Lords of Chaos – The Bloody Rise of the Satanic Metal Underground

14 minutters læsetid
Lords of Chaos - The Bloody Rise of the Satanic Metal Underground

Når man kombinerer denne bogs undertitel – The Bloody Rise of the Satanic Metal Underground – med dens forsidebillede af en brændende norsk trækirke, kan man godt regne ud, at der må være en del norsk black metal med indover bogen.

Og dette er bestemt ikke helt forkert, for faktisk er hele bogens omdrejningspunkt den norske black metal-scenes opståen, dens hovedmænd og scenens vilde dage i starten af halvfemserne med kirkeafbrændinger, mord, selvmord og en masse international medieomtale.

Det var alt dette, der var med til at gøre en meget lille regional norsk musikscene til en verdensomspændende bølge, og det gjorde “Norwegian black metal” til et brand på linje med græsk feta, tjekkisk øl og Danish design.

Fuld valuta for pengene

Det er da også derfor meget naturligt, at der kommer en journalistisk gennemarbejdet bog om selve fænomenet. Men med en undertitel som The Bloody Rise of the Satanic Metal Underground kunne man let frygte, at det var en skrækkelig pladderjournalistisk bog, man stod overfor.

Man kunne let tro, at den ville prøve at slå plat på emnet for at tjene nogle lette penge, og i virkeligheden bare var en opblæst Ugens Rapport-artikel, lidt som vi kender det herhjemme fra bogserien Virkelighedens Verden. Eller man kunne frygte, at bogen var det, der er endnu værre: Et fundamentalistisk kristent smædeskrift om farerne ved den onde heavy metal-musik, der forfører ungdommen, og forleder dem til Satan-tilbedelse.

Men ingen af delene er heldigvis tilfældet; her får man fuld valuta for penge. For Lords of Chaos er bestemt en grundig og godt researchet bog om de tidlige halvfemseres norske black metal-scene. Alt andet indhold i bogen er blot sidekommentarer til dette; sidekommentarer, der forklarer, hvilke strømninger i metalmusikken, der før black metallens opståen var med til at påvirke og inspirere genren samt at vise eftervirkninger af og indflydelserne fra black metal-scenen – både på selve genren og videre ud i resten af verden.

Tressernes okkultisme

Lords of Chaos indledes med et af topmålene af den overspændte norske black metal-scenes præstationer, da politiet i 1997 afslører, at en hård kerne af tilhængere har lagt planer om at slå en mængde norske politiske og religiøse ledere ihjel – samt med automatvåben at befri black metal-stjernen Varg Vikernes, der på det tidspunkt sidder fængslet for drabet på en anden af scenens helt store personligheder, Øystein “Euronymous” Aarseth, samt for medvirken til en række påsatte trækirkebrande.

Dertil stiller forfatterne det åbenlyse spørgsmål “Hvordan i alverden er popmusikkulturen nået derhen?”, og prøver i de efterfølgende kapitler at give svar på dette ved at skitsere udviklingen fra den tidligste rockmusik, gennem heavy metal-genrens opståen til black metal. Som det bemærkes har Djævlen altid godt kunnet lidt musik: Allerede Elvis og The Beatles blev af kristne grupper beskyldt for at lave satanisk musik og for at forføre ungdommen til dæmontilbedelse. På sin vis har disse kristne grupper været med til at lukke op for, at rockmusikerne begyndte at studere, hvad der udover dem selv er blevet fordømt som satanisk og dæmonisk.

I løbet af tresserne blev en person som den britiske okkultist Aleister Crowley dyrket med interesse af det daværende musikmiljø, hvilket til dels skyldtes kultfilmmageren Kenneth Anger, der havde forbindelser til både Rolling Stones og Led Zeppelin. Samtidig dukkede en af Crowleys tidligere elever, Anton Szandor LaVey, også op i tressernes hippie-rockmiljø, hvor han blandt andet stiftede Church of Satan i hippiernes hovedstad, San Fransisco.

I 1969, The Summer of Love, udgav han The Satanic Bible. LaVeys placering i disse første kapitler er ikke så meget på grund af hans indflydelse på rockmusikken, men nærmere fordi de norske black metal-satanister senere tog klart afstand fra LaVeys frigjorte, individualistiske, liberale og egocentrerede “bløde” satanisme, og i stedet bestræbte sig på at være “rigtig” onde satanister, der gør onde ting og tilbeder mørket og dets fyrste.

