13. juli 2012

The Living Daylights

The Living Daylights får topkarakter herfra! Det er den mest velfungerende Bond-film i årevis og Timothy Dalton kommer med sin fortolkning af Bond tættere på Ian Flemings figur end nogen andre.

Efter A View to a Kill (1985) takkede Roger Moore endelig af i rollen som James Bond efter 12 år og syv film, og så gik jagten ind på en ny skuespiller til rollen. En række forskellige skuespillere var under overvejelse til rollen, bl.a. Timothy Dalton, Sam Neill og Pierce Brosnan.

Indledningsvist ville producenterne gerne have Dalton, men der var problemer med at få kalenderen til at stemme, da Dalton var i gang med at indspille filmen Brenda Starr (1989). Derfor endte det faktisk med, at Broccoli og co. tilbød rollen til Pierce Brosnan, som første gang havde mødt Broccoli under indspilningen af For Your Eyes Only (1981), fordi Brosnans daværende kone medvirkede i filmen. Allerede dengang havde Broccoli fået et godt øje til Brosnan som en mulig Bond-kandidat, og nu så det altså ud til at komme til at ske.

På dette tidspunkt havde NBC lige lukket TV-serien Remington Steele, som havde haft Brosnan i titelrollen siden seriens start i 1982. Men den fornyede interesse omkring Brosnan på grund af Bond-rygterne betød, at NBC alligevel besluttede sig for at lave endnu en sæson af serien, som Brosnan var kontraktligt bundet til.

Dalton og Bond

På dette tidspunkt i processen var produktionen af Brenda Starr så langt fremskreden, at Timothy Dalton ville nå at blive ledig til produktionen af The Living Daylights, så Broccoli tilbød rollen til Dalton, der sagde ja tak.

Faktisk havde Broccoli og Saltzman allerede haft Timothy Dalton i kikkerten som Bond flere gange tidligere. Første gang helt tilbage i 1968, da de skulle finde en afløser for Sean Connery, men den dengang kun 24-årige Dalton sagde selv nej tak til rollen, fordi han mente, han var for ung.

Ifølge Dalton selv havde Broccoli også henvendt sig til ham engang sidst i 1970′erne – det må enten have været lige efter at Roger Moores oprindelige kontrakt på tre film udløb med The Spy Who Loved Me (1977) eller lige efter Moonraker (1979). Efter The Spy Who Loved Me forhandlede Moore sin optræden film for film og var indtil flere gange i tvivl om, hvorvidt han ville gentage rollen. I de sene 1970′ere havde Dalton dog ikke haft den store interesse i rollen, fordi Bond-filmene havde bevæget sig meget langt væk fra det, Dalton opfattede som den rigtige Bond.

Endelig skulle Broccoli også have forhørt sig hos Dalton efter For Your Eyes Only, fordi Moore der seriøst overvejede at sige nej tak til flere optrædener. Det blev som bekendt til yderligere to film til Moore, inden Dalton – atten år efter at han oprindelig var blevet tilbudt rollen – endelig blev præsenteret som den nye Bond ved et pressemøde i august 1986.

The sniper was a woman
Velkommen til en ny James Bond
The Living Daylights henter sin titel og en del af handlingen fra én af Ian Flemings noveller, der udkom i samlingen Octopussy and the Living Daylights, der udkom i 1960. I novellen er Bond snigskytte på en mission, der skal hjælpe en britisk agent med at flygte fra Østberlin. Bond indser, at den russiske snigskytte, han er oppe imod, er en smuk kvindelig cellist, han tidligere har observeret og i stedet for at dræbe hende, skyder han kvindens riffel, så hun ikke kan dræbe den britiske agent.

Ovenstående danner det direkte forlæg for en scene i The Living Daylights, hvor handlingen dog er flyttet til Bratislava. Inden vi er nået så langt, har vi dog fået lagt grunden til handlingen i filmens pre-credits-sekvens, hvor tre 00-agenter – Bond naturligvis iblandt dem – deltager i en øvelse på Gibraltar. Her bliver 00-agenterne smidt ud med faldskærm og idéen er, at de skal se, om de kan omgå de britiske sikkerhedsforanstaltninger på Gibraltar.

Men noget går galt, og de to af agenterne bliver myrdet og én af dem bliver fundet med en seddel, hvorpå der står “Smiert Spionam” – “død over spioner”. De der har læst Ian Flemings Bond-romaner vil genkende navnet som den sovjetrussiske kontraspionageorganisation, der udgør Bonds primære fjende i flere af de tidlige romaner.

Afhopning
Den kvindelige snigskytte
Plottet bliver tykkere, da Bond bliver sat til at hjælpe den russiske KGB-general Giorgi Koskov med at hoppe af. Det er den del af filmen, der finder sted i Tjekkoslovakiet, og hvor handlingen fra novellen The Living Daylights er inkorporeret i filmen. Det lykkes dog at få Koskov ud af landet og til England, og han kan fortælle en uhyggelig historie: Den sovjetiske general Pushkin har genoplivet et gammelt sovjetisk program med kodenavnet Smiert Spionam, hvis formål er at dræbe udenlandske spioner.

