Dip huet seung hung

En gang imellem sker det, at en filmskaber laver et værk, der skaber genklang, som en stor sten, der kastes ud i havet, hvor den skaber ringe, der spreder sig over hele verden.

At der opstår en følelse af et “før og et efter”, at noget er ændret for bestandigt. Sådan en sten smed John Woo i havet i 1989.

Med Dip huet seung hung (fremover omtalt med den engelske titel The Killer) formåede Woo at koble en unik filmisk stil med en sammenblanding af forskellige genrekoder fra både en vestlig og asiatisk tradition – dette vilde mix burde ikke fungere, men det gør det, lige så duerne flyver i slow motion op mod himlen!

En gusten VHS-kopi

Mit første møde med The Killer var på en gusten VHS-kopi, jeg havde fået fra videobaronen i København – jeg nævner ingen konkrete navne, hvis kopipolitiet stadigvæk ønsker at fange mig eller baronen!

Filmen blæste benene væk under mig, og jeg var bestemt ikke nogen novice i forhold til den type af film.

Der gik ikke lang tid, før jeg var et smut i London, hvor jeg købte min egen kopi – både cover og bagsideteksten er prentet ind i min hukommelse.

Det samme var billedet af en Beretta 92F, som filmens lejemorder ofte bruger. I butikken “Felsted Arms”, der ikke lå så langt fra mit hjem i Sønderjylland, købte jeg, på grund af The Killer, en softgun-udgave af det ikoniske håndvåben. En pistol der også blev brugt, da vi lavede amatørfilm i gymnasiet.

Men det var ikke kun hos lille Jacob Krogsøe i Sønderjylland, at filmen gjorde et stort indtryk. The Killer ramte nemlig noget helt unikt, også i en tid hvor actiongenren i Hollywood var ved at miste momentum.

I maskinrummet bag actiongenren kunne man i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne godt fornemme, at nye vinde blæste ind.

Genren var ikke så populær, som den tidligere havde været, og den amerikanske actionhelt, som vi havde lært at kende op igennem 1980’erne, havde både mistet noget af tiltrækningskraften og noget af salgskvaliteten i biograferne.

The Killer kom med noget nyt, der kombinerede det gamle med en vild energi. Men lad os først se på handlingen.

Den angrende lejemorder

Vi er på en natklub i Hong Kong. Under en brutal likvidering kommer en lejemorder, Jong, ved et uheld til at beskadige en kvindes øjne, da hun, Jennie, kommer tilfældigt forbi under en skududveksling.

Lejemorderen, der ellers har planer om at trække sig tilbage, vil gøre alt for at hjælpe Jennie, som har brug for en dyr operation. Han bliver hendes vogter, fordi han inderst inde drømmer om at blive en anden end den, han er.

Samtidig er politiet på sporet af ham, og et kriminelt overhoved vil også have fingrene i ham. En politimand, Li, finder ud af, at lejemorderen er en ærefuld gut, og de to bliver venner – de har de samme værdier, bare på hver deres side af loven. Det hele kulminerer i en regn af kugler, duer i slow motion og vild action i en gammel kirke.

Det er i al sin enkelthed handlingen i John Woos nyklassiker.

Western- og gangsterfilm

Woo benytter sig af en voldsom mængde af patos, som ofte afløses af lange skudsekvenser mellem den gode og den onde, eller de gode og de onde, eller bare skyderi for skyderiets skyld.

På mange måder er der tale om en moderne western, hvor mænd er mænd, og kvinder er noget, der er med for at inspirere manden, for at få ham til at skyde endnu flere.

Men det er ikke kun westerngenren, Woo er inspireret af, specielt den voldsomme del af den, som Sam Peckinpah mestrede – og generelt skylder Woo en del til gode gamle Sam i forhold til voldsskildringen!

Woo har nemlig også fødderne solidt plantet i gangstergenren, i en skildring af de mørke og kriminelle sider af samfundet, i det man kan kalde neo-noir, i den natmørke og ofte regnvåde storby.

Her er Woo både inspireret af Scorsese, eksempelvis Mean Streets (1973) og Melville, mere specifikt Melvilles mesterværk Le Samouraï fra 1967.

Dertil er Woo opfostret med asiatiske actionfilm, samuraierne og med en balletkoreografs evner til at iscenesætte skuespillerne i actionsekvenserne. Endvidere er fortællingen i The Killer leveret som en rendyrket græsk tragedie, se blot slutningen, wow!

Legebarnet Woo

På den måder peger Woos tilgang til filmmediet i mange forskellige retninger, hvilket han også viste både før og efter The Killer.

Så det er ikke fordi, filmen kom som et lyn fra en klar himmel med noget, man aldrig havde set før. Nej, den kom “bare” som et eksempel på, hvordan forskellige traditioner, og en allerede dengang erfaren filmskaber, ramte bullseye i en énkelt film.

Noget helt vildt i den sammenhæng er også, at Woo ikke havde et færdigt manuskript, da de gik i gang med at filme. Han havde “følelsen” med det, han gerne ville, han havde fat i fortællingens sjæl, og det er ofte vigtigere end et minutiøst planlagt manuskript.

I The Killer får vi legebarnet Woo, der samtidig har noget på hjerte, lejemoderens fortælling og æreskodeks, og mødet med strømeren og det venskab, der opstår dér, er fornemt eksekveret, og det er med til at hæve selve actiondelen op på et meget højt niveau.

