13. august 2007

The Hellbound Heart

The Hellbound HeartForlægget for Hellraiser er en kompakt og stærkt underholdende historie, der på glimrende vis demonstrerer, hvad Clive Barker kunne i sit tidlige forfatterskab. Den er ikke så visuelt stærk som filmen, men til gengæld rigere på det mytologiske – så både derfor og af andre årsager kan den både anbefales til dem, der har set filmen, og dem der ikke har.

Clive Barker slog igennem med de novellesamlinger, der fik navnet The Books of Blood – en mesterlig kavalkade af korte fortællinger, som utvivlsomt fortsat er det bedste, Barker nogensinde har skrevet.

Med de tidlige noveller formåede han at demonstrere, hvor bornert og uskyldig hovedparten af al ældre horrorlitteratur var. Navnlig 70′er-generationen, anført af Stephen King, stod for skud, og Barkers tidlige noveller viser med al tydelighed, at det er en ny tid.

En spade for en spade
Clive Barker (f. 1952)
Clive Barker (f. 1952)

Det Clive Barker især kunne slå sig op på var et meget direkte seksuelt sprog, der kaldte en pik for en pik og en fisse for en fisse. Siderne drev med sex, men samtidig var de også fyldt med uhyggelig, grusom vold, og det på en sådan måde, som det vel ellers kun kendes fra exploitationfilmen.

Det kunne Barker så kombinere med en fin fornemmelse for pacing og et særdeles levende, nutidigt sprog. The Books of Blood blev vitterligt en stor fornyelse, men Clive Barkers egentlige kommercielle gennembrud kom først da han satte sig i instruktørstolen og indspillede Hellraiser, som blev udsendt i 1987.

Kreativ herre

Hellraiser var baseret på kortromanen The Hellbound Heart, som Barker havde udgivet som en del af gyserantologien Night Visions 3, fra 1986. Det var en samling fine britiske historier, hvor blandt andet Ramsey Campbell også havde bidraget. Lykkelige omstændigheder ville, at Barker kort efter fik mulighed for at filmatisere sin nyeste udgivelse, og det blev startskuddet på en karriere, som måske rent kunstnerisk er stoppet for en del år siden, men som fortsat holder ved i dag.

Det burde for en god ordens skyld nævnes, at det ikke er helt så besynderligt, som det måske kunne lyde, at Barker fik lejlighed til at indspille sin egen kortroman. Ved siden af karrieren som forfatter har han løbende instrueret og skrevet teaterstykker, produceret film og arbejdet som illustrator. Barker er med andre ord en ganske kreativ herre, som allerede i begyndelsen af sin karriere nægtede udelukkende at blive opfattet som forfatter.

Uanset hvad blev Hellraiser en enorm succes. Filmens stærke visuelle sprog, kombineret med en på engang ret ordinær men samtidig særdeles spektakulær handling, har gjort den til en af de mest elskede gysere fra 80′erne. Den er blevet plagieret utallige gange siden, og antallet af efterfølgere kan ikke tælles på en hånd.

Hellraiser fik Clive Barker ud til folket, og gjorde hans bøger til fast bestanddel af alle engelske boghandleres gysersektion. Han havde skudt papegøjen, men at Barker desværre aldrig helt formåede at fortsætte sin kometagtige opstigning er en helt anden sag, som nok skal blive omtalt i andre sammenhænge her på Planet Pulp.

Hemmelig affære

The Hellbound Heart er som sagt en såkaldt kortroman. Historien er kompakt, og rent faktisk særdeles filmisk i sin struktur, hvorfor det måske ikke er så underligt, at det blev netop denne historie frem for en af de ældre noveller, Barker besluttede at omsætte til et filmmanuskript. Folk der både har set filmen og læst bogen vil da også bemærke, at der er næsten komplet overensstemmelse mellem tekst og film, hvilket må siges at være en sjældenhed. Naturligvis er der nogle mindre dele og petitesser som afviger, men det spiller ingen rolle i det store hele.

Historien centrerer sig om et hus på Lodovico Street i London. Ægteparret Rory og Julia er netop ved at flytte ind, og alt er kaos omkring dem. Huset tilhørte Rorys bedsteforældre, og angiveligt har det stået tomt i en lang årrække. Noget tyder dog på, at Rorys bror Frank måske har brugt det under et af sine ujævne besøg i storbyen.

