The Return

Efter den såkaldte J-horror for alvor har etableret sig i Hollywoods genrekatalog, er det ikke så underligt, at de asiatiske stilelementer efterhånden begynder at filtrere ud i det, man måske vil kunne kalde mere ordinære eller klassiske gysere.

Her har det nok især været de amerikanske remakes, der for alvor viste vejen, og det er bestemt i det lys, at vi skal se Asif Kapadias psykologiske gyser The Return fra 2006. Kapadias er et relativt ubeskrevet blad, som debuterede i 2001 med filmen The Warrior, der er en indisk variant af den bølge mytologiske film, som Ang Lee kickstartede med Crouching Tiger, Hidden Dragon i 2000.

The Return er således kun Kapadias anden egentlige spillefilm. Det bemærker man imidlertid ikke, for filmen er i store træk et velproduceret indslag, som bare i sidste ende mangler det feel, der får den til at skille sig ud fra mængden.

En mystisk mand

Handlingen begynder, da vi følger den lille pige Joanna og hendes far Ed på en markedsplads. Der er også et tivoli på stedet, og de to spadserer rundt på pladsen og betragter forlystelserne. På et tidspunkt stopper Joannas far for at købe en hotdog, og imens går pigen videre alene.

Her får hun øje på en mand, der stirrer på hende, og pigen gribes straks af frygt. Hun kender tydeligvis manden, og et eller andet er helt galt. Joanna flygter, og skjuler sig under et bord. Her bliver hun indtil hendes far finder hende, og så kan handlingen springe frem til nutiden.

Joanna er nu blevet en voksen dame. Hun er tydeligvis et plaget menneske, men hun har et arbejde, og virker ganske velfungerende. Det er åbenbart længe siden, hun har været hjemme, så da hun på arbejdet får mulighed for at tage hjem til Texas for at løse en opgave, springer hun til med det samme.

Denne rejse hjem udvikler sig hurtigt til et mareridt, der åbner op for sider af Joannas barndom, som hun vel helst havde glemt for bestandigt. Det står nemlig klart, at hun blev fjernet fra hjemmet som barn, da hendes far ikke kunne styre hende. Hun skar i sig selv, og så syner. Syner der vel at mærke koncentrerede sig om den selv samme mand, vi så på markedspladsen.

Metafysisk forbindelse til fortiden?

Hjemme i Texas begynder det hele forfra. Joanna bliver mere og mere verdensfjern, og hendes syner tager til i intensitet. Hun hjemsøges af denne mystiske mand, som kun hun kan se, og snart begynder hun også at genopleve et mord på en kvinde. Hendes drømme smelter sammen med virkeligheden, og snart går Joanna helt i opløsning.

Som et sidste forsøg på at komme videre, beslutter hun sig derfor for at komme til bunds i sagen, og undersøge, hvad hendes syner betyder. Det fører hende til en lille by midt ude i ingenting, og på trods af at Joanna aldrig har været der før, genkender hun meget. Hun er tydeligvis knyttet til stedet, men hvorfor og hvordan?

Joanna får ikke lov til at undersøge synerne helt i fred, for blandt andet har en kollega forfulgt hende til Texas. Hun snuppede opgaven for næsen af denne, og han er naturligvis ganske vred. Det betyder problemer, men hvad der er værre er, at Joanna begynder at blive tiltrukket af den uslebne Terry, der er alt andet end vellidt i byen, og samtidig er der noget, som tyder på, at han måske kunne være indblandet i Joannas fortid.

Det hele begyndte sådan set meget fredeligt, men da Joanna når frem til den lille by, kommer der skub i sagerne. Synerne bliver mere og mere virkelige. Snart oplever hun dem både som drømme og virkelighed, for på besynderlig vis synes begivenhederne at gentage sig omkring hende, blot med Joanna som hovedperson i det mordkomplot, hun hidtil kun har været vidne til gennem drømme. Desværre er der ingen andre end Joanna selv, der kan se alt dette, så hvad betyder det? Er hun gal, eller har hun vitterligt fundet en metafysisk forbindelse til fortiden?

Begrænset og intim

The Return trækker som sagt på en række klichéer fra J-horroren. Det begrænsede persongalleri, den emotionelt belastede hovedperson, der både fysisk og mentalt er isoleret fra omgivelserne, og den fortættede stemning af traumer er alt sammen noget, vi har set mange gange før.

