Dr. No

6 minutters læsetid
Dr. No

Ved afslutningen af From Russia, With Love (1957) havde Ian Fleming åbnet en dør for sig selv, så han kunne lade romanen være enden på James Bond, hvis han ønskede. Sådan skulle det dog ikke gå – måske mest af alt fordi et TV-projekt, Fleming var involveret i, ikke blev til noget.

I 1956 var Fleming kommet i kontakt med Henry Morgenthau III, søn af den amerikanske finansminister under Anden Verdenskrig, Henry Morgenthau II. Morgenthau III havde ambitioner om at blive filmproducent, og sammen med nogle kontakter i den jamaicanske regering havde han en plan om at udvikle en jamaicansk filmindustri. Planen var at lave en TV-serie til det amerikanske marked.

Fleming kom ind i billedet i forbindelse med udviklingen af et manuskript og skrev en treatment til serien, der skulle omhandle en amerikansk hemmelig agent ved navn James Gunn. Serien endte med ikke at blive til noget, og i stedet tog Fleming sin treatment og brugte den som basis for en ny James Bond-roman. Fleming skrev første udkast til Dr. No i januar-februar 1957, og romanen udkom i marts 1958 på forlaget Jonathan Cape.

Befriende enkel

Måske fordi Dr. No ikke begyndte som en ”almindelig” James Bond-roman, er den faktisk befriende enkel. Selv om ingen af de tidligere Bond-romaner havde været decideret komplicerede stykker litteratur, havde Fleming alligevel eksperimenteret i stigende grad med struktur, plot og personkarakteristikker – mest fremtrædende i From Russia, With Love. Dette mangler totalt i Dr. No, der på alle måder forløber lige ud ad landevejen og med masser af tjubang. Og det er slet ikke dårligt, når det er Ian Fleming, der har siddet bag skrivemaskinen.

Idet historien begyndte som et oplæg til en TV-serie, der skulle optages på Jamaica, er handlingen i romanen også hensat til den caribiske ø. Sidste gang Bond besøgte Jamaica var i Live and Let Die (1954), hvor Flemings kærlighed til øen skinnede tydeligt igennem og førte til nogle glimrende beskrivelser af natur og mennesker. Jeg er glad for at kunne meddele, at akkurat det samme er tilfældet i Dr. No, hvor vi i øvrigt også møder nogle af de samme mennesker, vi mødte i Live and Let Die.

En ren rutinesag

Forsiden af førsteudgaven af 'Dr. No', forlaget Jonathan Cape, 1958.
Forsiden af førsteudgaven af ‘Dr. No’, forlaget Jonathan Cape, 1958.

Bond er lige blevet udskrevet fra hospitalet, hvor han er kommet sig oven på Rosa Klebbs forgiftningsforsøg. M er dog ikke helt sikker på, at Bond er i topform, så han beslutter sig for at give Bond en nem opgave. Bond skal tage til Jamaica og undersøge, hvorfor efterretningsmanden Strangways og hans kvindelige assistent er forsvundet. Alle regner med, at Strangways og pigen er rejst bort sammen, og M regner derfor med, at det bliver en ren rutinesag; en nem sag for Bond – ja, lidt af en ferie faktisk.

Den eneste, der ikke tror på, at Strangways og pigen har haft en affære og er forsvundet sammen, er Bond. Og som læsere ved vi allerede på dette tidspunkt, at Bonds instinkt er korrekt. I første kapitel har vi nemlig været vidne til, at Strangways og hans assistent er blevet myrdet af en gruppe af chigroes – slang for kinesiske afroamerikanere.

Da Bond ankommer til Jamaica møder han først en del modstand fra den engelske guvernør, der gerne vil lukke sagen, som han anser som en pinlig affære, men det lykkes alligevel for Bond at grave dybere. Han finder ud af, at Strangways har været interesseret i en lille ø i farvandet mellem Jamaica og Cuba, som nogle år tidligere er blevet købt af den mystiske Dr. No.

Bond tager kontakt til sin gamle kontakt Quarrel, som vi mødte i Live and Let Die, og de to organiserer en ekspedition til Dr. Nos ø, Crab Key, som er omgærdet af mange rygter. Ikke mindst fordi påfaldende mange, der gerne har villet besøge øen, er døde. Da de ankommer til øen, møder de den smukke Honey Rider; en jamaicansk pige, der samler værdifulde konkylier på Crab Key og som har formået at undgå at blive fanget af Dr. Nos mænd. Men denne gang går det anderledes, og Bond og Honey Rider ender i kløerne på den diabolske doktor.

Jeg skal nok undlade at fortælle præcis, hvad Dr. Nos setup er, men jeg kan dog afsløre så meget, at han hverken er medlem af SPECTRE (som Dr. No er i filmen af samme navn) eller har noget at gøre med SMERSH. Der er dog en vis russisk indflydelse, men Dr. No er en fri agent, der primært arbejder for sine egne formål.