General Koskov (Jeroen Krabbé)
Inden briterne når at gøre noget ved sagen og inden briterne når at pumpe Koskov for alt, hvad han ved, bliver russeren imidlertid selv bortført fra det landsted, hvor MI6 opbevarer ham. Nu går den vilde jagt for at få Koskov tilbage, så Bond vender tilbage til Bratislava for at finde den smukke cellist.

Præcis hvad der videre sker, skal jeg ikke afsløre her, men lad det bare være sagt, at The Living Daylights følger en stolt spionhistorietradition, hvor intet er, som det ser ud til. Filmen bringer på klassisk, globetrottende facon Bond videre til Wien, Tanger og endelig Afghanistan – vel at mærke et Afghanistan fra dengang, hvor Sovjetunionen havde besat landet og hvor Talibanerne hed Mujahediner og var vores venner i kampen mod kommunisterne (akkurat som i Rambo 3 fra 1989).

Tættest på Ian Flemings Bond
Maryam d'Abo som Kara
Med The Living Daylights bragede Timothy Dalton igennem som Bond i det, der desværre skulle blive en kort karriere i rollen. Kun to Bond-film blev det til for Dalton, og man kan kun drømme om hvilke film, vi kunne have fået, hvis ikke Danjaq (produktionsselskabet bag Bond) og MGM/United Artists var røget ud i en lang retstvist efter salget af MGM/UA til Pathé i 1990.

Timothy Dalton er den bedste Bond efter Sean Connery, og på mange måder er han den skuespiller, der kommer tættest på Ian Flemings karakteristik af figuren. Da han overtog rollen, udtalte Dalton da også, at han gerne ville tilbage til en mere tekstnær fortolkning af Bond. Det resulterede i den mest hårdkogte James Bond siden 1960′erne, uden at Dalton dog er uden hverken charme eller kvindetække. Der er bare skruet gevaldigt ned for de erotiske eskapader i forhold til Moores playboy-Bond.

I Daltons fortolkning er Bond både brutal og iskold; en mand med fokus på sin mission og som ikke lader sig blive forblændet eller sidetracked af kvinder. Det er en forfriskende ændring af Bond, som producenterne uden tvivl også har indset var nødvendig efter 12 år med en meget letbenet version af figuren, der også på det plotmæssige niveau adskillige gange havde bevæget sig meget langt ud på overdrevet.

Mange ændringer til det bedre
Joe Don Baker som våbenhandler og våbenfetichist
Castingen af Dalton betød derfor ikke kun en ændring af fortolkningen af Bond; ændringerne slog igennem på flere andre måder. Plottet er det mest realistiske i årevis – en mere eller mindre ren koldkrigsspionhistorie, der minder én om, hvad Octopussy (1983) kunne have været uden den indiske plottråd. Richard Maibaum og Michael G. Wilsons manuskript er det bedste i årevis; ikke bare hvad angår handlingens udvikling og afvikling, men også hvad angår blandingsforholdet mellem de mange bestanddele, en Bond-film forventes at bestå af.

F.eks. er de humoristiske elementer meget afdæmpede, selv om de findes, og der er også lagt en meget stor dæmper på arsenalet af gadgets, selv om Bonds bil – en Aston Martin V8 Vantage Volante – har noget ekstraudstyr, som vist ikke er fabriksstandard. Q er også med i filmen (ligesom han også er med i Licence to Kill, 1989), men de efterhånden latterligt overdrevne scener fra Q’s laboratorium er en saga blot i The Living Daylights – og tak for det!

Art Malik som den flinke mujahedin, der hjælper Bond
Endelig har Maibaum og Wilson valgt at gøre Bond monogam. Ikke i den forstand, at han kun bedårer én kvinde i løbet af filmen eller er blevet blind for smukke kvinder, men i modsætning til Roger Moores Bond, kaster Timothy Daltons Bond sig ikke i grams. Men i en verden, hvor sex var blevet potentielt dødsensfarligt og hvor sikker sex-kampagner fyldte meget (mange af os husker nok med krummede tæer Kim Larsens “Yummi Yummi” fra 1988), virkede det nok kun passende, at også Bond skulle passe bedre på. Under alle omstændigheder ville det have virket helt ved siden af, hvis Daltons mere indædte og seriøse Bond havde fortsat Roger Moore-traditionen med at nedlægge stribevis af damer.

John Glen var efterhånden en veteran i instruktørstolen: Dette var hans fjerde gang i chefinstruktørstolen og dermed tangerede Glen den tidligere rekordindehaver i denne rolle, Guy Hamilton, der nåede op på i alt fire Bond-film. Glen skulle dog slå rekorden med Licence to Kill, og med i alt fem Bond-film som instruktør er han fortsat indehaver af rekorden her.

