The ‘Burbs

“Dem, der bor nede i nummer 17 kommer aldrig ud!” eller “Hansen-familien nede i nummer 666 mistede deres datter tilbage i 1983 og siden da har de opført sig underligt” eller “Jeg er sikker på, at gamle hr. Severinsen nede i nummer 5 var nazist under Anden Verdenskrig!”

Skumle fortællinger fra forstaden

Hvis man, som jeg, er vokset op i et parcelhuskvarter i en mindre forstad til en større sønderjysk by, så forstår man godt konceptet i Joe Dantes skønne The ‘Burbs. Idéen om at dem, der bor helt tæt på os, kan være alt fra søde bedsteforældre til seriemordere, kan være både spændende, morsom og skræmmende. Og det er netop essensen i Dantes sorte komedie, som blander flere forskellige genrer.

En af filmens karakterer fortæller en historie fra kvarteret, og man kan nok godt fornemme denne skønne blanding mellem historiefortælling og paranoia:

“Skip’s family, dead. Murdered… by Skip… weeks earlier… with an ice pick. Yeah, the guy killed his own family with an ice pick. Yeah… yeah just put ’em in the cool basement, covered ’em up with a sheet and went back to makin’ ice cream treats for the townsfolk. Only thing… Skip didn’t count on there being a big heat wave that summer. You know what that was that all those people were smelling over on Elm, Ricky?”

Ray skal holde ferie, men…

Vi er et sted i USA i et lækkert, generisk forstadsmiljø. Et helt lille samfund i sig selv.

Filmens hovedperson Ray Peterson (en skøn Tom Hanks) har en uges ferie, og den ønsker han at holde hjemme! Selvom hustruen Carol Peterson (herlige Carrie Fisher) opfordrer ham til at lave noget andet.

Men Ray holder fast! Hygge i forstaden, blandt andet sammen med den larmende og grovædende nabo/ven Art (Rick Ducommun i en rolle, der også have passet godt til en type som John Candy).

I kvarteret bor også Vietnam-veteranen Mark Rumsfield (Bruce Dern oser væk af perfektion i denne rolle og leverer skønne replikker som “In Southeast Asia we’d call this kind of thing bad karma.”) sammen med sin smukke hustru, og vi møder også teenageren Ricky Butler (den på det tidspunkt allestedsværende Corey Feldman). Det er denne lille gruppe, der er filmens hovedpersoner.

Så skulle man tro, at den bare står på hygge og fladpandet nabohumor, men sådan skal det ikke gå. For i et stort og forfaldent hus, der ligner noget fra en gotisk gyser, bor de mystiske “The Klopeks”.

Man ser dem ikke, de kører nogle gange ud i en stor, gammel, skummel bil, der kommer underlige lyde fra deres kælder, ja, alt råber og skriger til den indbyggede forstadsparanoia i vores lille gruppe af hovedpersoner.

For hvad nu, hvis “The Klopeks” er en gruppe mordere eller satanister – eller måske begge dele?

Hvem er de mystiske naboer?

Under alle omstændigheder bliver Rays planlagte ferie til noget helt, helt andet. Gejlet op af de andre naboer, ikke mindst Art, begynder den helt store overvågning af “The Klopeks” og deres mystiske hus. Og da en ældre mand, Walter, fra kvarteret forsvinder, puster Art til ilden ved at sige:

“Ray, there’s no doubt anymore. This is real. Your neighbors are murdering people. They’re chopping them up. They’re burying them in their backyard. Ray… This is Walter.”

Derefter eskalerer paranoiaen, før det hele eksploderer i det forrygende klimaks.

Fantastiske Joe Dante

Filmens største styrke er Joe Dantes leg med de forskellige genrer. Hyggen, humoren, fra den amerikanske forstad tilsat decideret horror.

Dante formår at få det bedste ud af skuespillerne, der åbenlyst har haft en fest under optagelserne, og endvidere er miljøet fornemt realiseret – filmen blev udelukkende optaget i Universal Studios i sommeren 1988, så der er styr på huse, lyssætning osv. som i en gammeldags studiefilm.

Joe Dante. Stor, men ikke helt så stor som de rigtig store. Anerkendt, men ikke anerkendt nok. Som jeg ser det, har Dante lavet mange fremragende film; film der ofte bevæger sig rundt i samme fantastiske legeland som eksempelvis den yngre Steven Spielberg.

Der hvor magien og eventyret ofte starter i forstaden. Og der, hvor ægte Hollywoodmagi skabes; magi, der ofte smager af barndommen og magi, der ofte smager af gys.

Med masser af humor og genrekærlighed instruerede Dante gyserne Piranha (1978) og The Howling (1981), før det det store kommercielle gennembrud kom med Gremlins i 1984 – en film med et budget på 11 millioner dollars og en indtjening på omkring 150 millioner dollars.

Dante fulgte op med box office-floppet Explorers i 1985, og i 1987 ramte han så verden med den herlige Innerspace (med den fremragende danske titel Min mikromakker).

Wow, hvor så jeg Dantes film mange gange som knægt, ikke mindst The ‘Burbs – den udkom i Danmark som Nabokrigen! Joe Dantes forstadshumor, krydret med diabolsk horror, gjorde et stor indtryk på mig.

Skuespillerne, at det hele foregik på den samme lille vej, det vilde og lidt rodede manuskript, paranoiaen, Goldsmiths musik og stemningen, overraskelserne, ja, den gjorde det godt dengang.

Nu så jeg den sammen med min søn Frode, og den holder også for den kommende generation! Tak – og for en nu mere udviklet og voksen filmnørd er der en masse referencer, som jeg ikke fangede dengang, som nu træder frem for mig.

Ægte paranoia!

The ‘Burbs er, udover at være en anderledes og ret sær og meget underholdende sag, et fornemt studie i paranoia. Måske den nuværende amerikanske præsident voksede op i et lignende kvarter? Måske der boede onde mennesker, der pirrede den kommende præsidents frygt? Der gjorde den kommende præsident til en paranoid bølle?

I 2026 kom TV-serien The ‘Burbs, som er baseret på filmen. Første sæson er på otte afsnit, og en anden sæson er på vej. Jeg har ikke set den og kommer nok heller ikke til det.

Jeg vender hellere opmærksomheden tilbage mod 1989, hvor Art, næsten, får det sidste ord:
“Now they know that we know that they know that we know.” Velkommen til uforfalsket paranoia i forstaden, velkommen til en skøn, lidt rodet og vild film!

Anmeldt i nr. 246 | 13/05/2026