Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

American Psycho

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Det der burde have været en grum filmisk oplevelse, bliver bare en ganske ordinær film, som konstant underholder men aldrig kommer derud, hvor det gør ondt.

American PsychoDa Bret Easton Ellis’ roman American Psycho udkom tilbage i 1991, skabte den meget forargelse, og blev samtidig en dundrende succes. Her mødte vi Patrick Bateman, Wall Street-forretningsmand om dagen og seriemorder om aftenen.

Bogen er grænseoverskridende i dens grafiske beskrivelser af mordene, og samtidig er karakteren Bateman så ubehagelig, at det næsten gør ondt. Men når man har læst bogen, er det tydeligt, at den ikke er oplagt til at blive filmatiseret som en mainstreamfilm, da den simpelthen er for voldelig og kompromisløs.

Ikke desto mindre kom filmen så tilbage i 2000 efter en del tovtrækkeri om, hvem der skulle instruere, og hvem, der skulle have rollen som Bateman. Det færdige resultat er en blandet størrelse, som hverken er en god filmatisering eller en specielt god film i det hele taget.

Psykopatien lurer
Det smukke ydre.

Det smukke ydre.

Patrick Bateman arbejder som en succesfuld forretningsmand i et stort firma på Wall Street. På overfladen ser alt godt ud. Bateman er en flot fyr, han er velklædt, og plejer sin krop til perfektion. Han har en stor vennekreds, en kæreste og en elskerinde. Men bag den pæne overflade lurer psykopatien.

Jet-set vennerne (bemærk at manden er bøsse).

Jet-set vennerne (bemærk at manden er bøsse).

Bateman er seriemorder, seksuelt afstumpet, modbydelig og vigtigst af alt er han en tom eksistens. En hul skal, der vandrer rundt i de almindelige menneskers verden uden at være rigtig til stede. Kun i volden finder han glæde. Han har en sygelig fascination af materielle goder, som om de er de eneste, der holder ham fra at eksplodere.

I filmens indledning får vi et fint billede af, hvordan Bateman fungerer. Men efter at han myrder Paul Owen, bliver filmen mere til en thriller, hvor Bateman konstant må udbygge sine løgne, da han konfronteres af politiet. Samtidig fortsætter hans “vilde” natteliv, hvor både tiggere, ludere og gamle veninder må lade livet på grund af hans umættelige blodtørst.

Hverken eller
Mr. American Psycho.

Mr. American Psycho.

Det overordnede problem med filmatiseringen af American Psycho er, at den ikke ved, hvilket ben den skal stå på. Vil den være et grafisk studie i afstumpethed og menneskeligt forfald, eller vil den være en ordinær spændingshistorie? Ingen af delene lykkes til fulde, og derfor er det også en smag af uforløsthed, man sidder tilbage med efter at have set filmen.

Patrick og hans sekretær.

Patrick og hans sekretær.

For filmen kunne godt have fungeret, hvis den havde turdet noget mere. Både grafisk og indholdsmæssigt. For den har da sine voldelige passager og steder, hvor vi nærmer os Bateman som person, men det bliver kun til overfladescanning af de interessante tematikker, som Bret Easton Ellis berører i sin roman. Og det er ærgerligt, da man med filmens stærkeste kort, skuespilleren Christian Bale som Patrick Bateman, har haft en uovertruffen mulighed for at lave noget rigtig stort.

Bale personificerer med sit smukke og glatte ydre helt perfekt Bateman rent fysisk, og samtidig er hans stemme og skuespil helt eminent. Han er den eneste der holder rumpen helt tør, selv da hans skuespil tangerer manisk overspil hen imod filmens slutning. Bale har da også siden hen vist i adskillige roller, at han er en af sin generations allerbedste skuespillere.

Fejler fælt
På køl ved siden af isen.

På køl ved siden af isen.

Når man taler om filmatiseringer er der altid den fare, at man skuffer dem, der har læst romanen. Visse ting udlades, andre tilføjes og så fremdeles. I mine øjne kan diskussioner vedrørende filmatiseringer blive til en omgang nonsens, hvis folk kun kigger på detaljerne.

