13. februar 2006

En guide til Dark Future-serien

Dark FutureClaus Jacobsen giver i denne artikel en introduktion til Games Workshops serie af spilfiktion i Dark Future-universet og minianmelder næsten alle hidtil udkomne bind i serien.

Dark Future-universet, som disse nærfremtids science fiction-romaner foregår i, er en kombination af lige dele klassisk cyberpunk – med megalomaniske kæmpe-corporations, cyberkroppe og kunstig computerintelligens – og postapokalyptisk fiktion – med bikerbander i læder og nitter og teknoklunseri på øde ørkenlandeveje.

USA, der er centrum for fortællingerne, er blevet en nedbrudt nation. Forurening har ødelagt landet og skabt kæmpemæssige ørkenområder i kontinentets midte, samtidig med at de store byer nedbrydes af syreregn og det, der er værre. Statsmagten har mistet sit greb om kontrollen med landet.

I slumområderne, de såkaldte NoGo’s hersker lovløshed og den stærkes ret, og det samme gælder på de øde landeveje, hvor lovløse bander, eller gangcults som de kaldes, er en konstant trussel. En af følgerne deraf er, at private med licens til at håndhæve loven, de såkaldte Sanctioned Ops, nu florerer og fungerer som en mellemting mellem privat politi, vagtværn, lejesoldater og dusørjægere. Samtidig har multinationale virksomheder vokset sig så store magtfulde og teknologisk fremskredne, at de nu helt er i stand til at sætte deres egen dagsorden, også overfor den resterende verden.

Spilfiktion

Dark Future-romanerne blev oprindelig lavet og udgivet som spilfiktion af Games Workshop til at understøtte det på det tidspunkt nyudgivne spil Dark Future – The Game of Highway Warriors (for en mere indgående behandling af det, se artiklen Road Warriors).

Den såkaldte spilfiktion, altså romaner og noveller der foregår i spiluniverser, og som udgives af spilfirmaet for at skabe ekstra interesse for deres univers og spil, har ikke et specielt godt ry blandt SF- og fantasylitteratur-entusiaster. Det bliver mest anset for at være uvedkommende bestillingsarbejde for de professionelle forfattere, der er involveret, hvis det da overhovedet er “rigtige” forfattere og ikke glade (dvs. dårlige) amatører.

God spilfiktion
David Pringle (f. 1950)
David Pringle (f. 1950)

Netop dette forsøgte Games Workshop at rette op på i slutningen af firserne. De (dvs. direktøren Brian Ansell) hyrede David Pringle til at lede og redigere den nystartede fiktionsafdeling. David Pringle havde på det tidspunkt gjort sit navn kendt som redaktøren på bladet Interzone, et blad for ny science fiction- og horrorlitteratur, hvor nye håbefulde forfattere ofte fik lejlighed til at blive udgivet for første gang.

David Pringle var den drivende kraft bag dette blad (og blev for øvrigt ved med at være det indtil 2004, hvor han solgte bladet videre), og derudover havde han også været hovedredaktør på en serie af opslagsværker om science fiction-, horror- og fantasyforfattere og deres værker.

Pringle fik så noget, der ligner næsten frie hænder til at lave “god” spilfiktion til Games Workshops forskellige spiluniverser, hvilket han gjorde ved blandt andet at hente nogle erfarne forfattere ind og lade dem arbejde under pseudonym. Dette var en satsning, der i store træk lykkedes for Games Workshop, og deres nye fiktionsserie, Warhammer Books som publikationsgrenen blev kaldt, høstede mange anmelderroser, selv om det var spilfiktion.

I starten af halvfemserne begyndte der dog en stor omstrukturering af Games Workshop, hvorved de forskellige sidegrene kom under afvikling. Warhammer Fiction blev nu udliciteret til forlaget Boxtree, der lavede bøgerne i et andet og mindre format, som oftest med et nyt og mere ordinært cover og i modsætning til de oprindelige Warhammer Fiction-udgivelser uden indre illustrationer. Der blev ikke lavet nye bøger, kun afslutninger af serier og genoptryk, før de helt ophørte med at blive udgivet.