Et ret underholdende element er dog, da forfatterne beskriver den sataniske musik og de sataniske bands så som bandet Coven, der opstod i miljøet omkring LaVey, og som nu unægteligt virker ret så tamt og tresseragtig og bestemt ikke så nyskabende og revolutionært, som ambitionen var.

Venom

Der kan dog ikke være den store tvivl om, at Aleister Crowley – i langt større grad end LaVey – har fascineret og haft indflydelse på bands som Led Zeppelin og Black Sabbath, der var med til at skabe og definere heavy metal-genren. Men det band der for alvor fører søndagsskole-satanisme ind i deres tekster og endog også er med til at navngive genren black metal – Black Metal er titlen på deres andet album – er Newcastle-trioen Venom, der for det meste også bliver betragtet som en del af ‘The New Wave of British Heavy Metal’.

Som resten af denne bølge er Venom på scenen udstyret med virkelig seriøse mængde nitter og spænder, og samtidig er de med til at lægge kimen til black metal ved at have tekster, som Moynihan og Søderlund beskriver således: “with their elaborate endorsement of satanism to a degree which would have caused wet dreams for medieval inquisitors”.

Desuden er deres lyd, der er beskidt, brutal, primitiv og hurtig, blevet en del af genrens kendetegn, og Venom optræder som nogle af de første med bombastiske scenenavne som Cronos, Mantas og Abaddon – en praksis, der i dag er standard i black metal.

Det danske islæt

En af de andre vigtige inspirationskilder er – naturligvis – danske King Diamond og Merciful Fate. King Diamond er modsat Venoms for-sjov-tekster erklæret LaVey-tilhænger, hvilket også skinner igennem. Udover for real-satanismen får black metal også ligsminketraditionen fra King Diamond.

Det tredje og sidste band, som Moynihan og Søderlund nævner som inspirationskilde, er svenske Bathory, der egentligt nærmest er et enmandsstudieprojekt for Pugh Rogefeldt eller Quorthon, som han kalder sig på deres plader, hvilket også betyder, at de aldrig har optrådt live. Arven fra Bathory er dels i det lydmæssige, med keyboards og deslige, samt det at lave bands som enmands-studieprojekter for bedre at kunne holde sig uafhængig og ikke gå på kompromis.

Varg Vikernes’ band Burzum er et godt eksempel på, hvordan dette er blevet meget udbredt i black metal-kredse. Samtidig går Bathory meget tidligt fra at dyrke det okkulte og sataniske over til at dyrke det hedenske og de nordiske rødder. Alt i alt er dette afsnit af bogen en virkelig grundig, informativ og samtidig underholdende gennemgang af satanisme i den moderne popkultur og heavy metal-genrens udvikling i retning af black metal.

De gale nordmænd

Men egentlig er det først efter denne del, at vi kommer til det, alle ivrigt har siddet og ventet på, og som sikkert er grunden til, at man har købt/lånt bogen i første omgang. Nemlig beskrivelsen af den norske black metal-scene, dens begyndelse og fremvoksen, belyst gennem en enestående interviewsamling med stort set alle nulevende deltagere fra dengang. Og for øvrigt krydret med mange gode billeder.

Det er her vi får historien om den norske black metals godfather, Øystein Aarseth, der nærmest egenhændigt står for at få stablet en scene på benene i slutningen af firserne. Det er ham, der skaber og ejer pladebutikken Helvete i et af Oslos mere lurvede kvarterer. Butikken specialiserer sig i mørk heavy metal og bliver hæng-ud-stedet og samlingspunkt for den fremvoksende gruppe af black metal-folk.

Aarseth, der i black metal kredse gik under navnet Euronymous, starter samtidig også sit eget pladeselskab, Deathlike Silence, der udgiver dyster norsk metal, der ikke kan finde plads andre steder. Herunder blandt andet Aarseth/Euronymous’ eget band, det nu legendariske Mayhem, der betragtes som et af de allerførste “rigtige” black metal bands – med et sceneshow der bestod af blankvåben, blodudgydelser og satanisk messe, hvor musikerne er iført rustningsdele og corpsepaint.

Det er også gennem Mayhem, at Varg Vikernes, der på det tidspunkt går under navnet Count Grishnackh, og Per Ohlin, a.k.a. Dead, kommer ind på scenen som henholdsvis bassist og forsanger for Mayhem, og det er med disse to personer, at den lille lokale scene for alvor begynder at koge over.

For nok var det Øystein Euronymous Aarseth, der nærmest havde skabt hele miljøet, men han virker dog gennem bogen til mestendels at have haft det hele i munden med bombastiske udtalelser og programerklæringer, mens han egentlig nok bare har været en glad musiknørd, der har været betaget af det dystre og ekstreme.