Filmatiseringen af Ringenes Herre-trilogien (2001-03) er et godt eksempel, da man her så, at nørder gik i selvsving over at visse ting manglede, frem for at fokusere på, at filmene langt hen ad vejen var tro mod fortællingen og romanens ånd. For det vigtigste, i mine øjne, er, at filmatiseringer forbliver tro mod den grundlæggende fortælling i romanen, samtidig med at den rammer romanens ånd. Og det med ånden er det sværeste.

En kvinde jages.

En kvinde jages.

Jeg er sgu’ ligeglad med, om en scene er omskrevet eller personer er udeladt, så længe at en given filmatisering kan stå på egne ben. Og her fejler American Psycho fælt. Kun indledningen rammer romanens ånd, mens resten af filmen stikker i forskellige retninger, og bevæger sig mod at blive en ordinær spændingsfilm, som slet ikke indeholder den grumme tone af intethed, som bogen har til overflod.

En morders kunstneriske evner (kort efter at han har myrdet en pige med en motorsav).

En morders kunstneriske evner (kort efter at han har myrdet en pige med en motorsav).

Godt nok er der tilsat en voice over, hvor Christian Bale overbevisende leverer Batemans tanker, men også disse tanker ridser kun lidt i overfladen og det bliver aldrig rigtig ubehageligt. Og så nytter det faktisk heller ikke noget, at flere af filmens scener er næsten eksakte kopier af scener i bogen. Denne trofasthed overfor romanen falder til jorden, da man godt nok har forsøgt at overføre det skrevne ord til filmen rent visuelt, men ikke har formået at gengive den helt absurde brutalitet, som løber som en rød tråd gennem hele bogen.

Jeg vil gerne medgive, at bogen har været næsten umulig at omskrive til film, da man i Hollywood ikke ville være i stand til at stikke så dybt, rent grafisk, som bogen ligger op til. Så måske skulle den aldrig have været filmatiseret, eller måske skulle den have haft nogle skabere, som havde haft mere mandsmod og en lyst til at gå linen ud.

Ordinær
En panisk Bateman.

En panisk Bateman.

Et andet meget stort problem er, at filmen udarter sig til næsten at blive en decideret spændingshistorie, hvorimod denne del nærmest blot er en fodnote i romanen. Men folkene bag filmen har set det som en nødvendighed at filmen fik et klart fokus, da man nok ellers havde regnet med, at den almindelige biografgænger ikke gad se filmen. Og det er ærgerligt, at man er gået på kompromis med dette. Samtidig bliver romanens tvetydighed til en banal størrelse i filmen, som igen lefler for et mainstreampublikum.

Når alt det negative er sagt, så lykkes det dog filmen konstant at underholde og aldrig blive kedelig. Den har et fornemt cast, og er lækker at se på. Men det er efter min mening bare ikke godt nok, når man taler om en filmatisering af en af 90’ernes mest overraskende og ubehagelige romaner. Det der burde have været en grum filmisk oplevelse, bliver bare en ganske ordinær film, som konstant underholder, men som aldrig kommer derud hvor det gør ondt.

4 stjerner

Titel: American Psycho
Instruktør: Mary Harron
Manuskript: Mary Harron & Guinevere Turner baseret på romanen American Psycho af Bret Easton Ellis
Cast: Christian Bale (Bateman), Justin Theroux (Timothy), Reese Witherspoon (Evelyn), Willem Dafoe (Det. John Kimball)
Producere: Christian Halsey Solomon (producer), Chris Hanley (producer), Edward R. Pressman (producer), Joseph Drake (executive producer), Michael Paseornek (executive producer), Jeff Sackman (executive producer)
Foto: Andrzej Sekula
Klip: Andrew Marcus
Musik: John Cale
Spilletid: 104 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: USA/Canada, 2000
Produktionsselskaber: Edward R. Pressman Film, Lions Gate Films, Muse Productions, P.P.S. Films, Quadra Entertainment, Universal Pictures
Distributør (DVD): Lions Gate Films Home Entertainment
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Filmatisering, Seriemordere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *