13. april 2013

Oblivion

Oblivion skal hyldes som en science fiction film der går efter det sublime, men den lades i stikken i den sidste tredjedel, hvor den bliver til mere ordinær action-underholdning. Men en smukkere postapokalyptisk film skal du lede længe efter.

Jeg hører til dem, der for et godt ord hader Tron: Legacy (2010): For mig en tom, tom film, der slet ikke udnytter potentialet i universet. Men filmens instruktør, Joseph Kosinski, viste, at han kan noget helt unikt rent visuelt.

Oblivion er en film der vil gå over i filmhistorien

Med Oblivion har han skabt en meget, meget bedre film, som går fra det mesterlige til det udmærkede, men hvor han trods alt fortæller en næsten helstøbt historie. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor godt det kan blive, hvis Kosinski først formår at finde den helt rigtige vekselvirkning mellem form og indhold. Og han er kun 38 år gammel, så der er stadig plads til en del fejlskud og mesterværker. Men hvis han skulle toppe med Oblivion vil han stadig have en plads i filmhistorien.

Oblivion er baseret på tegneserien af samme navn, lavet af Kosinski selv i samarbejde med Arvid Nelson – tegneserien er endnu ikke udkommet, men når den kommer er det på Radical Comics, en del af Radical Studios, der har været med til at producere filmen.

Vi er 2077. Jorden er mere eller mindre gået under for 60 år siden efter en alien invasion. Menneskeheden sejrede dog, men bor nu ude i rummet, da Jorden er giftig og meget smadret. Nu er man så ved at kolonisere en af Saturns måner. På Jorden arbejder tekniker 49, Jack Harper (Tom Cruise) med at vedligeholde droner, der står for sikkerheden omkring gigantiske maskiner, der er ved at tappe vandet fra Jorden så man kan bruge det på den nye koloni. Grunden til sikkerheden er, at der stadig er aliens på Jorden, som gør livet surt for maskinerne.

Jorden er på røven – altså på en smuk måde

Jack arbejder sammen med Victoria (Andrea Riseborough), og de to bor sammen, nærmest som mand og kone, i et ”hus” oppe i himlen. Jack er så den eneste af dem, der bevæger sig ned på Jorden. Men så begynder der at ske ting og sager. Jack finder et gammelt bibliotek, hvor han angribes, men en drone redder ham, og kort efter styrter en gammel rumfærge ned. Men er der nogen overlevende? Hvad gør Morgan Freemans rolle for filmen? Er Coster-Waldau sej? Og hvorfor hedder Jack ”Tekniker 49”? Det vil jeg ikke svare på her.

Specielt filmens første halvdel er mageløs. Det er som om, at problemerne dukker op, da Morgan Freeman gør sin entré – dette skal dog nok mere tilskrives nogle lidt ”forkerte” valg i forhold til manuskriptet end Freemans præstation. Men filmen vil på det tidspunkt lidt for meget, og det gør, at der lige pludselig skal ske utroligt meget på kort tid, og det står i stærk kontrast til det malende og rolige tempo i filmens indledning.

Da klichéerne ankom

Det er også i filmens sidste tredjedel at klichéerne for alvor begynder at vælte frem. Oblivion er op til det punkt på mange måder sin egen, men i slutningen begynder man at kunne se konturer fra andre film tegne sig – uden at jeg vil sige hvilke, da dette vil røbe alt for meget.

At jeg begynder at lægge mærke til slags, skyldes også, at jeg bliver revet ud af fortællingen, og derfor mere ser Oblivion som en film, end at jeg er en del af fiktionens univers, hvor barrieren mellem film og virkelig brydes ned. Og det smitter også af på receptionen af filmens første del: Når man først er revet ud, begynder man også at tænke videre over det, man lige har set, og så begynder der også at dukke klichéer op fra indledningen – klichéer man i første omgang ikke har lagt mærke til, da man har ladet sig forføre af filmens univers.

Oblivion nærmer sig det sublime

Når en film er rigtig god, føles den faktisk ikke som en film, men som et univers, man træder ind i. Så glemmer man klokken og popcornene, og kæresten i stolen ved siden af kunne skride, uden at jeg lagde mærke til det. Den oplevelse sker alt, alt for sjældent, men det lykkes for Oblivion at give mig den oplevelse: Tid og rum flød sammen. Jack Harpers minutiøse hverdag, og de grotesk smukke billeder og den fremragende lydside, var af det stof, som skaber drømme.

Plottet var i indledningen centreret om detaljerne, og effekterne og teknikken fremstod som en integreret del af filmens univers og ikke overflødigt lir. Og så var filmens første del også basalt spændende, da vi ikke vidste, selvom vi måske gjorde det underbevidst, hvad der ville ske. Et fremragende eksempel på suspension of disbelief, hvor filmen i samarbejde med min hjerne snyder mig. Da skiftet kommer, er det som at blive vækket op af en dyb søvn, man ikke har lyst til at forlade.

Resten af filmen er som sådan meget underholdende, men i jagten på effekterne og den store forløsning af plottet, bliver man som tilskuer ladt i stikken. Den intelligente science fiction erstattes af flot action. Heldigvis forløses filmen for mig tilfredsstillende, uden at slutningen på nogen måder er fremragende, og jeg tør næsten ikke tænke på hvilket mesterværk, der havde stået tilbage, hvis manuskriptet havde fokuseret mere på følelsen end forløsningen.

Dommens dag

På dommens dag står man så med karakterbogen i hånden: skal Oblivion kritiseres for, at den ikke forløser sit potentiale og dermed give den en meget lav karakter? Eller skal den hyldes for den sublime første del og den solide anden del? Eller skal man sætte sig midt imellem og give den en middelkarakter?

Alle tre veje giver i min bog mening, men jeg går efter mavefornemmelsen, og den er god: Filmens univers er smukt, der er fine science fiction-elementer, ”Palle alene i verden”-delen er veludført, Tom Cruise skaber nærvær og underholdningen er i top, selvom illusionen brydes. Så som sådan et ujævnt værk men med sublime elementer og filmisk magi, der river mig ind i et univers, jeg ikke havde løst til at forlade igen.

5 stjerner

Titel: Oblivion
Instruktør: Joseph Kosinski
Manuskript: Joseph Kosinski, Karl Gajdusek & Michael Arndt baseret på tegneserie af Joseph Kosinski og Arvid Nelson
Cast: Tom Cruise (Jack), Andrea Riseborough (Victoria), Olga Kurylenko (Julia), Morgan Freeman (Beech), Nikolaj Coster-Waldau (Sykes)
Producere: Peter Chernin (producer), Dylan Clark (producer), Duncan Henderson (producer), Joseph Kosinski (producer), Barry Levine (producer), Jesse Berger (executive producer), Dave Morrison (executive producer)
Foto: Claudio Miranda
Klip: Richard Francis-Bruce
Musik: Anthony Gonzalez, M.8.3 og Joseph Trapanes
Spilletid: 126 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1., DTS
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2013
Produktionsselskaber: Universal Pictures

Anmeldt i nr. 90 | 13/04/2013