Martin Schjönning
Ingen kommentarer

Fem fantastiske spin-offs vi aldrig får

Fem fantastiske spin-offs vi aldrig får
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Man har altid lov at drømme! Her kommer Martin Schjönnings ønskeliste over TV-serie-spin-offs, vi desværre aldrig får.

Den monumentale Game of Thrones-serie er slut. Hollywood-pressen og nogle tusind filmblogs bugner selvfølgelig allerede af mere eller mindre verificerede historier om de spin-offs, HBO planlægger at følge serien op med.

Det er selvfølgelig en oplagt ting, for en nørd, at begynde at drømme om hvilke hovedpersoner man gerne ville se mere til og hvilken periode af Westeros’ fyldige historie historie, man vil fordybe sig i.

Jeg giver mig ofte af med den slags dagdrømmerier, også når det ikke handler om Game of Thrones. Alle goder serier giver mig lyst til at se mere til en eller anden karakter eller bare få udvidet kendskabet til en series univers.

Så jeg har forfattet en liste over dem, jeg helst ville se. De mest oplagte drømme, som den Ripper-origin-serie, Josh Whedon har fablet om siden Buffy the Vampire Slayer sluttede i 2003, men aldrig leveret (den forvorpne karl!), har jeg sprunget over.

Ligeledes har jeg ikke slutninger eller forsættelser med – selvom det da ville være vidunderligt med mere Firefly og Deadwood – filmen Serenity bandt ikke ordentlig knude på førstnævnte, Deadwood – The Movie er just udkommet på HBO, og ser dog særdeles lovende ud.

Nej, den her liste er til vildere drømme end det.

Jeg må hellere advare om, at der er en håndfuld spoilere på min liste.

5. The Adventures of Sketchy & Skeezy

Jeg tilhører den lille, men stædige flok af zombie-überfans, der helhjertet mener at Syfy’s serie Z Nation er bedre end The Walking Dead.

Ja, den er vildt fjollet, men actionscenerne er mere spændende, karaktererne mere huskværdige og universet langt mere kreativt end AMC’s konservative serialisering af Kirkman og Moores øjensynligt uendelige tegneserieudgivelse.

Z Nation er simpelthen bare mere underholdende. Serien har allerede et spin-off, prequel’en Black Summer, hvis første sæson udkom i april, men ligesom i den tilsvarende Fear the Walking Dead, er ingen af originalseriens karakterer med i den.

Z Nation udspiller sig, jævnfør et par velplacerede cameos, åbenbart i samme univers som Sharknado-filmene, men det er ikke haj-orkaner, min drømme-spin-off handler om, den er noget mere jordnær.

Sketchy og Skeezy er to elskelige våbensælgende plattenslagere og charlataner, der krydser hovedplottets spor i ny og næ. De dukker som regel op ud af det blå, og i den dystert morsomme zombie-inficerede wild west-verden, apokalypsen har efterladt, udfylder de rollen som kvaksalvere, snydepelse og kujoner. De er pikareske bifigurer, der ikke som sådan er onde, men som kun har lyssky talenter, som hjælper dem med at overleve.

Eftersom de møder den kontinentkrydsende gruppe af hovedpersoner cirka én gang per sæson, kunne det være herligt at se deres historie udspille sig, med udgangspunkt i Z Nations historie – med andre ord, at følge Sketchy og Skeezy i stedet for Murphy-gruppen, men beholde scenerne, hvor de to spor krydser hinanden.

Jeg er personligt sikker på at der ville komme et brag af en hylende sjov zombiesplatter-western ud af det!


4. Kald mig McCloud

Nu behøver alting jo ikke gå op i afrevne lemmer og maskinkanoner, og nogle gange er det bare fedt at bore sig ned i sofaen med en kat på maven og nyde en helt afslappet serie a la Midsomer Murders helt og aldeles uden at pulsen stiger over komatilstand.

Og jeg kan ikke forestille mig en hovedperson, der bedre kunne udfylde rollen som en dansk Barnaby, end karakteren Frank Nielsen fra Rejseholdet.

Han er kun med i ét afsnit, men hans “Bare kald mig McCloud”-replik er nok det, der oftest citeres fra hele serien, her 15 år efter den sluttede i 2004.

