13. juli 2012

The Reckoning

Dyster og barsk engelsk middelalder fyldt med synd og mordmysterier. Så er der lagt i pejsen til en stemningsfyldt lille thriller.

The Reckoning er instrueret af Paul McGuigan, der har instrueret film som Lucky Number Slevin (2006), Gangster No. 1 (2000) og Push (2009). Manuskriptet, en adaption af Barry Unsworths roman Morality Play (1996), er skrevet af krimi- og manuskriptforfatter Mark Mills. Uden at have læst Unsworths roman er den, efter at jeg har set filmen, kommet på listen over bøger, jeg vil læse. Simpel historie, men tilsyneladende utrolig velskrevet.

Fortælling i mere end én forstand

Vi befinder os i England. Året er 1380. Normanniske adelsherrer styrer livets gang og konspirerer heftigt med den romersk-katolske kirke. I en landsby afsløres en ung præst i færd med at bryde kyskhedsløftet, og han tager flugten. Plaget af sin udåd (udover det efterfølgende slagsmål, vist i flashbacks, har han tydeligvis mere på samvittigheden) er han på jagt efter en eller anden form for syndsforladelse.

På sin vej gennem de kolde, engelske skove støder han på en gruppe mennesker, der i gang med et drab. De viser sig at være en omrejsende teatertrup, og den dræbte er deres gamle, sygdomsplagede leder, der har bedt om at få gjort en ende på lidelserne. Nicholas bliver kort efter indlemmet i truppen, selv om ikke alle bryder sig om at have en mand på flugt i selskabet.

Truppen ankommer nu til næste landsby for at opføre deres sædvanlige, traditionelle Bibelspil (engelsk: morality play), men her er der uro efter fængslingen af en ung, døvstum kvinde. Hun står anklaget for at have dræbt en dreng – kronvidnet i sagen er Benediktinermunken Simon Damian, men der er noget, der ikke passer.

Nicholas afslører sit hverv og får teaterleder Martin og syerske Sarahs far begravet. Han foreslår, at truppen i stedet for det traditionelle Bibelspil bør opføre mordet på den lokale dreng. Efter stor uenighed blandt skuespillerne, er de enige om, at Bibelspillet alligevel ikke gav nok indtjening, og Martin og Nicholas opsøger den døvstumme kvinde for at få hendes version af sagen.

Modernitet presser på i et undertrykt, autoritært samfund

De opfører nu deres dramatiske bud på mordet foran lokalbefolkningen og får rippet op i et blødende sår. Ikke kun hos drengens forældre – det bliver nu tydeligt, at alle i byen ved, at den unge kvinde er uskyldig. Pludselig bliver teaterscenen et middel til at fremprovokere sandheden, og truppen får mere at vide, end de egentlig havde lyst til!

Søger du et traditionelt, korrekt britisk periodedrama, går du forgæves. Filmen her er et uhøjtideligt bud på middelalder-realisme med alt hvad det indebærer af mørke, kulde, snavs og dagligliv. Der er stemning for alle pengene, og man fornemmer, at den ikke har været helt billig at lave – derfor er realismen en ekstra stor bonus.

Production designet er gennemført og lige noget for dem, der nyder realistiske fortællinger om middelalderen. Den er indspillet i både Storbritannien og Spanien, og de smukke, barske landskaber tilfører filmen et skud ekstra realisme.

Filmens intro er stille nærbilleder af en rislende bæk, et dyreskelet i skovbunden og en hånd, der med en kniv skærer hår af. Så er stemningen sat. Indimellem i filmen klippes der til unødvendige arthouse-agtige sekvenser af f.eks. Martin i færd med at gå i bro eller når Nicholas mest af alt ligner et boyband-medlem i en musikvideo, da han vasker sig i en bæk.

Andre gange er det helt passende, som med de tavse, rolige klip af skuespillerne, der med gennemborende blikke spejler sig i seeren under sminkningen. Måske der bare er tale om, at idéen fungerer bedst, når skuespillere med heftig karisma er motivet.

Heldigvis ikke et forsøg på at gå Rosens Navn i bedene

På overfladen vil mange nok pege på lighedspunkter med Der Name der Rose (Rosens Navn, 1986). De er begge sprængfyldt med middelalderlig, stemningsfyldt realisme, og begge har en ung mand i strid med sine lyster samt mordmysterier og emnet magt som en del af plottet.

