The Road

Filmatiseringen af Cormac McCarthys roman The Road (2006) er på én og samme tid en meget trofast filmatisering, og samtidig en film, der tør stå på egne ben. Eller mere præcist: Den forholder sig til romanen, og kommer, gennem specielt lyd, billeder og vægtningen af dialogscenerne, med sin egen tolkning af stemningen i romanen. Hvor romanen kun har det skrevne ord som virkemiddel, og det må man sige at McCarthy mestrer som få andre, så har filmen det auditive og det visuelle.

En road movie i helvede

Far og søn er på vejen. Mor er død. Samfundet er i forfald efter en ikke nærmere beskrevet katastrofe. Eller mere præcist: Der er ikke noget samfund, men kun en skal af det, vi engang kendte som vores samfund. Kannibaler og andet godtfolk huserer, og der er næsten ikke noget mad. Far og søn er på vej mod havet, for måske kan de der finde frelse? De har én pistol, og sønnen introduceres til, hvordan man skyder hjernen ud på sig selv, hvis det nu bliver aktuelt. Velkommen til The Road, hvor håb er noget, man ikke tør stole på, og hvor tabet er din faste følgesvend. Kommer vores to ”helte” frem til havet, eller sætter nogle sultne kannibaler en stopper for deres rejse? Det røber jeg ikke her.

Tomme pladser og den filmiske forankring

Under læsningen af romanen danner læserne sig selv billeder, og man skal selv forholde sig til de sparsomme oplysninger, som romanen giver. Kort sagt er fortællingen fyldt med tomme pladser, som gør, at godt nok læser man den samme bog, men den kan afkaste mange forskellige læsninger. En film kan og gør noget helt andet. Den giver, selvom der godt kan være tomme huller i fortællingen, noget, der minder om en endegyldig tolkning af det visuelle univers. Manden ligner Viggo Mortensen, landskabet ser ud som det gør osv. Det er ikke til diskussion. Og på fornemste vis forholder lyddesignet sig til den smukke visuelle stil (om end smuk måske ikke er det rigtige ord, når nu det hele er så trøstesløst).

Hillcoat leverer varen

Et andet sted, hvor filmen laver sin egen tolkning, er i pacingen af de enkelte scener og specielt i de enkelte replikker. I romanen er der sparsomme oplysninger, men i filmen ser man, når Manden griner, en dialogscene trækkes ud, mens en anden forkortes osv. Filmen forholder sig kort sagt til det skrevne ord, men den fortolker også, og det gør den ganske mesterligt. På samme måde som ved romanen er det en oplevelse, man kan mærke på kroppen. Fra filmen går i gang og til den slutter med et freeze frame er man på. Og endnu vigtigere: Man føler og lever sig ind i den troværdige og nådesløse fortælling. Filmen har stille passager, men de bliver aldrig kedelige, da det netop er her stemningen går ind og bærer ilden videre i fortællingen.

Valget af australske John Hillcoat som instruktør virker velovervejet. Med The Proposition (2005) viste Hillcoat, at det lyrisk voldelige og spændingsmættede visuelle var noget han kunne videregive. Fra The Proposition har Hillcoat taget Nick Cave til musikken, Guy Pearce til skuespillet, Chris Kennedy til production designet, Jon Gregory til klipperummet og sådan kunne man forstætte med gengangere de to film i mellem. Det vigtige i denne sammenhæng er den tryghed, som Hillcoat har skabt, hvor han og crewet ved, hvad de andre kan, og hvad de står for.

Men på ét meget vigtigt punkt valgte Hillcoat, og producerne, at komme med et nyt ansigt i forhold til The Proposition. Det mesterlige kameraarbejde i The Road er udført af den spanske fotograf Javier Aguirresarobe. Mange har set Aguirresarobes arbejde i den stemningsfulde The Others (2001), og hvis der er noget, der kendetegner den visuelle side i The Road, så er det netop det stemningsfulde. Både i valg af kamerabevægelse, komposition og lyssætning.

Production designet i The Road er ekstremt effektivt, enkelt og beskidt. Der bruges lidt CGI i de mange etablishing shots, hvor de forskellige miljøer introduceres, men ellers har Chris Kennedy formået at give filmen et både brutalt og troværdigt bagtæppe, hvorpå Aguirresarobes pensel kan male et mesterværk.

Viggo Mortensen længe leve!

Vores egen Viggo gør det suverænt, og det er som om han bare bliver bedre og bedre med årene. Tænk blot på A History of Violence (2005), Eastern Promises (2007) og nu The Road. Viggo har udviklet sig til at blive en af de stærkeste skuespillere i sin generation, hvor han både med fysisk indlevelse og intensitet i skuespillet gør sine roller helt specielle. Så i en tid, hvor vores statsminister tager på griseferie på Tenerife, og hvor boksebamsen/ringvraget Brian Nielsen overvejer et comeback, er det godt, vi har Viggo. Ham kan man stole på, og han er på skuespillerfronten den helt store drivkraft i The Road. Man tror på hans smerte og tab. Men samtidig må man bestemt ikke glemme Kodi Smit-McPhee som drengen. Sjældent har jeg set en så overbevisende barneskuespiller.

En lille ridse i den ellers perfekte postapokalyptiske lak

For mig ligger filmens største problem dog i slutningen. Her bliver det meget tydeligt og konkret, hvad der sker, hvorimod romanen formår at gøre slutningen både tvetydig og meget poetisk. Men det er en lille anke på en ellers fremragende tilgang til romanen.

Romanens humanistiske budskaber og følelsen af tab bliver krystalliseret i filmen, men ikke på en sentimental og kvalm måde. Det søde er aldrig til stede uden det sure, og livet aldrig uden døden. Det er denne balancegang, som både romanen og filmen udfører uden slinger i valsen. Der er få ting, som er lavet om i forhold til romanen, men i det store hele kunne man ikke ønske en mere trofast filmatisering, som rammer stemningen perfekt. Med The Road har vi at gøre med en af de allerbedste postapokalyptiske film i mands minde, og sjældent er jeg blevet frastødt og tiltrukket af en film, som det er tilfældet her.

Anmeldt i nr. 52 | 13/02/2010

Stikord: Filmatisering, Kannibaler, Postapokalyptika