13. september 2006

I Am Legend

I Am LegendRichard Mathesons I Am Legend er ganske enkelt en fremragende bog, hvor Matheson maler en dybt tragisk fortælling og et sort studie i menneskelig adfærd. Samtidig er bogen særdeles spændende, og kan nok i øvrigt også regnes som én af de mest indflydelsesrige gyserromaner i nyere tid. Anbefales på det allervarmeste.

I 1954 udgav Richard Matheson sin første science fiction-roman, der fik titlen I Am Legend. Matheson havde på det tidspunkt skrevet en del småting, både skønlitteratur og filmmanuskripter, men hans nye bog var noget ganske andet.

Udøde blodsugere

Historien udspiller sig i den nære fremtid. Året er 1976, og vi træder ind i historien, da store begivenheder har forandret Amerika som vi kender det. Fem måneder før bogens handling begynder, har en epidemi raseret samfundet. Som om dette ikke var slemt nok, nøjes sygdommen ikke med at dræbe sine ofre; de der bliver inficeret, genopstår som udøde skabninger tre dage efter døden indtrådte.

Som en løbeild spreder sygdommen sig, og i den californiske by, hvor handlingen foregår, er spredningen af sygdommen sket ekstra hurtigt, da de mange støvstorme, der skyller ind over byen, sørgede for at sprede bakterierne særdeles grundigt. De der genopstår fra de døde, er ikke længere mennesker. De er blevet til blodtørstige skabninger, der kun tænker på at suge friskt blod fra de endnu levende. Er der ingen levende omkring dem, kan de dog også overfalde hinanden. Bliver man bidt af et sådant uhyre, bliver man selv inficeret med sygdommen, og på den led blev epidemien spredt som ringe i vandet.

Ensomheden som overlevende
Richard Matheson (f. 1926)
Richard Matheson (f. 1926)

Vores hovedperson er Robert Neville, en helt almindelig tekniker, der før katastrofen arbejdede på et kraftværk. Han var lykkeligt gift og havde en datter, men da vi møder ham i bogens første kapitel er både kone og barn omkommet. Sygdommen tog dem begge, men konen vendte tilbage fra de døde kort efter, og Neville måtte rent faktisk selv slå hende ihjel anden gang.

Fordrukken og plaget af de store omvæltninger, har Neville intet andet at give sig til end at søge efter andre overlevende. De udøde skabninger kommer kun frem om natten, så han bruger derfor sine dage på at cruise omkring i byen og lede efter andre levende. Dem finder han imidlertid ingen af, og livet er særdeles trøstesløst. Når han finder sovende udøde, der skjuler sig for sollyset hvor end de kan finde et skjul – i skabe, under huse, i kældre, i skorstene – myrder ham dem hurtigt, og håber i sit stille sind, at han en dag vil have ryddet dem alle af vejen.

Inderst inde ved Neville dog godt, at kampen er ørkesløs. Han gør det kun for at holde sig ved sine fulde fem, men det lykkes ikke særlig godt. Navnlig er nætterne slemme, for de udøde der opholder i samme kvarter som Neville, belejrer hans hus hver nat. Han har forstærket det på alle leder og kanter, så det mere minder om en fæstning end et parcelhus, men det nytter ikke meget, da han stadig kan høre deres trøsteløse hylen uden for.

Særlig slemt er det, at hans gamle kollega og ven, Ben Cortman, er blandt de udøde, som kommer hver nat. Med en skrækkelig parodi på den menneskelige stemme kalder han vedvarende gennem natten: “Come out, Neville! “, og dette gentager sig nat efter nat. Det er ved at drive vores hovedperson fra forstanden. Samtidig er ensomheden næsten ikke til at bære, og vi følger flere gange Robert Neville, mens han ensomt og begærligt betragter de udøde kvinder uden for sit vindue.

Smågal

Der er dog en ting som holder Neville i live, og det er håbet. Han bliver ved med at søge efter et svar, der kan forklare, hvordan alt dette skete, og som månederne skrider frem bliver han gradvist klogere. Han eksperimenterer på de udøde, og opfører sig som en regulær videnskabsmand. Til tider bliver det for meget for ham når resultaterne udebliver, men i løbet af bogens kapitler genvinder Neville gradvist troen på livet.

Det eneste problem er, at han ikke har nogen at dele sine resultater med. Han er mutters alene, og staklen begynder rent faktisk at opfatte den udøde Ben Cortman som en slags ven. Neville er tydeligvis ved at være smågal, men så sker der noget. Først opdager han en levende hund, der strejfer omkring i villakvarteret, og ikke længe efter møder Neville den unge dame Ruth. Nyt håb pustes ind i historien, men da er Neville allerede en mistroisk eneboer, og spørgsmålet er, hvad der kan komme ud af kontakten med disse levende skabninger.

Imponerende intensitet og desperation

I I Am Legend krydser Richard Matheson den postapokalyptiske tematik med klassiske gyserelementer, og han gør det så overbevisende, at romanen både er gribende, dybt deprimerende og skræmmende. Han stiller den meget ordinære Robert Neville overfor helt umenneskelige vilkår, men det mest skræmmende ved bogen er ikke, at udøde monstre nu hærger i gaderne – det er sådan set, at disse monstre var helt almindelige mennesker engang.

