Damien: Omen II

6 minutters læsetid
Damien: Omen II

Hvis man skal karakterisere musikken til Damien: Omen II (1978) i forhold til Goldsmiths to andre scores i trilogien, kan man sige, at mens The Omen (1976) måske er det bedste og mest originale af de tre og The Final Conflict (1981) det smukkeste og mest storslåede, så er Damien: Omen II det mest underholdende.

Scoret er Goldsmith i overdrive, og komponisten har tydeligvis – som det også bemærkes af Robert Townson i de udmærkede liner notes – moret sig med at komponere musikken.

Hæmningsløst overdrevet

Ikke fordi musikken til Damien: Omen II er “sjovt”; det er rendyrket gysermusik af den fineste art, men det er hæmningsløst overdrevet på næsten alle måder, og man kan næsten se komponisten for sig, siddende over partituret med et stort ulvegrin mens han arbejdede.

Hvor musikken til The Omen bar præg af, at være indspillet med et relativt lille orkester, så har Goldsmith tydeligvis haft et noget større budget til fortsættelsen. Musikken er stor på alle måder, både i orkesterarrangementerne og i korarrangementerne. Især sidstnævnte – der er næsten ikke et eneste nummer, hvor koret ikke medvirker.

Deluxe-edition

Varèse Sarabandes Deluxe Edition af Damien: Omen II udmærker sig ved at indeholde scoret to gange: dels den oprindelige albumgivelse og dels selve filmscoret. Musikken blev nemlig genindspillet, da det første gang skulle udgives på album.

Årsagen til det var, at musikken til selve filmen blev indspillet i USA med amerikanske musikere. Indtil for relativt nyligt krævede de amerikanske musikeres fagforening en heftig såkaldt “re-use fee”, hvis musikken efterfølgende skulle bruges til en albumgivelse.

I praksis betød det, at det var billigere at genindspille musikken påny med et andet orkester i stedet for bare at tage den allerede eksisterende indspilning og putte den på en LP eller CD. Derfor blev Goldsmiths score genindspillet i London med The National Philharmonic Orchestra (som også fremførte scoret til The Omen). I den forbindelse benyttede Goldsmith lejligheden til at sætte nogle cues sammen for at skabe den bedste lytteoplevelse, uden hensyn til hvor musikken forekommer i filmen.

De amerikanske musikeres “re-use fee” er imidlertid inden for de seneste år blevet kraftigt reduceret, hvilket gav Varèse muligheden for også at udgive den musik, der faktisk blev indspillet til og anvendt i filmen. I stedet for kun at udgive én af delene, valgte Varèse at putte begge dele på skiven, hvilket kunne lade sig gøre fordi scoret til filmen er ret kort – kun ca. 35 minutter. I dag er det næsten uhørt, at en film på omkring 100 minutter kun har 35 minutters musik, men Goldsmith var en mester i også at vide hvornår det ikke var nødvendigt at bruge musik – flere af komponistens mest berømte scores er meget korte.

Hvorvidt man så foretrækker musikken fra albumudgivelsen, der ligger som CD’ens nummer 1-10, eller om man foretrækker det originale film-score, der ligger som nummer 11-26, er en smagssag. Albumudgivelsen er generelt en mere organisk lytteoplevelse, men den originale musik har den fordel, at de forskellige cues ligger i den rækkefølge de høres i filmen.

Lydkvalitetsmæssigt er albumudgivelsen måske en anelse bedre end den originale musik, men omvendt har den originale filmmusik hist og her nogle nuancer, der gik tabt eller ændredes bevidst i genindspilningen. Alene af den grund er det virkelig interessant at have mulighed for at høre begge udgaver.

Symfoniorkester og synthesizer

Som tilfældet var med musikken til den første film, er scoret til Damien: Omen II komponeret for symfoniorkester og kor samt med en vis anvendelse af orgel og synthesizer. Synthesizerne træder tydeligere frem i lydbilledet i det originale score og er knap så iørefaldende på musikken fra albumudgivelsen, men i begge tilfælde er der tale om effektiv anvendelse af de elektroniske virkemidler. I enkelte cues, f.eks. det første nummer, “Main Title” (nr. 1 og 11), giver Goldsmith desuden musikken en særegen karakter ved også at anvende jødeharpe.

Ellers er musikken i høj grad baseret omkring “Ave Satani”; hovedtemaet fra The Omen. Det er dog værd at bemærke, at Goldsmith ikke én eneste gang anvender hovedtemaet i præcis den udgave, der blev brugt på det første score. Han har forandret temaet, så det er langt mere voldsomt, bombastisk og i et højere tempo. Igen er det bedste eksempel “Main Title”-nummeret (nr. 1 og 11).

