13. juli 2012

The Living Daylights

Efter 11 scores og 25 år blev The Living Daylights John Barrys sidste Bond-score, og det står som en smuk svanesang for manden, der skabte lyden af James Bond.

Med The Living Daylights trådte Timothy Dalton ind i rollen som James Bond og gav serien en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Den mere seriøse Bond-film, der kom ud af skuespillerskiftet, lader også til at have givet John Barry ny inspiration, for Barry kvitterede i hvert fald med sit bedste Bond-score i årevis.

Samarbejdet med a-ha
John Barry (1933-2011) engang i 1970'erne
Til at skrive og fremføre filmens titelsang valgte producenterne norske a-ha, der havde opnået stor succes med deres debutplade fra 1985 og særligt singlerne “Take on Me” og “The Sun Always Shines on T.V.”. Som tilfældet havde været med A View to a Kill, hvor Duran Duran stod for titelsangen, fik bandet dog ikke lov til at så for sangen helt alene.

John Barry var også med, men i modsætning til samarbejdet med Duran Duran, som Barry har tilkendegivet var ganske fornøjeligt, skulle forholdet mellem a-ha og Barry have været endog særdeles anstrengt. Hverken a-ha eller Barry har efterfølgende lagt skjul på deres utilfredshed, og som den gamle gnavpot, han også kunne være, har Barry bl.a. udtalt:

“Anybody who calls themselves a-ha has got a problem right there, right?”

Uanset hvad, førte samarbejdet til endnu et megahit for Bond-serien, og lige som tilfældet også var med “A View to a Kill” mærker man da også Barrys indflydelse på sangen i det symfoniske arrangement – ja, på nogle måder mærker man faktisk Barrys hånd tydeligere her end i “A View to a Kill”, hvilket faktisk er med til at gøre “The Living Daylights” mere Bond’sk. Under alle omstændigheder er det en ganske fin sang (med mulig undtagelse af den slibrige saxofon i sangens anden halvdel).

Andre sange

Men noget tyder alligevel på, at Barry ikke var tilfreds med sangen. I hvert fald skrev Barry sammen med Chrissie Hynde fra det britiske rockband The Pretenders hele to sange til filmen. The Pretenders indspillede sangene, og den ene – “If There Was a Man” (nr. 12) – blev brugt under filmens rulletekster. Den anden sang – “Where Has Everybody Gone” (nr. 7) – høres kun flygtigt i selve filmen, men til gengæld baserede Barry to af filmens væsentligste temaer på temaerne fra de to sange.

Det er henholdsvis filmens centrale actiontema, der stammer fra “Where Has Everybody Gone” og kærlighedstemaet, der stammer fra “If There Was A Man”. Barry bruger faktisk også melodien fra “The Living Daylights” i selve scoret, men kun i nogle få cues – måske mere fordi han følte sig forpligtet til det, end fordi han egentlig havde lyst til det.

Sangene er i øvrigt ganske udmærkede. “Where Has Everybody Gone” har en rigtig fin Bond-vibe over sig, mens balladen “If There Was a Man” er harmløs, men efter min mening milevidt bedre end f.eks. “All Time High” fra Octopussy.

Slaraffenland

The Living Daylights er lidt af et musikalsk slaraffenland, for der er virkelig tale om et forrygende godt Bond-score, der måske nok er meget anderledes end Barrys tidlige klassikere, men ikke ringere af den grund.

Hvor A View to a Kill og til nogen grad også Octopussy havde lagt mere vægt på atmosfæriske cues og suspense end den deciderede actionmusik, så er The Living Daylights mere afbalanceret mellem action, atmosfære, romantik og suspense. Sammen med det faktum, at EMI’s udgivelse fra 2003 er betydeligt udvidet i forhold til den oprindelige albumudgivelse, betyder det, at The Living Daylights fremstår som et overordentligt stærkt score til en overordentligt stærk film.

Albummet er – som alle andre udvidede albums i EMI-serien – organiseret således, at det oprindelige albumprogram ligger først på skiven, mens alle bonusnumrene ligger i en klump efterfølgende. Det betyder altså, at man ikke får de enkelte cues i filmrækkefølge, men selv må programmere afspilleren, hvis det er det, man ønsker.

Lægger stærkt ud

Efter “The Living Daylights”-sangen, lægger albummet i sin nuværende form stærkt ud med “Necros Attacks” (nr. 2), der udelukkende består af filmens centrale actiontema, der altså også er temaet i sangen “Where Has Everybody Gone”. Det er et forrygende tema, hvor Barry lader blæserne spille en hovedrolle. Det er første gang i årevis, at blæserne for alvor er kommet i fokus i et Bond-score, og det er skønt at høre. Som sagt virker det som om, Barry har fået fornyet energi, og “Necros Attacks” er et godt eksempel på det.

Derudover er “Necros Attacks” et godt eksempel på en nyskabelse i John Barrys musikalske udtryk, nemlig anvendelsen af synthesizede beats, der ligger en rytmisk bund igennem hele cuet. De synthesizede beats går igen på adskillige cues, ligesom Barry, som på A View to a Kill, også tager synthesizer i brug andre steder, f.eks. i “Ice Chase” (nr. 4), hvor basgangen i Bond-temaet lægges med synthesizer.