Derudover kan man smide nogle meget stærke skuespilpræstationer oveni Woos store arbejde, ikke mindst i forhold til hovedrollen, hvor skønne Chow Yun-fat er formidabel.

Han er en ægte stjerne og giver mere til karakteren, end der nok stod i manuskriptet. Farligheden, blikket, sårbarheden, mimikken; det er en lejemorder, der går over i filmhistorien! Woo og Yun-fat havde arbejdet sammen før The Killer, og de gjorde det også efter.

I perioden fra debuten med Tie han rou qing (The Young Dragons) (1974) og frem til 1989 instruerede Woo nærmest én film om året – der var korte produktionstider i Hong Kong. Samlebåndsproduktioner kan være den rette betegnelse uden at nedgøre for meget; det samme kan ske i alle andre filmlande.

Historiens fedeste actionsekvens?

The Killer tog lidt mere end 90 dage at optage, hvilket var meget dengang i Hong Kong. Dertil kan man så tilføje, at selve den spektakulære slutsekvens, én af filmhistoriens helt store actionsekvenser, tog hele 36 dage at optage!

Og for lige at dvæle ved slutsekvensen, så har man følelsen af, at den er tilrettelagt af en knægt, der har leget røvere og soldater en million gange, og det er ment som en ros!

Skurkene vælter ind i kirken, de står på stilladser, de hopper rundt, heltene glider på gulvet og fylder skurkene med bly, der er slow motion, ægte helteøjeblikke med ægte helteblikretninger, der er kaos, der er flere skurke, der statuen af Jomfru Maria, der skydes i smadder, der er duen, der kommer til at slukke et stearinlys, da en helt skydes, der er musikken, der tager til i styrke, der er smerte, der er vild energi, der er hurtig kamerabevægelse med skurk for at skabe sejhed, der er stillbilleder for at løfte scenen op på et mytisk plan, der er endnu flere skurke, opfindsomme likvideringer og ægte venskab, før tragedien rammer.

Det er så imponerende en sekvens. Man kan se den igen og igen, og det vilde er, at sekvensen lige før slutscenen, i det smukke hus, næsten er lige så spektakulær.

Og hvis man fortsætter baglæns i filmen, så er der en perlerække af velfungerende actionsekvenser, der tager pusten fra dig, også her i 2026. Det er, som min gode ven Tommy siger, “ægte film”, ingen CGI, men blodposer, ild, vilde kamerature og herlige stunts. Det er fantastisk.

Fra Hong Kong til Hollywood

The Killer åbnede sammen de to efterfølgende succeser Chung hang sei hoi (Once a Thief) (1991) og Lat sau san taam (Hard Boiled) (1992) døren til Hollywood, hvor Woos første forsøg Hard Target (1993) – en fuldblods actionfilm med en langhåret Van Damme i hovedrollen – aldrig blev den store succes, selvom den efterfølgende har fået mange fans; jeg er én af dem.

Til gengæld blev hans næste amerikanske film, Broken Arrow (1996), en stor succes, som gav en drømmerolle til den netop hjemvendte stjerne John Travolta. John Travolta fulgte Woo til optagelserne på den skønne Face/Off (1997).

Hvad der fulgte efter det for Woo i Hollywood, er der ikke nødvendigvis så meget godt at skrive om, men man må sige, at Woo både satte tydelige aftryk i Hong Kong OG i Hollywood, og at han var med til at give actiongenren ny energi – og han er stadigvæk aktiv den dag i dag.

Det simple plot er det mindst vigtige i denne moderne klassiker. Selve attraktionen er netop måden, hvorpå John Woo orkestrerer de mange spektakulære actionsekvenser. Energien og det visuelle overskud er overrumplende, og man forstår hvorfor Hollywood senere importerede Woo.

Måden der skydes på, og måden man holder på skydevåbnene, dannede skole i de efterfølgende år. Derudover har Woo en helt speciel patos i sin fortælling, hvor melodramaet er en vigtig ingrediens i den ellers hårdkogte fortælling; en patos, der netop både trækker på genretræk fra europæiske thrillere og på amerikanske westerns og film noir.

Det er lige der, midt imellem det patetiske og det ultravoldelige, at der skabes ægte Woo-poesi. Jeg kan stadigvæk nynne både Jennys sang og temaet fra filmen, begge er ekstremt corny, samtidig med at jeg ser for mig, hvorledes lejemorderen skyder en mand i maven på klos hold.

Et mesterværk

Dertil tilsætter vi de førnævnte duer og slow motion, ja, og venskabet mellem politimanden og lejemorderen, æresbegrebet, alt sammen leveret i en overrumplende visuel stil. En film der burde være alt for meget af det gode, men hvor det hele spiller så smukt sammen, at actionenglene synger i kirkens kor.

Og mens englene synger løs, vil jeg bare lige skrive en sidste ting. Nu omtalte jeg tidligere min gamle VHS-kopi, og så vil jeg for en god ordens skyld også omtale den nye udgave, jeg har fået af filmen.

Jeg har allerede genset den to gange, nemlig 4K-versionen fra Arrow. Det er sjældent, jeg omtaler specifikke udgivelser her på stedet, men jeg gør en undtagelse her, for The Killer har aldrig set bedre ud end nu. Det oprindelige look er bevaret, og samtidig fremstår den frisk og frejdig. Smukt!

Anmeldt i nr. 247 | 13/06/2026