13. maj 2012

Sleepy Hollow

Sleepy HollowSleepy Hollow er en meget, meget underholdende hyldest til de glade Hammer-dage. Rent visuelt er den en perle, Johnny Depp spiller fremragende, og underholdningsværdien er i top. Heads will roll!

Eller Sleepy Hammer? Hammerstudiets relancering kom godt nok først små 10 år efter Sleepy Hollow, men man kunne jo mene, at Burtons Hammer-hyldest har været med til at bane vejen, sådan indirekte set.

Hovederne ruller i Sleepy Hollow

Under alle omstændigheder er Sleepy Hollow en uforskammet underholdende film, som formår at skabe sit helt eget lille (u)hyggelige univers, som befinder sig et sted uden for tid og rum – nøjagtigt som det er tilfældet med de gode Hammer-film. Det er bestemt heller ikke tilfældigt, at filmen vandt Oscaren for ”Best Art Direction” tilbage i 2000: Filmen ser mageløs ud, og har det helt rigtige feel.

Den unge konstabel Ichabod Crane, der har nogle meget moderne opklaringsmetoder, kan ikke tilpasse sig den meget gammeldags dagligdag i New York. Som en straf sendes han, af selveste Christopher ”Hammer” Lee, til den lille by Sleepy Hollow, hvor de lokale er begyndt at miste deres hoveder. Sådan helt bogstaveligt talt, og filmens tagline ”Heads will roll” er nærmest en underdrivelse.

Crane prøver med sit kølige intellekt at opklare sagen, som trækker sine blodige spor mange år tilbage i tiden, men han må snart sande, at der faktisk er mere mellem himmel og jord. Mørk magi, en hovedløs rytter og nogen, der gerne vil have hævn. Ja, man skal ikke sige, at livet er kedeligt i Sleepy Hollow!

Et langvarigt projekt

Oprindeligt havde Paramount Brad Pitt, Liam Neeson eller Daniel Day-Lewis i tankerne til rollen som Crane. Men det ændrede sig, da Burton blev tilknyttet. Ind kom Johnny Depp. Depp spiller til perfektion den meget specielle Crane: Han er både bange, handlekraftig, fimset og morsomt. Kort sagt en klassisk Depp-karakter.

Man begyndte på Paramount allerede tilbage i 1993 at tænke på en filmatisering af The Legend of Sleepy Hollow, som Washington Irving skrev tilbage i 1820.

Oprindeligt var special effects-manden Kevin Yagher tænkt som instruktør, men Paramount kom på ”bedre” tanker. Yagher havde tidligere kun instrueret den tvivlsomme Hellraiser 4: Bloodline (1996), så Paramount fik nok kolde fødder ved at have et ”no-name” til at instruere en stor studiefilm.

Yagher er stadig krediteret for historien, mens manuskriptet er skrevet af den dengang brandvarme Andrew Kevin Walker, manden bag manuskriptet til Se7en (1995). Efterfølgende har vi stort set ikke set noget til Andrew Kevin Walker, men hans manuskript til Sleepy Hollow er bestemt værd at hylde, selvom Burton flere gange tager sig mange friheder for at få sin hyldest igennem.

Tim Burton hylder Hammer: Det’ hammer, hammer fedt!

Ind fra sidelinien kom nemlig Tim Burton. Han havde brændt nallerne på Superman Lives-projektet; en film der aldrig blev til noget. Så Sleepy Hollow var det helt rigtige projekt for Burton, som elskede Hammers produktioner, og derfor blev filmen også en hyldest til Hammer frem for ”bare” at være en gyserfilm. Hele hyldest-aspektet, både visuelt, i personinstruktionen og afviklingen af handlingen, fjerner dog noget af filmens uhygge.

Men det der står tilbage er sådan set også fint nok, men det havde været interessant, hvis filmen, med en anden instruktør, var blevet en rendyrket horrorfilm uden pastiche og vink med vognstangen tilbage i tiden. Man skal dog ikke tro, at Burtons hyldest gør noget ved filmens fremdrift og umiddelbare underholdning. Tværtimod.

Tim Burton er uden tvivl et af Hollywood største legebørn, som elsker fortiden og elsker at hylde den. Både i form af stjerner fra fortiden, den måde, filmene så ud på, og den måde, historierne var skruet sammen på. Det er ikke tilfældigt, at Vincent Price dukkede op i Edward Scissorhands (1990), at Christopher Lee dukker op i et utal af hans film, og at hans seneste værk, Dark Shadows (2012), er en filmatisering af en gammel vampyrserie. Det der så gør Burtons film så specielle er hans sans for det visuelt groteske – han er en moderne gotisk mester, som ville have gjort sig godt under den tyske ekspressionisme.

Bloddryppende underholdning

I Sleepy Hollow bruger Burton mange gengangere, både foran og bag ved kameraet. Burtons faste komponist Danny Elfman leverer et fint score, der er mange gengangere blandt skuespillerne osv. I Hammer-sammenhæng er det Lee og Michael Gough, som vi kender bedst. Burton har selv udtalt: ”The idea was to try and find an elegance in action of the kind that Christopher Lee or Peter Cushing or Vincent Price had”. Og det må man sige er lykkes til fulde.

Få gange har Burton trådt forkert, her tænker jeg specielt på det rædsomme remake Planet of the Apes (2001), men for det meste er hans film fornøjelige. Og man er i hvert fald ikke i tvivl, når man ser en Burton-film, og på mange måder er han indbegrebet af en auteur.

Men hvis man blot afskriver Burton som et legebarn, der fører fortiden up to date, så tager man fejl. Burton kan også være seriøs, hvilket man blot bør kigge på mesterlige Ed Wood (1994) for at erfare. Burton er på sin helt egen måde én af sin samtids helt store instruktører. En galning og et geni. Sleepy Hollow er bestemt ikke hans bedste film, men nok en af de mest underholdende og blodige!

5 stjerner

Titel: Sleepy Hollow
Instruktør: Tim Burton
Manuskript: Andrew Kevin Walker efter historie af Andrew Kevin Walker og Kevin Yagher, som er baseret på en novelle af Washington Irving
Cast: Johnny Depp (Ichabod Crane), Christina Ricci (Katrina), Michael Gambon (Baltus), Christopher Walken (Hessian Horseman)
Producere: Scott Rudin (producer), Adam Schroeder (producer), Francis Ford Coppola (executive producer), Larry Franco (executive producer)
Foto: Emmanuel Lubekzi
Klip: Chris Lebenzon
Musik: Danny Elfman
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: UK/ Tyskland, 1999
Produktionsselskaber: Paramount Pictures
Distributør (DVD): Paramount Home Video
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012