American Psycho

9 minutters læsetid
American Psycho

“Der fandtes ikke en klar, identificerbar følelse i mig, med undtagelse af grådighed og, muligvis, total væmmelse. Jeg havde alle de ydre kendetegn på at være et menneske – kød, blod, hud, hår – men min depersonalisation var så intens, stak så dybt, at den normale evne til at opleve medfølelse var blevet udslettet, offer for en langsom og målrettet udviskning. Jeg imiterede ganske enkelt virkeligheden, havde en tilnærmelsesvis lighed med et menneske, og kun et dunkelt hjørne af min hjerne fungerede.”

Cirka 300 sider inde i American Psycho kommer hovedpersonen Patrick Bateman med denne erkendelse, og det er nok det nærmeste, man kommer på en karakteristik af ham, hvis man dertil tilføjer en umættelig trang til sex og vold.

Bogen udkom tilbage i 1991, og allerede dengang havde forfatteren Bret Easton Ellis etableret sit navn med romanerne Less Than Zero (1985) og The Rules of Attraction (1987), men det var med American Psycho, at Ellis for alvor blev kendt.

Bogen skabte stor forargelse, blev anklaget for at være kvindehadsk, homofobisk og uden moral, men de folk der anskuer den i dette lys, har fuldstændig misforstået, hvad romanen handler om – Ellis er for øvrigt selv bøsse. Bogen er et studie i ubehag og en voldsom satire over det amerikanske samfund, som i al sin naivitet kan fostre personer som Patrick Bateman.

Kamæleon

Bogens første kapitel, “Aprilsnarre”, giver en meget god indikation på, hvilken type bogens hovedperson, Patrick Bateman, er. Patrick og hans ven Tim er på vej i en taxa til en middagsaftale med Patricks kæreste Evelyn og dennes veninde Courtney. På vejen brokker Tim sig over alle de tiggere, han ser på gaden, samtidig med at Patrick sidder og funderer over tøj og stil.

Da de ankommer til Evelyns lejlighed er kunstner/punker-kæresteparret Stash og Vanden også til stede. Under middagen holder Patrick en tale om, hvordan samfundet kan blive et bedre sted – det er, som om han bare fortæller det, han har læst i en leder i en avis, og imens han holder sin højtflyvende monolog, funderer han over ligegyldigheder. Og da Evelyn siger, at Patrick bare er naboens flinke søn, mumler han for sig selv: “Nej jeg er ikke. Jeg er en skide ondartet psykopat”.

Efter middagen ser Patrick Tim flirte med Evelyn og siger følgende til sig selv: “Jeg er ret sikker på at Timothy og Evelyn har en affære i gang. Timothy er den eneste interessante person jeg kender”. Og da Patrick senere kommer hjem til sig selv fuldbyrder han den midlertidige karakteristik, man har lavet af ham: “Jeg onanerer, tænker først på Evelyn, så på Courtney, så på Vanden og derefter Evelyn igen, men lige før jeg kommer – en svag orgasme – på en halvnøgen model iført top som jeg så i dag i en Calvin Klein-reklame”.

Bateman er en overfladisk, kynisk og dybt foruroligende person. Han antager som en kamæleon de meninger, man bør have, men samtidig er han fyldt med aggression og væmmelse overfor det samfund, han er en del af.

Nøgternt beskrivende

Efter en levende start på romanen, hvor scenen skifter fra Patricks introduktion til sin lejlighed over en middag på en dyr restaurant med vennerne, ankommer Bateman og hans følge til en natklub, og her tager romanen en ny drejning, som giver os læsere en klar indikation på, hvad vi har i vente:

“Jeg har en kniv med savtakket blad i lommen på min Valentino-jakke og jeg er fristet til at tage indmaden ud på McDermott lige dér i indgangen, måske sprætte hans ansigt op, overskære hans rygrad; men Price vinker os til sidst ind og fristelsen til at dræbe McDemott erstattes af denne sære lyst til at more mig, drikke noget champagne, flirte med en glatkrop, finde mig en afslikning, måske endda danse til nogle gamle numre eller den nye Janet Jackson sang som jeg godt kan li’.”

Ja, man fornemmer tydeligt, at der er noget gemt under Batemans ellers så glatte ydre. Læg mærke til, hvor nøgternt Bateman selv beskriver det, han vil gøre, og hvordan han pludselig ændrer mening, og vil efterfølge “denne sære lyst” til at more sig. Sidenhen eksploderer bogen i udpenslede voldsorgier, men der er konstant en tilbagevenden til beskrivelserne af materielle ting, som intet har med vold at gøre.