Kendte og mindre kendte forfattere
Brian Stableford (f. 1948)
Brian Stableford (f. 1948)

Men for at vende tilbage til David Pringle og Warhammer Books, så var de forfattere, han fik til at skrive for denne nye linje, britiske forfattere, som Pringle kendte på forhånd fra Interzone. Den anerkendte og særdeles erfarne forfatter Brian Stableford skrev under pseudonymet Brian Craig, hvor han blandt andet høstede anerkendelse for Orfeaus-trilogien der foregår i Warhammer Fantasy-universet.

David Garnett der på det tidspunkt havde fået udgivet et par bøger, skrev Konrad-trilogien under navnet David Ferring, og hvis jeg kort skal opsummere, så viser Garnett/Ferring, at Warhammer Books da også kunne lave klassisk dårlig spilfiktion, hvis det skulle være.

Science fiction-forfatteren Ian Watson valgte på forhånd at skrive under sit eget navn, og hans Inquisitor-trilogi, der foregår i 40.000-universet, var da absolut også den serie af Warhammer Books, der fik de klart bedste anmeldelser.

Kim Newman aka Jack Yeovil
Kim Newman (f. 1959)
Kim Newman (f. 1959)

En fjerde forfatter, Pringle hyrede, var den på det tidspunkt ret grønne forfatter Kim Newman, der begyndte at skrive under navnet Jack Yeovil. Newman er senere blevet en anerkendt forfatter under sit eget navn, og han har efterfølgende fast skrevet for filmbladet Empire samt udgivet flere filmbøger. Hans stil er helt generelt, som både Yeovil og Newman, da også fyldt med film- og popkultur-referencer, som han behændigt leger med, hvilket netop er en del af hans charme.

Newman/Yeovils største succeser i Warhammer-regi er Genevieve-bøgerne (Drachenfels, Beast in Velvet og Genevieve Undead), der foregår i Warhammer Fantasy-verdenen, hvor den gennemgående karakter er vampyrkvinden Genevieve Dieudonné (som Newman også har brugt i nogle af sine andre bøger, bl.a. Anno Dracula, der også har været en stor succes for ham).

For mig er det dog i Dark Future-bøgerne, at Newman/Yeovil virkelig brillerer. Måske har det også noget at gøre med, at Dark Future-verdenen ikke i samme grad var fastlagt som de andre af Games Workshops universer var på det tidspunkt, hvor romanerne blev skrevet.

Newman har derfor i høj grad haft mulighed forme det efter sin egne forestillinger og inddrage sine personlige idéer. Samtidig må man sige, at grundpræmisserne i universet matcher godt med Newmans legen og flirten med alt det kitschede fra pulplitteraturen, populærmusikken og fra fjernsynets og filmens verden. Han vælter sig i det, uden at det dog bliver plat eller dårligt, men han formår at skabe noget underholdende og fængende.

Det er vores egen velkendte verden og meget nære fremtid, hvor alt blot er væltet over kanten og kammet over. Det er vrængende ironisering over vores samtid, og samtidig indeholder det et godt skud samfundskritik.

Fremtidigt USA gennem kritiske briller

Omdrejningspunktet i universet og historierne er et fremtidigt USA, og i lidt grovere træk Americana generelt, set med både kritisk europæisk skepsis og fascination. For eksempel lader Newman U.S. Cavalry genopstå som organisation i sine historier. De er stadig udstyret med samme uniform, cowboyhatte og de blå ridebukser med den gule stribe, men nu patruljerer de blot fremtidens lange øde landeveje i pansrede hi-tech superbiler, udstyret med alskens våbenhalløj og en hjælpende computer.

Alt imens kæmper de stadig en desperat kamp mod de utallige gangcults, der hærger “the highways of the future”. Kavaleriet spiller en tilbagevendende rolle i historierne, men optræder overhovedet ikke i Dark Future-spillet; det er alene Newmans opfindelse. Og en god opfindelse, må man sige, som han formår at få meget ud af.

Samtidig griber den tilbage til Americana generelt og mere specifikt den klassiske western/frontier-genres mytologi, der har så utroligt mange fællestræk med den postapokalyptiske overlevelsesgenre (hvad er f.eks. de fleste Jeremiah-historier ud over en western sat i en postapokalyptisk nærfremtid, så læseren bedre kan forstå og relatere til den?).

