13. maj 2012

The Wicker Man

Et stykke engelsk filmhistorie af mesterlig karakter. The Wicker Man står fortsat i dag som brændende vidnesbyrd om kreativt overskud, mesterligt skuespil og intelligent drama.

Løseligt inspireret af David Pinners roman Ritual fra 1967, uden der er tale om en filmatisering, fører The Wicker Man os til den lille fiktive ø Summerisle i Skotland. Den stivnakkede politibetjent Sergeant Howie har fået en henvendelse om, at en lille pige er forsvundet fra øen, men ingen interesserer sig tilsyneladende for sagen.

Howie tager derfor til Summerisle for at undersøge, hvad der er på færde. Så snart han begynder sin eftersøgning af den forsvundne Rowan, bliver han mødt af en mur af tavshed. De lokale nægter at samarbejde, nægter faktisk ethvert kendskab til pigen og regner tilsyneladende heller ikke politiets autoritet som noget særligt.

”The old ways”
Sergeant Howie (Edward Woodward)
Sergeant Howie (Edward Woodward)
Alt dette er jo slemt nok, men det, der især vækker vrede og bekymring hos Howie, er øboernes åbenlyse hedenske levevis. De praktiserer ”the old ways”, som det kaldes i filmen, og dyrker naturen i en form for panteistisk kosmologi, der aldrig forklares helt. For Howie, som stærkt troende kristen, er øboernes religion et skræmmende tegn på åndeligt forfald og fordærvelse. Sagens opklaring bliver af den grund hurtigt en form for korstog for betjenten, der er overbevist om, at Rowan er omkommet eller forsvundet på grund af Summerisle-indbyggernes forkastelige tro.

Hovedfjenden i dette korstog bliver øens leder. Omdrejningspunktet for alle aktiviteterne på Summerisle er nemlig den karismatiske Lord Summerisle, der ejer jorden og styrer øen. Han fungerer som religiøst overhoved, lovens håndhæver og ansigt ud ad til. At det tilmed er hans slægt, der introducerede hedenskaben til Summerisle, gør ikke sagen mindre problematisk for Howie.

En vanskelig film at kategorisere
Der danses om majstagen på Summerisle
Der danses om majstagen på Summerisle
Filmbladet Empire har udråbt The Wicker Man til en af de mest skræmmende engelske gyserfilm nogensinde. Det må siges at være en uheldig betegnelse. Ikke fordi The Wicker Man ikke fortjener al den anerkendelse, den kan få, men fordi det er vanskeligt at definere den som gyser. Det skyldes først og fremmest, at der ikke er ret mange ansatser til egentlig gru.

Filmen har en ekstremt fortættet stemning, men den hviler først og fremmest på øboernes milde, mærkværdige, næsten fraværende attitude og så Howies stigende frustration. Filmen har noget esoterisk, drømmende over sig, som om Sergeant Howie er rejst ind i en anden verden. Tid og sted virker uhåndgribelige på Summerisle, til trods for moderne komfort og levevis. Der er dermed heller ikke tale om dystre kultister og sataniske sammensværgelser. Øboerne er åbne og imødekommende omkring deres tro, hvilket gang på gang afvæbner Howies teologiske angreb.

Et barn af sin tid
Den smilende Lord Summerisle (Christopher Lee)
Den smilende Lord Summerisle (Christopher Lee)
The Wicker Man er i den grad præget af sin tid. Filmen gennemsyres af counter culture-drømme, keltisk druide-romantik og økologi. Da filmen blev udsendt i 1973, var Wicca og den nyhedenske-bevægelse blevet en stor ting, der appellerede bredt og tiltrak sig opmærksomhed. Samtidig er det næppe tilfældigt, at The Wicker Man, med dens håndfaste polarisering af folketro og kristendom, var et centralt tema i marxistisk-influeret kulturhistorie.

