13. august 2006

Dumas-Klubben

Dumas-KlubbenDumas-klubben severes med fortælleglæde og en nærmest mesterlig skrivefærdighed. Man bliver underholdt og oplyst på én og samme tid. Det er en bedrift af de helt store, og bogen holder også ved genlæsning.

Det sker i ny og næ, at der dukker en roman op, som forener det uforskammet underholdende med det tænksomme og originale. Dumas-Klubben er en af de slags bøger. Bogens kerne er en traditionel detektivhistorie – i dette tilfælde er Chandlers privatdetektiv afløst af en lurvet bogjæger – men bag den traditionelle spændingshistorie gemmer der sig noget mere.

Som bogens hovedperson Corso langsomt løser mysteriet, træder metalaget gradvist i karakter. For det er ikke noget tilfælde, at bogen har titlen Dumas-Klubben. Den spanske forfatter Arturo Pérez-Reverte er en stor kender af Alexandre Dumas – manden bag De tre musketerer – og han øser her af sin store viden og gør denne kriminalfortælling meget fornøjeligt såvel som lærerig.

Bogen udkom i 1993 og blev i 1999 filmatiseret af Roman Polanski under titlen The Ninth Gate. Filmen er også anmeldt her på Planet Pulp, og det må kort siges, at bog og roman både er meget tæt forbundet og samtidig meget langt fra hinanden.

Professionel bogjæger
Arturo Perez-Reverte (f. 1951)
Arturo Perez-Reverte (f. 1951)

Hovedpersonen Lucas Corso er en professionel bogjæger, der har speciale i at fremskaffe sjældne og uvurderlige værker til de kunder, der er klar til at betale prisen. På overfladen er han som en grib, der rejser fra det ene dødsbo til det andet for at få fingre i de ting, som ellers ikke er til at skaffe. En ganske ubehagelig fyr, som dog ved nærmere kendskab viser sig at være en kløgtig, humoristisk og i bund og grund ulykkelig mand.

Kærligheden har været hård ved Corso, og derfor er han selv blevet hård. Som det er med den slags romaner, hvor plottet er satans vigtigt, ville det være en synd at give for meget af handlingen væk. Men jeg kan da komme med en lille appetitvækker om, hvad du har i vente.

Corso bliver sat til at finde frem til de tre eneste endnu eksisterende udgaver af den okkulte bog “De ni døre”, der indeholder træsnit, som på en eller anden måde skulle være en nøgle til magt og viden. Bøgerne skulle efter sigende kunne åbne en portal til Helvede og muligvis tilkalde selve mørkets fyrste.

Samtidig med at Corso rejser fra Madrid til Portugal og Frankrig, begynder folk med relationer til bøgerne at blive myrdet. Og Corso ved snart ikke, hvem han kan stole på, og hvem der også vil ham til livs. Igennem romanen er der konstant henvisningerne til personer fra De tre musketerer, og Corso støder gang på gang på en mystisk og sært tiltrækkende kvinde. Som Corso langsomt får analyseret de forskellige træsnit, begynder der at tegne sig et billede af, hvordan det hele vil ende. Hvordan vil jeg ikke afsløre her, men blot sige god fornøjelse med det spændende plot.

Lader læseren tage aktiv del i fortællingen
Et af træsnittene
Et af træsnittene

Miljøskildringerne er i top og gengivet meget filmisk og levende, så man tror på de forskellige lokaliteter, hvad enten det er en bar i Madrid, en landevejskro i Frankrig eller et gademiljø i Portugal. Pérez-Reverte har fingeren på pulsen, og han lader sine personer og sin fortælling udspille sig på så overlegen vis, at man sidder måbende tilbage. Sproget er livligt og spækket med korte, præcise beskrivelser, der rammer sømmet på hovedet.