Kirkeafbrændingerne

Dead tilføjer i sin optræden som forsanger for Mayhem deres sceneshow en ekstra vildskab og ekstremitet ved flere gang voldsomt at skære i sig selv. Til tider i en sådan grad, at han må på hospitalet pga. blodtab. Vikernes forlader derimod Mayhem til fordel for sit eget soloprojekt, Burzum, der også bliver udgivet af Aarseths Deathlike Silence-selskab, og begynder så småt at bygge en kult op om sin egen person, Greven, eller Count Grishnackh.

Det er bl.a., ifølge ham selv, Vikernes, der opfordrer til de første ildspåsættelser af kirker, og de sker, igen ifølge ham selv, med hans velsignelse og vidende – muligvis er han endog selv med til dem, men dette står hen i det uvisse.

I 1992 og 1993 bryder en række af Norges trækirker i brand, bl.a. den kendte Fantoft-stavkirke. Nogle af disse brande har tydeligvis været påsatte. Omkring andre af brandene hersker der stadig tvivl, hvorvidt de er påsat, og det hører med til historien, at der hvert år går ild i nogle af trækirkerne alene fordi, de er af træ, der er påført tjære og som oftest indeholder en kombination af gamle elinstallationer og stearinlys.

Men i den mediehysteri, der opstår, tilskrives enhver kirkebrand heavy metal-satanisterne og black metal-folkene med Varg Vikernes i spidsen, og de tager glædeligt æren for det som en del af deres store antikristne masterplan. Hysteriet var så voldsomt på det tidspunkt, at der endog blev dannet private, frivillige vagtværn, der hver nat holdt vagt ved deres lokale kirker.

Samtidig gør og gjorde black metal-scenen, og Vikernes i særdeleshed, meget for, at det skulle virke som om, der var en egentlig tanke og planlægning bag det hele, selv om en del af de forsøgte ildspåsættelser tydeligvis er halvdårligt udførte drengestreger, hvilket bogen også nævner.

Selvmord

Men Dead kommer faktisk Vikernes i forkøbet med at gøre alvor af sagerne. Allerede i 1990 tager han den yderste konsekvens, og skyder sit eget hoved af med et jagtgevær iført en “I HEART (love) TRANSYLVANIA”-T-shirt. Tilsyneladende uden anden grund end at være dybt fascineret af døden og med et ønske om at tage det et skridt videre.

Hermed får scenen sin første legende, og det første, Vikernes og Aarseth gør, da de finder ham – de bor alle tre sammen på dette tidspunkt, mens det endnu var en virkelig lille scene – er da også at tage billeder af liget til fremtidige pladeudgivelser, før de ringer efter politiet. Der forløb også rygter om, at de skulle have taget dele af hans hjerneskal og lavet smykker ud af dem. Dette har dog vist sig at være en and eller, sagt på en anden måde, en god blærerøvshistorie, som den norske black metal-scene tilsyneladende er fyldt med.

En af grundene til at Varg Vikernes er blevet anholdt og anklaget for kirkeafbrændinger er da også fordi, han selv blærede sig med dem til både svenske dagblade og metalbladet Kerrang samt at han brugte det i stor stil i promotionen af sit enmandsband Burzum, hvor den brændende Fantoft-stavkirke blandt andet pryder pladen Aske.

Kulminationen

Kulminationen på alt dette er black metal-mordene i Oslo. Vikernes opsøger på et tidspunkt – sammen med en anden black metal-fyr – Aarseth midt om natten og likviderer ham med en stor kniv, mens Aarseth endnu er i sine underbukser. Hvorfor Vikernes gør dette fremgår ikke tydeligt i bogen, og det er måske heller ikke helt klart for Vikernes selv. Vikernes påstår, at han har følt sig truet af Aarseth, og han sådan set bare handlede i selvforsvar med et angreb som forsvar.

Derudover bliver det gennem interviews hurtigt klart, at Vikernes i hvert fald følte sig truet af Aarseths placering indenfor miljøet. Samtidig havde Vikernes’ mor også lånt ham penge til en af Burzum-udgivelserne, som han derfor havde givet videre til Aarseth, der også havde lånt penge af sin egen mor. Vikernes ville tilsyneladende gerne have sin mors penge tilbage!