Lige ud ad landevejen

Dr. No er som sagt en historie, der kører lige ud ad landevejen, og det er tydeligt, at Fleming i denne omgang primært har været interesseret i den rå underholdningsværdi. Ikke dermed være sagt at han helt undlader at give os yderligere indblik i James Bonds personlighed, men generelt er Dr. No en langt enklere fortælling end den umiddelbart foregående roman.

Det er også en roman, hvor der er skruet op for både vold og sex, hvilket betyder, at Dr. No i ordets allermest positive forstand er en vaskeægte knaldroman. Honey Rider er den mest seksuelt udfordrende og borderline Lolita-agtige kvindelige karakter, Fleming har skrevet op til dette punkt: Et næsten uspoleret naturbarn, der tilmed er meget ung – kun tyve år gammel. Fleming lægger heller ikke fingre imellem i sine beskrivelser af Honey Rider, og selv om romanen ikke er eksplicit, er der masser af antydninger.

Et godt eksempel på Bond-romanernes temaer

Uden at jeg ønsker at parafrasere alt for voldsomt over Wikipedias i øvrigt glimrende opslag om Dr. No, vil jeg alligevel med udgangspunkt heri nævne, at romanen på fin vis eksemplificerer flere af de temaer, der løber gennem Bond-romanerne som røde tråde. Et af disse temaer er netop kvinderne, og her er Honey Rider et godt eksempel, for helt uspoleret er hun ikke.

Som flere andre af de kvindelige hovedpersoner i Bond-romanerne har hun været udsat for en voldtægt, og hendes næse er desuden brækket, hvilket giver hendes skønhed en twist, der dog bare får Bond til at opfatte hende som endnu smukkere. Som sådan er Honey Rider et godt eksempel på et af de gennemløbende temaer i Flemings forfatterskab: At kvinderne på én eller anden måde ofte afviger fra det normale.

Andre temaer, der dukker op i Dr. No, er venskab og magt – også disse er temaer, der løber gennem Flemings romaner. Dr. No er bestemt ikke den første Bond-skurk, der har ført længere monologer omkring hvad magt i grunden er for noget – Mr. Big i Live and Let Die gjorde det samme – men Dr. No er måske den, der har den mest filosofiske interesse i spørgsmålet, hvilket også er med til at gøre ham til én af de mest nederdrægtige modstandere, Bond har været oppe imod – en vaskeægte sadist, der har en næsten akademisk interesse i menneskelig lidelse og smerte.

Bonds venskab med Quarrel spiller også en betydelig rolle i romanen og betydningen af dette venskab bliver ekstra prægnant af årsager, jeg ikke skal afsløre her. Venskab og loyalitet mellem venner er et tredje væsentligt tema, der løber gennem mange af romanerne; i Dr. No eksemplificeret ved Quarrel og i andre af romanerne ved Felix Leiter og til en vis grad også Bonds chef M, som Bond dog også har et næsten far-søn-agtigt forhold til.

Dette far-søn-agtige forhold kan måske nævnes som et fjerde gennemløbende tema, for i adskillige af romanerne lader det faktisk til, at Bond er mere bekymret for at skuffe M end han er for sit eget liv.

Selv om Dr. No mere end noget andet “bare” er en ekstremt underholdende knaldroman, fungerer den på måder altså også glimrende som et eksempel på nogle af James Bond-bøgernes overordnede tematikker. Ikke at de ovennævnte temaer er udtømmende for romanrækken som helhed, for flere kunne tilføjes; f.eks. imperialistisk nostalgi. Flere af romanerne kan læses som udtryk for en drømmen sig tilbage til en tid, hvor briterne havde mere slagkraft på verdensscenen end de reelt havde, da Ian Fleming skrev sine romaner – en tid hvor det engang så store og stolte britiske imperium var i fuld gang med at smuldre.

Bundsolidt indlæg

Selv om Dr. No ikke er lige så eksperimenterende som f.eks. From Russia, With Love, og selv om vi har set det hele før – plotstruktur, setting og karaktertyper – så formår Ian Fleming både at underholde bravt og at formidle sin store kærlighed til Jamaica igennem en lang række stemningsfulde beskrivelser. Endnu et bundsolidt indlæg i rækken af Bond-romaner.

5 stjerner
Titel: Dr. No
Forfatter: Ian Fleming
Forlag: Jonathan Cape
Udgivelsesår: 1958
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2004
Forlag: Penguin Books (Modern Classics)
Format: Paperback
Sideantal: 233
hvid
Dr. No er udkommet på dansk i flere udgaver. Romanen udkom på forlaget Grafisk i 1963 under titlen Operation mord og kom på samme forlag og under samme navn i flere optryk. I 1984 og igen i 2006 udgav Aschehoug romanen, begge gange under titlen Dr. No.

Anmeldt i nr. 81 | 13/07/2012

Stikord: Filmatiseret, James Bond

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.