Man kan eksempelvis her nævne, at der efter det brutale voldskapitel med titlen “Manhatten jagt”, kommer et otte sider langt kapitel med titlen “Huey Lewis and the News”, som præcist og velformuleret beskriver bandet og deres forskellige udgivelser.

Fantasi eller virkelighed?

Bogen har ikke det, man kan betegne som en klassisk narrativ struktur. Det er svært at finde nogen kronologi i de ting, der sker, og kun betegnelserne på forskellige måneder og årstider gør, at man får en fornemmelse af, at tiden går. For det centrale er Batemans amokløb, sidestillet med hans helt nøgterne beskrivelser af ligegyldige hverdagsting og materielle goder.

Bateman er en grådig, misundelig, modbydelig og ynkelig eksistens, som kun lever, når han har sex eller myrder løs. Og selv da lever han alligevel ikke helt, og hans tanker flyder konstant rundt i tomheden. I starten er fokus rettet på Batemans forhold til Evelyn og hans foragt og misundelse overfor den succesfulde Paul Owen.

Senere hen gør han det forbi med Evelyn, og han myrder brutalt Paul Owen. Her begynder bogen at antage visse klassiske spændingstræk, da en privatdetektiv begynder at undersøge omstændighederne omkring Owens forsvinden, men det fylder ikke meget i romanen, og snart er vi tilbage ved Batemans tilfældige voldshandlinger.

Som romanen skrider frem mærker man tydeligt, at Batemans “overflade” er ved at krakelere, men det helt absurde indtræffer, da han vil bekende sine gerninger over for sin advokat. Advokaten griner af ham, og tror ikke på ham, og siger, at han for nylig spiste middag sammen med Paul Owen. Og dette leder frem til et af de centrale punkter, som er blevet diskuteret frem og tilbage, lige siden bogen kom frem: Har Bateman begået alle de mord, han beskriver, eller er det noget, han har digtet i sit syge hoved?

De to mest centrale scener i denne sammenhæng er mødet med advokaten, og da Bateman besøger Paul Owens lejlighed, hvor han noget tid forinden har dræbt flere piger. Men lejligheden er helt tom, og en ejendomsmægler viser den frem. Bateman står helt febrilsk og kigger: Hvad er der sket? Har han nogensinde myrdet Paul Owen, eller er det blot fantasi? Hvad enten man hælder til den ene eller den anden overbevisning – eller mener, at noget er opdigtet og andet rigtigt – vil man konstant kunne finde elementer, der peger mod det, man mener er den rigtige tolkning.

Og her kommer forfatterens genialitet for alvor ind i billedet, da Ellis med sin konstante tvetydighed – eller mere præcist Batemans tvetydighed – åbner op for disse tolkningsmuligheder. Man forstår godt, at bogen med sin store kompleksitet er blevet genstand for utallige studier, hvad enten det er en 3. års-opgave på gymnasiet eller et speciale på universitetet.

Den er fyldt med samfundssatire, fortællemæssige kneb, en meget spændende hovedperson, kontroversielle temaer, og man kunne også overveje, hvorfor bogen hedder American Psycho. Er det en reference til romanen Psycho, eller hvad er meningen? Jeg vil ikke gå ind i en dybere analyse, men blot konstatere, at der mange interessante aspekter i romanen, som åbner op for forskellige tolkninger og analyser.

Et produkt af samfundet

Sproget er levende, opremsende og meget detaljefokuseret, hvad enten det er overfladiske beskrivelser af træningsmønstre, en præsentation af en ny CD eller de udpenslede voldseskapader. Vi er som læsere vidner til Batemans stream of consciousness, og hele romanen er fortalt i første person. Det tangerer lidt en form for dagbog, dog uden datoer, og med en syg mands tanker som holdepunkt.

I denne sammenhæng kan jeg ikke lade være med at sammenligne Bateman med John Doe fra Seven (1995). Da man finder John Does notesbøger, har den passage der læses op, en påfaldende lighed med noget, Bateman kunne have skrevet.

Men hvor den syge John Doe trods alt har et “formål” med sine mord, så er Bateman helt uden sådanne tanker. Derfor er romanen også så nedbrydende. Vi hører ikke om, at Bateman blev slået som knægt, og vi får ikke nogen forklaring på, hvorfor han er som han er. På mange måder er han et produkt af samfundet, som spejler sig i film, madanmeldelser, skomærker og moderne musik.

