13. maj 2012

RocknRolla

RocknRollaMiddelmådig gangsterkomedie fra Ritchies velkendte univers, der trods gode talenter på rollelisten ikke rammer helt plet. Tre ting gør den dog et kig værd; en kikset trio af smågangstere, Hardy og Kebbel, der sparker røv, og en scene, der kan gøre selv den hårdeste mand en smule blød i knæene.

En stor ejendomshandel slår fejl, og Londons hærdede kriminelle, samt de mere klodsede af slagsen, vejrer chancen for hurtige kontanter i millionklassen. En uvurderlig kulturskat lander i skødet på en junkie-rockstjerne, der har faket sin død for at øge sine salgstal. Byens kriminelle overhoved udfordres af en russisk gangsterboss. Tre småkriminelle kammerater, The Wild Bunch, står nu i gæld til det lokale overhoved og må jage kontanter.

Den lille treenighed trues af en stikkersag, og med en akut fængselsdom for én af dem hængende over hovedet, kommer han til at lette sit hjerte overfor én af kammeraterne. Dette kickstarter et mindre sideplot, mens mere eller mindre succesfulde heists sættes i gang. Sideløbende bliver der uddelt øretæver, fuppet, konkurreret, flirtet, fejlet og hustlet løs, og herfra fortsætter handlingen i sædvanlig Guy Ritchie-stil – samme, gamle rille, dog med det lille sideplot som uventet twist.

Samme procedure som sidste år, Hr. Ritchie?
Det er stressende at være old school gangsterboss (Strong, Wilkinson)
Det er stressende at være old school gangsterboss (Strong, Wilkinson)
Først må denne anmelder hellere lægge ud med at indrømme, at Guy Ritchie i mine øjne er en type instruktør og manuskriptforfatter, filmbranchen gerne måtte være foruden. Han skabte sig oprindeligt et navn med filmene Lock, Stock & Two Smoking Barrels (1998) og Snatch (2000) og nyder nu stor økonomisk succes med sine Sherlock Holmes-film (2009, 2011).

RocknRolla var på udgivelsestidspunktet hans hidtil største kommercielle succes, og den deler ofte publikum i tre lejre: de, der elsker den; de, der hader den og de, der kun gider se den for subplottet med One Two og Handsome Bob. Ritchie er svært glad for at bruge karikaturer, frem for karakterer, og handlingsforløb, der springer i alle retninger. Tilsæt en håndfuld effektive oneliners, nogle energiske rock- og popnumre og visuel stil a la reklame, og Ritchie lader til at være tilfreds med slutproduktet.

I RocknRolla befinder vi os endnu en gang i en støbeform fra Guy Ritchie-fabrikken – overfladisk, stylet action pakket visuelt uinteressant ind – i et bestemt miljø, der kun eksisterer i Ritchies egne drømmevisioner. Miljøet, rollerne og plottet er stort set det samme, som han altid bruger. Rent visuelt tager han skridtet videre fra tidligere projekter og skruer op for den kendetegnende, poppede stil.

RocknRolla er fotograferet i stil med en reklame eller musikvideo med hurtige klip, stylet action, nøje afstemte farver og et energisk soundtrack, der forstærker den poppede stil. I filmens introduktion, og i visse andre scener, bruger han tekst indover billedet for at understrege replikker og grafik.

Lydsiden er som nævnt propfyldt med ikoniske, energiske numre. Lydsporet byder på både nye og gamle klassikere, og et velvagt intronummer af Black Strobe, som er svært ikke at associere med filmen. The Clashs ”Bankrobber”, Wanda Jacksons ”Funnel of Love”, The Hives’ ”The Stomp” er blandt nogle af numrene. Lydsiden tilfører indimellem filmen en god portion energi og er udmærket underholdning for øregangene.

If a slap don’t work, you cut ‘em and you pay ‘em, but you keep the receipts ’cos this ain’t the mafia
Drengerøvshørm med noget af et twist (Elba, Hardy, Butler)
Drengerøvshørm med noget af et twist (Elba, Hardy, Butler)
Generelt er filmens sjoveste og mest velfungerende scener de, der omhandler The Wild Bunch – en reference til Sam Peckinpahs klassiker The Wild Bunch fra 1969 – de tre småkriminelle gutter One Two, Mumbles og Handsome Bob, der ikke mangler selvtillid og altid søger et godt kup. Kammeratskabet kan – næsten – intet rokke ved. Kemien imellem de tre er i top. Man ærgrer sig undervejs over, at gruppen ikke er filmens omdrejningspunkt!

