13. maj 2012

The Satanic Rites of Dracula

The Satanic Rites of DraculaHammers funky 70’er-Dracula vender tilbage, denne gang i ledtog med satanister! Til den blanding føjes noget hårdkogt kriminal-thriller, og resultatet er en overraskende seværdig film.

Stedet er London anno 1973. Byen introduceres gennem hurtigt skiftende billeder af travl hverdag, ledsaget af upbeat 70’er-funk. Dynamisk, smart og sexet – London er ”the place to be!” Noget toner imidlertid gradvist frem som en skygge, der følger de flimrende bybilleder. En skygge, der snart viser sig at være en voksende silhuet af en mand i kappe med udstrakte arme og klolignende fingre. Hurtigt har den ildevarslende figur slugt det meste af billedet, og titlen toner frem: The Satanic Rites of Dracula. Greven er tilbage!

Dracula afsøger (næsten) nye græsgange
Et offer til Satan
Et offer til Satan
Den britiske efterretningstjeneste har holdt et landsted uden for London under observation i noget tid. Stedet er en form for paranormalt forskningscenter, eller noget i den stil, med flere prominente personligheder – et parlamentsmedlem, en forsker og forretningsfolk besøger stedet – og man aner ugler i mosen.

En undercover-agent har smuglet sig ind på centeret, men afsløres og undslipper kun akkurat med livet i behold. Med sig ud fra huset bringer han chokerende oplysninger: Engelske topfolk praktiserer sataniske ritualer i kælderen og planlægger noget stort! Selv efterretningstjenestens chef er involveret, og der må derfor hentes folk ind ude fra.

Her kommer den kække ”special branch”-agent Inspector Murray på banen. Han får at vide, at han står på egne ben i denne prekære sag, men det tager inspektøren roligt. Snarrådig, som han er, tager Murray lydoptagelser af satanisternes messe med til sin gamle ven Professor Lorrimer van Helsing – barnebarn til den berømte vampyrdræber. Lorrimer står ikke tilbage for sin farfar, og han udpeger straks ritualet fra lydoptagelsen som blodmagi.

Professor Lorrimer van Helsing (Peter Cushing)
Professor Lorrimer van Helsing (Peter Cushing)
Tingene tager dog først for alvor fart, da van Helsing opsøger en af de forskere, som angiveligt er med i Satankulten. En videnskabsmand han kender tilbage fra studietiden i Oxford. Under besøget går det op for van Helsing, at professor Julian Keeley – ekspert i arkæologi, bakteriel krigsførelse og blodsygdomme (hvem havde han mon som studievejleder?!) – er blevet splitterravende gal og har udviklet en genetisk forbedret udgave af byldepest.

Den gale videnskabsmand får tilmed afsløret, at han er forud for sin deadline. Sygdommen skulle først være klar til den 23. november. Her går situationens alvor op for van Helsing, for 23. november er ”The Feast of the Undead” – den mest vanhellige, sorte festdag af alle.

Men hvem står bag alt dette? Som Murray, van Helsing, folk fra efterretningstjenesten og Lorrimer van Helsings smukke barnebarn – den rødhårede Jessica van Helsing – undersøger sagen, opdager de den gådefulde D. D. Devlin. En byggematador og jordspekulant, hvis personlighed er omgærdet af mystik. Van Helsing aner uråd og ganske rigtigt, bag spekulantens facade gemmer der sig ingen andre end selveste Grev Dracula. Dracula, en genmodificeret byldepest og de levende dødes fest d. 23. november – en giftig cocktail, som vores hovedpersoner må prøve at få uskadeliggjort hurtigst muligt.

Farvel og tak: Exit Mr. Lee
En af Draculas blodtørstige piger fra kælderen
En af Draculas blodtørstige piger fra kælderen
Christopher Lee indtager rollen som Dracula og gør det rigtig fint. Han tog modvilligt rollen og brugte faktisk en del energi, både før, under og efter optagelserne, på at kritisere filmen. Næppe overraskende blev The Satanic Rites of Dracula da også Lees sidste Dracula-film for Hammer og dermed også afslutningen på en lang franchise, som efterhånden havde mistet enhver troværdighed. Publikum forventede borge, hestevogne og bønder med høtyve i en Hammer-film – ikke spioner, hårdkogt kriminalstemning a la Hollywood og samtids-chique byliv.