Ligeledes lader Newman en af overskurkene i historierne være en religiøs prædikant, Elder Nguyen Seth, leder af en mormonlignende (eller bare generelt evangelisk) kult, som kalder sig for Josephites, der (som mormonerne) i 1900-tallet krydser midtvestens nye ørken for at oprette Tabernaklet ved Salt Lake City og “lade ørkenen blomstre igen”. Her bliver tonen mere kritisk overfor både det kristne Amerika og organiseret religion.

Alternativ historie

For religion er der nok af i Dark Future, om end med et kitschet touch, der kun gør det mere underholdende. Der er nonnelejemordere fra Vatikanet, der selvfølgelig kan mere end deres Fadervor, de nævnte ultrafanatiske og hjernevaskede Josephites, voodookulte, dæmoner i forskellige afskygninger (der blandt andet er i stand til at besætte computere og deslige ved at downloade sig i dem) samt endelig ustoppelige dæmoniske guddomme fra andre dimensioner (jep, det er jo Games Workshop).

Igen – fokus i brætspillet er kun på biler og kamp mellem gangcults og Sanctioned Ops; alt det religiøse må antages at være noget, Newman har hældt på. En anden ting er, at man langsomt finder ud af, at der her er tale om en alternativ, fremtidig verden med en alternativ forhistorie i forhold til vores egen. Uden at det er tilfældet, minder det meget om en situation, hvor f.eks. Nixon er blevet præsident i stedet for Kennedy og derfor som præsident har været med til at skabe et ultrakonservativt USA (et mørkt spejlbillede på virkelighedens Reagan-USA), hvor korporationer har fået lov til at overtage den reelle magt.

Dette bliver kun gradvist mere fremtrædende gennem serien og er slet ikke repræsenteret i selve brætspillets universbeskrivelse, så man kunne fristes til at tænke på, om det ikke er en efterrationalisering fra forfatternes side, efterhånden som den nære fremtid rykkede nærmere (da Dark Future-spillet udkom i 1988, var spiluniverset sat til at foregå i 1994).

Generelt virker Kim Newman dog til at have en fascination af alternativ historie-universer; flere af hans bøger uden for Games Workshop-regi er også hensat til sådanne universer, men måske er det noget, han har samlet op ved arbejdet med Dark Future-bøgerne.

Men uden mere snak, er det vist på tide at gennemgå de udgivne bøger kronologisk.

Route 666 (redigeret af David Pringle, 1990, GW Books)

Dette er den første bog i Dark Future-serien, og ligesom ved Warhammer 40.000 og Warhammer Fantasy-bogserierne indledte David Pringle udgivelserne med en antologi bestående af ni noveller. Højst sandsynligt for både at finde ud af, hvad de enkelte forfattere i hans stab “kunne” med verden, og samtidig for at teste vandene og finde ud af hvad publikum kunne lide.

I antologien er der blandt andet noveller af Myles Burnham (hvilket åbenbart er det eneste, han har udgivet overhovedet!), Wiliam King (kendt for Felix og Gotrek-bøgerne til Warhammer Fantasy), Neil Jones, Neil McIntosh og Brian Craig (dsv. Brian Stableford) samt Jack Yeovil (dvs. Newman), der har skrevet titelhistorien Route 666.

Route 666 er bestemt ikke den bedste af Dark Future-bøgerne, måske nærmere den dårligste. Den er lidt småkedelig, selv om det kun er korte historier. Selv Kim Newmans novelle rammer ikke helt, selv om den er med til både at introducere fremtidens U.S. Cavalry, Elder Nguyen Seth samt overheltinden Jessamyn “Jazzbeaux” Bonney, der senere bliver til den kvindelige cyberdræbermaskine Krokodil.

Demon Download (Jack Yeovil, 1990, GW Books)

Se her brager Yeovil/Newman for første gang for alvor igennem! Dette er stadig min absolutte favoritbog i serien. OK, det er så muligvis også påvirket af, at det var den første bog, jeg læste i serien, og det i min spæde ungdom, da den lige var udkommet.

Men hvis jeg prøver at holde igen på nostalgien, så synes jeg nu stadig den holder. U.S. Cavalry Trooper Nathan Stack bliver uforvarende rodet ind i en sag, der blandt andet involverer en dæmonisk computervirus, der truer med at overtage verden som et led i Elder Nguyen Seths plan om at fremkalde dommedag.

