Nr. 22 – 13. august 2007

Manddrabet eller mordet er uden tvivl den ugerning, som lettest får omtale i medierne, måske lige bortset fra seksuelle overgreb. Mordet har en nærmest magnetisk tiltrækningskraft på os, måske fordi drabets definitive karakter i sidste ende udstiller vores egen sårbarhed. Det er et helt grundlæggende princip for ethvert samfund, at man ikke uden videre kan myrde hinanden. Ja, al kultur er vel mere eller mindre baseret på den tanke, at man ikke uretmæssigt kan tage en andens liv, i hvert fald hvis en stabil samfundsorden skal kunne eksistere.

Det arketypiske drab

For den vestlige kultur, må det utvivlsomt være Kains brodermord der står som det arketypiske drab. Det første drab i historien, hvor Abel brutalt bliver dræbt. Et motiv der har optaget kunsthistorien så længe, der har eksisteret en kristen ikonografi, og drabet fortsætter med at dukke op i kunsten. Men hvorfor er vi så optagede af mordet? Hvorfor fylder historier om mordere så utrolig meget?

I sidste ende, fordi vi i mordet får illustreret vores egen dødelighed. At begå et mord er muligvis en af de letteste kriminelle handlinger, der kan blive begået. Vi har dagligt uendeligt mange muligheder, og vi befinder os konstant i situationer, hvor en morder med lethed ville kunne ekspedere os til det hinsides. Det sker bare ikke, netop fordi vi ved, at manddrabet er en barriere som kun krydses af ganske, ganske få. Af den grund lever vi heller ikke i konstant frygt for at blive dræbt, og derfor er vi også så dybt fascineret af de, der rent faktisk har vovet sig forbi grænsen, og forbrudt sig mod vores fælles kulturelle kontrakt om ikke at myrde løs.

Det perfekte mord

Det perfekte mord. Det er et begreb, vi kender rigtig godt, og det illustrerer igen vores dybe fascination af morderen. Det perfekte mord er nærmest en ædel, intellektuel handling. Noget beundringsværdigt. Det er så let at dræbe, men morderen slipper jo sjældent fra det. Tænk at slå ihjel og rent faktisk ikke blive opdaget! På den led at snyde det kulturelle tabu og leve videre, som intet var hændt. Det er et emne, vi slet ikke kan slippe, og der er skrevet utallige bøger med dette som tema.

Drabet rummer altså en besynderlig dobbelttydighed, der på en gang fylder os med væmmelse og frygt, men samtidig med en bizar beundring. Tænk eksempelvis på Agatha Christie, der med sine whodunit-romaner kunne gentage den samme historie igen og igen. Motivet varierede, men drabet var næsten altid en sikker bestanddel. Her er det altid detektivens øjne, vi ser tingene igennem. Vi ser det med opdagerens øjne. Hvem gjorde det og hvorfor? Motivet bliver blottet, og som regel er det jo altid forståeligt, hvorfor drabet blev begået. Penge, jalousi, frygt – alt sammen noget, Kain sikkert ville kunne nikke genkendende til.

Nye mørke toner

Gennem whodunit-genren får vi altså de rationelle begrundelser for morderens motiver, men genren formår kun sjældent at stille vores nysgerrighed i forhold til, hvordan drabsmanden rent faktisk tænker. Hvad foregår der i hovedet på den, der dræber? Hvad tænker morderen i drabsøjeblikket? Det har andre forfattere beskæftiget sig med, og det har skabt litteratur som ligger meget langt fra Agatha Christies uskyldige, engelske univers.

I det øjeblik der bliver åbnet op ind til morderens sind, slipper helt nye mørke toner op til overfladen. Det grusomme, det forvrængede, det syge får pludselig luft. Mordet forbindes med grundlæggende følelser og derfor også det lystbetonede. Lystmorderen, eller seriemorderen har på den led nærmest opnået ikonisk status. Både på film og i litteraturen har de syge mordere, der dræber igen og igen, fået lov til at udleve vores beskidte fantasier om folk, der giver de allerede meget omtalte kulturelle konventioner fingeren, og kaster sig helhjertet ud i drabet med monoman dedikation.

Men en ting er det lystbetonede mord, som flirter med koblingen mellem sex og død, en anden ting er det helt kolde mord, begået ud af ligegyldighed. Her Bret Easton Ellis i hvert fald givet os stof til eftertanke med American Psycho, som formåede at vække temmelig meget røre.

Mord på menuen

Alt dette har vi forsøgt at indfange i denne måneds temaudgave af Planet Pulp. Temaet domineres i høj grad af film, hvilket måske ikke er helt overraskende. Morderen – takket være drabets fascinerende grafiske natur – optræder i et utal af sammenhænge, og vi møder ham over alt.

Hvad film angår, kommer vi vidt omkring. Lige fra den gamle traver M, der med sit antydede barnemord er begyndelsen på alt det, der senere kan boltre sig frit i exploitationfilmens univers. Mindst lige så betydningsfuldt i denne sammenhæng er Hitchcocks Psycho med sit berømte brusebadsdrab. Her fik mord og sex for alvor lov at gå hånd i hånd.

Det var italienerne ikke sene til at opfange, og man kan vel hævde, at en stor del af giallogenren blev født ud af Psycho. Vi har fået Dario Argentos Il gatto a nove code (The Cat o’ Nine Tails) med som repræsentant for den til stadighed populære italienske morderfilm, som atter smittede af på den amerikanske filmindustri. Her var folk som Carpenter og Cunningham nemlig med til at skabe det, der i dag er blevet til slashergenren. Den har vi bl.a. med gennem den måske mindre kendte Happy Birthday to Me.