Her er kirken netop fremstillet som undertrykker af ældgamle skikke, der af kirkekritiske forskere blev opfattet som meget mere naturlige end den etablerede kristendoms fremmedgørende institutioner. Filmens manuskriptforfatter Anthony Shaffer har ikke nødvendigvis været inspireret specifikt af noget af dette, men The Wicker Man taler ind i en bestemt tidsånd, der suppleres med en tung, smilende hippie-stemning.

Den glade 68’er-ånd udmønter sig også i en ret løssluppen struktur. Der indgår eksempelvis musikalske indslag, som har fået flere, blandt andet instruktøren Robin Hardy selv, til at omtale filmen som en pseudo-musical. Det er måske i overkanten, men musik og dans spiller en stor rolle i The Wicker Man, uden der dog er tale om, at vores hovedperson bryder ud i sang eller lignende optrin. Musikken er i øvrigt skrevet og sammensat af den Donovanesque amerikanske kunstner og folkesanger Paul Giovanni.

Offeret som tema
Mystisk, mystisk…
Mystisk, mystisk…
Hovedparten af handlingen er udgjort af Howie, der mere eller mindre målrettet tumler omkring på øen i sit forsøg på at finde pigen Rowan. Han kommer fra den ene episode til den anden, uden det leder ham stort videre. Man kunne derfor fristes til at tænke, at The Wicker Man mangler fremdrift, men det er ikke tilfældet. Dels er de episoder og situationer, som Howie havner i, så stærke, at man glemmer at overveje, hvor det hele skal bære hen, dels bidrager den manglende erkendelse hos betjenten til at højne stemningen af stigende desperation.

Det er vanskeligt at gå alt for nært ind på temaerne i The Wicker Man uden at komme til at afsløre for meget. Filmen handler om idéen om ”det religiøse offer”. Det er, kan ske, en noget abstrakt præmis, men ikke desto mindre er det lykkedes for Robin Hardy at skabe en eminent religionskritisk historie, der til trods for de umiddelbare sympatier for hedningene på Summerisle, faktisk viser, at kristendom og hedenskab i sidste ende kommer ud på et.

Bibliotekaren spillet af Ingrid Pitt
Bibliotekaren spillet af Ingrid Pitt
I filmens begyndelse ser vi Howie modtage nadveren i kirken. Scenen er fremstillet i et sløret, romantisk skær, der tydeligt peger på kirkens bevidste iscenesættelse og æstetisering af Jesu korsdød, det vil sige offer som noget rent og ublodigt. Men som filmen løber mod enden, står det klart, at et offer er et offer og offerets natur er brutalt og uskønt, uanset under hvilken metafysisk ramme man ønsker at forklare det.

Dramaet, der udspiller sig på øen, begynder som to diametralt modsatte verdener, der tørner sammen, men som historien udvikler sig, forstår vi, at det er to sider af samme sag. Måden, dette fremføres på, er ved gradvist at løfte sløret for de praktiske virkeligheder bag de ellers så smilende hedninges religion. Et langt stykke gennem filmen virker deres frugtbarhedsreligion harmløs og mild, men som tingene skrider frem, går det op for Howie, og os som seere, at den venlige naturgud, der tilbedes, også har en barsk, nådesløs side, som kun kan forsones gennem offeret af det dyrebareste, man har. Hvad det er, skal ikke afsløres her.

Et velkendt cast og en uerfaren instruktør
Naturbarnet Willow (Britt Ekland)
Naturbarnet Willow (Britt Ekland)
En af grundene til, at The Wicker Man har fået prædikatet ”gyser” er helt sikkert, at der medvirker flere bekendte ansigter, der har slået deres folder hos Hammer. Christopher Lee indtager rollen som den intelligente, joviale herremand Lord Summerisle, hvilket han gør til perfektion.

En anden Hammer-veteran er Ingrid Pitt, der spiller en relativt dialogfattig rolle som bibliotekar. Hendes rolle har ganske lille betydning for filmen som helhed, men der ligger en del signalværdi i Pitts medvirken, hvilken produktionsselskabet British Lion helt sikkert har været ganske bevidste om. Det sidste velkendte ansigt i horror-sammenhænge er Britt Ekland. Hun spiller den unge forføreriske sirene Willow, datter til kroejeren på Summerisle.

