War Machine

Hvem eller hvad er titlens krigsmaskine? Det vender jeg tilbage til senere.

Barndommens land. Tidens mælketand.

Først tager jeg jer lige et smut med tilbage til min barndoms Hostrupskov i Sønderjylland. I ved, dengang hvor alt er badet i nostalgisk lys. Lyset, der kaster sit skær over drengene, der leger røvere og soldater i haven, i skoven. Med flotte pinde som geværer, med plastikstykker som granater. Den slags.

Det kunne også være lege i sandkassen med det, vi kaldte myremænd. Altså de små plasticsoldater, hvor der var flag med, så amerikanerne kunne komme mod tyskerne.

Senere blev min horisont udvidet med de skønne Action Force/Gi Joe-figurer. Nu blev krigshandlingerne pludselig mere realistiske! Kampe på land, i luften og på vandet – jeg husker min flotte Joe-boreplatformsbase, der blev angrebet at det smukke blå Cobra-fly.

Og så kom filmene. Predator fra 1987, “Do it”, Dutch, i Arnolds skikkelse, mod overmagten, mod monstret.

Alle disse følelser og minder blev aktiveret, da jeg så War Machine – jeg har faktisk allerede set filmen to gange, og kommer til at se den mange gange i fremtiden! På mange måder er det fortællingen om Sisyfos (i en hårdkogt actionhelt-udgave), der vil uddanne sig som Ranger, mens han slæber på rundt på andre soldater og skal redde dagen. Igen og igen.

Blodig start i Afghanistan

Historien tager sin begyndelse i Afghanistan. Her møder vi filmens hovedperson, som vi ikke kommer til at kende som andet end “81.”

Vores helt, der er soldat, skal hjælpe en deling amerikanske soldater, der er strandet midt i ingenting. Og blandt de soldater, han skal hjælpe, er hans kære lillebror! De to har et tæt bånd, det fornemmer vi tydeligt, brødre der også er “brothers in arms.” Eller på dansk våbenbrødre.

Lillebroderen overtaler storebroderen til, at de skal forsøge at blive Army Rangers, når de kommer tilbage – altså de hårdeste af de hårde bananer!

Men så sker der noget frygteligt. Soldaterne bliver angrebet. Bomber falder. Fra støvet rejser 81 sig, sej og stor, nu med en skade i benet, og han finder frem til lillebroderen, der er hårdt, hårdt såret, faktisk dødeligt såret. 81 løfter ham op og begynder at bære ham mod basen, som er mange kilometer væk.

81 – en hård hund, en ægte actionhelt!

Så springer vi to år frem i tiden. Lillebroderen overlevede ikke, og 81 er nu på vej mod RASP (Ranger Assessment and Selection Program; dér, hvor man skal forsøge at blive Ranger) så han, måske, kan blive en del af 75th Ranger Regiment. For at ære sin lillebror, for at bekæmpe den PTSD, der sidder dybt i hans sjæl.

Det er et meget hårdt træningsforløb. De fleste bliver sorteret fra, men ikke 81! For han er gjort af det stof, der skaber amerikanske helte (og actionhelte).

I Alan Ritchsons imponerende skikkelse gør han en flot figur i filmen. Hvis Ritchson havde været ung i starten af 1990’erne, havde han måske været netop dén person, der havde båret actiongenren videre på sine store skuldre, efter at Arnold og Sly var ved at blive for gamle?

Det kan vi kun gisne om. Nu kan vi bare være glade for, at vi har ham i topform lige nu og her. Hvad enten han gør det som Jack Reacher eller 81, så brænder han igennem.

Fra træning til kamp mod en vild robot fra rummet!

Så tror du måske, at det “bare” er fortællingen om soldaterkammerater og træning. Men nej. For på den sidste øvelse støder 81 og resten af holdet på en gigantisk robot, der kommer fra verdensrummet! Så bliver træning til blodig alvor. Ja, vi har hørt det hele før!

Selve robotten fra verdensrummet ligner en krydsning mellem ED-209 fra RoboCop (1987) og en led Decepticon fra Transformers-franchisen.

War Machine er et stort, dumt og meget, meget underholdende popcorn-show, hvor militæret og de tavse helte sætter dagsordenen. Det nærmer sig en parodi, men hold op, hvor er det en velfungerende actionfilm.

War Machine er nemlig skabt af folk, der tydeligvis elsker actionfilmen som genre, specielt den gren af actiongenren, som satte dagsordenen i 1980’erne.

Men filmen er mere end bare en hyldest. Den er velfortalt, skåret ind til benet, og de usandsynligt mange klichéer, og genrekoder, bruges på fornem vis. Eksempelvis helten, der i første omgang er en ensom ulv, men som andre ender med at se op til som en leder, helten der er tynget af tragedier fra fortiden, helten, den menneskelig helt, der godt kan tage kampen op mod overmagten osv.

Det er ikke subtilt, og det hele er set før. Lige som det skal, som da vi i gamle dage besøgte videobutikken for at hente den nye actionfilm med det fede cover og den seje helt.

All the Way!

Herlig popcornunderholdning og så overdrevet og fyldt med militærpatos, at man har svært ved at tage det seriøst. Så hvis man vil se den som hvervefilm for det amerikanske militær, kan man godt det, men propagandaen er så tyk, at man som tilskuer godt ved, at det er en leg. En leg med vores forventninger, en leg der tager os med tilbage til vores ungdom, dengang vi legede vilde soldater i de sønderjyske skove.

Desuden er filmen et sjældent bud på en meget vellykket Netflix-film, så tak for den, men jeg ville nu gerne have set den i biografen.

Og så tilbage til filmens War Machine. For ja, naturligvis henviser titlen til robotten, men der henvises også til vores kære 81. En krigsmaskine, som kun Uncle Sam kan lave dem!

“Rangers Lead the Way!” – hvortil vi råber tilbage “All the Way” mens vi stolt mærker den nostalgiske tåre, der glider ned ad kinden.

Anmeldt i nr. 244 | 13/03/2026