Da slasherne, anført af Michael Myers og Jason Voorhees, havde udlevet deres glansperiode, blev det seriemordernes tur. Den nye stjerne hed Hannibal Lecter, og da vi mødte ham for første gang i Anthony Hopkins’ skikkelse i 1991 med The Silence of the Lambs, fik morderfilmen et helt nyt udtryk. Den metodiske dræber var nu i centrum – ikke som vildt slagtende galning, men som kalkuleret, opfindsomt rovdyr. Den bølge har endnu ikke udlevet sig selv, og et af de nyeste bidrag til dette, Saw-seriens første film, har vi da også fået med.

Blandt alt dette er der naturligvis også en stribe helt centrale film, som på den ene eller anden måde har været med til at forandre horrorgenren, hvis ikke hele det filmiske udtryk. The Last House on the Left, The Texas Chainsaw Massacre og Se7en er gode eksempler på dette.

På bogfronten har vi også fået morderne med. Her er det vel navnlig den berygtede Patrick Bateman fra American Psycho, der skal trækkes frem. Han får dog selskab af Robert Blochs Norman Bates og Thomas Harris’ Dr. Lecter. Er du interesseret i forlægget til de efterfølgende film, skulle der altså være rig lejlighed til at dykke ned i dette. Vi har dog også taget et kig på en helt ny dansk bog om seriemordere – et stykke faglitteratur vel at mærke.

Derudover har vi en håndfuld andre ting, som i et eller andet omfang berører morderen. Det være sig tegneserien Blodets Bånd, computerspillet Manhunt, det fascinerende rollespil Violence eller Iron Maidens album Killers fra 1982.

For at det ikke skulle være nok, har vi også en stribe ting udenfor temaet, som nok også vil vække interesse, og bestemt ikke skal glemmes. Det drejer sig om den sædvanlige cocktail af comics, bøger og film. Der burde altså være nok læsestof til den kommende måned. God jagt. Vi er tilbage om fire uger, hvor der bl.a. står “Animal Horror” på programmet.

Film:
American Psycho (Mary Harron, 2000)
Blue Sunshine (Jeff Lieberman, 1976)
Color Me Blood Red (Herschell Gordon Lewis, 1965)
Dahmer (Dahmer: Kannibalen fra Milwaukee) (David Jacobson, 2002)
Day of the Woman (En kvinde ser rødt / I Spit on Your Grave) (Meir Zarchi, 1978)
Fight for Your Life (Robert A. Endelson, 1977)
Il gatto a nove code (Den Nihalede Kat / The Cat o’ Nine Tails) (Dario Argento, 1971)
Hannibal (Ridley Scott, 2001)
Happy Birthday to Me (Blodig fødselsdag) (J. Lee Thompson, 1981)
House of Wax (Vokskabinettet) (André de Toth, 1953)
House of Wax (Vokskabinettet) (Jaume Collet-Serra, 2005)
The Last House on the Left (Rædselsnatten) (Wes Craven, 1972)
M (Fritz Lang, 1931)
Mystery of the Wax Museum (Michael Curtiz, 1933)
Psycho (Alfred Hitchcock, 1960)
Red Dragon (Den Røde Drage) (Brett Ratner, 2002)
Resurrection (Kristi Legeme) (Russel Mulcahy, 1999)
Saw (James Wan, 2004)
Se7en (David Fincher, 1995)
The Silence of the Lambs (Ondskabens Øjne) (Jonathan Demme, 1991)
The Texas Chainsaw Massacre (Motorsavsmassakren) (Tobe Hooper, 1974)
Two Thousand Maniacs! (Herschell Gordon Lewis, 1964)
Wolf Creek (Greg Mclean, 2005)

Filmmusik:
Hannibal (Hans Zimmer, 2001)
Psycho (Bernard Herrmann, 1960)
Red Dragon (Danny Elfman, 2002)
Se7en (Howard Shore, 1995)
The Silence of the Lambs (Howard Shore, 1991)

Bøger:
American Psycho (Bret Easton Ellis, 1991)
Hannibal (Thomas Harris, 1999)
Ondskabens Øjne (The Silence of the Lambs) (Thomas Harris, 1988)
Psycho (Robert Bloch, 1959)
Psycho 2 (Robert Bloch, 1982)
Den Røde Drage (Red Dragon) (Thomas Harris, 1981)
Seriemordere – USA’s Uhyggeligste Forbrydere (Henriette Sørensen, 2007)

Tegneserier:
Blodets Bånd (Yves H & Hermann, 2000)

Rollespil:
New Style: Violence – the RPG of egregious and repulsive bloodshed (Greg Costikyan, 1999)

Computerspil:
Manhunt (Rockstar Games Inc., 2004)

Musik:
Killers (Iron Maiden, 1981)

Anmeldelser udenfor tema:

Film:
Bone (Larry Cohen, 1972)
The Kovak Box (Ingen udvej) (Daniel Monzón, 2006)
The Return (Asif Kapadia, 2006)

Bøger:
The Afterblight Chronicles: The Culled (Simon Spurrier, 2006)
The Hellbound Heart (Clive Barker, 1986)
Septimus Heap Bog To: Flyveri (Septimus Heap Book Two: Flyte) (Angie Sage, 2006)

Tegneserier:
Caballistics, Inc.: Creepshow (Gordon Rennie & Dom Reardon, 2007)
Strontium Dog: Search/Destroy Agency Files 01 (John Wagner m.fl., 2007)