Heldigvis får Stark uventet assistance af den smukke nonne/computerhacker/kampsportsekspert Chantal Juilerat, der er udsendt af paven selv. Det er måske ikke ligefrem stor kunst, men det er underholdende skrevet, der sker noget hele tiden, og der bliver ikke sparet på hverken blod, vold eller for den sags skyld lir og erigerede lem. Det er fandme sleaze, der vil noget, alt sammen med et glimt i øjet, og man kan ikke lade være med at tænke, at så vilde var Games Workshop i slutfirserne. Jeg vil sige, at Demon Download klart er blandt de bedste romaner, Games Workshop fik udgivet på det tidspunkt.

Krokodil Tears (Jack Yeovil, 1990, GW Books)

Krokodil er den tidligere teenagepige og gangcultmedlem Jazzbeaux, der efter næsten at være blevet slået ihjel af Elder Nguyen Seth bliver reddet af en okkult cyberlæge, som gør hende til en dødsensfarlig cyborg med en ekstradimensionel entitet i sig.

På trods af dette prøver Elder Nguyen Seth dog alligevel at få hende slået ihjel og sender tre meget forskellige lejemordere på hendes spor. En californisk Sanctioned Op, en psykopatisk lystmorder og Jibbenainosay, et væsen fra “The Outer Darkness”. Ja, det lyder godt hva’?

Newman formår igen at holde sin fortælling på det knivskarpe spor mellem det kitschede og det forudsigeligt platte, der samtidig hæver sig over det. Hovedheltinden Krokodil, eller Jessamyn Bonney, som hun jo egentlig hedder, minder også på mange måder om Newmans anden store heltinde, vampyren Genevieve. De er begge en uskyldig lille pige, som blot er havnet midt i historien, og samtidig er de yderst farlige, dræbende og handlekraftige.

Spørgsmålet er hvad der er med nørder og deres fascination af stærke, selvstændige og næsten maskuline kvinder? Krokodil er ubetinget Newmans heltinde, ligesom streetsamurien Molly er det i William Gibsons Sprawl-bøger; der er faktisk en del lighedspunkter. Men synes man, sådan noget let kan blive for meget, bør man nok holde sig væk. Personlig synes jeg, at det meste af det spændende sker uden om Krokodil i de små idéer og beskrivelser, der findes der, hvilket jeg synes alene er nok til i sin overflod til at gøre bogen underholdende.

Comeback Tour (Jack Yeovil, 1991, GW books)

Elvis er ikke død, han gik bare undercover for CIA. Nu er han en Sanctioned Op, der med sin hypermodificerede pink Cadillac hjælper sorte og andre mod KKK og deslige (tjek coveret!).

Han bliver selvfølgelig blandet ind i Elder Nguyen Seths planer, som involverer at overtage kontrollen med nogle dræbersatellitter i omløb om Jorden med det formål at ødelægge den, alt imens han også må kæmpe med sumpmutanter, voodoopræster og agenter fra den skumle biotekkorporation GenTech.

Hvis det ikke før nu er gået op for én, at det er en alternativ virkelighed, serien foregår i, og ikke bare en mørk fremtid, så bliver det i hvert fald afsløret nu. Rocken slog aldrig igennem i USA i tresserne (jævnfør Nixons moralske oprustning), og derfor blev Elvis ikke en kæmpestjerne for efterfølgende at dø, men forsvandt tilbage i ukendtheden efter en musikkarriere i halvtresserne.

Rocken slog her igennem i Sovjetunionen, der nu har en stor pladeindustri af russiske rockkunstnere, som eksporteres til resten af verden. The King som maskinpistolsskydende og Cadillac-kørende road warrior i et sydstats-USA, der er helt fucked up. Det kan da næsten ikke gå galt, vel? Det gør det skam heller ikke: Newman holder sin sædvanlige tighte og samtidig fabulerende pulp-bubblegum-stil.

Ifølge de Elvis-eksperter jeg har konsulteret, har Newman faktisk også de fleste af sine facts på plads, hvad angår The King of Rock and Roll – også ved dem, han vælger at ændre på grund af den alternative historie. Så bogen er godkendt, også for Elvis-fans, der ikke vil føle, at deres idol bliver trådt på.