Og Barrys brug af synthesizer fungerer sgu’ – generelt i hvert fald. De synthesizede beats virker måske en lille smule outdatede i dag, men ikke på en måde, så scoret lyder decideret gammeldags. I stedet giver de faktisk scoret en ret frisk og ungdommelig lyd uden på nogen måde at blive poppet.

Derudover er Barrys øvrige brug af synthesizer ret diskret, så det for det meste ikke er iørefaldende på den grimme måde. Det eneste sted, synthesizerne kammer over, er i én af udgaverne af kærlighedstemaet, “Into Vienna” (nr. 8), hvor temaet fremføres på en synthesizer, der desværre lyder fake. Her havde det været bedre bare at lave en ren strygerfremførsel i stedet for de syntetiske strygere.

Masser af guf

Men der er masser af guf. Foruden “Necros Attacks” er der adskillige andre glimrende actioncues, bl.a. “Ice Chase” (nr. 4), “Hercules Takes Off” (nr. 9) og “Inflight Fight” (nr. 11) – heraf inkorporerer “Hercules Takes Off” temaet fra “The Living Daylights” fint i den symfoniske actionmusik. Også “Airbase Attack” (nr. 17) må nævnes – et cue, der særligt i midterpartiet har en fremragende rytmisk fremdrift.

Det skal også siges, at Barry ikke er tilbageholden med at anvende Bond-temaet i scoret. Det høres naturligvis i gunbarrel-sekvensen (begyndelsen af “Exercise at Gibraltar”, nr. 13), men derudover spiller det en prominent rolle i resten af Gibraltar-cuet. Endnu engang er det dejligt at høre, hvordan Barry lader blæserne tage temaet tilbage fra strygerne, der i Barrys forudgående adskillige Bond-scores faktisk helt havde domineret Bond-temaet. Også her kombinerer Barry i øvrigt den symfoniske musik med de underliggende synth-beats, og det fungerer fint!

Foruden den fine actionmusik er der også nogle romantiske cues, der er orienteret omkring temaet fra “If There Was a Man”. Den lidt kiksede synthesizerudgave i “Into Vienna” har været nævnt, men der er også fine symfoniske udgaver af kærlighedstemaet, bedst i “Kara Meets Bond” (nr. 5).

Suspensemusik er der skam også: “The Sniper Was a Woman” (nr. 3) er et forrygende Barry’sk suspensecue, opbygget på den måde, der er karakteristisk for den modne John Barry – med en underliggende ostinato (i dette tilfælde strygere), hvorover det primære motiv ligger. Barry opbygger langsomt intensiteten igennem cuet, og det fungerer fremragende.

Et andet fremragende suspensecue er første del af “Exercise at Gibraltar” (nr. 13) – umiddelbart efter gunbarrel-musikken og inden cuet går over i den fine actionmusik med Bond-temaet. Endelig vil jeg også nævne anden del af “Final Confrontation” (nr. 20), hvor suspensemusikken bliver særdeles dyster. Good stuff!

Men noget af den bedste musik på The Living Daylights er faktisk hverken action- eller suspensemusik; det er de par cues, hvor Barry bare iscenesætter nogle af filmens omgivelser, f.eks. scenerierne i Afghanistan. “Mujahedin and Opium” (nr. 10) er et smukt cue i den rendyrkede modne Barry-stil, som alle, der har hørt musikken til Out of Africa (1985) eller Dances With Wolves (1990) vil genkende øjeblikkeligt. Også “Afghanistan Plan” (nr. 18) er et fremragende cue i samme stil, hvor Barry desuden gør brug af en smule akustisk percussion i form af nogle bongoagtige trommer.

En smuk svanesang

The Living Daylights er et score af den type, der har det hele – action, suspense, romantik og smuk billedbærende musik. Det er også det sidste rigtigt store Bond-score (indtil videre i hvert fald), og når nu The Living Daylights skulle vise sig at blive John Barrys svanesang inden for Bond-serien, er det både smukt og passende, at han sluttede på toppen. Forrygende!

Nummerliste:
1. The Living Daylights (performed by a-ha) (4:16)
2. Necros Attacks (2:04)
3. The Sniper Was a Woman (2:30)
4. Ice Chase (4:05)
5. Kara Meets Bond (2:47)
6. Koskov Escapes (2:23)
7. Where Has Everybody Gone (performed by The Pretenders) (3:37)
8. Into Vienna (2:50)
9. Hercules Takes Off (2:17)
10. Mujahadin and Opium (3:13)
11. Inflight Fight (3:12)
12. If There Was a Man (performed by The Pretenders) (2:54)

Bonusnumre:
13. Exercise at Gibraltar (6:22)
14. Approaching Kara (2:21)
15. Murder at the Fair (2:22)
16. “Assassin” and Drugged (2:43)
17. Airbase Jailbreak (4:37)
18. Afghanistan Plan (3:34)
19. Air Bond (1:46)
20. Final Confrontation (1:58)
21. Aleternate End Titles (3:20)

Total spilletid: 65:11

6 stjerner

Titel: The Living Daylights
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1987
Udgivet: 2003
Label: EMI

Anmeldt i nr. 81 | 13/07/2012