Det er grotesk at læse om Ben Cortman – naboen som nu vil dræbe Neville – navnlig efter at have læst en af de flashbacksekvenser, som Matheson benytter flere gange i bogen for at forklare baggrunden for det hele. Cortman er en komplet vanvittig karakter, og man ved ikke, om det er til at grine eller græde over, når vi hører hvordan naboen blodtørstigt kalder på vores hovedperson.

Romanen er skrevet i Mathesons klassiske jeg-fortællerstil, og idet vi får alt udlagt gennem Nevilles øjne, bliver bogens episoder meget levende og nærværende. Den intensitet og desperation som Matheson har formået at klemme ned på de få sider, som romanen strækker sig over, er ganske forbløffende, og kun få har kunnet gøre ham kunsten efter.

I bund og grund sker der ganske lidt i løbet af bogens 160 sider, men hver gang handlingen nærmer sig stilstand, introduceres en ny faktor i fortællingen, der atter kaster Neville ud i fortvivlet kamp om overlevelse. Det er håbet, der driver værket for den ensomme stakkel, men håbet knuses hver gang, det får lov at spire. Ingen skal kalde Richard Matheson for sukkersød, og han går så sandelig ikke på kompromis. Bogen er hudløst konsekvent, og på trods af at Robert Neville oplever sejre undervejs, er dette en dybt tragisk fortælling og et sort studie i menneskelig adfærd.

Ekstremt indflydelsesrig

Hvis selve det tema som behandles i bogen lyder bekendt, er det nok fordi man efterfølgende har set det genbrugt ganske ofte. De udøde som huserer i I Am Legend kaldes ganske vist for vampyrer, men det krævede næppe megen opfindsomhed fra George Romeros side at omdøbe dem til zombier og genbruge romanens setting i Night of the Living Dead fra 1968.

Richard Matheson var ganske uvidende med til at definere den moderne zombie i sin bog om vampyrer, og det er ganske slående i hvor høj grad Romero atter udnyttede Mathesons roman som kreativt afsæt, da han i 2005 vendte tilbage med den længe ventede Land of the Dead. Her understreger han præcis de samme pointer som Matheson, og det er selv samme perspektiv både bog og film anskuer samfundet fra.

I Am Legend er dermed en særdeles indflydelsesrig roman – faktisk er det én af den slags historier, man slet ikke kan komme uden om, hvis man blot interesserer sig en smule for moderne horror. Stephen King har meget ofte omtalt Matheson som ét af sine største forbilleder, og Salem’s Lot fra 1975 må da også i et eller andet omfang opfattes som en hyldest til Matheson. På samme måde er det også svært at forestille sig Brian Lumleys Necroscope-serie uden I Am Legend.

Flere filmatiseringer

Bogen er blevet filmatiseret to gange, hvis vi fraregner den spanske kortfilm Soy leyenda fra 1967. Første gang I Am Legend blev indspillet var i 1964 under titlen The Last Man on Earth med Vincent Price i hovedrollen. Denne filmatisering blev mindst lige så banebrydende som bogen, og det var muligvis denne film, der var med til at vise en mand som Romero, hvilket potentiale der lå i historien.

The Last Man on Earth er en glimrende film og tro over for forlægget. The Omega Man fra 1971 forholder sig langt mere frit til romanen. Her har vi Charlton Heston i hovedrollen, og vægten ligger på de apokalyptiske aspekter. Hvor romanen og The Last Man on Earth lægger sig nærmere klassisk psykologisk horror, er The Omega Man en rendyrket science fiction-film. Den er dog med til at understrege en række undertemaer i romanen, som måske umiddelbart er lette at overse. Det kan også indskydes, at rygterne vil vide, at bogen snart skal filmatiseres igen.

Kan ikke anbefales nok

I Am Legend kan næppe anbefales nok. Det var en banebrydende roman da den udkom, og mere end 50 år efter holder den stadig. Takket være den kompromisløse stil og den indædte brutalitet, som Robert Nevilles hverdag skildres med, tror man på historien, og man gruer for hans skæbne. Der er en grund til, at denne bog har inspireret så mange store navne gennem tiden, og skulle man endnu ikke have læst historien, er det på høje tid. Den er kort og skarpt formuleret. Der er ikke mange overflødige ord, og har man læst den første side, er der en stor sandsynlighed for, at man ikke kan slippe den igen.

I Am Legend er også blevet oversat til dansk, så der er ingen undskyldninger. Det var forlaget Notabene, der i sin tid udsendte den som en del af deres science fiction-linie, hvor romanen udkom under navnet Jeg er den sidste. Det skete imidlertid i 1972, så helt let er det nok ikke at skaffe bogen. Der burde dog være en god chance for at finde den på nettet, eller for den sags skyld i en rodekasse hos din lokale antikvarboghandler. Uanset hvad koster bogen næppe en formue, hverken på dansk eller engelsk. Med andre ord: se så at få den bog læst!

6 stjerner

Titel: I Am Legend
Forfatter: Richard Matheson
Udgivet: Udkom oprindeligt i 1954 (USA), denne udgave er fra 1999
Forlag: Gollancz – SF Masterworks 2
Format: Paperback
Sideantal: 160 sider
Cover: Jim Thiesen

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/09/2006