Det eneste musik, der går igen stort set uændret er den musik, der i The Omen associeredes med den sataniske guvernante Mrs. Baylock, hvilket bl.a. høres i numrene “Fallen Temple” (nr. 6) og “Number of the Beast” (nr. 19), der begge indeholder musik, der i komposition stort set er identisk med nummeret “The Fall” (nr. 10) på The Omen.

Det er ikke fordi Mrs. Baylock optræder i Damien: Omen II – hun tages jo af dage i den første film – men Goldsmith må have ment, at musikken var for god og effektiv til at lade være med at anvende den, hvad han da i øvrigt havde fuldstændig ret i. Selv om Mrs. Baylock-musikken bruges i udstrakt grad på Damien: Omen II, så er det næsten altid i voldsommere og mere brutale versioner end det hørtes i kompositionerne til The Omen.

Fremragende lytteoplevelse

Det er faktisk svært at fremhæve enkelte numre som særligt fremragende på Damien: Omen II. Dels fordi scoret er så kort, og dels fordi det, især i albumversionen, flyder så godt sammen til én lang og fremragende lytteoplevelse. Skulle enkelte numre fremhæves må det blive “Main Titles” (i begge versioner), men også “Broken Ice” (nr. 5 og 18), der bl.a. byder på noget bizart og gutturalt korsang, der nærmest lyder som en halvkvalt kvækken – en effekt Goldsmith anvender på adskillige cues.

Også “Fallen Temple” (nr. 6 og 13) byder på kraftpræstationer fra koret, og noget manisk orgelspil. I flere af numrene anvender Goldsmith i øvrigt det hviskende kor, som han også gjorde i musikken til den første film – f.eks. i “Shafted” (nr. 8 og 20) og “I Love You, Mark” (nr. 7 og 23), og det virker bedre end nogensinde – det er lige til at få myrekryb over, selv når man bare sidder og hører CD’en!

I modsætning til The Omen er der næsten ingen numre på Damien: Omen II, der er det mindste muntre eller lette. Albumudgivelsen har ingen overhovedet, men i det originale film-score er der ét nummer, “Snowmobiles” (nr. 17), som er rendyrket glad musik, og som giver lytteren den eneste chance for lige at få vejret inden det går løs igen. Som sådan kommer nummeret som en ganske kærkommen pause i al rædslen, og det er faktisk et glimrende i sig selv. Men derefter går det løs igen.

Al musikken er med

Jeg er umådelig glad for scoret til Damien: Omen II – i begge versioner. Netop fordi det er så kort og fordi det er af så høj kvalitet som det er, kan man uden problemer holde til at lytte hele CD’en igennem i én ombæring, hvilket også giver den bedste mulighed for at vurdere forskellene på de to versioner.

I øvrigt skal det nævnes, at al musikken fra filmen er repræsenteret på Deluxe Edition-udgaven; de få cues, der ikke var inkluderet i albumudgivelsen er nemlig medtaget på skivens repræsentation af film-scoret. Således er der ikke én eneste node fra scoret, der ikke er udgivet på CD. Fra den første film er der faktisk omkring 15 minutters musik, der endnu aldrig er blevet udgivet.

Hvis man er til stor, bombastisk filmmusik med masser af kor og ædende onde temaer, så går man ikke galt i byen med Damien: Omen II. Det er interessant at høre Goldsmiths videre udvikling af idéerne fra The Omen, og selv om både The Omen og The Final Conflict er endnu bedre scores, så er Damien: Omen II er fremragende musik, der på glimrende vis demonstrerer Goldsmiths uhyre talent.

Nummerliste:

The Album:
1. Main Title (5:05)
2. Runaway Train (2:40)
3. Claws (3.16)
4. Thoughtful Night (3:08)
5. Broken Ice (2:20)
6. Fallen Temple (2:56)
7. I Love You, Mark (4:39)
8. Shafted (3:02)
9. The Knife (3:22)
10. End Title (All the Power) (3:30)

The Film Soundtrack:
11. Main Title (2:06)
12. Face of the Antichrist (2:21)
13. Fallen Temple (1:35)
14. Aunt Marion’s Visitor (0:38)
15. Another Thorn (1:18)
16. A Ravenous Killing (3:08)
17. Snowmobiles (1:14)
18. Broken Ice (2:23)
19. Number of the Beast (1:34)
20. Shafted (3:02)
21. The Daggers (1:58)
22. Thoughtful Night (2:38)
23. I Love You, Mark (4:13)
24. Runaway Train (1:12)
25. The Boy Has To Die (1:26)
26. All the Power and End Title (3:15)

Total spilletid: 68:10

5 stjerner
Komponeret af: Jerry Goldsmith
Fremført af: The National Philharmonic Orchestra
Dirigeret af: Lionel Newman
Orkestrering: Arthur Morton
Udgivelsesår: 2001 (oprindelig udgivelse 1978)
Produceret af: Jerry Goldsmith, Robert Townson (“The Deluxe Edition”)
Label: Varèse Sarabande – VSD-6288

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.