Publikum havde modtaget Dracula A.D. 1972 (1972) med moderat entusiasme som en engangsforeteelse med underholdende potentiale. Men da Hammer besluttede at udsende endnu en Dracula-film med handlingen henlagt til 70’ernes London, faldt folk fra. Filmen levede ganske enkelt ikke op til det, man forventede fra selskabet.

Og når en af filmens vigtigste rolleindehavere samtidig gjorde, hvad han kunne for at fortælle sine omgivelser, hvor meget han foragtede projektet, er det ikke så underligt, at The Satanic Rites of Dracula er gået ind i historien som en flad slutning på en nedslidt filmserie.

Et uforskyldt dårligt ry
Christopher Lee i rollen som Hammers Dracula for sidste gang
Christopher Lee i rollen som Hammers Dracula for sidste gang
Man kan hurtigt udpege grinagtighederne i The Satanic Rites of Dracula, men de er på intet tidspunkt værre eller mere pinlige end meget af det, vi normalt finder i Hammers film. Faktisk er det jo netop de mere burleske indfald, der gør Hammers produktioner til uperfekte små film, man kommer til at elske præcis for de åbenlyse tåbeligheder.

Sådan er det absolut også med Dracula-seriens afslutning, men dertil kommer så, at det faktisk er en forbistret fin gyser, der er forbløffende underholdende. I samtiden var man måske ikke parat til at se kvaliteterne, men i dag står The Satanic Rites of Dracula som en stærk titel i selskabets sene produktion.

Her må man først og fremmest hæfte sig ved Christiopher Lee, der til trods for sine protester og megen virak, leverer en fortrinlig Dracula med vanlig pompøs autoritet og drama. Lorrimer van Helsing spilles, som han bør, af Peter Cushing. Cushing er som altid det perfekte modstykke til Lee, og som velafbalanceret duo føjer de en fabelagtig dramatisk spænding til interaktionen mellem deres karakterer.

En biker-bølles død
En biker-bølles død
Eksempelvis i den helt forrygende scene, hvor van Helsing konfronterer D. D. Devlin på byggematadorens kontor. Vampyr og vampyrjæger sidder på hver sin side af forretningsmandens skrivebord og leger katten efter musen. En stor og rørende scene, når man tænker på, at det var sidste gang, de to skuespillere lod deres roller tørne sammen.

De øvrige medvirkende gør det også fint. Navnlig den kølige Inspector Murry, en genganger fra Dracula A.D. 1972, der spilles af Michael Coles, gør det godt på en tilbagelænet facon, som ikke tager plads fra Lee og Cushing. Joanna Lumley som van Helsings barnebarn er veloplagt, men er i sidste ende en typisk ”damsel-in-distress”-karakter, der ikke skal tjene til stort andet end at højne klimaks, hvor hun ligger på det sataniske offeralter og afventer grevens tandsæt.

Et par fremragende scener
Til satanisk ceremoni
Til satanisk ceremoni
Tonen i The Satanic Rites of Dracula er generelt rå og brutal. Den har det hårdkogte spionthriller-element, takket være efterretningstjenesten, håndlangere med lyddæmpere og biljagter. Det skaber rum for kontant action med skud i hovedet og en ganske ubehagelig kvælningsscene i filmens begyndelse. Her er det den uheldige undercover-agent, som flygter fra sin celle, der sætter filmens handling i gang. En fangevogter må først ryddes af vejen, og det sker ved kvælning. Drabet på vogteren tager ubehageligt lang tid, og det er faktisk lidt svært ikke at krumme tæerne, mens han rallende flapper omkring på gulvet.

I den mere traditionelle horror-afdeling er der også en ganske fortræffelig scene, hvor Brian Probyns kameraarbejde fortjener stor ros. Jessica van Helsing har forvildet sig ned i kælderen under forskningscenteret; stedet hvor Dracula opbevarer sine trofaste vampyriske kvinder. De er imidlertid alle lænket til væggen, men da Jessica traver ind mellem dem, vækkes de til live og angriber til trods for lænkerne. Det skaber en furiøs scene, hvor vampyrkvinderne med kløer og tænder forsøger at rive den stakkels pige omkuld.

Den gæve Murray (Michael Coles)
Den gæve Murray (Michael Coles)
Den type scener viser, at instruktøren Alan Gibson ville mere med filmen end bare følge det gamle, mere teatralske Hammer-spor. Det peger mod en ny type gys, der involverer meget direkte konfrontation med uhyggen, som den eksempelvis kommer til udtryk i pigens desperate kamp for livet. Bevares, vi finder også helt traditionelle Hammerscener, som Dracula der teatralsk sniger sig ind på en sovende kvinde, eller de sataniske ceremonier vi får lov at være vidne til.

Den slags kender vi til hudløshed, og her kommer The Satanic Rites of Dracula aldrig i nærheden af horror. Der er her nærmere tale om en slags tryghedsventiler, der indikerer, at vi er i Hammers velkendte univers, hvor alt sker efter gammelkendte formler. Men netop derfor skiller flere scener sig også ud i filmen og får lov at brænde igennem som noget nyt og ungdommeligt – i hvert fald i Hammer-sammenhænge.

Et stilmæssigt kludetæppe

Der lægges planer for at stoppe Dracula i van Helsings bibliotek
Der lægges planer for at stoppe Dracula i van Helsings bibliotek
The Satanic Rites of Dracula er et stilmæssigt sammensurium. Agenter med store solbriller, der kæmper med tæskehold iklædt matchende, trendy pelsveste møder det mere traditionelle varmpyrunivers, som vi kender det fra Hammer. Her er det rød velour, gotisk stemning og kranier, der gør sig gældende.

Til det kan man så føje det element af satanisme eller okkultisme, som har sneget sig ind i handlingen. Det føjer endnu et lag af absurditet til historien, og den bedste parallel til The Satanic Rites of Dracula må være en Dennis Wheatley-roman. Man må i hvert fald mistænke manuskriptforfatteren Don Houghton for at være ganske bekendt med Wheatleys forfatterskab. Trækker vi nemlig Dracula fra handlingen, kunne historien være skrevet som en af den gamle pulp-plattenslagers såkaldte ”black magic stories”, hvoraf Hammer filmatiserede to.

Som allerede nævnt, er The Satanic Rites of Dracula en mere eller mindre direkte fortsættelse af Dracula A.D. 1972. Den store forskel på de to film er, at hvor den første brugte en del krudt på at føre Dracula ind i samtiden, og dermed også udsætte greven for ufrivilligt komiske forsøg på at portrættere hip ungdomskultur og generel trendiness. Det sker ikke i The Satanic Rites, hvor settingen er givet.

I stedet leveres handlingen med benhård alvor, uden nogen form for ufrivillig komik eller forsøg på sjov. Det redder filmen og gør den langt bedre end forgængeren. Til sammen udgør de Hammers i sidste ende fejlslagne forsøg på at holde live i Dracula-serien, og mange Hammers fans ser helst ikke de to film som del af seriens univers i det hele taget. Om man gør det eller ej, må være op til den enkelte. Herfra skal der kun lyde anbefalinger af The Satanic Rites of Dracula.

4 stjerner

Titel: The Satanic Rites of Dracula
Dansk titel: Dracula er løs
Instruktør: Alan Gibson
Manuskript: Don Houghton
Cast: Christopher Lee (Grev Dracula), Peter Cushing (Prof. Lorrimer van Helsing), Michael Coles (Insp. Murray), William Franklyn (Torrence), Freddie Jones (Prof. Julian Keeley), Joanna Lumley (Jessica Van Helsing), Richard Vernon (Col. Mathews)
Producere: Roy Skeggs (producer)
Foto: Brian Probyn
Musik: John Cacavas
Spilletid: 87 minutter
Aspect ratio: 1.37:1 (OAR: 1.85:1)
Lyd: Dolby Digital mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: UK, 1973
Produktionsselskaber: Hammer Film Productions, Warner Bros.
Distributør (DVD): Alpha Video
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012