The Afterblight Chronicles: The Culled

8 minutters læsetid

Med denne bog skyder Abaddon Books endnu en serie i gang. The Culled er nemlig det første, selvstændige bind i den postapokalyptiske serie The Afterblight Chronicles.

Verden er sunket hen i en tilstand af forfald og barbari på klassisk postapokalyptisk vis. Der er mangel på alt. Vores daglige forbrugsgoder som spiritus, dåsemad, rindende vand og el er eftertragtede sjældenheder. Nye magtstrukturer er vokset frem og har overtaget de gamle.

Nu er der et mylder af bikerbander, galninge, fetichister, stammer af indianere, neotribalister og deslige samt diverse fanatiske, religiøse grupperinger, der bekriger hinanden på de vraghærgede motorveje og i de forfaldne og øde byer. Midt i alt dette finder vi vores navnløse helt og hovedperson: En bitter og kynisk tidligere hitman og MI5-agent, der kæmper sig gennem alt dette, tværs over Atlanten, fra London til New York, for at gøre et gammelt regnskab op fra før verden gik af lave. Hvilket naturligvis hverken går stille eller ublodigt af sig.

Up and coming forfatter

Romanens forfatter, Simon Spurrier, er med sine blot 26 år en af Abaddon Books’ og 2000 AD‘s unge up and coming-forfattere. Trods sin unge alder har han allerede en stor mængde udgivelser bag sig. Han har fulgt den efterhånden klassiske vej som britisk science fiction-forfatter med både at skrive for 2000 AD-bladet og for Games Workshops Black Flame-forlag, hvor han blandt andet har skrevet Fire Warrior, Lords of Night og Xenology – alt sammen i 40.000-universet – samt til Games Workshops tegneserieblad Warhammer Monthly.

Hos 2000 AD begyndte han som de fleste andre af bladets forfattere med at skrive Tharg’s Future Shocks, men ret hurtig fik han lov til sammen med tegner Steve Roberts at skabe sin egen serie, Bec & Kawl, en humoristisk serie om to okkulte studerende i det nutidige London (andet bind i serien er anmeldt her på Planet Pulp). Efterfølgende har han skabt flere serier til 2000 AD, blandt andet Lobster Random, The Simping Detective og Harry Kipling (Deceased). Ingen af disse er dog blevet samlet i albumudgivelser endnu.

Efter at The Culled er udkommet, har Simon Spurrier faktisk udgivet endnu en bog (han spilder ikke tiden). Den udkom i maj i år, bærer titlen Contract, og skulle være “genre-bending Post-Pulp Crime”, hvad det så end er. Den er udgivet af det større engelske forlag Hodder Headline Imprints, som Spurrier har skrevet en to-bogskontrakt med.

Hovedpersonen i Contract skulle være den metodiske, pragmatiske og velformulerede hitman, Michael Point, som for så vidt lyder som om, han kunne minde ret meget om den navneløse hovedperson i The Culled. Contract bliver visse steder omtalt som Spurriers debut, selv om han har skrevet mindst fem bøger før den, men debut skal vist forstås på den måde, at det er hans første roman, som han ikke skriver ind i en på forhånd given setting. Hvorom alting er, så har Contract indtil videre fået nogle gode anmeldelser med på vejen.

Klassisk postapokalyptisk setting

For at vende tilbage til The Culled, så foregår den som nævnt i Abaddon Books’ Afterblight Chronicles-univers, der er en postapokalyptisk setting i bedste Mad Max-stil, hvor det dog ikke er en atomkrig, der har fået den vestlige civilisation til at gå under, men en verdensomspændende sygdomsepidemi.

Epidemien, kaldet The Cull, har dræbt ca. 93 % af befolkningen i den vestlige verden, nemlig alle der ikke har blodtype O-negativ. Dette har naturligvis vendt op og ned på alt eller rettere, i bedste postapokalyptiske stil, fået alt til at gå i stå og falde sammen. Alle samfundsstrukturer er brudt op, den stærkes ret gælder, og der er mangel på alle de dagligdagsfornødenheder, vi tager for givet.

Det nævnes aldrig hvad årstal, det er, og hvornår epidemien nøjagtigt fandt sted, men bogens handling foregår fem år efter The Cull. Som allerede nævnt er bogens hovedperson navnløs. Hans navn bliver på intet tidspunkt nævnt. Fortællemæssigt har det sin charme, men når man som nu skal skrive en anmeldelse, er det lidt irriterende. Så jeg vil fremefter kalde ham for den navnløse hovedperson, så vi alle ved, hvem der snakkes om.