Ægteskabet mellem Rory og Julia har ikke været helt gnidningsfrit siden de blev gift, hvilket især skyldes at Julia har trukket sig mere og mere ind i sig selv. Rory forstår ikke hvorfor, men som læsere hører vi hurtigt, at Julia havde en affære med Frank – familiens sorte får – kort før brylluppet, og det har hun aldrig kunnet få ud af systemet. Julia savner Frank, og han er med tiden blevet til alt det, Rory ikke er.

Hendes ægtemand, der dybest set er en rar mand, der passer sit arbejde og blot ønsker det bedste for alle, har ikke den fjerneste anelse om Julias skjulte længsler og han håber derfor, at det nye hus vil kunne hjælpe på hendes humør. Under indflytningen møder Kirsty op for at hjælpe til. Hun var i en fjern fortid måske Rorys kæreste eller også var de bare meget nære venner – hvordan det præcist forholder sig, hører vi aldrig. Kirsty har i hvert fald altid været småforelsket i Rory, og hun har derfor heller ikke ret varme følelser for Julia. Da hun kommer for at hjælpe, er det kun for at glæde Rory, hvilket Julia da også ganske udmærket ved.

Lemarchands boks

Her har vi mere eller mindre fået præsenteret hele bogens persongalleri. Én mangler vi dog stadig, og det er den hedonistiske bror Frank, som alle tror er forsvundet et sted i Østen. Frank har gennem hele sit liv været en skidt karl, der udelukkende har søgt at tilfredsstille sine egne behov. Det har ført ham ud i et voldsomt stofmisbrug og lejlighedsvis også grov kriminalitet.

Jagten på livets kødelige lyster får imidlertid et klart mål, da han hos den sære Kircher stifter bekendtskab med Lemarchands boks. En lille gådeæske, der som et andet puslespil kun kan åbnes, hvis man trykker den rigtige kombination på boksens mange små knapper og facetter. Den der åbner Lemarchands boks vil ifølge legenden blive belønnet med kødelige glæder hinsides denne verdens kendskab. Boksen skulle kunne åbne vejen ind til en anden verden, hvor den store Ingeniør har sammensat et rige fuld af glæder. Dette rige varetages af de fysiske glæders præsteskab – Cenobiterne – der alle tilhører Sårets Broderskab.

Alt dette forstår Frank sandt at sige ikke meget af, men det lykkes ham at lægge hånd på Lemarchands boks, og få den med hjem til London, hvor han på loftet af bedsteforældrenes hus i Lodovico Street gennemfører det krævende ritual, som kan åbne dørene til det hinsides. Hvad Frank imidlertid ikke har forudset er, at Cenobiternes definition af glæde og fornøjelse kun svært lader sig forene med menneskets.

De slæber ham ind i en grufuld verden af tortur og uendelig pine. Her er han nu dømt til at blive straffet i al evighed, men på en eller anden måde lykkes det for Frank at flygte fra Cenobiterne, da de et øjeblik har rettet deres opmærksomhed et andet sted hen. En egentlig flugt er der ikke tale om, for det er nærmest kun essensen af Frank, der slipper bort, og den siver ud på loftet i bedsteforældrenes hus, hvor Rory og Julia netop er flyttet ind.

Mere blod

Under indflytningen kommer Rory alvorligt til skade, og blod løber fra hans hånd ned på loftets gulv. Dette blod forsvinder på mystisk vis, hvilket Julia er den eneste, der bider mærke i. Mere besynderligt bliver det dog, da en form for ånd tager kontakt til Julia, og opfordrer hende til at skaffe mere blod. Nu forstår den kloge kone sammenhængen – hun forstår i hvert fald så meget, at Frank må være ånden, og han har brug for hendes hjælp.

Herfra begynder bogens centrale del at tage form. Julia skal skaffe ofre til den blodhungrende Frank, som for hver gang et nyt offer lader livet, bliver stærkere og vinder i fysisk statur. Alt dette aner Rory naturligvis intet om, men situationen bliver kompliceret, da Kirsty får mistanke om, at Julia har en affære. Kirsty, der altid står på Rorys side, vil undersøge dette nærmere, og snart har hun åbnet op for en hvepserede, som ikke skal beskrives nærmere.

