13. maj 2012

The Spy Who Loved Me

The Spy Who Loved MeDen første ikke-britiske komponist, der leverede musik til en Bond-film kvitterede med at falde igennem med et brag: Marvin Hamlisch’ score til The Spy Who Loved Me er den første virkelige fuser siden den rodede musikalske side af Dr. No.

Da musikken skulle komponeres til The Spy Who Loved Me, var John Barry ude af stand til at træde til, da han på det tidspunkt havde et udestående med de britiske skattemyndigheder. Producenterne vendte sig mod amerikanske Marvin Hamlisch, der få år tidligere havde vundet Oscars for både sit score og sangen til The Way We Were (1973).

Præcis hvem der fik den idé at bringe Hamlisch ombord, ved jeg ikke, men nogen god idé var det ikke. Hamlisch’ score er, som Bond-score, fornærmende ringe, og på nær et enkelt nogenlunde hæderligt dramatisk cue eller to består det overvejende af musik, der lyder enten som elevatormuzak eller source-musik.

Kikset opdatering
Marvin Hamlisch (f. 1944)
Marvin Hamlisch (f. 1944)
Det varsler ilde allerede ved albummets begyndelse, hvor filmens titelsang naturligvis ligger som det første track. “Nobody Does It Better”  som sangen på atypisk manér hedder, er vel ret beset ingen ringe sang, hvis man er til sukkersøde ballader. Men som Bond-sang er den så søvndyssende og tandløs, at man har svært ved at forlige sig med sangens tilstedeværelse i en Bond-film. Sangen er komponeret af Hamlisch med tekst af Carole Bayer Sager og fremført af Carly Simon.

I “Bond 77″ (nr. 2) præsenterer Hamlisch os for sit forsøg på at opdatere James Bond-temaet ved at sylte det ind i discorytmer. Bag den kiksede discolyd (der også skulle blive en svøbe i Bill Contis score til For Your Eyes Only, 1981) aner man nogle udmærkede idéer, der desværre helt tabes på gulvet på grund af de utroligt generende discobeats.

Behagelig elevatormusik

Og det er desværre ikke fordi, det bliver bedre. “Ride to Atlantis” (nr. 3), der burde have indgydt ærefrygt overfor skurken Strombergs gigantiske base, er et stykke harmløst elevatormusik, der er så udramatisk som overhovedet muligt.

Både “Mojave Club” (nr. 4) og “Eastern Lights” (nr. 9) lyder som source cues, førstnævnte også med tilsnit af elevatormuzak; sidstnævnte tydeligvis et forsøg på at skabe en mellemøstlig lyd. Ingen af delene særligt vellykkede.

Enkelte vellykkede cues

De tre cues “Anya” , “The Tanker” og “The Pyramids” (nr. 6-8) er mere regulære cues og også de mest vellykkede. Særligt “Anya” er faktisk et ganske fint romantisk cue, primært orkestreret for strygere, mens Hamlisch i “The Pyramids” næsten lykkes med sit foretagende om at skrive noget mystisk og storslået musik til sekvensen, der foregår ved pyramiderne udenfor Cairo. Desværre insisterer Hamlisch på at indsætte nogle små crescendoer, der formentlig skulle lyde dramatiske, men som mest af alt fremstår komiske og dermed berøver cuet dets effekt.

Foruden “Anya” er det eneste helt regulært vellykkede cue “The Tanker”, der fungerer fint som action- og suspensemusik, og hvis bare Hamlisch havde givet os mere af den slags, havde The Spy Who Loved Me nok været et helt fint score. Jeg vil vove den påstand, at særligt “The Tanker” demonstrerer, at Hamlisch fint magter at komponere velfungerende, dramatisk filmmusik. Men som situationen er, er der ganske enkelt for lidt af den slags.

Noget helt andet er, at Bond-temaet, sådan som albummet fremstår her, glimrer ved sit totale fravær, på nær lige i den kiksede opdatering i “Bond 77″. Det er ret skidt på et James Bond-score, og det kommer til at virke endnu mere skidt, når så stor en del af den musik, der så rent faktisk findes på albummet, slet ikke virker som musik fra en actionfilm.

Med et brag

Selv om jeg slet ikke kender nok til Marvin Hamlisch’ filmmusik til at fælde dom over hans evner som komponist, vil jeg uden at tøve hævde, at han var et dybt fejlslagent valg som komponist på en James Bond-film. Og det er da også interessant, at han som den første ikke-britiske Bond-komponist faldt igennem med et brag.

Uden at ville foregribe begivenhedernes gang, kan jeg godt afsløre, at det samme gælder for de hidtil eneste to andre Bond-komponister, der ikke var fra Storbritannien: Bill Conti og Eric Serra. Af samme grund imødegår man naturligvis også dette års Bond-film og -score med en vis skepsis, idet musikken for første gang i 17 år er lagt i hænderne på en ikke-brite, nemlig amerikanske Thomas Newman. Her på Planet Pulp krydser vi fingre for, at vi bliver positivt overraskede, men ligesom spejderne er vi beredt. På det værste.

Det mest frustrerende i forhold til valget af Hamlisch’ til at komponere musik til The Spy Who Loved Me, Bill Conti til For Your Eyes Only, Eric Serra til GoldenEye (1995) og for den sags skyld Thomas Newman til Skyfall (2012) er, at der var og er masser af talentfulde britiske komponister, foruden Barry, der døde i 2011, man godt gad have hørt komponere et Bond-score.

Nu er det naturligvis ikke Hamlisch’ nationalitet, der var udslagsgivende for, at hans score til The Spy Who Loved Me var alt andet end vellykket, men sjovt nok har Bond-filmene og deres scores altid været bedst, når “familien” har været britisk. Uanset hvad, så er Hamlisch’ score den første virkelige fuser siden den rodede musikalske side af Dr. No (1962).

Nummerliste:
1. Nobody Does It Better (Main Title) (3:31)
2. Bond 77 (4:23)
3. Ride to Atlantis (3:31)
4. Mojave Club (2:15)
5. Nobody Does It Better (Instrumental) (4:47)
6. Anya (3:23)
7. The Tanker (4:26)
8. The Pyramids (1:28)
9. Eastern Lights (3:39)
10. Conclusion (1:31)
11. Nobody Does It Better (End Title) (3:25)

Total spilletid: 36:19

1 stjerne

Titel: The Spy Who Loved Me
Komponeret af: Marvin Hamlisch
Dirigeret af: Marvin Hamlisch
Komponeret: 1977
Udgivet: 2003
Label: EMI

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012