Ligegyldigt hvad er dette begyndelsen til enden for den første del af den norske black metal-scene. For udover at Aarseth, og dermed en af hovedkræfterne, døde i 1993, blev en anden af hovedkræfterne, Vikernes, sat i fængsel for samme, brutale mord. Og samtidig afsløres det også, at en tredje af scenens omdrejningspunkter, Bård Faust Eithun, kendt for at udgive sit fanzine Slayer, også var involveret i et drab.

Han havde slået en mere eller mindre tilfældig mand ihjel med sin kniv, fordi han lagde an på ham en aften i byen. Dette siger noget om den voldelige macho-mentalitet, der på det tidspunkt herskede på scenen.

Fra satanist til nynazist

Det er Vikernes, der får absolut mest opmærksomhed bogen igennem. Både fordi han er og var en af de højtprofilerede personer fra det oprindelige miljø, og samtidig lever han stadig, og er derfor i stand til at blive interviewet. Men det er nok ikke kun derfor, for det virker også som om, at man bare skal stikke en mikrofon hen til Vikernes og så kører han derudaf.

Han har mange ting at sige, og hvis han ikke lige ved noget, så kan han altid finde på noget. Alt sammen ganske underholdende. Som bogens forfattere bemærker, så omtolker Vikernes hele tiden sine tidligere handlinger og synspunkter, således at de passer ind i hans nuværende agenda som dele af en større overordnet plan.

Som f.eks. da Vikernes kom i fængsel i 1994 for både mordet på Aarseth og forbindelse til kirkeafbrændingerne, hvorefter det oprindelige sataniske, norske black metal-miljø begynder at dø hen. I fængslet begynder Vikernes at skifte fra at være en ond og mørk satanist til en højreekstrem og nationalistisk ny-hedning, der sværmer for den oldnordiske folkeånd og racerenhed – dvs. han bliver nazist i enhver tænkelig forstand.

Vikernes omtolker nu sin tidligere satanisme som et bevidst og nødvendigt middel at provokere med for at bryde med det kristent-jødiske tankesæt og nå til den ægte nordiske asatro. Ja, Vikernes selv-genfortolkning bliver så ekstrem og gennemgribende, at han ender med at påstå, at han selvfølgelig altid har været nazist. Selv da han var helt lille, ville han altid helst lege med de tyske tropper blandt legetøjssoldaterne.

Nørd med en Tolkien-fetich

Dette ændrer i sig selv også black metal-scenen. Der opstår både højrenationale vikinge-metalbands og old school-satanistiske black metal-bands. Vikernes selv tager konsekvensen af, at rockmusik tydeligvis har rødder i afroamerikansk rhythm ‘n blues, så derfor laver han med Burzum ikke rockmusik mere, men mere noget, der nærmer sig rent elektronisk ambient, eftersom det er tættere på f.eks. klassisk musik, der er ægte arisk – ifølge Varg, som Vikernes’ fornavn nu er.

Et af de mest underholdende elementer i interviewene med Vikernes er nemlig, da han bliver spurgt til sin fortid og barndom. Hans oprindelige navn er egentlig Christian Vikernes, men det holder jo selvfølgelig ikke, hvis man skal være satanist eller nyhedning. Så derfor skifter han navn til Varg, der skulle betyde noget i retning af krigsulv på oldnordisk.

Men oprindeligt er Vikernes egentlig en nørd med en seriøs Tolkien-fetich. Det kommer blandt andet til udtryk i f.eks. bandnavnet Burzum, der er afledt af Tolkiens fiktive Black Speech-sprog, hvor det betyder mørke, og oprindeligt skulle bandet have heddet Uruk-hai. Vikernes’ black metal-navn, Count Grishnackh, er også fra Tolkien.

Som de mere nørdede måske vil huske, så er Grishnákh (med accent og uden ‘c’) i Ringenes Herre navnet på den ork, der lægger sig ud med Sarumans Uruk-haier i sin sult efter hobbitkød og derved indirekte gør, at Merry og Pippin kan undslippe orkerne. Count-delen af navnet er så bare noget, han har sat på.

Rollespilsnørd

Vikernes’ nørd-del kan man f.eks. også se på Aske-pladen, hvor nogle af numrene har titler som The Crying Orc og Dungeons of Darkness. Men i et af bogens interviews kommer Grishnackh helt ud med sin nørdfortid, hvilket for mig næsten er det mest underholdende i hele bogen.