Det beskriver også meget godt, hvordan Newman generelt behandler popkulturelementerne i sine værker. Man kan mærke, at han i sidste ende er en fan med hjertet på rette sted, og det er nok også medvirkende til, at han kan slippe succesfuldt af sted med det gang på gang. Dertil skal lige siges, at hvor Comeback Tour er topunderholdning i første halvdel, flader det lidt ud hen mod enden.

Det bliver dog på intet tidspunkt helt kedeligt, men hen mod slutningen synes Elvis som person ikke at skinne helt så meget igennem længere, og han er der i det store hele blot for at opleve begivenhederne udfolde sig. Dermed menes, at han på det tidspunkt kunne være en hvilken som helst hovedperson; Newman holder op med at bruge hans Elvis-kvaliteter, og det er lidt en skam. Men i den første halvdel er Elvis A. Presley lige i øjet, og alene dette er grund nok til at læse bogen.

Ghost Dancers (Brian Craig, 1991, GW Books)

Dette er så Brian Stablefords forsøg på, under pseudonymet Brian Craig, at skrive en roman i fuld længde, der foregår i Dark Future-universet. Stableford havde tidligere skrevet tre ud af de ni historier i Route 666-novellesamlingen, og der er da også personer herfra, der dukker op igen.

Romanens hovedperson er Kid Zero, en biker/eks-gangcultmedlem, som ved et større eller mindre tilfælde har fået fat i en særlig værdigfuld bio-disk fra GenTech Corporation.

GenTech og deres skumle leder af de biomedicinske eksperimentområder, Doc Zarathustra, der ikke bare fusker rundt med den menneskelige arvemasse, men også med mørke kræfter og ekstra-dimensionelle væsner, vil selvfølgelig gøre alt for at få denne bio-disk tilbage. Jorden brænder derfor under Kid Zeros fødder, men “The Kid” har også et mål: Hævn.

Elder Nguyen Seth får en fortjent pause fra rampelyset og hovedskurkerollen. Stableford holder sig fra at bruge ham og andre af Kim Newmans kreationer og lader i stedet GenTech og Doc Zarathustra få mere scenetid. Det er forfriskede og forhindrer, at Dark Future-universet bliver centreret om kun en überskurk, og det er med til at udvide universet og give det større spændvidde.

Denne bog blev udgivet hen mod slutningen af GW Books’ eksistens, og den klemmer sig udgivelsesmæssigt ind imellem Newmans Demon Download-cyklus af bøger, der først blev afsluttet efter Ghost Dancers.

Stableford er som forfatter en god skribent, der tydeligvis har et solidt og erfarent greb om både sproget og sin historie. Men han er ingen Kim Newman, og jeg kan godt savne Newmans plaprende og boblende stil og den måde, Newman forstår flirtende at lege med popkulturen og dens myter. For mig er de bedste af de bøger, Stableford har skrevet for GW, skrevet til Warhammer Fantasy, hvor han på sit eget område stilmæssigt er uovertruffen, og hvor han faktisk er bedre end Newman.

Forstå mig ret, Ghost Dancers er en god bog, der blander elementer af klassiske westernhistorier med William Gibson-style cyberpunk og tilføjer et sjat horror og gore.

Route 666 (Jack Yeovil, Boxtree, 1994)

Det er har været med til at skabe en del forvirring, at der har været to forskellige bøger i Dark Future-serien med samme navn. Nok også specielt fordi at denne, den sidste bog i serien, først udkom, efter at Games Workshops bøger blev udgivet af Boxtree.

Den fik da heller ikke nær så meget promotion som de forrige bøger (alle de andre havde fået helsides annoncer i White Dwarf, hvilket denne ikke fik). Nok fordi at Dark Future-linjen som både spil og bogserie på det tidspunkt var helt død.

At denne bog så blev udgivet, er nok lige så meget for at få en afslutning på serien. Tanken har sikkert også været, at det ikke finansielt kunne gå helt galt, da der alligevel var nogle kerne-Dark Future-fans derude, som selvfølgelig ville købe slutningen til den serie, hvori de havde læst de andre bind.

Men konsekvensen af det har omvendt været, at eksistensen af denne bog slet ikke er kendt for de fleste ud over den absolutte hardcore. Dette besværliggøres selvfølgelig også af, at den har det samme navn som den første bog i Dark Future-serien. Og hvorfor fik den så det samme navn? Var de virkelig ved at løbe så tør for ideer, at de ikke kunne finde på noget nyt, eller syntes de bare, at det med at sætte et ekstra sekstal på Route 66 var så smart en idé,, at den måtte de bruge to gange?

