13. juli 2012

Leder og indhold – 13. juli 2012

Så er det sommer. Typisk pissevåd dansk sommer vel at mærke. Men det har også sine fordele. Eksempelvis at sidde klistret foran skærmen hele dagen til Tour de France med god samvittighed.

I denne måned bringer vi her i lederen nogle overvejelser vedrørende anmeldelser og det at være anmelder. Og så kommer vi med nogle bud på, hvad du kan fornøje dig med, mens der ikke er Tour i TV.

Den objektive anmeldelse: Utopi eller mulighed?

En anmeldelse er meningsjournalistik. Altså stedet hvor Thomas Treo kan komme af med sin sure galde og Bo Green Jensen sine højtflyvende analyser. Ja, rent faktisk vil man som læser ret hurtigt finde ud af, hvilken anmelder der passer bedst til ens eget temperament.

Men er det sådan, at man ikke kan tale om objektive anmeldelser, da alt er farvet af subjektive synspunkter hos anmelderen? På overfladen kan det virke som en utopi at skrive den “objektive” anmeldelse, da det er op til videnskaben at finde de “ægte og objektive løsninger”, der ikke er farvet af de øjne der ser.

Men hvad så med filmvidenskab? Eller litteraturvidenskab og musikvidenskab? Er det ikke netop uddannelser, hvor man som studerende burde få mulighed for at gribe film, musik og bøger an rent akademisk og videnskabeligt? Jo. Men hvor er “smagen” så henne – den der smag, der altid hentydes til, når nogen siger, “at du jo bare ikke kan lide den film, fordi den ikke falder i din smag”?

Jeg vil på ingen måde advokere for, at man ikke kan tale om smag og subjektivitet i anmeldelser. Men jeg vil derimod heller ikke have, at man ikke kan have lov til, rent akademisk, at anmelde en film, uden at folk bare afskriver det som om “du ikke forstår filmen” eller “du kan kun lide det intellektuelle”.

De sprængfarlige meninger
Opinions are like assholes...
For ligesom med alt andet er meningerne en fin ting, men ofte bliver de mere sprængfarlige og spændende, hvis du har noget at have dem i. Så vil nogen sikkert sige: “Ja, alle kan da skrive en anmeldelse”. Og ja, det kan de. Men alle kan også skrive en bog, lave en film, eller indspille en sang, uden at det nødvendigvis bliver tilnærmelsesvis godt.

Hvad er det så jeg vil? Pudse glorien som anmelder eller stille mig selv op på en piedestal. Nej, langt fra. Jeg vil bare gerne have, at man er opmærksom på, at anmeldelser ikke nødvendigvis er meninger pakket ind i letflyvende sprog, men at der faktisk godt kan være “dybe” tanker bag. Men hvordan bedømmer man så et værk objektivt?

Her følger min “opskrift”, som både kan bruges på film, tegneserier, bøger og musik. Man bør ikke altid følge opskriften, men det er godt at have den i baghovedet, og der kan netop opstå noget spændende, når man bryder med formen:

En anmeldelses anatomi

For det første bør man vurdere målgruppen og genren. Hvem henvender værket sig til, vil de få et udbytte ud af værket, og har værket gjort sig “tanker” i forhold til målgruppen og genren? Det dur altså ikke at bedømme en slasher med dine Bergman-briller eller læse Sartre ind i Koontz med mindre du gør det med en twist.

For det andet bør man kigge på de tekniske kvaliteter, og her tænker jeg både på manuskript, kameraarbejde, stavefejl, sjuskede tegninger, skuespillere, fine rim i sangen, godt sprog osv. Kort sagt alle de enkeltdele, der er med til at skabe værket.

Og for det tredje kan man så “vurdere det samlede udtryk”: forløses manuskriptet, holder sangen i pladens kontekst, spiller tegninger og plot sammen i tegneserien og kan King for en gang skyld slutte sin roman af i tide?

Når man kigger hen over de tre punkter skulle det gerne være tydeligt, at der er masse af delelementerne, man kan vurdere objektivt/videnskabeligt: Er dialogen god, er de tekniske kvaliteter i top (CGI, makeup, billedbehandlingen, lydarbejdet m.m.), er manuskriptet veludført, er tegningerne flotte osv.?

Det vigtige er også her at have konteksten in mente, da man netop ikke kan kritisere en dogmefilms kornede billeder eller manglende musik eller det manierede overspil i en stumfilm – eller jo, det man godt, men så bevæger man sig væk fra kontekst og over i personlige præferencer. Men det personlige islæt fra en anmelder vil altid skinne stærkere igennem, hvis de “akademiske” betragtninger sidder i skabet.