Vikernes bliver spurgt, hvad der oprindeligt ledte ham ind på satanismen, okkultismen og asatroen, og om det måske var nogle af de ældre musikere, han mødte i sit første band Old Funeral. Dette afviser Vikernes helt – de andre medlemmer i Old Funeral interesserede sig ikke for andet end at spille musik og æde mad; den okkulte indflydelse kom et helt andet sted fra:

“I got interested in occultism through other friends. We played role-playing games, and some of these guys (all older than me) started to buy books on occultism, because they were interested in magic and spell-casting. The showed me the books and then I bought similar things. But the music guys weren’t interested in that stuff at all, they only cared about food” (s. 150).

Hehe! Det vil sige, at Varg Vikernes, Skandinaviens pt. ondeste mand, kirkeafbrænder og nu topideolog på den nazistiske scene, startede sin karriere ikke ved at blive forført af ond rockmusik, men fordi han blev introduceret til det gennem rollespil! For at være helt nøjagtig bliver det senere i bogen tydeligt, at det er MERP, Middle Earth RolePlaying Game, som Vikernes hovedsageligt har spillet. Hvad kan man sige? Rollespil er farligt igen, måske farligere end nogensinde før!

Uinteressant afslutning

Efter de indgående interviews i bogens centrale del ser Lords of Chaos på efterdønninger af starthalvfemsernes black metal-scene i Norge. Hvordan scenen deler sig, nogle i mere nationalsocialistisk retninger, og hvordan black metal breder sig ud over resten af Europa og verden.

Blandt andet fortælles om, hvordan bands som Cradle of Filth og Dimmu Borgir bliver navne, der faktisk ligger på pladehitlisterne, og som bliver spillet på teenage-værelserne. Begge bands er blevet mange gange større end deres forgængere som Mayhem, Darkthrone eller Burzum fra den norske scene.

Endelig gennemgår bogen til sidst også lignende sataniske mord i relation til heavy metal-scenen andre steder i Europa, blandt andet i Tyskland og Finland. Det er til gengæld også bogens mest kedelige og ligegyldige del, da disse andre mord er fuldemandsdrab og teenage-drillerier, der tager overhånd, uden egentlig relation til hverken musik eller satanisme. Men omvendt så udgør disse historier bogens sidste dele, så dem kan man jo bare springe over.

En del af det nye materiale, der er kommet med i anden udgave af bogen, handler netop om et af disse mord. Et finsk fuldskabsmord blandt nogle folk, der hører metalmusik og går i totterne på hinanden efter at have drukket hjemmegæret appelsinjuice. Helt generelt er der ikke noget væsentligt nyt og spændende i anden udgave i forhold til førsteudgaven, så der er ingen grund til at købe den ene frem for den anden.

Pageturner

Forfatterne har begge rødder i musikverdenen, hvilket godt kan mærkes. Micheal Moynihan er en amerikansk forfatter og journalist, der specielt beskæftiger sig med esoterik og popkultur, og Didrik Søderlund er en norsk musikjournalist. Sammen har de lavet en både grundigt researchet og gennemarbejdet bog, der også er god og underholdende læsning – en rigtig pageturner.

Forlaget Feral House, som har udgivet bogen, beskæftiger sig specielt med dokumentarbøger om de mere bizarre og underlødige dele af den moderne popkultur, og deres bagkatalog er helt sikkert værd at kigge nærmere på.

Det skal også til sidst nævnes, at det i 2005 blev offentliggjort, at Lords of Chaos skal filmatiseres af den amerikansk-dansk-norske avantgarde-jazzkunster og filmskaber Hans Fjellested. De indledende optagelser er sat til at begynde i slutningen af 2006, og selv om der endnu ikke vides så meget om, hvordan filmen kommer til at tage sig ud, så er det på forhånd helt sikkert at musikken, dvs. black metallen, kommer til at spille en central rolle på soundtracket.

5 stjerner
Titel: Lords of Chaos – The Bloody Rise of the Satanic Metal Underground
Forfattere: Micheal Moynihan & Didrik Søderlund
Forlag, år: Feral House, 1998
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag, år: Feral House, 2003
Format: Paperback
Sideantal: 405 sider

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Satanisme

Claus Jacobsen: Redaktør, medstifter af Planet Pulp. Født i det gyldne år 1977, hvor den første Star Wars-film såvel som Sex Pistols’ Never Mind the Bollocks udkom og Elvis døde. Jeg er da heller ikke i stand til at huske tilbage til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har været voldsomt og overdrevet besat af Star Wars (og sådan startede nørderiet; Phantom Menace har selvfølgelig lagt en dæmper på det kærlighedsforhold). Vokset op i Kliplev, en lille landsby [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.