Her stopper lighedspunkterne så også, for The Reckoning er ikke kun et utraditionelt periodedrama, men nærmere en god blanding af genrer; western, drama og thriller. Samtidig er den mere alvorlig i tonen og meget hurtigere i tempo end den førnævnte klassiker, og ensemblet udstråler generelt en forfriskende ydmyghed overfor historien.

Irriterende hovedrolle – herlige biroller

Filmen byder på en gedigen ensemblepræstation og heldigvis for det! Paul Bettany fra blandt andet A Beautiful Mind (2001), A Knight’s Tale (2001) og stemmen bag Jarvis i Avengers-universet har nemlig hovedrollen. Han er ikke dygtig nok til hovedroller, og her er han kun proklamerende og selvhøjtidelig. Efter min mening bør man bare beslutte sig for at ignorere ham for filmoplevelsens skyld!

Willem Dafoe spiller truppens nye leder Martin, søn af den forrige leder. Ambitiøse Martin er tydeligvis åben over for nye idéer i den meget traditionelle levevej og skal samtidig skynde sig at bevise sit værd som leder for truppens mere rigide medlemmer.

Dafoe er en skuespiller, jeg personligt finder enten irriterende eller gennemsnitlig. Som Martin er han heldigvis afdæmpet, og bortset fra hans grinagtigt dårlige virvar af accenter i starten, der lyder som en dårlig Cary Grant-imitation, fungerer han udmærket som Martin.

En ung Tom Hardy gør sig bemærket i rollen som Straw med sin farlige forfører, og som kæk fangevogter kan man i få sekunder opleve en yngre Simon Pegg. Især tre navne snupper dog opmærksomheden i denne film.

Cox, Mínguez og Cassel gør sig bemærket

Tobias er den typiske, tidsløse krukke af en ”AC-tor”. Han er truppens ældre brokkehoved, der frygter forandring. Han spilles perfekt af Brian Cox, der stjæler en stor del af filmen og gør kemien i truppen fuld ud troværdig. Den hyppigt brugte skuespiller er kendt for film som Troy (2004), Zodiac (2007) og Braveheart (1995) samt britiske TV- og narrator-roller.

Den døvstumme, anklagede kvinde spilles imponerende af Elvira Mínguez med fagter, mimik og en desperation, så man glemmer, man ser på en skuespiller. Hun er en spansk skuespiller, jeg intet kendte til, og på hendes CV står film som Días contados (1994) og The Dancer Upstairs (2002).

Lord de Guise er slibrig, lapset og kvalmefremkaldende trods sine utroligt få, korte scener. Blændende spillet af Vincent Cassel, som man kender fra blandt andet La Haine (1995), Irréversible (2002) og Black Swan (2010). Cassel har i øvrigt én gang før spillet manden, som de Guise med stor sandsynlighed er bygget på – den historisk pædofile Lord Gilles de Rais – i Jeanne D’Arc (1999). Accenten holder slet ikke, men de klamme blikke, gestikken og hans tone opvejer dette.

Hyggelig, uhyggelig lille sag

I ekstramaterialet fortælles det, at Simon McBurney (rollen Stephen), der egentlig kun var hyret til at instruere teaterscenerne, rystede ensemblet sammen med daglige øvelser – et meget godt billede på den gode kvalitet af præstationerne i filmen.

Er du til realistiske, gennemførte middelalderplots, der vælger at gå egne veje, og kan du se bort fra Bettanys stil er The Reckoning én du skal sætte på listen over film, der skal ses.

4 stjerner

Titel: The Reckoning
Instruktør: Paul McGuigan
Manuskript: Mark Mills, adapteret efter Barry Unsworths roman, Morality Play.
Cast: Paul Bettany, Willem Dafoe, Simon McBurney, Brian Cox, Gina McKee, Tom Hardy, George Wells, Vincent Cassel, Elvira Mínguez, Matthew Macfadyen, Ewen Bremner, , Mark Benton, Hamish McColl, Marián Aguilera, Trevor Steedman.
Producere: Caroline Wood (producer), Stephen Evans (executive producer), Angus Finney (executive producer)
Foto: Peter Sova
Klip: Andrew Hulme
Musik: Adrian Lee & Mark Mancina
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital, 5.1, 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: UK, 2003
Produktionsselskaber: Renaissance Films, Kanzaman og M.D.A. Films S. L.
Distributør (DVD): Entertainment In Video
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 81 | 13/07/2012