13. juni 2013

The Making of Alien: Resurrection

”Making of”-bogen The Making Of Alien: Resurrection er flot illustreret med mange billeder og kommer med spændende oplysninger om tilblivelsen af Alien: Resurrection. For fans af Alien-serien og instruktøren Jean-Pierre Jeunet er bogen værd at fat i.

Da den fjerde film i Alien-serien, Alien: Resurrection (1997) kom i biograferne, blev den dårligt modtaget af Alien-fans. De var først og fremmest forbavsede over, at der i det hele taget kom en fjerde Alien-film – især efter slutningen på Alien 3 (1992).

I dag taler fansene stadigvæk om Alien: Resurrection og stadigvæk på den negative måde. Nogen fremragende film er den bestemt heller ikke, trods den franske instruktør Jean-Pierre Jeunets fantastiske sans for billeder og en anderledes og underholdende Ripley-præstation fra Sigourney Weaver.

I forbindelse med Alien: Resurrection udkom også den flotte making of-bog The Making of Alien: Resurrection, som vi ser på i denne anmeldelse.

Joss Whedon og den shitty Alien-film

The Making of Alien: Resurrection er rig på både tekst og billeder. I teksten finder man mange interessante anekdoter fra folkene bag filmen – både de der stod foran og bagved kameraet. For fans af Joss Whedon er der noget om hans manuskript til filmen og hvordan han bragte Ripley tilbage fra de døde via kloning. På det tidspunkt, filmen blev lavet, kom det klonede får Dolly til verden, så kloning-konceptet virkede ikke så langt ude dengang.

I dag er Whedon ikke tilfreds med filmen, og han mener, at hans manuskript blev ødelagt af Fox-folkene, der producerer Alien-filmene. Tidligere i år kom han med denne udtalelse: “There is always going to be a shitty Alien movie out there. A shitty Alien movie with my name on it.” Man må sige, at manden er forfriskende ærlig!

Alien med en fransk twist

Jean-Pierre Jeunet-fans vil få meget ud af The Making of Alien: Resurrection. Den beretter fint om hans amerikanske filmeventyr. Oprindelig ville han først lave Le fabuleux destin d’Amélie Poulain (dansk: Den fabelagtige Amélie fra Montmartre, 2001), men da Fox-folkene tilbød ham at instruere Alien: Resurrection, blev han alligevel fristet, fordi han selv er fan af Alien-filmene.

Det var især hans to forrige film Delicatessen (1991) og La cité des enfants perdus (dansk: De fortabte børns by, 1995), som han lavede sammen med vennen/kollegaen Marc Caro, der havde vakt opsigt blandt filmproducenterne. Caro blev også tilbudt instruktørjobbet, men sagde nej tak. I stedet kom han med nogle flotte designforslag til filmen, som man kan finde i The Making of Alien: Resurrection.

Jeunet fik lov til at bruge sine faste filmfolk fra sine andre film; dygtige folk som filmfotografen Darius Khondji, effektmageren Pitof, klipperen Hervé Schneid og skuespillerne Ron Perlman og Dominique Pinon. Selvom Alien: Resurrection havde de sædvanlige Alien-trademarks, så kunne Jeunet alligevel sætte sit eget, særlige præg på serien ligesom Ridley Scott, James Cameron og David Fincher gjorde det med deres film.

Rig på billeder og illustrationer

Den anden halvdel af The Making of Alien: Resurrection er som at se på en billedbog, og det er det rene guf for filmnørder, der går op i det visuelle. Siderne er delt op i kategorier som kostumer, set design, alien design osv. Med alle billederne følger der et stykke tekst, der forklarer baggrunden for designet. Alt i filmen blev storyboardet godt og grundigt, og nogle af dem ser man øverst, mens man nederst ser billeder fra filmen, der matcher perfekt med storyboard-tegningerne.

Det der pissede mange Alien-fans af ved Alien: Resurrection, var filmens store monster i finalen – den såkaldte Newborn. Monsteret, der er halv alien og halv menneske, tog lang tid at få gjort helt rigtig, men også i dag virker deres slutresultat noget sølle. I bogen ser man nogle designforslag, der virkelig så gode ud, så det er ærgerligt, at de endte med at skabe et ynkeligt monster, der lyder som en hundehvalp!

En bog for de Alien-fans, der elsker alle filmene

Er man en af de Alien-fans, der elsker alle filmene i serien og tilmed også er fan af Jean-Pierre Jeunet, så vil man få meget ud af at læse The Making of Alien: Resurrection. En skam er det, at selve filmen ikke er af samme kvalitet.

5 stjerner

Titel: The Making of Alien: Resurrection
Forfatter: Andrew Murdock & Rachel Aberly
Forlag/år: Titan Books, 1997
Format: Paperback
Sideantal: 146 sider

Anmeldt i nr. 92 | 13/06/2013