Okkult uhygge på sovekammeret
Okkult uhygge på sovekammeret
Ekland fylder en del i filmen og har blandt andet en ganske stor scene, hvor hun gennem en lang, erotisk nøgendans forsøger at forføre Howie. Scenen, der tangerer noget overnaturligt, er et af de steder, hvor man for alvor fornemmer den legendariske, vel nærmest improviserede tilgang til produktionen. Det kan for en god ordens skyld nævnes, at nøgendansen blev indspillet med brug af en body-double, da Ekland var gravid under optagelserne.

Rollen over dem alle, må siges at være Sergeant Howie. TV-skuespilleren Edward Woodward fik rollen, og det gør han absolut fremragende. Stift og uden det mindste glimt i øjet portrætterer Woodward den besværlige politibetjent, der vikles dybere og dybere ind i et net, han ikke opdager, før det er alt for sent. Og der, hvor det for alvor bliver imponerende, er, når historien tipper, og det med et bliver Howie, der har vores sympati. Her giver Woodward rollen en ny dimension og skaber nogle uforglemmelige filmøjeblikke, der æder sig fast i bevidstheden.

Festen begynder
Festen begynder
Det øvrige cast består af meget små roller, der spilles af iøjefaldende, skæve karakterer. En stor del af de medvirkende var ikke skuespillere, men lokale fra en landsby, hvor The Wicker Man blev indspillet, og det giver til tider noget næsten dokumentarisk til handlingen.

The Wicker Man var instruktøren Robin Hardys debutfilm, hvilket måske gør det en anelse tragisk, at det også er denne film, han efterfølgende er blevet husket for. Der er nok ikke så meget tvivl om, at Hardys relativt lille instruktørerfaring har bidraget til stemningen af eksperimenterende art house-film, men samtidig er det også åbenlyst, at Robin Hardy er gået til Anthony Shaffers manuskript med en klar idé.

Han styrer filmen uden om stort set alle genrekonventioner og bombardere i stedet seeren med små mystiske scener, der bliver gradvist mere bizarre, som handlingen skrider frem. Hardy formår på den måde at holde os hen i uvis spænding, uden vi aner, hvor det hele skal ende.

En mesterlig film
Sergeant Howie i Summerisles forladte kirke
Sergeant Howie i Summerisles forladte kirke
The Wicker Man er en mesterlig, intelligent film, der udfordrer og leger med seeren. Vi tror, vi skal se en gyser, men får i stedet glade hedninge og syngende børn. Og til trods for det legende og vilde, der ligger i filmen, formår den til sidst at samle alle trådene og vise, at der er mening med galskaben. De karnevaleske optrin, der stiger i absurditet frem mod slutningen, bliver med ét uhyggelige, knugende begivenheder, der får smilet til at stivne. Ikke fordi de som sådan er skræmmende, men fordi de tegner grusomme perspektiver.

Det enestående ved The Wicker Man er, at den går helt egne veje. Den afsøger et emne, der hverken før eller efter har været behandlet på lignende måde. Den væver religionskritik ind i en fortælling, der bedst kan beskrives som et grotesk drama, og gør det med et sprudlende overskud. Skuespillet er i top, med Lee og Woodward i storform. Og de mere besynderlige indslag, der har noget tidstypisk over sig, virker fortsat troværdige i dag. Måske endda bedre nu end dengang, idet de i dag forstærker stemningen af noget tabt, fremmedartet eller drømmende.

Dertil kommer et visuelt udtryk og en afslutning, der står mejslet ind i engelsk filmhistorie som ikoniske minutter. Med The Wicker Man blev det skabt et visuelt udtryk, der på en gang trak på det bedste Hammerfilmen havde gjort for gysergenren, men samtidig skabte noget nyt, som indlemmede helt andre inspirationskilder. Sådan kunne man blive ved; filmen er et mesterværk.

