13. august 2006

Seasons in the Abyss

Seasons in the AbyssSlayers Seasons in the Abyss viser bandet på toppen, og indeholder 10 stærke skæringer. Selv om det er bandets blødeste udspil er Seasons in the Abyss stadig hård thrashmetal, og hvis man bare er lidt til denne genre er pladen et mesterværk.

Slayer var ubetinget en af 80′ernes vigtigste metalbands. De opstod nogenlunde samtidig med Metallica, og var nære åndsfæller med Dave Mustaines Megadeth. Det var da også disse tre bands, der mere eller mindre stod som thrashmetallens ansigt udadtil, og det var disse tre grupper, der dikterede tonen.

Naturligvis var der indbyrdes forskelle mellem de tre bands, men stilen var nogenlunde den samme, og der er vitterligt ikke specielt stor forskel mellem gruppernes tidlige plader. Hvert band havde dog sine mærkesager, og Slayer fandt ret hurtigt ud af at spille rollen som metalmusikkens bad boys. De dyrkede helt bevidst deres sataniske image, og alle gruppens tekster handlede om livet efter døden og de straffe, der venter menneskeheden i Helvede.

80’ernes ondeste band
Slayer
Slayer

Gruppen blev udråbt som 80′ernes ondeste band, og de amerikanske prædikanter har uden tvivl stået på nakken af hinanden for at fordømme og retsforfølge de fire knægte. Det var musik malet med den sorte pensel, men image er jo ikke alt, hvilket nok var noget man burde have fortalt en mand som King Diamond, men det er en anden snak.

Slayer leverede dog også varen musikalsk. De blev mestre i pludselige temposkift og i at variere deres ofte ret lange numre, så musikken skiftede karakter flere gange i løbet af samme sang. Det bærende element forblev dog de hamrende trommer og det afsindige tempo, som musikken blev leveret med. Dertil kan Tom Arayas ekstremt sympatiske og kontante vokal føjes, og det blev sådan set Slayers succesopskrift.

Vendepunktet

I 1980′ernes slutning begyndte metal-musikken imidlertid at ændre sig, og det var ikke længere helt så attraktivt at spille ultrahårdt og larmende for de nu “gamle” og etablerede thrashmetalbands. Metallica havde udsendt deres glimrende album …And Justice for All i 1988, og denne udgivelse markerer vendepunktet. Metallica kom aldrig igen til at spille musik, som de havde spillet den før denne udgivelse, hvis man da lige ser bort fra deres forkølede St. Anger fra 2003.

Megadeth udsendte deres Rust in Peace i 1990, der ligeledes skulle gå hen og blive bandets sidste egentlige thrashudgivelse, for i 1992 havde gruppen fundet en helt ny og langt blødere lyd på Countdown to Extinction. Slayer markerede også det nye årti med deres Seasons in the Abyss, der blev det sidste album i deres nu klassiske albumtrilogi, indledt med Reign in Blood fra 1986, efterfulgt af South of Heaven i 1988.

Hver af disse albums var en ren kraftpræstation, og på nærmest magisk vis lykkedes det for bandet at forny sig selv på hvert album uden egentlig at ændre deres lyd. Reign in Blood blev gruppens teknisk mest banebrydende udgivelse, hvor den lyd vi i dag kender som Slayer-lyden blev udkrystalliseret, men bandet viste med South of Heaven, at de fortsat kunne forny sig.

Seasons in the Abyss blev gruppens til dato blødeste udspil, hvis man da kan tale om noget sådant. Men hvor både Metallica og Megadeth forlod thrashmetal-genren helt, har Slayer aldrig forladt deres rødder. Den blødere lyd opstod ikke ved at spille langsommere, men ved en mere poleret sound og ved at øge antallet af melodiske mellemstykker. Det skabt en helt anden atmosfære på albummet, og selv om Seasons in the Abyss skiller sig markant ud fra de to forgængere er man ikke et sekund i tvivl om, at det er Slayer – og vel at mærke et Slayer på toppen.

Satanisme og politik

Megadeth fortsatte deres flirten med den nye stil, men gruppen har sådan set aldrig helt sluppet deres arv. Om det er godt eller skidt er svært at sige, men bandet er i det mindste aldrig blevet så pinlige som Metallica. Da Metallica udgav deres såkaldte “Black Album” i 1993 kastede de den hårde lyd over bord, og har siden aldrig fundet tilbage til noget troværdigt. Af den grund står Slayer tilbage som den eneste af 80′ernes tre store med æren i behold.

Bandet blev aldrig megastjerner som de to andre, men Slayer fortsatte med at lave den musik, de altid har gjort, og hamrer ufortrødent videre endnu i dag, senest med Christ Illusion fra i år. Finessen er nemlig den, at Slayer bibeholdt deres image som slemme drenge, og da de hverken ønskede at lave rockballader eller var medieliderlige, havde bandet ikke noget incitament til at ændre deres stil. Slayer er i dag blevet et brand for kompromisløshed og fuck you-attitude.

Nu kan man spørge sig selv, hvordan en gruppe, der fremstiller sig selv som supersatanister fortsat kan tage sig selv alvorligt mere end 20 år efter de blev dannet. Hemmeligheden bag dette ligger i Seasons in the Abyss, der på mange måder blev gruppens første tekstmæssigt modne plade. Kombineret med den sorte okkultisme dukkede der nemlig en række særdeles politiske tekster op, som på eksempelvis “Skeletons of Society”, hvor gruppen springer ud som varmblodet venstrefløjsband.