Her kan jeg dog kun støtte mig til Hans H. Rasmussens oversættelse, da jeg ikke har læst bogen på dens originalsprog. Dumas-Klubben er fyldt med sort humor, og forfatteren har tilsat et meget spraglet og tankevækkende galleri af fornøjelige bipersoner, der alle, mere eller mindre, bliver til værktøjer i Corsos søgen efter sandheden.

Det hele er leveret med en tilpas mængde af informationer og detaljer, så selv de mere obskure dele af romanen forbliver troværdige. Hvad enten det er en virkelig førsteudgave af Dantes Den Guddommelige Komedie eller de fiktive okkulte værker. Det er her Pérez-Reverte fremstår som en rigtig røver og tryllekunstner. Som læser tror man på, at de fiktive værker, han sniger ind mellem de autentiske, er virkelige, og det føles næsten som sad man og kiggede Corso over skulderen, mens han udfører sine sammenligninger af de forskellige træsnit.

Heri ligger det helt store scoop fra Pérez-Revertes side: At lade læseren blive en aktiv del af fortællingen. Han giver os igennem romanen en indsigt i bibliofiliens verden, og man føler sig både underholdt og oplyst. De forskellige træsnit, ni i alt, er gengivet forskellige steder i bogen, alt efter hvilken udgave af “De ni døre” Corso sidder med. Derved har vi som læsere også mulighed for at lave de samme analyser som Corso, og det virker helt ubeskriveligt godt.

Det er noget af det samme greb, Dan Brown eksempelvis bruger i Da Vinci Mysteriet (2003), når Langdon skal knække de forskellige koder. Og uden at rakke Browns kæmpesucces ned, vil jeg mene, at det virker mere effektfuldt i Dumas-Klubben – som desuden også er langt bedre skrevet end Browns. Bogen kan vel betegnes som den aktive krimi for dem med trang til bibliofili.

En bedrift af de helt store
Endnu et træsnit
Endnu et træsnit

Den okkulte del af plottet tager aldrig overhånd – som det gør i filmatiseringen – og det er stadig den konkrete spændingshistorie, der er i fokus. Men Pérez-Reverte lader ikke Corso i stikken, og denne får også lov til at udvikle sig frem for blot at være en endimensional statist. Lucas Corso er en af de personer, man husker, og som man kommer til at holde af, på trods af hans noget tvivlsomme karakter.

Efter endt gennemlæsning af romanen, sidder man tilbage med en god fornemmelse. Man har været vidne til en uhyre veloplagt røverhistorie, hvor en søgen efter nøglen til Helvede er blevet kortlagt. Vi har fulgt den lurvede Lucas Corso i hans efterforskning og har været med til at løse et litterært mysterium. Vi har set brikkerne falde på plads i en mordgåde og har mærket spændingen, da nettet blev strammet om Corso.

Desuden har vi fået en introduktionen til bibliofiliens verden og mange af de værker, der bliver omtalt, har man lyst til at læse eller genlæse. Måske mest af alt De tre musketerer, der giver fortællingen i Dumas-Klubben et nyt lag, som man næsten ikke kan være foruden. Det skal dog siges, at man sagtens kan læse Pérez-Revertes bog uden at have læst De tre musketerer. Udbyttet er bare ikke helt det samme, og Dumas’ bog er jo fabelagtig underholdning, så hvorfor ikke læse den?

Alt i alt serveres Dumas-klubben med en fortælleglæde og en nærmest mesterlig skrivefærdighed. Man bliver underholdt og oplyst på én og samme tid. Det er en bedrift af de helt store, og bogen holder også ved genlæsning. Og det er specielt en sjov ting at gøre, hvis man lige har set filmatiseringen. I det lys fremstår den blot endnu bedre; altså skal der kun lyde de bedste anbefalinger herfra.

6 stjerner

Titel: El Club Dumas
Forfatter: Arturo Pérez-Reverte
Forlag, år: Alfaguara, 1993 (Spanien)
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Dumas-Klubben
Forlag, år: Centrum Paperbacks, 2000
Format: Paperback
Sideantal: 430

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/08/2006