Det har faktisk sin gode begrundelse, for med denne bog vender Newman tilbage til novellen Route 666 fra Route 666-antologien, hvori Elder Nguyen Seth og Jessamyn “Jazzbeaux” Bonney aka Krokodil optræder for første gang.

Den tager begivenhederne fra novellen og fletter dem ind i en større sammenhæng, hvor man ser de samme hændelser fra flere perspektiver. Alt dette fortalt med spring i begivenheder op til 150 år mellem hinanden. Det betyder også et væld af personer, der fortæller deres historie med hver deres tunge og gennem hvad, der skal være nostalgiske radioshows og deslige.

I struktur er dette klart én af den mest eksperimenterende af Kim Newmans Dark Future-bøger. De mange vinkler og mange forskellige personer, samt den yderlige udforskning af Dark Future-universets alternative historie, gør den nok også til den sværest tilgængelige af bøgerne, i hvert fald hvis man ikke har et ganske godt kendskab til seriens øvrige bøger og univers på forhånd.

En ny begyndelse

For lidt over halvanden måned siden, da postapokalypse-temaet til Planet Pulp var i planlægningsfasen, var det meningen, at denne anmeldelse skulle slutte her. Dark Future-bogserien havde på det tidspunkt været død og borte i over 11 år, siden 1994.

Utroligt nok bliver serien genoptaget i starten af dette år af Games Workshops nye forlagsgren, Black Library.

Black Library startede i slutningen af halvfemserne, og har siden da haft stadigt voksende succes med en kombination af genudgivelser af de gamle bøger, nye udgivelser med de gamle Warhammer-forfattere som William King samt Stableford og Newman (stadig som Brian Craig og Jack Yeovil), og endelig har Black Library også været i stand til at skabe nye stjerneforfattere inden for Warhammer, som f.eks. Dan Abnett.

En af deres nyeste satsninger er en sub-label med navnet Black Flame, der blandt andet udgiver 2000 AD-romaner. Black Flame har netop her ved årsskiftet taget Dark Future-linjen op igen, utroligt nok! De første to udgivelser kom i slutningen af december, og består af en genudgivelse, Demon Download, samt en helt ny bog, Golgotha Run af Dave Stone.

Det skulle da helt klart med i Dark Future-artiklen og temanummeret, og fluks blev Golgotha Run bestilt hjem til anmeldelse.

Golgotha Run (Dave Stone, 2005, Black Flame)

Jeg kan kun sige, at min frygt for at blive skuffet over denne bog er blevet blæst helt ad helvede til! Jeg er mere end tilfreds; jeg er begejstret – mere end begejstret; hyper-begejstret! For Dave Stone gør det virkelig godt; så godt, at jeg får lyst til at opspore hans andre værker (han har åbenbart lavet romaner til henholdsvis Judge Dredd og Doctor Who – ja så bliver det ikke mere britisk på den nørdede måde).

Og vi kan kun håbe og bede til, at han laver flere Dark Future-romaner. Hans stil har nogle lighedspunkter med Kim Newmans, i form af en snakkende slang-talesprogssstil med en hel del popkultursensibilitet, og alligevel er den helt hans egen.

Man skulle tro, at nogen havde glemt at fortælle Dave Stone, at det er cutie-spilfiktion, han skulle skrive her, og som ikke gerne skulle støde eller fremmegøre nogen, specielt ikke dens pre-teen hovedpublikum. Eller også skider han og Black Flame bare på det, for her er en fragmenteret fortalt historie, fyldt med vold, bræk, afrevne legemsdele, vulgær sex, perversioner og kulsort ironi. Ikke bare sort ironi, men også en samfundskommentar til vores virkelighed uden at være prædikende. Lad mig komme med et eksempel fra bogen:

“What kind of President, asks Hicks, could be so adled and opportunistic as to confuse two entirely different and separate world powers purely on the basis that he considers them both to be dangerous foreigners with guns?”.

