Predator 2

3 minutters læsetid

Det var en tung arv, der skulle løftes, og et par meget store militærstøvler, der skulle udfyldes, da man gik i gang med produktionen af Predator 2. For det første er Predator (1987) en af alle tiders bedste actionfilm (i gyserklæder) i en fremragende junglesetting, og for det andet var Arnold i sit livs form som Dutch.

Det er nok også grunden til, at jeg var skuffet, første gang jeg så Predator 2: Væk var Arnold, og væk var junglen. Predator blev en kæmpesucces: Et budget på omkring 15 millioner dollars blev til et overskud på mere end 100 millioner dollars. Så en efterfølger var naturligvis en formsag.

Hvor er Arnold?

Og jeg var åbenbart ikke den eneste, der manglede Arnold, da man kan læse følgende i Filmårbogen 1991: ”Arnold Schwarzenegger glimrer ved sit fravær i denne fortsættelse, der dog kan byde på enkelte dynamiske sekvenser samt gennemgående flotte effekter”.

Men Predator 2 er en film, der er klart bedre end hvad mit første indtryk, som kåd teenager, fortalte mig tilbage i start-90’erne. Faktisk er det en ganske fremragende film, der formår at føre junglen ind i storbyen, og hvor Arnolds fravær faktisk giver filmen en helt anden farlig nerve. Kort sagt kommer gyserdelen til at fylde mere. Og så er den også meget mere end bare ”enkelte dynamiske sekvenser” og ”flotte effekter”.

Da LA blev en jungle

Handlingen udspiller sig i 1997 i en ikke så fjern fremtid. Junglen er i denne omgang LA, og det skifte er fremragende formidlet i den svedige storby, hvor de stærke dræber de svage, nøjagtigt som det er tilfældet i naturen.

I filmens voldsomme indledning, hvor politiet er i en vild skudveksling med et narkokartel, gør predatoren sin entre, og det ser filmens hovedperson Michael Harrigan (Danny Glover), der er betjent. Snart begynder der at dukke flere lig op, og det går op for Harrigan, at en ny jæger er på spil.

Men der er nogen, der godt kender til denne jæger, og snart kan jagtsæsonen for alvor skydes i gang i LA’s gader, på tagene og i et slagteri. For, som der står på plakaten, er vores gode ven, predatoren følgende: ”He’s in town with a few days to kill”. Velbekomme.

Hvor Predator blev ført sikkert i havn af den fremragende instruktør John McTiernan, var det op til Stephen Hopkins at tage over i toeren. Manuskriptet blev skrevet af brødrene Jim og John Thomas, der også stod bag Predator. Hopkins, der er født på Jamaica, var, og er, bestemt ikke noget stort navn. Før Predator 2 havde han kun instrueret Dangerous Game (1987) og A Nightmare on Elm Street 5: The Dream Child (1989). Og efter Predator 2 har han kun instrueret ni spillefilm og nogle episoder til tv-serier. Blandt de ni titler er de mest kendte Blown Away (1994), The Ghost and the Darkness (1996), Lost in Space (1998) og The Reaping (2007) – og jeg fornærmer nok ikke nogen, når jeg siger, at Predator 2 er hans klart bedste film.

Kendte ansigter

Hopkins formår at videregive en meget intens stemning, og samtidig har han et fint greb om sine skuespillere, hvor Danny Glover gør det ganske fremragende i hovedrollen. Den klassiske b-films stjerne Gary Busey stjæler dog mange scener som Peter Keyes, manden der jagter predatoren sammen med sit team.

Desuden er det altid dejligt at se folk som Bill Paxton, Adam Baldwin og Robert Davi. Og når vi nu ikke fik Arnold, kan vi da glæde os over smukke Maria Conchita Alonso, der spillede over for den østriske eg i den dejlige The Running Man (1987).

Brutalt som i de gamle dage

Predator 2 fik generelt dårlige anmeldelser, men tjente stadigvæk en god slat penge hjem, omkring 20 millioner dollars i overskud. Jeg er i den sammenhæng ret sikker på to ting: Hvis Arnold havde været med, var det blevet en langt dårligere film (eller i hvert fald en meget anderledes film) men den havde tjent flere penge, da Arnold på det tidspunkt var en sikker investering.

Og hvis Predator 2 var kommet frem i biograferne i dag, ville den få meget pæne ord med på vejen, da kombinationen af action og gyser sjældent er set bedre end her. Det er imponerende, hvorledes filmen får transformeret storbyen om til en ægte asfaltjungle, hvor alle kan dø når som helst.

Det skyldes til dels det imponerende lyddesign og det fremragende score af Alan Silvestri og til dels manuskriptet, som tør være både voldsomt og brutalt. Ja, til tider kynisk. Dialogerne er også fremragende, et klassisk levn fra de gode gamle actionfilmdage, og så er filmen spækket med blodige effekter.

Kort sagt er det en type film, jeg savner at se i det moderne biograffilmoutput, hvor alt på mange måder er blevet for pænt. Og lad mig slutte denne anmeldelse af med denne fremragende replik, da en forbryder straffes af en anden forbryder: ”King Willie says, not only do I have to kill you, but I have to take your soul. Voodoo magic. Fucking voodoo magic, man!”.

5 stjerner

Titel: Predator 2
Instruktør: Stephen Hopkins
Manuskript: Jim Thomas & John Thomas
Cast: Danny Glover (Mike Harrigan), Kevin Peter Hall (predatoren), Bill Paxton (Jerry Lambert), Gary Busey (Peter Keyes).
Producere: John Davis (producer), Lawrence Gordon (producer), Joel Silver (producer)
Foto: Peter Levy
Klip: Mark Goldblatt og Bert Lovitt
Musik: Alan Silvestri
Spilletid: 108 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk og engelsk.
Produktionsland, år: USA, 1990
Produktionsselskaber: Twentieth Century Fox Film
Distributør (Blu-ray): Twentieth Century Fox Home Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 107 | 13/09/2014

Stikord: 2’er, Fortsættelse, Rumvæsener, Splat

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.