Sammenblandingen af satanisme og politik kan muligvis virke ret besynderlig, og er det sådan set også, men det virker. Slayer skabte på dette album noget helt unikt, og på samme måde som man heller aldrig var i tvivl om, at Ozzys okkulte interesser skulle tages med et gran salt, er drengene i Slayer nogle store drenge, der skaber musikalske gyserfilm med deres tekster. Helt ene om denne udvikling var Slayer ikke, for vi så nogen lignende med Sepultura, der på Arise fra 1991 begyndte at bløde den sataniske facade op, og helt opgav den på deres rendyrkede politiske metalplade Chaos A.D. fra 1993.

Slayer står i dag som et af de mest respekterede old school metalbands, og Seasons in the Abyss er fortsat gruppens eneste kommercielle forsøg. Pladen er dog alt andet end kommerciel, og de ti numre på pladen er stort set alle klassikere. Albummet åbner med den bragende “War Ensemble”, der er et musikalsk frontalangreb på lytteren. Dernæst kommer den mere anonyme “Blood Red”, der blegner i forhold til den efterfølgende “Spirit in Black”, hvor Araya nærmest messer hen over Kerry Kings og Jeff Hannemans vekslende guitarudladninger. Det fører os videre ind i den indestængte “Expendable Youth”, der, foruden at være et hadsk politisk statement, nærmest er en langsomt hyldest til bandets rødder i hard core-scenen. Her kommer et af pladens virkelige højdepunkter.

Det femte nummer på pladen er den snigende “Dead Skin Mask”, der med den besynderlige spøgelsesagtige barnestemme i baggrunden faktisk næsten bliver en smule ubehagelig at lytte til. Nummeret er et af mine personlige favoritter og ganske fremragende. Igen messer Araya hen over guitarernes gentagende riffs, men særlig karakteristisk for nummeret er Dave Lombardos pulserende trommer, der ligger som en konstant, hidsig buldren.

Herefter kommer det mere anonyme nummer “Hallowed Point”, som svinder ind til ingenting ved siden af nummeret før og så det efterfølgende “Skeletons of Society”, der er helt uovertruffent. De næste numre, “Temptation” og “Born of Fire”, er mere af alt det, der har tegnet pladen indtil da, og sådan set ikke specielt bemærkelsesværdige. De leder dog frem til albummets store perle. Sidst på pladen finder vi nemlig nummeret “Seasons in the Abyss”, der er et over seks minutter langt metal-opus som stiger og stiger i stemning såvel som intensitet. Nummeret afslutter pladen perfekt, og står som et af de absolutte højdepunkter.

Ufatteligt stærkt team

Hele herligheden blev produceret af legenden Rick Rubin, der mere eller mindre må regnes som arkitekten bag rapmetallens store succes i 90′erne, og foruden at have siddet bag mixerpulten for Slayer, har han eksempelvis også arbejdet sammen med Red Hot Chili Peppers på deres succesalbum Blood Sugar Sex Magik fra 1991. Man må naturligvis ikke tilskrive Rubin hele æren, og foruden Slayer selv var Andy Wallace også med inde over albummet.

Det var dermed et ufatteligt stærkt team, som stimlede sammen omkring tilblivelsen af Seasons in the Abyss, og den fælles indsats gav pote. Prikken over i’et er Larry Carrolls superstemningsfulde cover og indre illustrationer, der emmer af ondskab og forfald. Det er den slags covers, der var med til at forme Slayers rygte, og de er efterfølgende blevet kopieret til bevidstløshed, men her har man altså the real thing.

Resultatet af alt dette blev en af de mest indflydelsesrige metaludgivelser, der både markerede afslutningen på 1980′erne og thrashmetallens storhedstid, men samtidig også viste, at der var grobund for hård musik i fremtiden. Slayer var således med til at vise vejen for flere yngre bands som Sepultura og Pantera, men samtidig står Seasons in the Abyss også som en old school-udgivelse med mange konservative træk, der næppe har appelleret specielt meget til de bands som blev store i kølvandet på Nirvana.

Hvis du ikke kender Slayer, er Seasons in the Abyss den bedste vej ind til gruppen, for det er her de leverer det, de er bedst til, men samtidig er det pakket så pænt ind, at man næsten glemmer hvor hård musikken i virkeligheden er. Pladen er derfor en sikker investering, men lyden er en anden tids og det kan måske være lidt svært i dag at acceptere den i dag så bedagede thrashmetal. Hvis man imidlertid har stilen i blodet, forbliver Seasons in the Abyss et mesterværk, som kun kan anbefales.

Nummerliste:
1. War Ensemble (musik Hanneman, tekst Araya, Hanneman) (4:52)
2. Blood Red (musik Hanneman, tekst Araya) (2:50)
3. Spirit in Black (musik Hanneman, tekst King) (4:07)
4. Expendable Youth (musik King, tekst Araya) (4:10)
5. Dead Skin Mask (musik Hanneman, tekst Araya) (5:17)
6. Hallowed Point (musik Hanneman, King tekst Araya, Hanneman) (3:24)
7. Skeletons of Society (musik King, tekst King) (4:41)
8. Temptation (musik King, tekst King) (3:26)
9. Born of Fire (musik King, tekst King) (3:08)
10. Seasons in the Abyss (musik Hanneman, tekst Araya) (6:23)

Total spilletid: 45:45

6 stjerner

Titel: Seasons in the Abyss
Kunstner: Slayer
Produceret af: Rick Rubin, co-produceret af Andy Wallace & Slayer
Udgivet: 1990
Label: American
Cover og indre illustrationer: Larry Carroll

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/08/2006