13. august 2006

Rosemary’s Baby

Rosemary's BabyRosemary’s Baby er en perfekt konstrueret og pacet okkult gyser, der på forbilledlig vis fremmaner en mere og mere paranoid stemning. Det er glimrende læsning, der både er uhyggelig og afsindig underholdende.

Da Ira Levin i 1965 begyndte at skrive Rosemary’s Baby havde han formentlig næppe drømt om den succes bogen skulle få, endsige dens indflydelse på den sataniske horror fremover.

I sit efterskrift (skrevet i 2003) i den anmeldte udgave af bogen, fortæller Levin lidt om baggrunden for bogen. Nogle år før han skrev Rosemary’s Baby, havde han første gang overvejet idéen om en abnorm graviditet som basis for en gyserfortælling. Nogle år senere kom han på idéen igen, da han ønskede at skrive det, han kalder en “suspense novel” (s. 305).

Rumvæsner eller Satan?
Ira Levin (1929-2007)
Ira Levin (1929-2007)

Da han ikke kunne forestille sig at anvende ægte medicinske problemer som basis for historien, fortæller Levin, at han følte sig nødsaget til at vælge mellem to ting: enten skyldtes graviditeten rumvæsner, eller også skyldtes den Djævelen. Rumvæsnerne var dog ikke rigtig en mulighed alligevel, da John Wyndhams roman The Midwich Cuckoos (dansk: Gøgene i Gorby) som udkom i 1957 (dansk førsteudgave 1971) havde udforsket det samme tema.

Det endte altså med at blive Djævelen, og efter at have researchet lidt om heksekunst, begyndte Levin at skrive romanen i 1965. Han færdiggjorde den i august 1966, og bogen udkom første gang i 1967, hvor den fik særdeles positive anmeldelser. Og det forstår man godt, for Rosemary’s Baby er på alle måder en glimrende gyserhistorie.

Forankrer det utrolige i det almindelige

Levins genistreg er, at han forankrer det utrolige i det almindelige, og at han næsten ikke trækker noget direkte monstrøst ind i historien. Uhyggen genereres i det psykologiske spil mellem hovedpersonerne. Den snigende mistanke læseren får om, at noget er galt, kommer ved hjælp af en række små hints, Levin lader falde hele vejen igennem historien. Efterhånden som disse små hints hober sig op, ved læseren at noget er ravruskende galt, men naturligvis går der endnu et stykke tid inden romanens hovedperson, Rosemary, begynder at finde ud af det. Det er et klassisk trick at lade læseren vide mere end hovedpersonerne, men klassisk eller ej, så virker det efter hensigten.

I bogens begyndelse får det unge par, Guy og Rosemary Woodhouse en lejlighed i The Bramford; en flot og eftertragtet lejlighedsbygning i New York. Guy er skuespiller, og Rosemary den lidt naive pige fra landet, som er flyttet til byen. En gammel ven advarer dem om, at bygningen har et dårligt ry, for mange uhyggelige ting er sket i huset i årenes løb.

Rosemary og Guy slår naturligvis advarslerne hen som ammestuesnak, og flytter ind i den store, lækre lejlighed. Ikke længe efter at de er flyttet ind, bliver de, tilsyneladende ved tilfældighedernes spil, gode venner med deres naboer, det ældre ægtepar Roman og Minnie Castevet. Guy begynder at tilbringe meget tid sammen med ægteparret, men Rosemary føler deres ellers venlige opmærksomhed temmelig påtrængende.

Efter nogen tid bliver Rosemary gravid. De nærmere omstændigheder omkring undfangelsen skal ikke afsløres, for det formidles aldeles fremragende af Levin i en sekvens, der er skrevet så hverken hovedperson eller læser ved om det, der sker, er virkelighed eller drøm. I takt med at Rosemarys efterfølgende graviditet udvikler sig mere og mere faretruende, bliver omsorgen fra the Castevets endnu mere påtrængende, og der sker en række andre mystiske ting, som antyder at noget er helt galt i The Bramford.

Ingen udenomspjank

Her stopper handlingsreferatet, for de, der ikke har læst bogen eller set filmen, bør ikke vide alt for meget på forhånd. Desuden er Rosemary’s Baby en svær bog at formidle et fyldestgørende referat af – af flere årsager. En af grundene er, at Levin ikke bruger tid på udenomspjank. Alt, hvad der foregår i bogen, er af betydning for plottet, så at referere er i høj grad det samme som at afsløre, hvilket vil underminere en stor del af den effektive stemning.

En anden grund er, at selv et nok så grundigt handlingsreferat ikke ville kunne yde netop selv samme stemning retfærdighed. Effekten af de mange hints, som Levin giver læseren i henkastede bisætninger, er nemlig, at atmosfæren i romanen langsomt fortættes indtil den bliver nærmest klaustrofobisk. Det understøttes af, at størstedelen af handlingen faktisk finder sted i lejligheden – kun få scener udspiller sig ude i byen, og de er tilmed temmelig korte. Denne stemning skaber, i kombination med læserens sympati for Rosemary, en snigende uhygge, der yderligere forankres ved læserens stigende grad af vished om, at det, der vokser inde i Rosemary ikke er noget almindeligt barn.

Ira Levin skriver letlæseligt, direkte engelsk, og er tilmed en glimrende dialogforfatter – de forskellige personer bliver individer igennem dialogen, hvilket er noget, som bestemt ikke alle forfattere mestrer. Det gør Levin imidlertid, og i Rosemary’s Baby udnytter han teknikken flot og virkningsfuldt.

Han bruger til gengæld ikke lang tid på beskrivelser – de er der naturligvis, men de er fyldestgørende og ikke mere. Han dvæler ikke ved sine narrative gengivelser, og lige som med mange andre ting i bogen, får små detaljer i Levins beskrivelser først anstrøg af noget truende senere, i takt med at handlingen udvikler sig. Kombinationen af forholdsvis meget dialog og koncise beskrivelser giver romanen en effektiv og sikker fremdrift, der ikke alene gør den afsindigt underholdende, men også meget hurtigt læst. Dertil kommer at bogen faktisk ikke er så lang; den anmeldte versions 302 sider er sat med forholdsvis store typer.

Betydningsfuld

Rosemary’s Baby er ikke bare en glimrende gyserroman i sig selv, men den skulle også vise sig at blive uhyre betydningsfuld. Dels fordi den affødte Roman Polanskis ekstremt trofaste og meget flotte filmatisering, dels også fordi bogens koncept blev planket af bagmændene til The Omen (dansk: Tegnet), Richard Donners Antikristgyser fra 1976.

Uden Rosemary’s Baby var The Omen næppe blevet til, og formentlig var Rosemary’s Baby også medvirkende til, at satanisk horror blev en populær gysergenre i 1970′erne med The Exorcist (dansk: Eksorcisten) som det bedst kendte eksempel. William Peter Blatty skrev da også først The Exorcist i 1971, filmen kom i 1973, og det virker overvejende sandsynligt, at det var Ira Levin, der med Rosemary’s Baby banede vejen for denne genres efterfølgende opblomstring.

Rosemary’s Baby anbefales på det varmeste til alle fans af gysergenren, og specielt til fans af satanisk horror.

6 stjerner

Titel: Rosemary’s Baby
Forfatter: Ira Levin
Udgivet: 1967 (denne udgave 2003)
Forlag: New American Library
Format: Paperback
Sideantal: 308 sider (inkl. et efterskrift af forfatteren på fire sider)

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/08/2006