Resurrection

1990’erne var et rigtig godt årti for seriemorderen på film. Specielt to film banede vejen og gjorde det muligt for mere eller mindre tvivlsomme film om seriemordere at se dagens lys. De to film er naturligvis The Silence of the Lambs (1991) og Se7en (1995).

The Silence of the Lambs havde sit klare fokus på en håndgribelig spændingshistorie, tilsat det intense sammenspil mellem FBI-agenten Clarice Starling og den bestialske, superintelligente seriemorder/kannibal Hannibal Lecter.

Se7en koncentrerer sig derimod mere om at skildre et mørkt samfund i forfald, tilsat David Finchers meget markante formsprog og en morder, der meget nøje havde udtænkt sine handlinger. Begge film blev rost til skyerne af anmelderne, og publikum strømmede til biograflugerne.

Lambert og Mulcahy gennem ild og vand

Som det er vanen tro i Hollywood, er man ikke sene til at ride med på bølgen, og det er også tilfældet med Resurrection, som er en underlødig udgave af Se7en. Instruktøren er ingen ringere end australske Russel Mulcahy, som kendere vil vide har instrueret film som Highlander (1986), Highlander II: The Quickening (1991) samt et stort antal B-film op gennem 90’erne.

Med sig har Mulcahy så taget den store stjerne fra sine to største film, nemlig den afdankede Christopher Lambert, der nærmest kun har sine hundeøjne og sin franske accent at bryste sig med. Men man kan faktisk vende det hele rundt og sige, at det er Lambert, der har hyret Mulcahy, da Lambert rent faktisk både har været med til at udvikle historien til Resurrection og har produceret den.

Så de to går igennem ild og vand for hinanden. Når man sætter sig til at se filmen, er det nok med ret lave forventninger om et Se7en-rip-off med dårlige skuespillere, plat dialog og ingen spænding. Men man bliver faktisk positivt overrasket over filmen.

I Se7en-land

Vi befinder os i Chicago, hvor regnen trommer ned, og hvor de mørke bygninger antager ubehagelige konturer. Vi er kort sagt i Se7en-land. Vi møder den triste betjent John Prudhomme. Han mistede for nogle år siden sin søn og er gået i hundene. Hans kone er bekymret, og kollegerne kan ikke holde ham ud.

Men så begynder der at dukke lig op på samlebånd, og Prudhomme træder i karakter. Det viser sig, at vi har at gøre med en bestialsk seriemorder, der myrder folk og skærer deres legemsdele af. Både arme, ben, en torso og et hoved er han ude efter, for han vil nemlig genskabe Kristi legeme.

Prudhomme går grundigt til værks – som i Se7en laver han klassisk detektivarbejde, hvor de bibelske motiver træder tydeligt frem. Da ofrene også har navne taget fra Bibelen, og vi nærmer os påske, får Prudhomme travlt. Kan han nå at stoppe morderen inden det er for sent, og kan han redde sin kone, der også drages ind i konflikten? Historien har de obligatoriske twists, de mystiske bipersoner, den kloge morder og en klar deadline, men mere skal ellers ikke afsløres her.

Elendige Lambert

Lambert er om nogen et godt eksempel på en skuespiller, der rent faktisk ikke magter at spille skuespil. Han er altid den samme person, hvad enten han er skotsk sværdkæmper eller en fransk politimand. Man kender ham straks på de døde hundeøjne, det dybt patetiske overspil og den hæse og belastende stemme med en tyk fransk accent, og måske netop derfor er han blevet så populær. Han er mere et ikon end en skuespiller, og i 90’erne vidste man, hvad man gik ind til, når man så en Lambert-film.

Heldigvis for filmen er Lambert flankeret af nogle solide biroller, hvor Robert Joy som morderen er ganske god, men specielt Leland Orser som Lamberts partner er fortræffelig. En lille sjov detalje ved Orser er, at han også har medvirket i både Se7en og The Bone Collector (1999), så han er et hot navn i seriemorderfilmene.

Orser formår at få noget ud af de frygtelige replikker og fungerer godt som et comic sidekick, der mister et ben til Kristi legeme. Som en sjov detalje optræder instruktøren David Cronenberg i en lille rolle som præst, der skal forsøge at få Prudhomme tilbage på det rette spor – den typiske kliché om, at Prudhomme har mistet troen efter sin søns død.

En dum, dum, dum film

Rent visuelt er man ikke i tvivl om at fotografen Jonathan Freeman har set Se7en mere end én gang for at hente inspiration. Vi har de mørke billeder, de skæve vinkler og en dvælen ved det dystopiske. Det ser sådan set meget godt ud på sådan en fattigmands-Se7en-måde. Effekterne er til gengæld helt i top, og der bruges rigelige mængder af blod såvel som kropsdele, og det fornægter sig ikke, at effektmanden Warren Appleby også var med til at lave de blodige effekter i eksempelvis RoboCop (1987).

Man har en klar idé om at folkene bag filmen har tilsat så mange klichéer, som filmens 106 minutter kunne bære. Det gælder for karaktererne, stilen og indholdet. Men alligevel fungerer det ganske godt, og det skyldes, at historien afvikles i et hæsblæsende tempo. Man keder sig derfor ikke et sekund.

Det er en dum, dum film, men underholde, det kan den. Det skyldes også, at filmen er meget blodig, og vi ser afhuggede lemmer, blodige lig og alt muligt andet godt. Filmen prøver ikke at være mere end den er: Nemlig en infantil udgave af Se7en, hvor vi også har en morder, som kan betegnes som den underkuede lillebror til John Doe fra Finchers film.

Man kunne nemt forestille sig en scene, hvor morderen fra Resurrection sidder ved middagsbordet sammen med morderen fra Se7en. John Doe siger “Jeg har set det forfald som menneskeheden har skabt for sig selv, så nu skal de have De syv Dødssynder smidt i hovedet”, hvortil den anden svarer: “Ja, tag du dem, så koncentrerer jeg mig om Genopstandelsen, myrder løs og tager kropsdele for at genskabe Kristi legeme.”

Ujævn men uprætentiøs

Resurrection er en ujævn omgang, men lever også i kraft af netop dette faktum. Det skyldes, at de dårlige scener er så dårlige, at man kan værdsætte dem på grund af det, som eksempelvis da vi i et patetisk flashback ser Lambert i slowmotion løbe efter sin søns cykel, men han kommer for sent og sønnen køres ihjel.

Eller da Lambert i en central scene sidder helt nedbrudt og siger “I just want to catch him”. Begge scener er så grinagtige, at de faktisk er fornøjelige. Samtidig er filmens rigtig gode scener tilsvarende gode, som da vennen mister benet eller da man ser den krop, morderen har skabt.

Så alt i alt er Resurrection en underholdende lille bastard, som bestemt er seværdig, og samtidig er den et godt billede på, hvordan man forsøger at følge op på en succes ved at kopiere den. Samtidig er det også en film man bør anskaffe sig, hvis man kun har set de “store” seriemorderfilm for at få et indblik i, hvordan en skraldespandsudgave af Se7en ser ud. Det er ikke stor kunst, og Lambert er ganske frygtelig, men det er en dejlig uprætentiøs seriemorderfilm med masser af død og vold.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Rip-off, Seriemordere