McCloud tager naturligvis sit kælenavn fra titelfiguren i serien McCloud – den joviale, jordbundne, men i sin grundkerne hårdkogte cowboybetjent, spillet af charmetrolden Dennis Weaver.

De to karakterer deler en affinitet for store overskæg, men ellers er der ikke mange lighedspunkter – altså bortset fra at de begge to lidt er nogle bonderøve, på den bedste tænkelige måde!

Det er selvfølgelig umuligt at forestille sig Frank Nielsen blive spillet af andre end den fabelagtige Ole Thestrup. At han har været død siden sidste år, placerer jo denne spin-off-idé solidt i drømmeland, men hvilken drøm det er!

Den drævende, bondesnu Frank “McCloud” Nielsen, der i sit adstadige tempo, med en præriesherifs selvsikkerhed og Thestrups lune, til tider vanvittige humor, ville simpelthen være en vidunderligt uforrygende politiserie.

Han måtte aldrig opklare noget der var mere intenst end et sommerhusindbrud, han skulle aldrig trække et gokkejern eller banke en mistænkt. Han skulle simpelthen bare nulre rundt og være landbetjent. Jeg ville betale gode penge for det!


3. Toby the Untouchable

En TV-serie bliver næppe meget bedre end The West Wing (1999-2006). Tempoet, dramaet, karakterarbejdet, plotudviklingen, kameraføringen, det hele sidder i skabet.

Serien blev da også belønnet så grundigt, at Wikipedia har en hel artikel tilegnet den uhyre mængde priser (87), serien og dens skuespillere modtog undervejs.

Alene eskapisme-værdien i Aaron Sorkins mesterværk om en lynende intelligent, klassisk dannet og altruistisk præsident, og hans kreds af stabile, kreative stabsfolk, er enorm lige nu, skulle jeg mene.

Hvis nogen fortjener en spin-off i The West Wing-universet, er det Toby Ziegler. Toby spilles af Richard Schiff med en nærmest overnaturlig dybde. Han er verdens bitreste, mest sarkastiske mand, men besidder samtidig en grundfæstet moral og offervilje, og han kæmper hver eneste politiske kamp med en indædt stædighed og ligefrem skræmmende intensitet.

I modsætning til de fleste af The West Wing-folkene er det uvist, hvad Toby laver, efter Bartlets anden valgperiode er slut. Hans ry er destrueret efter den bizarre sag om afsløringen af en militærrumfærge, og kun Bartlets benådning har gjort, at Toby ikke sidder inde for at lække statshemmeligheder til pressen.

Men han er stadig et politisk, strategisk geni, der elsker USA, hader uretfærdighed, og slås for sin sag med en pitbullterriers maniske vedholdenhed. Desuden er han uddannet advokat, har kontakter til eliten og har en far med en fortid i lejemorderkartellet Murder Inc.

Ingen skal fortælle mig, at det “Columbia”, hvor Toby har brugt sin tid i de tre år før flashbacket i sæson 7, afsnit 1, er et land eller et universitet. Columbia er derimod kodenavnet for den tophemmelige anti-mafia-indsatsstyrke af anklagere, researchere og FBI-agenter, som Toby Ziegler, den indebrændte, patriotiske pitbullterrier, er leder for!


2. Paulie Gualtieri: Ghost Hunter

I samme tonstunge klasse som The West Wing finder man gangsterdramaserien The Sopranos, der ofte beskrives som serien, der startede den serie-craze, vi stadig ser udfolde sig dagligt.

Trods en vankelmodig finale, der i ekstrem grad deler vandene, og som har kastet flere fan-teorier af sig end Game of Thrones, er Sopranos nærmest ubestridt elsket og hædret af både publikum og anmeldere, og roses ofte som en meget skarp, realistisk og alligevel medrivende historie om mafiaen i New Jersey.

Det virker dog som om, at disse roser stammer fra seere, der har glemt afsnit 9 i sæson 2 – From Where to Eternity. I dette ofte oversete, men stærkt rørende afsnit slås det nemlig fast, at der findes spøgelser i Sopranos-universet!

Et ungt medlem af DiMeo-familien er blevet skudt og svæver mellem liv og død i en hospitalsseng. Efter en nærdødsoplevelse, hvor han møder gamle fjender ved porten til Helvede, overbringer han en mystisk besked til et andet medlem, Paulie Gualtieri.

