Masters of the Universe

“All that stuff that exists only in legends and bedtime stories… talking tigers, spaceships and magic swords that can make a man as mighty as a god… where I come from, that stuff is real.” Sådan siger Adam i filmen, og ham vender vi tilbage til om lidt.

Da jeg var helt lille – omtrent da jeg gik i 1. klasse – legede jeg meget med Mattels actionfigurer fra Masters of the Universe; de originale figurer og tilbehør, den første bølge, der udkom i perioden fra 1982-1988.

He-Man, Skeletor, Man-At-Arms, Beast Man, Fisto, Teela, Evil-Lyn og hvad de nu ellers hedder. Der var også den skønne borg Castle Grayskull, som jeg aldrig havde råd til – ja, hvis I ikke siger det til nogen, så kan jeg afsløre, at jeg for et par siden købte den originale borg, og den nyder jeg at kigge på.

Muskelmænd og håbløse navne

Det er de samme figurer, legetøjet, som også er inspirationskilden for filmen. Det er nogle ganske håbløse navne, et ganske håbløst univers, som Mattel introducerede, med store muskelmænd, fjollede personer, underlige steder, et miskmask af fantasy og science fiction, hvor man havde hugget fra både Conan, Star Wars og et utal af andre fiktionsuniverser, men dengang var det sjovt.

Konceptet bag figurerne er i al sin genialitet meget, meget simpelt, og det skulle da også vise sig at blive en dundrende succes, som gjorde, at et utal af børneværelser verden over blev oversvømmet af de grimme actionfigurer af plastik.

På planeten Eternia er der den klassiske kamp mellem det gode og onde. Her går sværdkamp og lasergeværer hånd i hånd med magi og fjollede skabninger. Alt i alt en frygtelig sci-fi/fantasy-setting, som vil give unge rollespillere sved på panden af bare begejstring.

De gode er anført af den unge prins Adam, hvis barbarlignende alter ego er krigeren He-Man – nok et af de tåbeligste navne nogensinde – og de onde er anført af dødningen med det meget originale navn Skeletor. Det er noget, alle kan forstå.

1980’er perlen fra 1987

Der var også tegnefilm, tegneserier, lydbånd og andet godt; alt det der kunne gøre en knægt i Sønderjylland glad.

Det hele kulminerede i 1987, da Gary Goddards live-action-udgave af Masters of Universe landede i biograferne. Med selveste Dolph Lundgren som He-Man, wow, sagde jeg dengang.

I dag fremstår filmen som et herligt levn fra 80’erne. Hvis man hos en slikmutter eller en restaurant kunne bestille en firserblanding, ville man få Masters of the Universe.

Den har Dolph Lundgren med langt svenskergarn, teenagekæresterne, den fjollede handling, de dumme one-liners, de middelmådige effekter, og så er den naturligvis lanceret af det legendariske selskab The Cannon Group, Inc. og produceret af de fantastiske Menahem Golan og Yoram Globus – et produktionsselskab og to mænd, der om nogen tegnede billedet af 80’ernes actionfilm.

Det er en film, jeg har set mange gange, en film der betyder meget for mig, men nogen god film er det ikke – dog er Frank Langella som Skeletor skøn!

1987 er dog lang tid siden, og nogen mente åbenbart, at det var på tide med en ny udgave af He-Man og de andre rødder. Jeg blev nervøs, men kan allerede her sige, at filmen overraskede mig meget positivt!

Fra Jorden til Eternia, fra Adam til He-Man

Vi starter på planeten Eternia. Der er kongen, dronningen, prinsen, vagtmesteren, der er lidt magi, store statuer, ja, den helt rigtige kulørte fantasystemning! Men der også skurke, rumskibe, robotter, laservåben og andet godt. Specielt skurken Skeletor, med dødningefjæs og lilla bodybuilderkrop (som hos legetøjsfiguren), laver ballade.

Rent faktisk smadrer han de gode, og i et sidste desperat forsøg på at redde den lille Prins Adam, bliver han sendt ud i verdensrummet med et sværd i hånden. Knægten taber undervejs sværdet og lander på Jorden!

Så springer vi 15 år frem i tiden. Vi møder søde og venlige Adam, der fortæller om sin fortid som prins på planeten Eternia, det fortæller han til sin date! Hun smutter. I det hele taget lever Adam en søvngængertilværelse, hvor han leder efter det sværd, der, muligvis, kan sende ham tilbage til Eternia.

For ham er de personer, han husker fra barndommen, blevet en del af den fortælling, han skaber om sig selv. Navnene er dem, barnet husker, og det er ikke nødvendigvis virkeligheden.
Adam er en spøjs størrelse, på den ene side ligner han en bodybuilder gemt under store skjorter, på den anden side ligner han en nørd.

I et træningscenter møder han selveste Dolph Lundgren, og der udspiller sig denne skønne og forvrøvlede dialog. Adam siger: “Ah, hey any advice for a new guy? You know, like some words of wisdom?”

Dolph svarer: “All right kid. You gotta get behind yourself, not in front. A front’s a facade. But you back yourself… there’s nothing you can’t achieve.”

Adam fortsætter: “Cool. Really cool. Um… could you just run me through that like one more time?” Hvorefter Dolph afslutter: “No. That’s all you get. Good journey, kid.”

Så en dag finder Adam, endelig, sværdet, i en skøn metasekvens med en fuldfigurs-Torak, der bærer sværdet i en nørdbutik – Torak er den krigerfyr, som var inspirationen for He-Man.

Snart går turen tilbage til Eternia, hvor Adam går fra nørd til mytisk skikkelse.

By the power of Grayskull, you have the power! – og jeg skal komme efter jer. Kulørt og vildt.

Et barn af sin tid

Masters of the Universe anno 2026 er også et barn af sin tid. Andre film, der har flirtet behændigt med to verdener, og hele idéen om fiktionsuniverset kontra virkeligheden, har banet vejen.

Tænk blot på to nyere film som Barbie (2023) og Free Guy (2021). I Barbie er det nogle andre plasticfigurer fra Mattel, som finder ud af, at der er en anden verden.

I Free Guy finder hovedpersonen ud af, at han bare er en NPC i et stort onlinespil, og hans virkelighed er som sådan ikke virkelig, og her møder fiktionsuniverset filmens virkelige univers, som da legetøjet i Masters of the Universe viser sig at være ægte personer på en fjern planet!

Og idéen med to verdener, og at en person fra Jorden kommer på et eventyr ud i verdensrummet, er jo bestemt ikke ny, hverken i filmhistorien eller i litteraturhistorien.

Tænk blot på Jens Lyn – og specifikt den campede filmatisering Flash Gordon fra 1980, som den nye Masters of the Universe skylder en del.

Der er også Edgar Rice Burroughs fortælling om John Carter of Mars, som fik en fin og meget overset filmatisering i 2012 i form af John Carter.

Det fine ved He-Man, eller Adam, i den nye film er jo, at han slet ikke kommer fra Jorden, nej, han kommer som en anden Kal-El fra en fjern, fjern planet. En rejsende, der vender hjem, en rejsende, der er blevet formet af sin tid på Jorden.

Hvad er en helt og hvad er en skurk?

Hvad er virkeligt, og hvad er fantasi? Og hvordan er det i forhold til den indre logik i de forskellige fiktionsuniverser?

I Masters of the Universe er hele denne leg ganske skøn. Fra forklaringerne på, hvorfor figurerne har så håbløse og barnagtige navne, til Adams møde med Dolph i træningscentret og videre til favntaget med Skeletor som skurk (han er ikke som andre og elsker at iscenesætte sig selv som skurk) og hele konceptet med helt/skurk. Og om maskulinitet og køn, muskler og hjerne.

Hør blot her. He-Man siger: “Skeletor, I have a proposition for you: why don’t we end this cycle of violence and talk? Just talk. You destroyed my world. You have caused so much pain and suffering. And maybe that’s because you couldn’t be king, maybe it’s because you weren’t loved enough as a child, doesn’t matter who you are, what matters is what you do. So, do something right.”

He-Man, den store barbarhelt, der trækker på Adams erfaring som HR-medarbejder på Jorden!

Skeletor svarer He-Man: “Oh, you boob! You muscle-bound milquetoast! There’s no nice that will reach down here! There’s no good in me that you might uncover! There is nothing you could say that will change my nature! I am the villain. And mmm, does it feel good!”

Er det ikke herligt?

Alt for lang

Filmens helt store problem, og det et ganske stort problem, er, at filmen er alt for lang. Hele 140 minutter puster den sig op til! Og det er, desværre, alt for meget.

Slutningen forløses heldigvis fint, men flere steder undervejs går luften en anelse af ballonen. Ikke at det ødelægger filmen, men det trækker ned.

På plussiden er så de fine actionscener, humoren, Nicholas Galitzine, der er et fund som Adam/He-Man, metadelene og, vigtigst af alt, så fornemmer man tydeligt, at det er en film, der er lavet med hjertet. Filmen har sjæl.

Hvis den var blevet trimmet lidt, var den landet på samme høje hylde som en filmisk soulmate som Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves fra 2023.

Men se den. Du kommer i godt humør, og det er vigtigt. Derudover er filmen markant bedre end 1987-udgaven, hvis man altså skærer igennem nostalgiens tåger.

Og så får Fisto lige slutreplikken:

“Let’s fist some bad guys!”

Anmeldt i nr. 248 | 13/07/2026