Lost in Space

Jeg kendte ikke til den klassiske sci-fi-serie Lost in Space (1965-68), da den storstilede filmudgave fra 1998 fik premiere.

Den gamle serie hørte til én af de elskede sci-fi serier fra dengang, hvor man ikke havde de store ressourcer til at skabe utrolige effekter, men den havde til gengæld en vis charme over sig.

Da filmudgaven kom fremme i slutningen af 1990’erne så jeg traileren og tænkte med det samme, at det lignede en film, jeg burde se. Den havde rumrejser, aliens og Gary Oldman som manisk skurk. Hvad kunne gå galt? Jeg så endelig filmen på TV mange år efter og mand, hvor var det skuffende.

I 2018 fik rumeventyret om familien Robinson nyt liv med Netflix-serien af samme navn. Serien, der løb over tre sæsoner, blev væsentligt bedre modtaget af anmeldere og publikum end spillefilmen fra 1998.

Lost in Space anno 1998

Fremtiden ser sort for Jorden. For i år 2058 er planeten truet af forurening, der påvirker atmosfæren.

I et desperat forsøg på at redde menneskeheden sender rumorganisationen United Global Space Force professor John Robinson (William Hurt), hans kone Maureen (Mimi Rogers), døtrene Penny (Lacey Chabert) og Judy (Heather Graham) og sønnen Will (Jack Johnson) ud til planeten Alpha Prime for at bygge en såkaldt hypergate.

Det skal være i stand til at få Jordens befolkning fragtet til den anden planet og dermed skabe en fremtid for alle mennesker.

Men der er onde kræfter, der vil forhindre Robinsons gode arbejde. Det er terrorgruppen Global Sedition, som får den skumle doktor Smith (Gary Oldman) til at sabotere den kommende rumrejse.

Efter et vellykket take off fra Jorden, går turen drastisk galt på grund af Smith, der programmerer en robot til at myrde Robinson-familien. De vågner brat op fra deres cryo-søvn og får overmandet både robotten og Smith, men kaosset har gjort, at deres rumskib er kommet ud af kurs.

Så nu er familien Robinson… ja, lost in space!

Obduktion af en forfejlet filmatisering af en TV-serie

Filmselskabet New Line Cinema tog en stor chance med at lave Lost in Space-filmen. Foruden selve filmen havde de planer om at gøre hele halløjet til en stor multimedia-franchise a la Star Wars.

Planerne talte udvikling af live action-serier og tegnefilmserier samt mulighed for at skabe en masse legetøj baseret på figurerne.

Men da filmudgaven floppede økonomisk, forsvandt de planer og baseret på slutresultatet, er der god grund til det.

Lost in Space var en film med massevis af visuelle effekter – ikke så overraskende, da det i de sene halvfemsere eksploderede med effektfilm som Starship Troopers (1997) og Star Wars Episode I: The Phantom Menace (1999).

Der blev skubbet til teknologien, naturligvis i kraft af mulighederne med computerskabte effekter, men Lost in Space hører absolut ikke til de mere vellykkede af slagsen.

Kvaliteten af de mange effekter i Lost in Space er ekstremt blandet. Det er tydeligt, at filmskaberne havde problemer med håndteringen af effekterne blandt de mange effektfirmaer, der var tilknyttet det ambitiøse filmprojekt.

De visuelle idéer som rum-edderkopperne og alien-aben Blarp er ellers spændende, men de hæmmes meget kraftigt af computeranimation, der ligner noget fra computerspil – på den dårlige måde.

Klodset rumrejse

Plottet i Lost in Space er som udgangspunkt ret fint, men det bliver fortalt med mangel på fantasi, hvilket også er med til at forklare filmens generelle look, som prøver at forene den oprindelige series æstetik med et moderne halvfemser-look.

Det ser ret klodset ud til tider, og det bliver ikke bedre på baggrund af de mange ringe computereffekter.

Filmen blev instrueret af Stephen Hopkins, der tidligere stod bag film som Predator 2 (1990) og Nightmare on Elm Street 5: The Dream Child (1989), men her i Lost in Space var han noget fortabt.

Det samme kan siges om filmens manuskriptforfatter Akiva Goldsman, der desværre også skrev Batman & Robin (1997). Historien i Lost in Space leger også med konceptet med tidsrejser, men det gør historien mere rodet end nødvendigt. Så filmen kunne lige så godt hedde Lost in Space and Time!

Gary Oldman stjæler showet

Det er uden tvivl den altid seværdige Gary Oldman, der tager opmærksomhed med sin skurkagtige doktor Smith.

Han lavede angiveligt filmen for sine børns skyld, så de kunne se farmand i en familievenlig film i forhold til andre af hans film. Han lavede den dog også for at få penge til sin benhårde debutfilm som instruktør, Nil by Mouth (1997).

Gary Oldman var på det tidspunkt Hollywoods yndlingsskuespiller til at spille skurke, hvilket hans fantastiske roller i film som Bram Stoker’s Dracula (1992), Leon (1994), Air Force One (1997) og The Fifth Element (1997) er klare beviser på.

Hans udgave af doktor Smith ligger lidt i forlængelse af hans skurk Zorg fra netop The Fifth Element med lettere manisk overspil, der skriger af crazy bad guy. Meget af humoren kommer udelukkende fra Oldman.

Matt LeBlanc fra komedieserien Friends (1994-2004) som rumpiloten major Don West er en katastrofe. Det er nok et af de værste casting-valg fra dengang, da det er noget nær umuligt at tage ham alvorligt som actionhelt med klodsede one-liners. Det fungerer slet ikke.

Selv castingen af familien Robinson er mig en stor gåde. Jeg har ikke andet end respekt for William Hurt, som vi desværre mistede for nogle år siden, men han er ikke særlig god som familiens overhoved. Han ser meget irriteret ud det meste af tiden og leverer sine replikker meget monotont.

Scenen, hvor Hurt siger “I love you, wife” til sin kone er det mest uromantiske øjeblik i filmhistorien! Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at kemien mellem ham og Mimi Rogers er livløs.

Kemien mellem de tre unger virker heller ikke specielt troværdig, da man ikke for alvor fornemmer den store kærlighed mellem dem. Det er værd at bemærke, at Jake Johnson som Will har ikke spillet meget skuespil efter Lost in Space, men som voksen arbejder han som filmfotograf.

Bare totalt lost in space

Lost in Space er uden tvivl en af de mest skuffende science fiction-film, jeg har set i mit liv. Der er gode intentioner, og der er spor af ambitiøse idéer i filmen, men den falder på røven lige fra start.

Filmen fungerer på mange måder mere som et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå, når man overfører TV-fiktion til det store lærred. Nogle gange kan der ske mirakler på den front, men Lost in Space er bestemt ikke et af dem.

Anmeldt i nr. 232 | 13/03/2025

Stikord: Rummet, Rumskibe