The Legend of Ochi

Jeg er fra den generation, der voksede op med at se fantasyfilm og andet eventyrligt fra firserne. Film som The Neverending Story (1984), The Dark Crystal (1982) og Labyrinth (1986) var fantastiske at se i en ung alder, da man blev betaget af dukkernes design og deres personlighed, skabt af de talentfulde dukkeførere.

Det skal dog siges, at jeg stadig nyder at se dem i en voksen alder, især i lyset af de nyere genrefilm i dag, der bruger meget computeranimation til at skabe fantasivæsner.

Derfor er det også en positiv overraskelse at se nutidige filmskabere, der elsker at bruge de gamle metoder til at skabe filmmagi uden alt for meget brug af computerarbejde.

En af de filmskabere, der gør det, er den debuterende instruktør Isaiah Saxon, der er aktuel med fantasyfilmen The Legend of Ochi (2025).

Mødet mellem en pige og et væsen

I en lille landsby på øen Carpathia bor der en ung pige ved navn Yuri (Helena Zengel). Hun er en outsider i sin familie, der mest er optaget af at jage efter de sagnomspundne væsner kendt som Ochi-racen.

Yuri er konstant i strid med sin vanvittige jægerfar Maxim (en herlig skør Willem Dafoe), der kæmper med savnet af sin kone Dasha (Emily Watson), som valgte at forlade familien.

En aften får Yuri lov til at gå på Ochi-jagt sammen med Maxims lille hær af drenge, anført af adoptivsønnen Petro (Finn Wolfhard). De frygtløse jægere finder netop en flok af Ochier, og det går ikke stille af sig.

En lille forsvarsløs Ochi-unge bliver såret, og Yuri ender med at tage den med sig hjem, uden Maxim og de andre aner det.

Yuri og Ochi-ungen er i starten ret aggressive overfor hinanden, men de ender med at vise sympati for hinanden, og et uventet venskab opstår derfra.

Yuri føler et stort ansvar for Ochi-ungen og ønsker at føre den tilbage til sin flok uanset hvad. Hun løber derfor hjemmefra, hvilket får Maxim, Petro og drengene til at prøve at finde hende og måske tage livet af Ochi-racen.

Filmens stjerner

I fantasyfilm, der involverer dukker, er det ofte dukkerne, man lægger mest mærke til, og det er også tilfældet med Ochi-ungen i The Legend of Ochi.

Mange andre havde uden tvivl valgt at virkeliggøre Ochien med det seneste indenfor computeranimation, men Saxon og hans filmhold valgte at gå dukke-ruten, og det ser ret fantastisk ud.

Saxon valgte at bruge aber som visuel inspiration til designet af Ochierne, men gav dem et unikt præg, så de føltes som glemte fabeldyr.

Hele syv dukkeførere stod for den krævende performance fra Ochi-ungen. De dygtige folk ser man naturligvis ikke i det færdige resultat, men deres fælles indsats er magisk.

Det gør også ekstra indtryk, når samspillet mellem den unge tyske skuespiller Helena Zengel og dukken virker efter hensigten, lidt i stil med Henry Thomas’ skuespil med E.T.-dukken i Steven Spielberg-klassikeren E.T. the Extra-Terrestrial (1982).

Begge film har det til fælles, at der gøres brug af pantomime-spil i starten, før en egentlig dialog mellem parterne opstår, og deraf kommer der et venskabeligt bånd.

Helena Zengel slog igennem med Paul Greengrass’ western-drama News of the World (2020), hvor hun spillede overfor Hollywood-legenden Tom Hanks. Hun har en lovende karriere foran sig, som bliver spændende at følge.

Willem Dafoe i vikinge-rustning

Man kan altid regne med Willem Dafoe. Hans alsidige karriere spænder vidt, og det er altid en positiv oplevelse at se ham i aktion, hvad enten det er som Green Goblin i Spider-Man-filmene, eller når han samarbejder med auteur-filmskabere som Wes Anderson, Robert Eggers eller Lars von Trier.

Dafoe ser altid ud til at have en fest med at spille sære figurer, hvilket man også ser her i The Legend of Ochi. Han formår at slippe af sted med tyk accent og vikinge-rustning, og det på trods af, at der er meget lidt kød på figuren.

Det samme problem ser man også i de andre figurer, som Emily Watsons gådefulde mor-rolle og Finn Wolfhards Petro. De får simpelthen ikke meget at arbejde med, og det er ret ærgerligt, når der er så meget fokus på den dysfunktionelle familiekonflikt.

Klassiske filmeffekter i moderne klæder

Foruden de imponerende dukke-effekter i The Legend of Ochi, er der også et væld af smukke effekter, der har en gammeldags virkning over sig. Det er et bevidst valg fra Isaiah Saxon, og det virker, set på overfladen, som en kombination af de gamle effekt-film fra firserne og de senere film af Wes Anderson, som eksempelvis The Grand Budapest Hotel (2014).

Det vil sige, at der er en bevidst brug af miniature-modeller og matte paintings, der giver det håndlavede indtryk, kombineret med en smule computeranimation, der samler det overordnede look i filmen.

Det ser alt sammen meget smukt ud, og det virker godt med de naturskønne omgivelser fra Rumænien, hvor filmen er optaget.

Effekterne er med til at give filmen et lyrisk særpræg, der passer fint til dens eventyrlige tilgang. Det hjælper også, at David Longstreths musik er med til at bakke stemningen op.

Saxon har brugt lignede metoder i sine musikvideoer og animationer. Selskabet Encyclopedia Pictura, som Saxon driver sammen med Daren Rabinovitch og Sean Hellfritsch, gør sig meget i at skabe unikke musikvideoer og kortfilm, der er visuelt unikke. Det kan klart anbefales at google selskabet og se deres omfattende portfolio.

Det er åbenbart nogle på nettet, der påstår, at The Legend of Ochi har gjort brug af AI-genererede effekter. Det har Saxon kraftigt afvist, og det er blot endnu et udtryk for den her tid, hvor paranoia fylder meget i samtalen om AI og kreativitet.

Men det er også ret åndssvagt, at folk uden fantasi ser noget, der ser fantasifuldt ud og straks tænker AI uden have noget bevis på det. Men sådan er det i øjeblikket, og det er ret træls.

Næppe en klassiker

The Legend of Ochi kunne på papiret have været en opskrift på et nyt mesterværk til rækken af eventyrfilm, der tryllede med praktiske effekter.

Men i stedet imponerer filmen mere på grund af dens lyriske look og den charmerende Ochi-dukkes samspil med Helena Zengel.

Jeg håber, at Saxons næste film har en stærkere historie, kombineret med hans fantastiske visuelle sans. Og gerne med dukker igen, tak!

Anmeldt i nr. 235 | 13/06/2025