13. juni 2013

Leder og indhold – 13. juni 2013

I denne måned har vi indbudt Martin Schjönning, forfatter og skribent på Apokalyptisk.dk, til at skrive lederen og sætte fokus på ét af de emner, vi ofte har taget op her på Planet Pulp…

Planet Pulps stab har været så uforsigtig at udstyre mig med magten over lederspalten i dette nummer af deres forrygende magasin, og jeg har tænkt mig at udnytte den bramfrit til at fundere over én af mine kulturelle kæpheste: Dommedagsfiktionen. Nogle af jer kender mig måske i forvejen, enten fra mit skønlitterære forfatterskab, eller fra mit virke på Pulpens unge fætter, bloggen Apokalyptisk, men hvis det ikke er tilfældet kan I læse en kort biografi her.

Menneskets forfængelighed

Dommedag! Det er et overvældende fænomen at kaste sig over, når man tænker over det. I sin mest basale form handler det om at alt, som vi kender det, bliver omgjort. Universet ryster posen, om jeg så må sige, og det interessante består i, hvad der hældes ud af bemeldte pose efterfølgende. Der er grundlæggende tale om to forskellige mulige scenarier: Enten går verden helt og aldeles under, uden nogen mulighed for at videreføre den mindste smule af en gammel verdensorden, eller også går menneskehedens samfund, som helhed, under og efterlader nogle få, mere eller mindre tilfældige overlevere, til at samle stumperne op og føre arten videre.

Førstnævnte snakkede jeg for nyligt med nogle studerende om. Snakken faldt på, hvorfor vi, som kulturskabere og -forbrugere, overhovedet beskæftiger os med så blegsotig og nedtrykkende en fiktion. En egentlig forklaring kunne være vores voksende kendskab til tidligere tiders masseudryddelser – der har været fem af disse de sidste ca. 550 mio. år, hvoraf dinosaurernes uddøen er langt den mest berømte.

Vi ved, at det kan ske, og som horrorgenren (og tabloidpressen) har vist utallige gange, sælger frygt virkelig godt. Vi fascineres af det væmmelige – et princip som selveste Aristoteles anerkender i sin Poetik fra ca. 335 f.Kr. – og væmmelsen ved tanken om total undergang suppleres i dette tilfælde af en særegen mental størrelse: Menneskets uendelige selvoptagethed.

Der er en vis logik i, at vi, som arten der har udryddet flest andre arter i Jordens historie og underlagt os en mængde naturkræfter, ikke vil acceptere, at nogen efterfølger os. Denne teori står helt for min egen regning, men man må aldrig underkende menneskets forfængelighed. Ligesom det i krimigenren meget udbredte motiv med at tage andre med sig i faldet, når man afsløres, ønsker vi som samfund ikke, at nogen nogensinde skal overgå os. Hvis vi dør, tager vi kloden med. Vand på øko-forkæmpernes mølle og ikke desto mindre tankevækkende.

Robinsonaden

Det andet scenarie – hvor historien følger en eller flere overlevere, der brydes med verdens nye tilstand, det være sig zombier, radioaktivt nedfald, rumvæsener eller at verden er dækket af hav – er den absolut mest udbredte, og det skyldes nok vores forkærlighed for narrativer, der ikke afskriver håbet om noget bedre. Men disse overlever-fortællinger, hvoraf mange kan klassificeres som klassiske robinsonader, handler i høj grad om vores samtids irritationsmomenter og det faktum, at de oftest er udskiftet med noget mere overkommeligt.

Jeg vil fremhæve zombiebølgen som et oplagt eksempel herpå: Steven Schlozman, der er børnepsykolog fra Harvard Medical School (og forfatter til en roman om zombieapokalypsen!) parafraserer i Scientific American sine unge studieobjekter, som han mener opsummerer børns holdning til livet i en civilisationsberøvet verden inficeret af udøde: ”Life would be so simple — I’d shoot some zombies and wouldn’t have to go to school!”

Givetvis en lidt umoden tilgangsvinkel, men jeg mener, at voksne på alle måder romantiserer den postapokalyptiske tilværelse lige så meget. Forestil jer en verden, hvor hverdagens største problem kan fikses ved at slå skallen ind på det med et bat. Ingen udvidede selvangivelser, ingen banker der tager røven på kunderne, ingen talentløse idioter i fjernsynet. I zombiernes verden står man kun til ansvar for sine allernærmeste, og ingen formynderiske autoriteter kan bestemme, hvor dit hegn skal opføres, hvor mange våben du må eje, hvad den kriminelle lavalder er, etc.

The noble savage

Der ligger en mere end latent anarko-primitivistisk grundtanke bag de fleste postapokalyptiske fortællinger. En sværmen for det simple og naturlige. En idé om, at det liv, de ’ædle vilde’ levede, før vi tvangsciviliserede dem, ikke bare er attråværdigt, men en meget sandsynlig konklusion på vores arrogante måde at behandle vores omverden på. På den måde er undergangsfiktionen en lige så positiv genre som den romantiske komedie, blot på et globalt plan, hvor en tilbagevenden til en forherliget naturtilstand – mutanter og stråling til trods – præsenteres som noget objektivt godt.

Det er i den apokalyptiske fiktion, at almindelige mennesker bliver til helte, og det er der, de utilpassede kan brillere. Tallahassee fra Zombieland – i skikkelse af en umanerligt røvsparkende Woody Harrelson – er skabt til et liv, hvor han kan smadre zombier. Jake Green fra Jericho er en småkriminel og forvirret ung mand, indtil bomberne falder og han tvinges til at tage ansvar – han er seriens ubestridte helt. I Støvets Børn af Louise Lawrence er det ikke den højtuddannede elite i statens bunkere, der får lov at genbefolke Jorden, men tværtom efterkommere af den hårdføre, jævne befolkning, der tilvænnes livet uden ozonlag og rent vand.

Global katharsis

Hvilket bringer mig til den oplagte konklusion, at vi nyder at se disse forestillede slutninger på livet og/eller samfundet, fordi det virker rensende. Det bringer os, midlertidigt, ind i en drømmeverden, hvor de retfærdige belønnes, hvor skattevæsnet ikke længere findes, og hvor alting nulstilles, så enhver egen lykkes smed kan smede sin lykke, som det passer ham. Det er, som de gamle grækere kaldte det, katharsis, men på globalt plan – en åndelig renselse af planeten, i familie med den syndflod, de kristne mener, at Gud sendte, da der kun var én retskaffen familie tilbage i verden.

Den apokalyptiske fiktion er fantastisk og – håber jeg, jeg har givet udtryk for – meget dybere, end man umiddelbart tror. Det er kun et spørgsmål om, hvor intenst man stirrer ned i afgrunden. Man kan vælge at betragte det som ren underholdning, eller man kan søge efter svar på livets spørgsmål. Lige meget hvad I foretrækker hver især, håber jeg at kunne byde nye læsere velkomne på Apokalyptisk. Og husk også, at gå på opdagelse i Planet Pulps bagkatalog af postapokalyptika!

Besøg Martins hjemmeside her.

http://da.wikipedia.org/wiki/Masseudd%C3%B8en

http://blogs.scientificamerican.com/observations/2012/12/18/psychology-reveals-the-comforts-of-the-apocalypse/

Månedens lederskribent er Martin Schjönning.

Film:
Predator (John McTiernan, 1987)

Bøger:
The Making of Alien: Resurrection (Andrew Murdock & Rachel Aberly, 1997)
Spawn: The Making of the Movie (Rachel Aberly, 1997)

Tegneserier:
The Invincible Iron Man: Extremis (Warren Ellis & Adi Granov, 2007)
Superman: Red Son (Mark Millar, Dave Johnson m.fl., 2003)
Tank Girl One (Jamie Hewlett & Alan Martin, 2009)


Et udvalg af postapokalyptika på Planet Pulp:

Film:
Cyborg (Helten) (Albert Pyun, 1989)
Dawn of the Dead (Zack Snyder, 2004)
Five (Arch Oboler, 1951)
Jericho: First Season (Jon Turteltaub m.fl., 2006)
Mad Max (George Miller, 1979)
Mad Max 2 (The Road Warrior) (George Miller, 1981)
Mad Max Beyond Thunderdome (Mad Max i Tordenkuplen) (George Miller & George Ogilvie, 1985)
Oblivion (Joseph Kosinski, 2013)
The Postman (Kevin Costner, 1997)
The Quiet Earth (Q: The Quiet Earth) (Geoff Murphy, 1985)
Rats – Notte di terrore (Rats – Night of terror) (Bruno Mattei, 1984)
The Road (John Hillcoat, 2009)
The Stand (Mick Garris, 1994)

Bøger:
The Afterblight Chronicles: School’s Out (Scott Andrews, 2007)
Cell (Stephen King, 2006)
The end (Jonas Wilmann, 2009)
I Am Legend (Richard Matheson, 1954)

Tegneserier:
Ardeur: Nedfald (Daniel & Alex Varenne, 1980)
Jeremiah 1: Rovfuglenes Nat (Hermann, 1979)
The Walking Dead 1: Days Gone Bye (Robert Kirkman & Tony Moore, 2004)

Artikler:
En guide til Dark Future-serien
Is God in showbusiness too? John Boormans science fiction-epos Zardoz
Road Warriors – Automotiseret Aggression på Apokalypsens Autobahn

Se også vores index-opslag Postapokalyptika.