Den ultimative fristelse

Det tematiske omdrejningspunkt i The Hellbound Heart er den kødelige tilfredsstillelse. Cenobiterne repræsenterer SM-kulturens yderste konsekvens, og lader moderne sexlege møde en konservativ kristen opfattelse af Helvede, som det sted hvor djævle og dæmoner piner sjælen i al evighed. Cenobiterne bliver den absurde fristelse, der på trods af deres frastødende udseende og destruktive budskab, stadig kan virke tiltrækkende og seksuelt indbydende. Præcis som smæk med pisk og bondage har en appeal på helt almindelige mennesker.

Det Barker gør, er at lege med idéen om den ultimative fristelse og vise, at det nok slet ikke er et sted, vi egentlig ønsker at være. Smerte er kun sjovt, når vi selv kontrollerer den. Glider den ud af vores hænder, bliver den egentlig tortur – hvilket Frank i høj grad må sande. Julia derimod bliver fanget i en farlig leg mellem sex og død. Løftet om intens elskov med Frank, når han atter får sin krop tilbage, driver hende til de pirrende lege med ofrene, som brutalt myrdes på loftet.

Lysterne får hende ud, hvor hun ikke kan bunde. Den slumrende animalske drift, som Frank vækkede i den ellers så pæne, borgerlige Julia under deres affære, har brændt sig fast i hende, og den smerte hun følte under deres samleje, har hun aldrig glemt. Rory formår slet ikke at opfylde dette med sin blide hverdagssex. Julia har smagt en forbuden frugt, og nu vil hun have mere.

Det paradoksale er, at mens Frank er den store nyder, som får for meget, og i virkeligheden slet ikke kan kapere Cenobiternes budskab om underkastelse, er Julia i virkeligheden den, som måske ville få sine inderste drømme opfyldt i det sadomasochistiske hinsides.

Tilbagevendende emner

Bogens titel er The Hellbound Heart og det gælder for både Frank og Julia, men måske i det hele taget for os alle. Barker postulerer i hvert fald, at der findes lyster og seksuelle fornøjelser, som vil forandre én for evigt. Har man en gang været ude, hvor man ikke kan bunde, bliver det svært at vende tilbage til det, man kom fra. Har man én gang åbnet Lemarchands boks og hidkaldt Cenobiterne, vil verden aldrig mere være den samme.

Bogen kredser med andre ord om de tilbagevendende emner i Clive Barkers tidlige forfatterskab, og alle der har læst blot et udvalgt af The Books of Blood-novellerne vil føle sig helt hjemme i det univers af blodige perversiteter og seksuelle nydelser, som bliver skildret. Handlingen er derfor, set ud fra Barkers tidligere arbejde, ikke videre original, men bestemt underholdende, og det må også være grunden til, at læsere fortsat kan blive fascineret af både The Hellbound Heart og ikke mindst Hellraiser.

Anbefales varmt

The Hellbound Heart er en særdeles underholdende bog. Den er ikke ret lang, og historien komprimeret til det absolutte minimum. Det betyder, at den er et hurtigt bekendtskab, som varmt kan anbefales. Man bør nok bide mærke i, at den på ingen måde er så visuelt stærk som filmatiseringen. Ganske vist beskriver Barker meget af det, vi ser i Hellraiser, men det er som om han først for alvor fik fuldendt sin vision, da han rent faktisk skulle visualisere den for andre.

De klassiske elementer i filmen, som eksempelvis Pinhead med sømmene i kraniet, er naturligvis med i bogen, men slet ikke så fremtrædende som i filmen. Det er i sig selv ikke noget minus i forhold til bogen, for ganske vist er den ikke en lige så stor grafisk nydelse, men byder i stedet på en række fine passager, som måske gør hele konceptet om Cenobiterne og deres verden lidt mere forståelig. Man får altså lidt færre lak-og-læder-billeder i bogen, men til gengæld en hel del mere mytologi.

Skulle du kun have set Hellraiser og ikke læst bogen, kan den varmt anbefales. Hvis du kender historien i forvejen, er det bestemt ikke noget problem, for så er det sådan set bare andre dele af The Hellbound Heart som man bider mærke i. Det er en glimrende kortroman. Måske ikke Barkers bedste, og sandt at sige er den nok heller ikke helt så stærk som filmen, men stadig værd at opsøge. Navnlig for Hellraiser-fans, for det var her det hele begyndte.

5 stjerner

Titel: The Hellbound Heart
Forfatter: Clive Barker
Udgivet: 1986 (som del i antologien Night Visions 3).
Forlag: Dark Harvest
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivet: 1991
Forlag: Fontana
Format: Paperback
Sideantal: 128

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/08/2007