Hemmelig motivation

Før The Cull var vores navnløse hovedperson åbenbart en del af den britiske efterretningstjeneste, MI5, hvor han fungerede som en black ops hitman, der likviderede udenlandske statsoverhoveder og deslige, alt sammen helt off the record selvfølgelig. Hans tidligere hverv og uddannelse gør da også, at han nok er betydeligt bedre rustet til den nye verden efter The Cull.

Da The Cull indtræffer, har han held til at forskanse sig i en af MI5’s gamle operationscentraler lige uden for London. Her lever han mere eller mindre trygt og godt, alt taget i betragtning, indtil han en dag opfanger en brøkdel af en transmission, der giver ham et helt nyt mål. Gennem stort set hele bogen holder Spurrier læserne hen og afslører ikke, hvad det egentlig er, der motiverer vores navnløse hovedperson før til allersidst, så derfor vil jeg heller ikke gøre det her.

Nogen vil måske synes, det er irriterende, at man ikke helt kender hovedpersonens motivation, men jeg synes, det virker godt. Sagens kerne er dog, at vores navnløse hovedperson finder ud af, at han må krybe ud af sit skjul og forsøge at nå over på den anden side af Atlanten, til USA. Det er derfor, vi ved romanens start finder ham midt ude over Atlanten, ombord på et fly, han har kapret med en medsammensvoren.

Skiftende fortælleperspektiv

At vores navnløse hovedperson ikke ved, hvordan USA ser ud efter The Cull, er et gammelt, men smart fortællemæssigt trick, for så er han på samme niveau som læseren, og læserne kan derfor gå på opdagelse sammen med hovedpersonen. For The Culled er netop skrevet og fortalt i første person med vores navnløse hovedperson som fortælleren, og det virker godt, at vi sidder inde i hovedet på ham og hører hans indre monolog i bedste hardboiled litteratur-stil.

Når det er sagt, så gælder det faktisk ikke helt. For der er dele af bogen, som er fortalt i tredje person. Dette sker, når perspektivet engang imellem skifter, og vi i stedet følger den unge Iroquois-indianer Rick/Hiawatha (hvilket er henholdsvis hans hvideansigt- og hans indianernavn), der af sin stamme er blevet sendt ud på en vigtig vision quest tværs gennem det ødelagte Midtvesten, kørende på en nedslidt gammel Honda-motorcykel.

Man kunne måske tro, at denne skiften mellem første- og tredjeperson kunne være forvirrende, men det virker faktisk rigtig godt. Det er selvfølgelig også et gammelt trick med at hoppe mellem to steder og fortællinger, men det virker fint og er med til at skabe både dynamik og variation. Det eneste der irriterer er typografien, men det er jo ikke Simon Spurriers skyld. Hele Rick/Hiawatha-tekstdelen er nemlig skrevet med kursiv, hvilket bliver ret generende at læse i længden, for vi snakker her om fem til ti sider af gangen, hvis ikke mere. Det er der simpelthen ikke nogen grund til, og det kunne Abaddon Books godt havde været smarte nok til ikke at gøre.

Forfatter med styr på sproget og forbillederne

Men typografien formår heldigvis ikke at ødelægge glæden ved The Culled. Simon Spurrier skriver gudskelov for godt til det. Han skriver en god imitation af den knaldhårde pulpstil: Snakkende, tight og i et højt tempo, naturligvis fyldt med “fuck”, “fucking”, “cock”, “cunt” og andre britiske bandeord. Vores navnløse hovedperson har taget sine limey-bandeord med over på den anden side af Atlanten, og gør flittigt brug af dem. Men på den gode måde. Spurriers sprog er virkelig underholdende, opfindsomt og skarp samt en ren fornøjelse at læse. Lad mig bare citere de første 10 linier i bogen, hvor hele tonen og stemningen slås an:

“Somewhere over the Atlantic, with a canyon of heavy clouds spilling open below like a hungry gullet, I decided enough was enough. “Fuck it.” I said. I’d moved three times already. Like a trail of cheap Pollock imitations I’d converted the aisle-seats of rows one and two into sticky red monuments to my own mortality, and already First Class Reclining Lounger 2B was streaked with enough congealing blood to saturate the upholstery. I felt a lot like I was dying, and if not for that boring old voice spitting from the back of my mind – don’t you fucking give up, soldier – the idea might even have seemed alluring.”