I en heist-scene overfor to ustoppelige, overlegne østeuropæiske håndlangere står gruppen i den grad i lort til halsen – den komiske timing fra alle tre gør den til filmens bedste og sjoveste actionscene. Bertie, der taber pusten over Handsome Bobs kommanderende damplokomotiv af en score-tone; Mumbles’ rolige måde at håndtere One Twos dramaer på.

Som nævnt skiller RocknRolla sig en smule ud fra Ritchie-støbeformen. Humoren hos de tre førnævnte er bedre, end hvad man er vant til fra hans film, og talenterne er større. Det er nu ikke hans fortjeneste, men skyldes den fine kemi i The Wild Bunch (Butler, Elba, Hardy). Heller ikke Ritchies kendetegnende oneliners er der mangel på – har du set filmen, burde overskrifterne på nogle af anmeldelsens afsnit her lyde bekendte.

Youheardmedoasyou’retold!
Abandon ship! (Elba, Butler)
Abandon ship! (Elba, Butler)
Archie – filmens fortæller og gangsterbossen Lenny Coles højre hånd – spilles af Mark Strong, blandt andet kendt fra Kick-Ass (2010), Tinker Tailor Soldier Spy (2011) og Syriana (2005). Archie forsøger at opretholde visse standarder i miljøet; tag nu for eksempel vigtigheden af at kunne plante et godt, gammeldags ’Archie-slap’ på typen, der skal sættes på plads.

Strongs rolle er ren karikatur, men han udfylder den så godt som muligt med stenansigt, sikker komisk timing og hans fantastiske fortællerstemme. Han er som altid troværdig som fattet, kold “hard man”, men det er ærgerligt, at han ikke har fået mere at lege med.

Det samme gælder Tom Wilkinson fra blandt andet Batman Begins (2005), In The Bedroom (2001) og The Full Monty (1997). Begges roller byder ikke på noget særlig interessant, men de giver den begge gas – så godt de kan ud fra de vilkår. Wilkinson ser ud til at nyde at spille old school-bossen Lenny Cole, der ikke kan følge med de nye tider og spytter den ene vrængende, bitre kommentar ud efter den anden. Rollen og hans platte humor klæder Wilkinson.

Der er dog i RocknRolla to topseje præstationer, af henholdsvis Hardy og Kebbel, der fortjener at blive særligt fremhævet.

Kebbel og Hardy skinner igennem
Doughnnn ‘urt me, Arch – Arrrm ouunly LIDDOL! (Kebbel, Strong)
Doughnnn ‘urt me, Arch – Arrrm ouunly LIDDOL! (Kebbel, Strong)
Toby Kebbel kæmper en brav kamp med rollen Johnny Quid – én stor omvandrende provokation med øretæveindbydende, teatralsk mimik og overdrevet cockney-dialekt. Kebbel har du muligvis set i Dead Man’s Shoes (2004), Control (2007) eller The Sorcerer’s Apprentice (2010). Uden at sammenligne selve rollerne eller skuespillerne, minder indsatsen lidt om Sally Hawkins’ i Happy-Go-Lucky (2008) – den der type snotirriterende karakter, der driver én til vanvid fra første minut, men får én til at se videre, fordi det satme er godt spillet.

Den narcissistiske rockstjerne smider om sig med syret hjemmefilosofi og søvndyssende monologer, der er pinligt dårligt skrevet, men leverer også spydigheder a la ægte vred, svigtet knægt. Man får indimellem glimt af sårbarhed og påtaget galskab i den her irriterende mareridtsdiva, takket være Kebbel. Det er meget tæt på at lykkes at gøre Quid relevant, men manuskriptet er og bliver for tyndt, og det bliver i sidste ende mest en showcase af Kebbels evner.

Tom Hardy har vist også med sin karakter, Handsome Bob, forsøgt at give Ritchies niveau et tiltrængt los opad. Ham kender du fra Bronson (2008), Inception (2010) og ITV’s The Take (2009) samt om kort tid som Batmans nemesis Bane i den kommende The Dark Knight Rises (2012).

Rollens seksuelle orientering var nu slet ikke oprindeligt tænkt som homoseksuel – idéen kom fra Gerard Butler, hvilket igen siger noget om de tynde oplæg, Ritchie vælger at lave film ud fra. Handsome Bob oser af afklaret seksualitet, er en forfriskende anderledes fortolkning og blev da også hurtigt i hjemlandet et ikon, som hos det mandlige publikum var helt cool at nævne som den idéelle mandetype, de da for en stund godt lige gad glemme deres heteroseksualitet.

Handsome Bob
Er det frygt? Ekstase? Vantro? Bertie glemmer at trække vejret (Hardy, Bark-Jones)
Er det frygt? Ekstase? Vantro? Bertie glemmer at trække vejret (Hardy, Bark-Jones)
Det at gøre en mandlig karakter så åbenlyst hamrende sexet, uden at gøre ham plat eller klam, bliver oftest meget, meget pinligt at skulle se på – men her lykkes det faktisk. Handsome Bob spilles med nosser af Hardy, så man både griner af hans forsmåede stikken til One Two og bliver rørt af det brutalt knuste hjerte.

Han kan det dér med at skifte mellem udtryk på sekunder, så man får en hulens masse historier fortalt om karakteren. Største nik af respekt skal Hardy dog have, fordi han ikke bare lod Handsome Bob være en møgcharmerende pretty boy, men som sædvanlig tog røven på publikum ved at smække et ordentligt lag nuancer på rollen.

One Two spilles af Gerard Butler, fra 300 (2006) og Coriolanus (2012), der med typisk skotsk glimt i øjet byder på udmærkede grin over sine klodsede udbrud og fjollede attitude. Med sine førsteelsker-roller i mere og mere tvivlsomme rom-coms i de seneste år er Butler efterhånden blevet mere underholdende som talkshowgæst end som skuespiller, hvis man spørger undertegnede, men her passer hans niveau nu godt til Ritchies.

Han roder kraftigt rundt i accenterne og overspiller, er fin nok som fjollet leading man, uden at byde på noget voldsomt interessant og bæres i en vis grad oppe af Elba og Hardy som legekammeraterne i The Wild Bunch. Filmens store indtjening i biograferne kan Ritchie roligt takke både den efterfølgende hype omkring bilscenen og ikke mindst castingen af den på daværende tidspunkt monsterpopulære Butler for.

Middelmådig, men med et twist

Ekstramaterialet på den anmeldte DVD består af et kommentatorspor med Guy Ritchie og Mark Strong, en kort, slettet scene med The Wild Bunch og ”Guy’s Town” – et interview med Ritchie om hans forhold til London, der ikke byder på noget interessant med mindre du hører til de, der elsker hans film.

RocknRollas rulletekster starter kækt med et reklameskilt for en kommende fortsættelse, og der blev da også efterfølgende nævnt planer om en hel trilogi med The Wild Bunch, hvoraf RocknRolla var første del. Officielt har Ritchie ikke siden ”fundet plads i kalenderen” til de næste to, men at dømme ud fra holdningen hos visse uimponerede, men høfligt professionelle medvirkende, ville det komme til at kræve en del overtalelse.

RocknRolla er samlet set en middelmådig actionkomedie, der indimellem fejler stort og indimellem byder på enkelte, uforglemmelige scener og to vilde præstationer fra Hardy og Kebbel, du absolut ikke bør gå glip af – en passende slags film til næste gang, en led influenza har henvist dig til en dag på sofaen.

3 stjerner

Titel: RocknRolla
Instruktør: Guy Ritchie
Manuskript: Guy Ritchie
Cast: Gerard Butler (One Two), Tom Wilkinson (Lenny Cole), Thandie Newton (Stella), Mark Strong (Archie) , Idris Elba (Mumbles), Tom Hardy (Handsome Bob), Karel Roden (Uri Omovich), Toby Kebbell (Johnny Quid)
Producere: Steve Clark-Hall (producer), Susan Downey (producer), Guy Ritchie (producer), Joel Silver (producer), Navid McIlhargey (executive producer), Steve Richards (executive producer)
Foto: David Higgs
Klip: James Herbert
Musik: Steve Isles
Spilletid: 115 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: 5.1 Dolby Digital (2.0 Dolby Surround)
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk/ for hørehæmmede.
Produktionsland, år: UK, 2008.
Produktionsselskaber: Warner Bros. Pictures, Dark Castle Entertainment, Toff Guy Films, Studio Canal.
Distributør (DVD): Warner Bros. Pictures
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012