Nr. 10 – 13. august 2006

Planet Pulp er stolte over at kunne byde velkommen til vores hidtil største opdatering med hele 56 nye anmeldelser. Denne måneds opdatering er samtidig vores tredje temanummer, der er dedikeret til alle aspekter af det sataniske.

Satan har skræmt og fascineret mennesket siden den kristne tros ældste tid, og vi skal bestemt ikke helt frem til vor egen tid før han dukker op i sammenhænge uden for kirken. John Miltons Paradise Lost og Goethes Faust er eksempler på, at Satan altid har virket tillokkende på forfattere, der dog længe brugte figuren i kristent-moralsk henseende. Satans status som en slags tragisk helt dukkede først op i romantikken, og figurens anvendelse i ren underholdningssammenhæng – altså uden at der nødvendigvis er moralsk løftede kristne pegefingre – hører det 20. århundrede til.

Figur med bredde

I løbet af det 20. århundrede – og måske i særdeleshed den sidste tredjedel – er Satan, hans dæmoniske horder og menneskelige håndlangere imidlertid blevet brugt og misbrugt i et utal af film, ligesom mange metalbands mere eller mindre seriøst har flirtet med satanismen. Virkelige satanister er et trængt folkefærd, og den satanisme som Anton LaVey populariserede gennem The Satanic Bible har mere at gøre med selvrealisering og afvisning af kristent påtvungen skyldfølelse end den har med den figur, som englænderne med et glimt i øjet kalder “Old Nick”.

Når det kommer til film – som udgør størstedelen af de anmeldelser, vi præsenterer i dette temanummer – er det imidlertid den mere traditionelle forestilling om Satan, der vejer tungest. Det betyder bestemt ikke, at alle film har samme opfattelse af figuren, og der er f.eks. langt fra den dyriske, middelalder-inspirerede Satan vi ser i f.eks. Asylum of Satan (1972) og til den civiliserede, urbane figur, vi møder i The Devil’s Advocate (1997). Det er figurens bredde, der er med til at give den fortsat levedygtighed, og de nævnte eksempler er kun yderpunkter i spektret.

Sekularisering og Satan

Den stigende anvendelse af Satan i f.eks. film er naturligvis gået hånd i hånd med den voksende sekularisering af samfundet. En så letsindig tilgang til Den Hornede havde været utænkelig for blot 100 år siden, og en film som The Devil’s Advocate er da også et fint eksempel på, at figuren bruges mere til at sætte diverse facetter af menneskelivet i relief. Her bruges Djævlen som udgangspunkt for etisk-moralske overvejelser, og ikke som en religiøs bøhmand, der skal holde folk på plads på kirkebænkene.

Selv om andre film tydeligvis bruger figuren i mere klassisk horrorfilm-forstand, så er de stadig udtryk for en liberal holdning til Djævlen, og hardcore-troende kristne vil naturligvis forsværge alle disse film, akkurat som de forsværger heavy-metal, rollespil, dans og evolutionsteorien.

Satanisme som brand

Dermed ikke være sagt, at selvudråbte satanister ikke kan være farlige. Som det beskrives i bogen Lords of Chaos medvirkede folk fra den norske black metal-scene til både kirkeafbrændinger og mord. Som bogen også foreslår, er det dog et spørgsmål hvor meget disse forvirrede musikere er satanister, og hvor meget de bare er i oprør mod det etablerede samfund generelt og bruger navnet til god publicity.

Alt i alt udgør Satan og fænomenet “satanisme” et fascinerende emne, der i populærkulturel sammenhæng har resulteret i et væld af mere eller mindre gode film, bøger, plader og tegneserier. Det er naturligvis derfor vi har taget emnet op på Planet Pulp, og vi håber at læserne finder noget, som vil falde i deres smag. Vi har i hvert fald været glimrende underholdt under fremstillingen af temanummeret! God fornøjelse.

Film:
Las Amantes del Diablo (Feast of Satan) (José María Elorrieta, 1971)
Angel Heart (Djævlen i hjertet) (Alan Parker, 1987)
Asylum of Satan (William Girdler, 1972)
Bless the Child (Chuck Russell, 2000)
City of the Dead (John Moxey, 1960)
Damien: Omen II (Damien: Tegnet II) (Don Taylor, 1978)
The Devil’s Advocate (Djævlens Advokat) (Taylor Hackford, 1997)
End of Days (Peter Hyams, 1999)
The Exorcist (Eksorcisten) (William Friedkin, 1973)
The Exorcist II: The Heretic (Eksorcisten II: Kætteren) (John Boorman, 1977)
The Exorcist III: Legion (Eksorcisten III) (William Peter Blatty, 1990)
The Final Conflict (Tegnet III) (Graham Baker, 1981)
The Ninth Gate (Roman Polanski, 1999)
Nuda per Satana (Nude for Satan) (Luigi Batzella, 1974)
The Omen (Tegnet) (Richard Donner, 1976)
The Omen (John Moore, 2006)
Prince of Darkness (I en kælder sort som kul) (John Carpenter, 1987)
The Prophecy (God’s Army) (Gregory Widen, 1995)
Race with the Devil (Jack Starrett, 1975)
Rosemary’s Baby (Roman Polanski, 1968)
Satan’s Children (Joe Wiezycki, 1975)
Suspiria (Dario Argento, 1977)

Filmmusik:
Angel Heart (Trevor Jones, 1987)
Bless the Child (Christopher Young, 2000)
Damien: Omen II (Jerry Goldsmith, 1978)
The Devil’s Advocate (James Newton Howard, 1997)
The Final Conflict (Jerry Goldsmith, 1981)
The Ninth Gate (Wojciech Kilar, 1999)
The Omen (Jerry Goldsmith, 1976)
The Omen (Marco Beltrami, 2006)
Rosemary’s Baby (Krzysztof Komeda, 1968)

Bøger:
Bless the Child (Cathy Cash Spellman, 1993)
The Devil’s Advocate (Andrew Neiderman, 1990)
Dumas-Klubben (El Club Dumas) (Arturo Pérez-Reverte, 1993)
The Elminster Series: Elminster in Hell (Ed Greenwood, 2002)
The Exorcist (William Peter Blatty, 1971)
Legion (William Peter Blatty, 1983)
Lords of Chaos – The Bloody Rise of the Satanic Metal Underground (Michael Moynihan
    & Didrik Søderlund, 1998)
Rosemary’s Baby (Ira Levin, 1967)
The Satanist (Dennis Wheatley, 1960)

Tegneserier:
Judge Anderson: Satan (Alan Grant & Arthur Ranson, 1996)

Rollespil:
Inferno (Gave Ivan, 1994)
Inferno: Out of the Abyss (Gave Ivan, 1995)

Musik:
Seasons in the Abyss (Slayer, 1990)

Uden for tema:

Film:
The Descent (Neil Marshall, 2005)
Dog Soldiers (Neil Marshall, 2002)
Jûbei ninpûchô (Ninja Scroll) (Yoshiaki Kawajiri, 1993)
Mononoke-hime (Princess Mononoke) (Hayao Miyazaki, 1997)

Bøger:
Nattens Børn 1: Vampyrfesten (Benni Bødker, 2006)

Computerspil:
Call of Cthulhu: Dark Corners of the Earth (Ubisoft/Bethesda Softworks, 2006)

Musik:
Barricades (Death Before Disco, 2006)
Kiss of Death (Motörhead, 2006)
Live In: Nerd Rage (Brian Posehn, 2006)
Oxytocin (Harms Way, 2006)
To Hell With Motives (Bombshell, 2006)