Jeg bruger ordet bastard om Tidslinjen, fordi den på mange måder undviger klassifikation. Helt rudimentært, var jeg faktisk i tvivl om, om den skulle placeres blandt bøger eller tegneserier her på Pulpen, for den har elementer af begge dele.
Det er et faglitterært værk, men med fokus på underholdning, det er ægte billedkunst udgivet af et tegneserieforlag, men samtidig stramt informativt. Og hvad målgruppens alder angår, er jeg stadigvæk ikke sikker på, hvad vi har med at gøre.
Gør disse tvivlsspørgsmål Tidslinjen til en dårlig bog? Nej, slet ikke. Det gør den faktisk kun mere spændende.
Verdenshistorien er ikke lige sådan at bide skeer med, og da slet ikke, hvis man skal kunne sælge den til et moderne vestligt publikum, der på den ene side ikke rigtigt interesserer sig for historie, og på den anden side har adgang til enhver historisk information på Wikipedia. Goes formår at gøre vores fælles arv både relevant og pædagogisk tilgængelig.
Den bogstavelige tidslinje
Goes beskriver verdens historie ved helt bogstaveligt at tegne den linje, som loves i titlen. Fra tiden undfanges under The Big Bang, bugter og slynger en sammenhængende sort flod sig over de næste 80 sider.
Hvert opslag har sin egen baggrundsfarve, men dette er vist mest for variationens egen skyld – værket kunne være næsten lige så velfungerende i sort/hvid, så sart og diskret er farvelægningen.
Ud af linjen formes en kronologisk fortalt beretning, der naturligvis indledningsvist er geologisk, så palæontologisk, så præhistorisk, historisk og antropocæn.
Stregen er underfundig og svinger mellem den rene tegneserie til herligt nøjagtige gengivelser af berømte opfindelser og bygningsværker.
Selvom vores historie ofte har båret præg af et noget lemfældigt forhold til andre folks bortgang, og påstås at være skrevet i blod, er der stadig plads til morsomme indslag, og siderne sprudler af liv og bevægelse – uden at læseren får lov at glemme vores dårskaber.
Skjulte skatte er ikke fejl
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er galopperende historienørd og lykkeligt udstyret med klæbehjerne. At jeg ikke har kunnet finde så meget som én fejl i den faktuelle side af værket, siger stort set alt om hvor godt researchet og redigeret Tidslinjen er.
På ord-siden er der efter min bedste overbevisning ingen bommerter, mens de unøjagtigheder, der eksisterer i illustrationerne, må tilskrives kunstnerisk frihed og ikke sjusk.
Dinosaurerne i starten af bogen er lidt vel fantasifulde, men de fleste “fejl” er overlagte spidsfindigheder, som man i bedste Find Holger-stil kan more sig med at lede efter – Goes har for eksempel ikke kunnet dy sig for at gemme en trold under en bro i middelalderen, eller udstyre den uheldige konge Charles d. 1. med en stiplet “klip her”-linje over halsen (Charles blev som bekendt halshugget under Cromwell i 1649).
Det eneste punkt, hvor jeg egentlig kommer i tvivl om Tidslinjens anvendelighed, er sproget.
I et faglitterært historieværk skal det være nøjagtigt, nøgternt og deskriptivt. I en børnebog skal det være let forståeligt uden at tale ned til publikum (en uhyrligt svær øvelse, efter min mening).
Der er desværre for mange eksempler på, at ét svært tilgængeligt fænomen forklares eller forsimples, mens andre, lige så svære ord og begreber bare bruges i flæng.
Et godt eksempel på denne diskrepans er i opslaget om antikkens Grækenland, hvor forfatteren og/eller oversætteren har fravalgt ordet “amfiteater” og anvender “friluftsteater” i stedet. Men på samme side bruges ord som “infanterist” og “filosof” uden nogen videre forklaring.
Det er her, jeg begynder at undres over, hvem bogen er rettet imod, for man skal være et umådeligt kvikt og sprogkyndigt barn for at kunne forstå, hvad der foregår i Tidslinjen – en bog hvis visuelle side og fysiske omfang i høj grad er beregnet til børn omkring tween-alderen.
Historien af i går
Heldigvis kan man sagtens nyde Tidslinjen som en kedelig, dannet voksen med hang til historiens dramaer og god tegnekunst. Den er oplagt at have liggende fremme på sofabordet, eller i bladholderen på toilettet, fordi verdenshistorien, til trods for den meget eksplicitte sorte tråd, der binder værket sammen, er præsenteret i nedslagspunkter. Man kan med andre ord samle bogen op og lægge den fra sig efter forgodtbefindende.
En afsluttende kommentar, jeg gerne vil knytte til Tidslinjen, handler om relevans. Hvor historien starter med det store verdensbrag for milliarder af år siden, slutter den, i historisk perspektiv, på det nærmeste i forgårs.
Det sidste opslag er en side, der beskriver 2010’erne, hvor den blæksorte tidsflod er ved at blive tegnet videre af nutidens mennesker – interessant nok flankeret af et Je Suis Charlie-optog, der marcherer ud mod tomheden til højre.
Attentatet på Charlie Hebdo-redaktionen skete i samme år, som Tidslinjen oprindeligt udkom i Belgien – så kan et bogværk om historien næppe blive mere tidssvarende, tror jeg.
Forfatter: Peter Goes
Forlag: Lannoo Publishers
Udgivelsesår: 2015
Anmeldte udgave:
Titel: Tidlinjen
Dansk oversættelse: Birthe Lundsgaard
Forlag: Forlaget Forlæns
Format: Hardcover
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 80
Anmeldt i nr. 164 | 13/06/2019