Men her må man give Asif Kapadia, at han i det mindste har holdt sig fra at gå i selvsving og ligeledes overføre de visuelle sider af J-horroren. Det helt centrale i The Return er det psykologiske gys. Der er ganske vist en stribe chokeffekter, men omdrejningspunktet er Joannas mentale krise, og det vigtigste er naturligvis, at vi som seere skal betvivle hendes troværdighed.

Den historie som Asif Kapadia dermed fortæller, er ret begrænset og meget intim. Der er kun et ganske lille cast, og de få personer der medvirker, får alle meget plads. Filmen har derfor i høj grad karakter af et drama, og her er det interessant at bemærke, at Joanna bliver spillet af Sarah Michelle Gellar.

Sarah Michelle Gellar

Hun slog for alvor igennem som skuespiller med I Know What You Did Last Summer (1997) såvel som Scream 2 (1997), og da hun samme år fik rollen som Buffy Summers i TV-serien Buffy the Vampire Slayer (1997-2003), var hendes navn blevet uløseligt knyttet til horror, hvis ikke endda teen-horror. Det bekræftede hun ved at medvirke i film som Scooby-Doo (2002) og The Grudge (2004), men her skiller The Return sig ud.

Ganske vist er det en gyser, men det er en moden og følsom film, der ligger meget langt fra Gellars tidligere roller. Hun har således helt sikkert set Asif Kapadias film som en mulighed for at spille mere seriøst karakterskuespil, og samtidig har hendes navn formodentlig garanteret, at filmen ville få opmærksomhed blandt det yngre publikum.

Man kommer da heller ikke uden om, at Sarah Michelle Gellar gør det fint i rollen som Joanna. Det er ikke noget revolutionerende, men hun har da tydeligvis evner til seriøse roller. Det samme kan man sige om resten af de medvirkende, om end Peter O’Brien bliver en smule generende i rollen som den macho-følsomme Terry. Filmen er i øvrigt en af O’Briens få spillefilm. Han har stort set kun medvirket i TV-serier og The Return er hans horrordebut.

Kold billedside

Det meste bemærkelsesværdige ved The Return er billedsiden, der er holdt i kolde gråblå toner. Det er værd at bide mærke i; for det første fordi det ser ganske flot ud, og Kapadia formår i flere scener at udnytte de grålige toner meget fint i samspil med det flade, trøstesløse landskab, som filmen udspiller sig i. På den led er The Return stedvist ganske flot, men det tankevækkende er, hvor ofte vi efterhånden ser disse grålige, kølige toner i indenpendent-produktioner som denne.

Det er åbenbart blevet trendy at lave film der har det look. Tænk bare på produktioner som Christophe Gans’ Silent Hill (2006) eller den lidt nyere Hannibal Rising (2007). I sig selv er det jo ganske fint, men vi må dog håbe, at det ikke bare bliver et visuelt gimmick, som genbruges udi det pinagtige.

Metervare

I sidste ende er der ikke så meget at sige om The Return. Det er en velproduceret psykologisk gyser med et hold skuespillere, der gør deres arbejde fint. Vi har set historien før, og dermed er der alt i alt meget lidt nyt under solen. Mange af suspense-scenerne bliver eksekveret med en følelse af mekanisk lærebogslignende struktur, og man fornemmer klart, at det ikke er i gyset, at instruktørens hjerte ligger. Han har ønsket at skabe et drama i en alternativ indpakning, og det lykkes da også på en lidt farveløs facon.

Filmen er derfor i sidste ende ret uinteressant, for den jordnære stemning og det rolige tempo luller langsomt ligegyldigheden frem. Med ligegyldigheden kommer kedsomheden, og snart er The Return bare metervare, der ruller over skærmen. Det er en film, som man kun kan sige meget lidt dårligt om, men samtidig er det hele så gabende jævnt, at man heller ikke kan pege på noget nævneværdigt spændende.

Vi kan derfor kun håbe på, at Asif Kapadia vender tilbage til horrorgenren med lidt tungere skyts næste gang, for The Return er ærlig talt ikke noget, der er værd at skrive hjem om.

The Return er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: J-Horror