Paulie er en hypervoldelig, impulsiv, men traditionelt katolsk opdraget galning, der opsøger et medie for at få styr på, hvad alt det her efterlivspjat handler om. Mediet beder ham forlade seancen, fordi mængden af rasende ofre for Paulies morderiske adfærd forstyrrer de andre ånder i rummet – og han kender til faktiske detaljer om disse ofres identitet.

Eksistensen af disse hævntørstige dødninge bliver aldrig nogensinde omtalt i serien igen, og derfor ikke modbevist.

Hvis nogen har mindsettet til at blive en nådesløs ghostbuster, der for sin egen sjælefreds skyld opstøver og udraderer spøgelser med et velsignet alubat, er det Paulie – der i øvrigt spilles af Tony Sirico, der har en helt ægte fængselsstrafbestrøet fortid som brutalt bandemedlem i New York.

Hvis en spøgelsesserie i Sopranos-universet er for absurd til ens smag, kan man jo nøjes med at drømme om, at Paulie får lov at være skurken i Toby the Untouchable!


1. Caroline Julian – The Early Years

Det vil måske undre lidt, at jeg topper listen af med en spin-off af den letbenede krimi-komedie-serie Bones (2005-2017).

Her er tale om absolut skamløst junkfood-TV, hvor der ingen grænser er for, hvor langt en plot-elastik kan strækkes, hvor ofte en hovedperson kan skydes eller hvor mange gange en gag kan genbruges.

Serien bugner af bimlende seriemordere, komiske indfald, en noget grovkornet omgang med diverse subkulturer – på baggrund af hvilke de mest spraglede mordgåder udspilles – og naturligvis retsmedicinsk teknologi, hvis ydeevne er helt afhængigt af hvad plottet skal bruge.

Det er kort sagt en sjov tjubang-serie, perfekt til tømmermændssøndage. Hovedpersonerne, Brennan og Booth kører deres egen X-Files light-agtige fornuft vs. tro-skænderi i tolv hele sæsoner, akkompagneret af en skare bipersoner, der stort set opfylder hele spektret for politisk korrekthed.

En af disse er den elskeligt kortluntede, voldsomt stædige og overrumplende Caroline Julian, og det er hende, jeg allerhelst så som den ledende rolle i en Bones-spin-off.

Julian dukker første gang op i afsnittet The Man in the Morgue i første sæson, hvor Brennan bruger sin ferie på at identificere maltrakterede ofre for orkanen Katrina i New Orleans.

Julian er statsadvokaten, der redder Brennan fra en mordanklage. Uden at det forklares – i et land, hvor statsadvokater bliver demokratisk valgt – flytter Julian off-screen til Washington, hvor langt det meste af serien foregår, inden vi møder hende igen i 11. afsnit af sæson 2.

Men hendes dialekt og jargon, og hendes første optræden i det orkansmadrede New Orleans, understreger, at hun er født og opvokset i Louisiana.

Patricia Belcher, der spiller Julian, er afroamerikaner og født i 1954. Hun har altså været seks år gammel, da forsøget på at stoppe segregeringen i Louisianas skolesystem fik den hvide del af befolkningen til at gå amok.

Det udviklede sig til deciderede optøjer, hvor næsten 200 blev anholdt, og hadet overlevede i årtier efter, selvom den sidste Jim Crow-lov blev ophævet i ’65 – hvor Julian altså har været elleve år gammel.

Caroline Julian – The Early Years ville følge det, der utvivlsomt må være USA’s mest badass statsadvokat, en sort kvinde med så ubegribeligt meget ben i næsen, at hun uddannede sig som jurist i det giftigst tænkelige miljø, antageligvis mens hun arbejdede for selv at betale studierne.

Sorte borgerrettighedsforkæmpere blev i ét væk myrdet i Louisiana op til slutningen af tresserne, hvor Julian ville være ved at færdiggøre high school. Og på et tidspunkt er hun vel at mærke blevet valgt til et embede, oven i hatten.

Bones-universet ville givetvis være for useriøst til at kunne rumme sådan et spin-off, men ikke desto mindre står en Caroline Julian origin story øverst på min ønskeseddel!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *