13. maj 2012

Lee, Sir Christopher Frank Carandini

Sir Christopher Frank Carandini Lee (f. 1922)
Sir Christopher Frank Carandini Lee (f. 1922)
Født 1922. Britisk skuespiller. Adlet 2009.

Christopher Lee, hvis moder kommer af den kendte italienske slægt Carandini, blev født i London den 27. maj 1922. Sammen med sine forældre rejste han i sin barndom Europa tyndt. Anden Verdenskrig sendte Lee på en længere rejse til først Afrika, og sidenhen Europa, hvor han arbejde i specialenheder og som efterretningsagent for det britiske luftvåben. Oprindeligt ville Lee være pilot, men det satte en øjenskade en stopper for.

Efter krigen indledte Lee sin skuespilkarriere. Han debuterede på TV i 1946, men tog hurtigt springet til spillefilm, hvor han i en karriere, der nu spænder over otte årtier, har været en vigtig skikkelse.

Lee er mest kendt for sine roller som skurk. Hans imponerende fysiske fremtoning og karakteristiske, dybe stemme har gjort ham til et filmisk ikon, hvor han nok er bedst kendt for sin personificering af Dracula i Hammer-studiets lange serie af Dracula-film fra perioden 1957-1973. Han medvirkede også i en lang række af Hammers andre horrorfilm, men derudover har Lee medvirket i over 250 produktioner af meget stor spredning.

Sit store kommercielle Hollywood gennembrud fik han i 1974 som skurken Scaramanga i Bond-filmen The Man with the Golden Gun. Lee fandt sig dog aldrig til rette i Hollywood og flyttede hurtigt tilbage til Europa sammen med sin danske hustru Birgit Krøncke (Gitte Lee). De blev gift i 1961 og er det stadigvæk. Sammen har de datteren Christina Erika Carandini Lee.

I nyere tid har Lee medvirket i film som Sleepy Hollow (1999), The Lord of the Rings: The Two Towers (2002) Star Wars Episode III: Revenge of the Sith (2005) og den kommende The Hobbit (2012-2013). Derudover har Lee medvirket i fem af Tim Burtons film.

Lee taler et utal sprog, er en mester til knivkast og synger fremragende. Han har udgivet egne albums og bl.a. lagt fortællerstemme til flere albums af den italienske heavy metal-gruppe Rhapsody of Fire.

Blandt Lees tætteste venskaber tæller man de nu afdøde Robert Bloch, Vincent Price, Peter Cushing og Boris Karloff. Lee har skrevet sin egen biografi Tall, Dark and Gruesome (1977), som er kommet i flere nyere udgaver. Lees personlige favorit blandt de film, han medvirker i, er The Wicker Man fra 1973.

Christopher Lee på Planet Pulp:

Film:
City of the Dead (John Moxey, 1960)
The Curse of Frankenstein (Terence Fisher, 1957)
The Devil Rides Out (Terence Fisher, 1968)
Dracula (Terence Fisher, 1958)
Dracula: Prince of Darkness (Terence Fisher, 1966)
Dracula Has Risen from the Grave (Freddie Francis, 1968)
Eugenie (Jesus Franco, 1970)
Howling II: … Your Sister Is a Werewolf (Philippe Mora, 1985)
The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (Peter Jackson, 2001)
The Lord of the Rings: The Two Towers (Peter Jackson, 2002)
The Man with the Golden Gun (Guy Hamilton, 1974)
Rasputin: The Mad Monk (Don Sharp, 1966)
The Satanic Rites of Dracula (Alan Gibson, 1973)
Sleepy Hollow (Tim Burton, 1999)
The Wicker Man (Robin Hardy, 1973)

Bøger:
Tall, Dark and Gruesome (Christopher Lee, 1977/1997)