I de sene halvfemsere var den hollandske instruktør Paul Verhoeven kommet på glatis. Han vakte stor kontrovers med den kulørte stripperfilm Showgirls (1995), der blev jordet af både anmeldere og publikum, der absolut ikke var til filmens vilde og vulgære tone.
Så efter den slibrige smutter af en kultfilm, havde Verhoeven desperat brug for et hit. Han valgte at vende tilbage til den eksplosive science fiction-genre, hvor han tidligere havde skabt de fantastiske mesterværker RoboCop (1987) og Total Recall (1990).
Udover de mange grafiske voldsscener havde begge film solide elementer af samfundssatire, der tog tykt pis på mange amerikanske værdier.
Verhoeven fandt derfor potentiale for endnu et satirisk sci-fi værk i Starship Troopers (1997), der bygger på Robert A. Heinleins roman af samme navn fra 1959. Okay, jeg mener inspireret af bogen, for Verhoevens film er hans helt egen skabning!
Vi ser her på bogen The Making of Starship Troopers, der beskriver det store arbejde, der lå bag virkeliggørelsen af den herlige og gale Paul Verhoeven-film.
Atypisk tilgang til romanforlægget
Projektet med Starship Troopers startede egentlig ret pudsigt. Tilbage i starten af halvfemserne fik RoboCop-forfatteren Edward Neumeier idéen om at skrive et vaskeægte rumeventyr om soldater, der rejser ud i rummet for at bekæmpe gigantiske insekter! Arbejdstitlen på manuskriptet var Bug Hunt at Outpost 7.
Da Neumeier viste idéen til RoboCop-producenten Jon Davidson, synes han, at det mindede meget om romanen Starship Troopers.
Han foreslog Neumeier at skrive historien om til en slags filmatisering, så de ville have bedre held med at få penge til projektet. De to mænd endte med at tage kontakt til Verhoeven om at instruere filmen, og han sagde ja med det samme. Hele projektet blev til en stor genforening for filmskaberne.
Den store udvikling af visuelle effekter i 1990’erne, der for alvor tog et kvantespring med dinosaur-mesterværket Jurassic Park (1993), gjorde det muligt at virkeliggøre de utrolige og livsfarlige insekter i Starship Troopers. Størstedelen af filmens budget gik derfor til arbejdet med effekterne.
Fantastiske insekt-effekter
Starship Troopers er nu mere end 25 år gammel, men de mange visuelle effekter holder sig for det meste forbavsende godt.
Filmen var på det tidspunkt én af de film med de fleste effekter med sine i alt 500 VFX-shots. Nutidens blockbuster-film gør det antal til skamme, da de mange effektdrevne film i dag har omkring 2000 VFX-shots!
Bogen går meget detaljeret til værks om det enorme arbejde med effekterne, og det er på mange måder de mest spændende kapitler i den.
Der blev dog også bygget mange fysiske modeller af eksempelvis de massive rumskibe, da der ikke var nok computerkraft dengang til at skabe dem digitalt. Jeg vil også mene, at den stærke kombination af praktiske og digitale effekter er med til at gøre, at filmen stadig er imponerende at se på i dag.
Effekt-mesteren Phil Tippett blev hyret til at stå for skabelsen af de mange farlige ruminsekter og stod i spidsen for et dygtigt hold af animatorer, der skabte insekterne med datidens bedste computerteknologi.
Verhoeven var så begejstret for Tippetts stop motion-arbejde i RoboCop, at han var spændt på endnu et samarbejde med ham.
Designet af insekterne afviger fra dem i Heinleins roman, så insekterne i filmen er baseret på virkelighedens insektliv, bare mere mareridtsagtigt! Selv efter mange gensyn med Starship Troopers kan jeg stadig blive imponeret over og frastødt af de klamme insekter!
I bogen er der flotte tegninger af insekterne, heraf nogle tegnet af Craig Hayes, der er en af Tippetts faste samarbejdspartnere. Man kan også se skitser og storyboards fra Verhoevens egen hånd, hvilket er noget, han tit gør, når han planlægger sine film.
Et ægte sæbeopera-cast
Castet i Starship Troopers er en særlig ting ved filmen, der hører til de misforståede aspekter ved den.
Der er ikke tale om den store skuespillerkunst, da meget af castet består af folk som Casper Van Dien, Dina Meyer og Denise Richards, der kommer fra noget nær sæbeopera-verden med erfaringer fra serier som Melrose Place (1992-99) og Beverly Hills, 90210 (1990-2000).
Alt sammen et smart led i at skabe et fascistisk samfund, befolket af smukke mennesker, der alle er hjernevaskede af deres ledere.
Der er interviews i bogen med de dengang unge stjerner, der havde høje forventninger til filmen og deres egen efterfølgende succes. Mon ikke de blev overrasket over filmens absolut lunkne modtagelse, selvom den med tiden er blevet revurderet og nu betragtes som en forrygende science fiction-film?
Erfarne kræfter som Michael Ironside og Clancy Brown hører til filmens bedste skuespillere, og de er i høj grad med til at sælge filmens absurde satire, samtidig med at de leverer nogle solide figurer.
Interview med Paul Verhoeven
Det sidste kapitel i The Making of Starship Troopers er et spændende interview med Paul Verhoeven, hvor han kommer omkring sit omfattende arbejde med filmen, der på mange måder hører til hans mest ambitiøse film i en mangeårig karriere.
Han lægger ikke skjul på, at han ikke brød sig om Heinleins bog, da han fandt den meget militaristisk, stærk højredrejet og dermed ret deprimerende at læse. Så han siger uden tøven i interviewet, at filmen er en sarkastisk udstilling af bogens idéer og budskaber.
Verhoeven kommer også ind på sin meget grafiske tilgang til vold, hvilket tit har bragt ham på kanten med det censur-systemet i Hollywood.
Den tilgang tilskriver han til sin opvækst under Anden Verdenskrig, hvor Holland var under tysk besættelse. Netop den periode skildrede han stærkt i krigsfilmene Soldaat van Oranje (Soldier of Orange) fra 1977 og Zwartboek (Black Book) fra 2006.
Som barn af krigen så Verhoeven meget død og ødelæggelse omkring sig, og det har uden tvivl formet hans voldsomme filmsprog.
Er man fan af den dygtige hollandske filmmand, er interviewet afgjort et højdepunkt i bogen.
Fed bog om kontroversiel klassiker
The Making of Starship Troopers er solid læsning til sommerferien, ikke alene for fans af Starship Troopers, men af science fiction-film i al almindelighed.
Paul M. Sammons tekst er spækket med spændende detaljer om den store filmproduktion, og de mange billeder og tegninger er fantastiske at se på og giver én lyst til at se filmen igen.
Sammons bog er værd at gå efter, og det er stadig muligt at købe den via nettet. Bestemt værd at købe.

Forfatter: Paul M. Sammon
Forlag: Berkley Trade
Format: Paperback
Udgivelsesår: 1997
Sideantal: 152 sider
Anmeldt i nr. 236 | 13/07/2025

