han kan næsten ikke få armene ned, men ikke på grund af jubel – han må konstant tage sig til hovedet og panisk prøve at begribe, hvorfor Freddie sekundet før har smidt nogen gennem et TV med hovedet først eller smadret en stor handel ved at dræbe løs for sjov.

Han forsøger at trænge igennem til Freddie, men uden held. Han står trofast ved hans side trods de psykotiske handlinger. Han formår ikke at gøre sin Maggie gravid og få ønskefamilien, men alligevel sker miraklet pludseligt en dag, uden at han aner uråd eller bemærker sin kones afsky ved Freddie. Jimmy er den fokuserede, trofaste fyr og belønnes derefter – han overhaler lynhurtigt Freddie på rangstigen og viser sig at være Ozzys mest naturlige efterfølger.

Shaun Evans fra bl.a. Cashback (2007), Boy A (2006), Whitechapel-serien, m.m. spiller Jimmy med det helt perfekte skift fra naiv ung gut til moden stræber. De paniske reaktioner og den troværdige måben over fætterens stunts rammer han plet med. Hele ansigtsmimikken skifter diskret fra glad og naiv Freddie-tilbeder til fokuserede, alvorlige folder.

Rygrad, græsk tragedie og kvalme-reflekser
Freddie ser sig selv som offeret efter en bestemt tragedie, som han på alle tænkelige måder er skyld i
Freddie ser sig selv som offeret efter en bestemt tragedie, som han på alle tænkelige måder er skyld i
Maggie er den stærke i familien og den, der må gennem det største helvede gennem årene. Da Freddie løslades og ikke lægger skjul på sine klamme hensigter, får hun sit hyr. Hun støtter gennem årene sin søster Jackie, der går i hundene over sin mands sidespring, men blander sig ellers udenom. Lige indtil den dag, Freddie gennemtæsker konen og Maggie konfronterer ham som ingen andre tør, men alle har lyst til.

Da hun mister sønnen og Freddie søger trøst fra hende, har hun nået grænsen for, hvad hun kan klare. Hun spilles blændende af Charlotte Riley, der bl.a. medvirkede i Wuthering Heights fra 2009 og ellers primært kendes fra diverse TV-film og detektivserier. Måske denne anmelder er farvet af, hvad der overgår Maggie som kvinde, men med to så troværdige skuespillere i bl.a. den svære voldtægtsscene og optakten til den, tror jeg nu de færreste vil kunne holde kvalmen eller lysten til at snitte Freddie i småstykker tilbage.

Det er ubeskriveligt godt spillet, og det samme gælder hele Maggies udvikling gennem de fire afsnit. Hendes Maggie oser af rygrad, afsky og lyst til at kaste op ved Freddies mindste nærvær og med kompetent brug af hele det skuespiltekniske spektrum, kan det undre, hun ikke er brugt i karakterroller noget oftere.

Kierston Wareing fra bl.a. Fish Tank (2009) og It’s A Free World (2007) er muligvis typecastet, men helt perfekt i rollen som Jackie. Hele hendes væsen emmer af provokerende vrag, der sidder fast i offerrollen som Freddies kone. Hendes konstante skift fra et bedøvet vrag af en uopmærksom mor til handlekraftig beskytter og tilbage igen er velspillet. Hun abstinensryster sig igennem især et par af afsnittene, så man er overrasket over at se hende på benene hver gang, hun træder ind i billedet.

Overset, lille mesterværk

The Take er en overset TV-perle, der på grund af viljestærk instruktion og stærke kræfter bag rollerne har gjort den kioskbasker, den er bygget på, totalt til skamme. Den ser på alle tænkelige måder ud som en kliché fra gangstergenren, men overrasker heldigvis.

Er du til skuespiltekniske detaljer er den klart værd at se. Er du normalt ikke til genren eller cockneymiljø, behøver du ikke springe The Take over trods det klichéagtige udseende – den er nemlig nærmere en bastard af elementer af western, græsk tragedie og gangsterliv. Kort sagt er den et mesterværk, som du bør opsøge!

6 stjerner

Titel: The Take
Instruktør: David Drury
Manuskript: Neil Biswas efter Martina Coles roman The Take
Cast: Tom Hardy (Freddie), Shaun Evans (Jimmy), Kierston Wareing (Jackie), Charlotte Riley (Maggie), Brian Cox (Ozzy), John Ashton (Joseph), Nicholas Day (Freddie Senior), Jane Wood (Maddie), Steve Nicolson (Lewis), Megan Jossa (Kim), Macdara Joyce (Little Jimmy), Sammy Williams (Little Freddie)
Producere: Willow Grylls (producer)
Foto: Owen McPolin
Klip: Chris Ridsdale
Musik: Ruth Barrett
Spilletid: 176 minutter (4 afsnit)
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: UK, 2009
Produktionsselskaber: Company Pictures, Element Pictures, Irish Film Board, Warner Sisters Productions
Distributør (DVD): ITV Home Entertainment/Sky TV
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012