Ellis giver både yuppiekulturen og helt generelt materialismen en ordentlig kritik, som kan mærkes helt ind i rygraden. Bateman ser for den sags skyld også både masser af porno- og splatterfilm, og er fascineret af folk som Ted Bundy – men det bliver aldrig en forklaringsmodel, men mere endnu et led i den række af ting, som Bateman kopierer. Hans had til de bumser, han dræber mange af, har Bateman f.eks. taget fra en af sine gode venner Tim, som konstant siger nedladende ting om bumser. Som han selv siger, har han ikke en eneste selvstændig tanke.

Med hensyn til sine medmennesker – som Ellis beskriver som egoistiske svin – er det alarmerende, at ingen tager notits af Bateman, og hvis de faktisk hørte efter, hvad han siger, kunne de måske godt antage, at noget var helt galt. Men det gør de ikke, og derfor kan Bateman fortsætte sin levestil. Bogen indledes af et par citater, og en musiktekst siger meget rammende: “Og mens tingene gik i opløsning tog ingen sig videre af det”, og det er netop essensen i det samfund, som Ellis skildrer i American Psycho.

Intet er tabu

Bateman veksler uden at tøve mellem at beskrive et intenst samleje, hvorefter den efterfølgende sætning er indledningen på et brutalt mord. Det kan også være, når Bateman er til middag med nogle venner, og hvor han midt i en snak om tøj tænker på at hælde saltsyre i et lille barns øjne. Intet er tabu for ham, og vi bliver som læsere vidner til et ucensuret indblik i en pervers hjerne. Hør blot her en lille passage, hvor Bateman har fået en rotte til at kravle op i en kvindes skede, og derefter har ødelagt kvinden med en motorsav:

“Hun har kun en halv mund tilbage og jeg knæpper den én gang, så to gange, tre gange i alt. Ligeglad med om hun stadig trækker vejret graver jeg hendes øjne ud, og bruger til sidst fingrene. Rotten kommer ud med hovedet forrest – på en eller anden måde har den vendt sig om inde i hulrummet – og den er tilsølet af violet blod (jeg noterer mig også hvor kædesaven tog halvdelen af dens hale) og jeg giver den mere brie indtil jeg føler jeg er nødt til at trampe den ihjel, hvilket jeg gør. Senere ligger pigens lårben og den venstre del af kæben og steges i ovnen, og totter af kønshår har fyldt et krystalaskebæger af Steuben, og da jeg sætter ild til dem brænder de meget hurtigt.”

Bemærk også her, at Bateman midt i al gruen har tid til at konstatere mærket på æskebægeret. Og disse ekstremt grafiske beskrivelser kan faktisk også virke ganske overvældende på mig, selvom jeg har set rigtig meget død og vold på film.

Grænseoverskridende

American Psycho blev efter mange vanskeligheder filmatiseret i år 2000. Filmen er ikke god, og rammer bestemt ikke tonen i romanen – hvilket i mine øjne nærmest ville være umuligt – men den har en fremragende Christian Bale i hovedrollen som Patrick Bateman. Bale formår at ramme romanens tone, og i dag ser jeg Bales hoved for mit indre, når jeg tænker på Bateman. Filmen er også anmeldt i denne måneds opdatering på Planet Pulp.

Jeg har nu læst romanen to gange, og spørgsmålet er, om jeg nogensinde vil gøre det igen. American Psycho er på alle måder en grænseoverskridende roman, som efterlader læseren i et tomrum, hvor det syge samfund, tvetydigheden og mest af alt Patrick Bateman vil sætte sine tydelige spor.

Bogen er underholdende på en pervers og syg måde, hvor man ikke kan lade være med at vende næste side for at se, hvad Bateman nu finder på. Når man først er gået i gang, holder Ellis os fanget i et fast jerngreb, som ikke engang slipper os, når romanen er slut. Det er en imponerende bedrift, og et af de mest ubehagelige indblik, jeg til dato har fået i, hvordan en morder tænker – og i denne sammenhæng er det sådan set ligegyldigt, om han har myrdet eller om det bare er Batemans fantasi.

Hvis man derimod forventer en klassiske seriemorderhistorie, hvor morderens fortid beskrives, og hvor man får en entydig forklaring på hans bevæggrunde, vil man blive meget skuffet. For American Psycho er en rejse ind i et plaget sind, hvor der ikke ligges fingre imellem. Mød Patrick Bateman og se hvordan en vaskeægte amerikansk psykopat får dagligdagens trummerum krydret med stoffer, sex og vold.

6 stjerner
Titel: American Psycho
Forfatter: Bret Easton Ellis
Forlag, år: Vintage Books, 1991
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: American Psycho
Forlag, år: Lindhardt & Ringhof, 1991
Format: Paperback
Sideantal: 408
Dansk oversættelse: Jan Bredsdorff

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Filmatiseret, Seriemordere

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.