Kend dine våben

Jeg, eller redaktionen her på Pulpen, vil ikke fremstå som hellige: Ofte lader vi os selv rive med at den lækre subjektivitet. Det vigtige i denne sammenhæng er bare at pointere, at man faktisk godt kan tilnærme sig den objektive anmeldelse. Et helt andet spørgsmål er så, om det er det, man vil. Men det er godt at kende sine våben, så man kan hive dem frem ved forskellige træfninger.

For hvis man “tror” på den objektive anmeldelse, så er der ikke brug for mere end én anmeldelse til hvert værk. Og sådan hænger det ikke sammen. Anmelderen kommer nemlig for alvor i spil, når vedkommende har forholdt sig til værket og dernæst lader sine personlige kæpheste sparke igennem. De skarpe vinkler, det sjove sprog, de kontroversielle meningerne osv. Det SKAL der være plads til, men der skal også være plads til objektiviteten.

Så hvis du eksempelvis giver Jurassic Park én stjerne, giver det ikke nogen mening, med mindre du gør det som et MEGET velargumenteret statement. At sige du ikke kan lide filmen er din egen sag, men man kan ikke overse at filmen er flot, hænger godt sammen på manuskriptniveau osv. At du ikke kan lide den er sådan set fint nok, hvis man bare også husker at nævne kvaliteterne, for ellers ryger alle former for troværdighed.

Sandheder og ytringsfriheder

På samme måde med Prometheus: Det er fint nok, at mange elsker den film, men man kommer ikke udenom, at den har sine store problemer på manuskriptsiden.

Nogle værker er bare fremragende, selvom nogle anmeldere altid vil kunne bedømme dem negativt: Raiders of the Lost Ark, The Godfather, Citizen Kane, Dumasklubben, Pesten – ja, det er sublime værker, som man sagtens kan hade. Det skal der være plads til. Ytringsfrihed, og alt det der, men der skal også være plads til fornuften. Og vi mener, de bedste anmeldelser netop kombinerer fornuften og den lækre subjektive vurdering, hvor man giver læserne lyst til, eller ikke lyst til, selv at opsøge værket og danne deres egne meninger.

Denne måneds høst

I denne måned fortsætter vi James Bond-kavalkaden med anmeldelser af Roger Moores to sidste Bond-film og Timothy Daltons første. I samme omgang kigger vi på musikken fra de tre film, og så er vi parat med anden del af vores artikelserie om skuespillerinderne bag Bonds Babes.

En anden serie, vi fortsætter vores kig på, er Robert Kirkmans The Walking Dead, hvor vi nu er nået til bind 16, A Larger World, der heldigvis er bedre end de umiddelbart foregående bind, hvor Kirkman var ved at løbe lidt tør for idéer.

Vi færdiggør også anmeldelserne af serien af Gemini-bøger med bind fem og seks i rækken, og endelig har vi også en lille håndfuld film på programmet, der ikke har noget med Bond at gøre, bl.a. David Lynchs The Elephant Man, gensplejserfilmen Splice og middelalderkrimien The Reckoning.

Vi ses i næste måned. Kom så Chris Anker Sørensen, tag den trøje!

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe

Film:
The Elephant Man (strong>Elefantmanden) (David Lynch, 1980)
A Horrible Way to Die (Adam Wingard, 2010)
The Living Daylights (Spioner dør ved daggry) (John Glen, 1987)
Octopussy (John Glen, 1983)
The Reckoning (Paul McGuigan, 2003)
Splice (Vincenzo Natali, 2009)
A View to a Kill (Agent 007 i skudlinjen) (John Glen, 1985)
Wam Bam Thank You Spaceman (William A. Levey, 1975)

Filmmusik:
The Living Daylights (John Barry, 1987)
Octopussy (John Barry, 1983)
A View to a Kill (John Barry, 1985)

Bøger:
Dr. No (Ian Fleming, 1958)
Gemini 5: Dødens Symfoni (Mette Finderup, Thomas Munkholt & Lars Gabel, 2012)
Gemini 6: Det Trettende Tegn (Mette Finderup, Thomas Munkholt & Lars Gabel, 2012)

Tegneserier:
The Walking Dead 16: A Larger World (Robert Kirkman & Charlie Adlard, 2012)

Artikler:
Bonds Babes del 2: 1970′erne