Også de andre aspekter af produktionen er velsmurte og også John Barry lader til at have været begejstret for den nye film; i hvert fald er hans musik et highlight ved filmen og et af Barrys virkeligt gode indlæg i serien. Og hold i øvrigt øje med Barry i en ukrediteret rolle som dirigent i koncertscenerne fra Bratislava!

Lean mean machine
Flotte billeder er der også
Alt i alt kan The Living Daylights bedst betegnes som en lean mean machine af en Bond-film, hvor tingene bare spiller, som de skal! Det gælder også skuespillerne, der er særdeles velvalgte – uden at vi naturligvis slipper for overspil. Jeroen Krabbé er slimet og ikke så lidt irriterende som Koskov, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at han er en skurk – en type rolle, Krabbé er blevet typecast i i årevis (Koskov fra The Living Daylights og Charles Nichols fra The Fugitive (1993) er stort set identiske roller).

I en anden skurkerolle dukker Joe Don Baker op som den amerikanske våbenhandler og våbenfetichist Brad Whitaker. Her er overspillet på størrelse med rollens ego, men Baker er sjov at se på, og han er god til at spille denne type egotrippende røvhuller. Sjovt nok skulle Baker senere dukke op i to af Pierce Brosnans Bond-film i en helt anden rolle, nemlig som én af Bonds CIA-kontakter.

Der er flere solide navne i spil: Som den nye KGB-chef Pushkin spiller John Rhys-Davies uden tvivl på rutinen, men når det er Rhys-Davies er det såmænd også værd at se på, og nu vi er ved KGB-folkene, så har Walter Gotell sin sidste optræden som General Gogol.

Fra den imponerende actionscene, hvor Bond og en af skurkene slås, mens de hænger på net ud af bagenden på et Hercules-fly!
I rollen som den flinke Mujahedin har vi pakistanske Art Malik, der nogle år senere skulle gøre livet surt for Arnie i True Lies (1994), og Felix Leiter dukker op i skikkelse af John Terry, som vi bl.a. kender fra 24 (sæson 2, 2002-03), Lost (2004-2010) og et hav af andre TV-serier og film.

Bond-baben i The Living Daylights – den russiske cellist og snigskytte Kara – spilles af Maryam d’Abo, der måske ikke er den mest slående Bond-pige nogensinde, men som ikke desto mindre er både smuk og troværdig i rollen. Den nye Miss Moneypenny fortjener også lige at blive nævnt, for Caroline Bliss gør Moneypenny betydeligt mere seksuelt udfordrende og interessant end Lois Maxwell nogensinde gjorde. Desværre for Bliss var hun også én af de skuespillere, der ikke overlevede de seks år mellem Licence to Kill og GoldenEye (1995), og i GoldenEye havde en anden overtaget rollen.

Blandt favoritterne

Jeg må ærligt indrømme, at The Living Daylights hører til blandt mine favoritfilm i serien, ganske ligesom Timothy Dalton er én af mine favoritter i Bond-rollen. Den eneste grund til, at Connery stadig topper min liste her, er velsagtens at Connery var den første, og at han derfor blev definerende for vores filmiske forståelse af Bond med sin blanding af charme og farlighed. Havde Dalton været den første Bond, ville det have været ham, der havde lagt standarden for, hvordan Bond skulle være, og de, der fremhæver Dalton som den bedste Bond overhovedet har bestemt også min forståelse.

Derfor får The Living Daylights også topkarakter herfra: Det er den mest velfungerende Bond-film i årevis og Timothy Dalton kommer med sin fortolkning af Bond tættere på Ian Flemings figur end nogen andre. At han også var et frisk pust i et hus, der havde stået med lukkede vinduer i efterhånden mange år, gør bestemt ikke tingene værre!

6 stjerner

Titel: The Living Daylights
Dansk titel: Spioner dør ved daggry
Instruktør: John Glen
Manuskript: Richard Maibaum & Michael G. Wilson
Cast: Timothy Dalton (James Bond), Maryam d’Abo (Kara Milovy), Jeroen Krabbé (Giorgi Koskov), Joe Don Baker (Brad Whitaker), John Rhys-Davies (General Leonid Pushkin), Art Malik (Kamran Shah), Desmond Llewelyn (Q), Robert Brown (M), Walter Gotell (General Anatol Gogol), Caroline Bliss (Miss Moneypenny), John Terry (Felix Leiter)
Producere: Albert R. Broccoli (producer), Michael G. Wilson (producer)
Foto: Alec Mills
Klip: Peter Davies, John Grover
Musik: John Barry
Spilletid: 130 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, græsk, hebræisk, hollandsk, polsk, portugisisk, tyrkisk
Produktionsland, år: UK, 1987
Produktionsselskaber: Eon Productions
Distributør (DVD): SF Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 81 | 13/07/2012