Jep, det er vist ikke kun bogens fiktive præsident, der bliver talt om der. For ligesom de oprindelige Dark Future-bøger, foregår Golgotha Run i en alternativ virkelighed, hvor f.eks. John Lennon blev politiker i stedet for rock star. Samtidig foregår bogen i 2021, så man ved ikke altid, hvad der resultat af en anderledes historie end vores egen, og hvad der skyldes, at det foregår i en nær fremtid. Netop denne usikkerhed, hvor man ikke ved mere end hovedpersonerne fortæller, bliver der spillet på, og det gjorde der også i de gamle bøger.

Hovedpersonen i Golgatha Run er Eddie Kalish, en forældreløs klunser og skraldesamler på fremtidens motorvej. Han støder ved et tilfælde på en af GenTechs roadtrains, som er blevet overfaldet, og hvor han redder en i første omgang helt uskyldigt udseende sygeplejerske ved navn Trix Desoto.

Dette fører ham dog direkte ind i GenTechs klør, der udsætter ham for en af Doc Zarathustras behandlinger, hvilket gør Eddie til boplads for noget ikke helt menneskeligt. Som man kan se, er der nogle gamle kendinge med her, og som Stone formår at gøre til sine egne. De eventuelle dæmoniske kræfter har nu fået et mere Hellraiser-agtigt islæt, og det skader bestemt ikke.

Oven i alt dette bliver der så strøet små referencer til tredivernes detektiv-pulp-noir, futuristernes manifest fra 1920′erne og Charles Baudelaire (ja, Baudelaire!). Kort sagt, hvis det ikke skulle være gået op for alle endnu, kan jeg ikke anbefale denne bog nok, og jeg håber bestemt, Dave Stone vælger at skrive flere Dark Future-bøger.

I januar er der yderligere udkommet en lignende kombo, en Yeovil/Newman-genudgivelse (Route 666) og en helt ny bog, American Meat af Stuart Moore. Derfor bliver de kun nævnt her og ikke anmeldt, da de ikke er blevet læst endnu. Og derfor er det heller ikke til at sige, om Jack Yeovil-genoptrykkene stadig foregår i 1994, eller om de er blevet fremdateret til 2020. Men læses skal de helt sikkert.

Tegner lovende

Dark Future-serien var noget af det mest originale, der kom ud af Warhammer Books i slutfirserne, og man kan kun være glad for, at de er vendt tilbage og det endog med helt nye udgivelser, der bestemt tegner lovende, hvis man skal tage vurdere ud fra fra Dave Stones Golgotha Run. Black Flame har ikke offentlig gjort nogle planer for, hvor langt de planlægger at strække serien i første omgang og om den følges op af en eller anden form for spiludgivelse, men man kan da altid håbe.

I nedenstående refereres kun til førsteudgaver. Data om andre udgaver kan findes på The Locus Index to Science Fiction (1984-1998)
hvid
Titel: Route 666
Redaktion: David Pringle
Forfattere: Jack Yeovil, Brian Craig, Neil Jones, Myles Burnham, Niel McIntosh, Wiliam King
Forsideillustration: Simon Bisley
Forlag, år: GW Books, 1990
Format: Paperback
Sideantal: 254
hvid
Titel: Demon Download
Forfatter: Jack Yeovil (Kim Newman)
Forsideillustration: John Blanche
Forlag, år: GW Books, 1990
Format: Paperback
Sideantal: 253
hvid
Titel: Krokodil Tears
Forfatter: Jack Yeovil (Kim Newman)
Forsideillustration: John Blanche
Forlag, år: GW Books, 1991
Format: Paperback
Sideantal: 259
hvid
Titel: Comeback Tour
Forfatter: Jack Yeovil (Kim Newman)
Forsideillustration: John Blanche
Forlag, år: GW Books, 1991
Format: Paperback
Sideantal: 234
hvid
Titel: Ghost Dancers
Forfatter: Brian Craig (Brian Stableford)
Forsideillustration: John Blanche
Forlag, år: GW Books, 1991
Format: Paperback
Sideantal: 240
hvid
Titel: Route 666
Forfatter: Jack Yeovil (Kim Newman)
Forsideillustration: Oliver Frey
Forlag, år: Boxtree, 1994
Format: Paperback
Sideantal: 245
hvid
Titel: Golgotha Run
Forfatter: Dave Stone
Forsideillustration: Jaime Jones
Forlag, år: Black Flame Publication, 2005
Format: Paperback
Sideantal: 256

Af: Claus Jacobsen | 13/02/2006