Lidt om filmens efterliv
Frugtbarhedsdans
Frugtbarhedsdans
The Wicker Man bliver ofte omtalt som en af de få ”rigtige” kultfilm. Begrebet er tyndslidt, men der kan være noget om snakken i dette tilfælde. Kort efter filmens afslutning opstod der problemer omkring distributionen. Det resulterede blandt andet i, at produktionsselskabet fik klippet filmen betydeligt ned. Interne udskiftninger i selskabet gjorde sagen endnu vanskeligere, og det faktum, at man åbenbart ikke havde stor tillid til The Wicker Mans økonomiske potentiale gjorde, at den kun blev vist ganske kortvarigt i biograferne.

Dertil kommer, at stort set alle de medvirkede efterfølgende ved flere lejligheder roste filmen til skyerne. Især Christopher Lee var meget udtalt omkring sin ros af filmen, som han fortsat betegner som en af de bedste, han har optrådt i. Det skabte et røre om filmen, som kun få kendte, men mange havde hørt om.

På VHS fik The Wicker Man endelig en chance, men rygtet om en uforkortet udgave var i omløb. Her ville skæbnen, at en af de første genopdagede, uforkortede udgaver lå hos selveste Roger Corman, der kortvarigt havde været på tale som filmens amerikanske distributør. DVD-markedet blev dermed det sted, hvor The Wicker Man for alvor blev lettilgængelig, og filmen, man havde hørt om, men aldrig set, kunne med et let skaffes.

Der har utvivlsomt floreret mange rygter om The Wicker Man som gyser, præcis som rygterne om lemlæstelserne The Texas Chain Saw Massacre (1974) på mange måder overgår det, der faktisk vises i filmen. Forventede man derfor en grusom, grusom gyser med Hardys The Wicker Man, er man helt sikkert blevet skuffet. Der er da også bred enighed om, at filmens store berømmelse i dag skyldes de vanskelige distributionsforhold, der skabte rum for mytedannelse og kult. At filmen fortjener sin kultstatus, er så en helt anden snak.

Og så måtte det jo ske. I 2006 udkom Neil LaButes genindspilning af The Wicker Man under samme navn. Nicolas Cage tager her hovedrollen som politibetjenten Edward Malus. Filmen tåler ikke sammenligning med original og bør vel egentlig bare ignoreres. Mere problematisk er det, at Robin Hardy i 2007 annoncerede, at The Wicker Man kun var tænkt som første del i en trilogi (suk!). Det har indtil videre ført til én fortsættelse, nemlig The Wicker Tree fra 2011, baseret på instruktørens roman Cowboys for Christ fra 2006.

Sidste ben i trilogien er ikke udkommet endnu, men skulle angiveligt komme til at bære titlen Wrath of the Gods, og være en sort komedie baseret på Richard Wagners Götterdämmerung. Om ”trilogien” holder vand må tiden vise, men lykkeligvis behøver man slet ikke bekymre sig om hverken genindspilninger eller fortsættelser.

6 stjerner

Titel: The Wicker Man
Dansk titel: Offerfesten
Instruktør: Robin Hardy
Manuskript: Anthony Shaffer
Cast: Edward Woodward (Sergeant Howie), Christopher Lee (Lord Summerisle), Diane Cilento (Miss Rose), Britt Ekland (Willow), Ingrid Pitt (Bibliotekar), Lindsay Kemp (Alder MacGreagor), Russell Waters (Havnefoged), Aubrey Morris (Kirkegårdsgraver)
Producere: Peter Snell (producer)
Foto: Harry Waxman
Musik: Paul Giovanni
Spilletid: 88 minutter / 100 minutter (directors cut)
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: UK, 1973
Produktionsselskaber: British Lion
Distributør (DVD): Studio Canal (UK)
Udgave/region: 0

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012