Var det måske ikke både underholdende, med små sproglige overraskelser, og en fornøjelse at læse? Som man nok til dels kan se ud fra dette, så bliver der i The Culled ikke sparet på beskrivelsen af vold, blod, død, stoffer og sex, men Spurrier formår at gøre det, så det ikke virker kunstigt og påklistret, sådan in your face og “se hvor vildt det er”. Det er han heldigvis for dygtig til.

Man kunne måske også frygte, at karakteristikken af vores navnløse hovedperson ville blive lidt, hmm, utroværdig eller over the top, nu hvor han tidligere hitman og uddannet af MI5. Men heldigvis holder Spurrier sig på den rigtige side, balancemæssigt, så vores navnløse hovedperson aldrig bliver en overgearet, uovervindelig helt. Han får, som en rigtig hardboiled helt, gang på gang et ordentlig lag tæsk, der får ham helt ned og skrabe bunden, og er lige ved at knække ham, men alligevel får han slæbt sig selv op igen.

Og for det meste er det ikke heltens evne til at kæmpe, der får ham til alligevel at sejre til sidst. Indenfor hardboiled-genren er det med snuhed og list, at han som den lille, som underdog, får narret den større. Alt dette lever Simon Spurrier fuldt ud op til. Han har forstået sin genre og er sig tydeligvis også sit litterære ophav bevidst. Det kunne andre, nutidige forfattere, som f.eks. Jan Guillou, lære en del af.

Alle klichéerne

Verden, som bogen udspiller sig i, er ikke nødvendigvis specielt original – faktisk er det en helt klassisk postapokalyptisk verden. Der er alle de kendetegnende elementer. Såsom bander, kannibaler, stammefolk/neotribalister, ekstrem-racister og ligeså ekstremt religiøse bevægelser.

Her er the Confederacy, hvilket er en flok af sydstatsromantikere og white supremacy-folk i sammenslutning, de førnævnte indianerstammer, der har genoplivet de gamle traditioner og faktisk har fået mere indflydelse og magt efter The Cull, “collectors”, hvilket er gale bikergrupper, der som omrejsende nomader med våben i stor stil finder og samler efterladte ting fra før The Cull, som måske stadig kan bruges/bygges sammen til noget.

Der er en kannibalistisk, tribalistisk stamme i New York, der kaldes “The Mickeys”, fordi hvert medlem har fået deres symbol, Walt Disneys ikonografiske “Sign of The Mouse” tatoveret på sig, og endelig er der Apostolic Church of the Rediscovered Dawn, eller the Neo-Clergy, som de også kaldes, hvilket er en større gruppe af religiøse fanatikere, der ledes af hans hellighed John-Paul Rohare Baptiste, der blot ønsker at folk giver dem deres børn, for som Jesus sagde: “lad de små børn komme til mig”.

Dertil kommer, at der i selve historien også er beskrivelse af dueller på de øde highways, fra mindre skala mellem motorcykler til regulære slag mellem biler og lastvogne, udkæmpet kørende på motorvejene. Derfor er der naturligvis også modificerede Mad Max-style trucks og biler.

På den gode måde

The Culled indeholder alle de klichéer, fans af den postapokalyptiske genre elsker. Og det gør egentlig ikke noget, at det ikke er originalt. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang, så længe det bare er underholdende, og der leves op til genreforventningerne på en god måde, og her skuffer Spurrier bestemt ikke.

Simon Spurrier er en forfatter, man bør holde øje med, specielt nu hvor han har fået udgivet sin første “rigtige” bog, Contract. Desværre betyder det jo nok, at han ikke kommer tilbage og skriver flere bind i The Afterblight Chronicles-serien.

The Afterblight Chronicles: The Culled er venligst stillet til rådighed af Abaddon Books.

4 stjerner
Titel: The Afterblight Chronicles: The Culled
Forfatter: Simon Spurrier
Forlag, år: Abaddon Books, 2006
Format: Paperback
Sideantal: 396 sider

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Epidemi, Postapokalyptika

Claus Jacobsen: Redaktør, medstifter af Planet Pulp. Født i det gyldne år 1977, hvor den første Star Wars-film såvel som Sex Pistols’ Never Mind the Bollocks udkom og Elvis døde. Jeg er da heller ikke i stand til at huske tilbage til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har været voldsomt og overdrevet besat af Star Wars (og sådan startede nørderiet; Phantom Menace har selvfølgelig lagt en dæmper på det kærlighedsforhold). Vokset op i Kliplev, en lille landsby [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.