War of the Worlds

Tilbage i 1990’erne mente Steven Spielberg, at det var på tide med en ny filmatisering af H.G. Wells’ fremragende roman The War of the Worlds (1898). Det vil jeg ikke et øjeblik fortænke ham i, da den første filmatisering The War of the Worlds (1953) i mine øjne ikke var nogen god filmatisering.

Imidlertid kom Roland Emmerich ham i forkøbet med Independence Day, og Spielberg skrinlagde derfor sine planer om en opdatering af Wells’ roman. Da Spielberg efter Minority Report (2002) imidlertid gerne ville lave endnu en film med Tom Cruise, tog han idéen op igen, og War of the Worlds, der kom ud i 2005, blev således den første store Hollywoodfilmatisering af H.G. Wells’ roman siden George Pal-produktionen fra 1953. Så det første spørgsmål, der melder sig, er, om Spielberg har opnået et bedre resultat? Det korte svar er et rungende JA. Både som filmatisering og som film helt generelt er det en klart bedre produktion. Den har sine markante svagheder, men er i det hele taget en ganske fascinerende film, hvor de moderne effekter giver os et nyt take på invasionen fra rummet.

Socialrealistisk start

Indledningen, som læses op af Morgan Freeman, er næsten identisk med den, man finder i romanen. Det virker lidt underligt med denne meget gammeldags fortællemåde, der på nærmest teatralsk vis beretter om, hvordan de fremmede har iagttaget kloden med misundelige øjne, mens de planlagde invasionen. Det havde nok virket bedre, hvis Spielberg havde lavet en periodefilm med en mere eksakt og tidsmæssig fortolkning af romanen. For det næste vi ser er et view ud over en havn, hvor vi ser i massevis af containere. Vi er så at sige helt og aldeles “down to earth”, og den stemning hænger ikke helt sammen med fortællerstemmen, som netop er afsluttet.

Der klippes efterfølgende til en kran, som betjenes af filmens hovedperson Ray. Da Ray kort efter får fri, finder vi ud af, at han arbejder røven ud af bukserne, at han er blevet skilt fra sin kone, og at hans børn nu bor sammen med moderen og hendes nye kæreste Tim.

Men det er er weekend, så Ray får besøg af sine to børn, Rachel og Robbie. Rachel er en gammelklog lille pige, og Robbie en besværlig teenager – Robbie kalder naturligvis ikke sin far “Dad” men derimod “Ray”. Så der er lagt i ovnen til en konfliktfyldt weekend, hvor et opgør mellem Ray og Robbie er på menuen. Men hvis man tror, at dette udvikler sig til en fin lille socialrealistisk ting, kan man godt tro om igen.

No rest for the wicked

Et voldsomt uvejr tager fart, og lyn slår ned. Sjovt nok rammer lynet flere gange det samme sted. Ray vil undersøge, hvad der er sket, og han bliver vidne til første angreb fra invasionsstyrken. Masser af mennesker bliver pulveriseret af dødsstråler, og Ray får med nød og næppe familien i sikkerhed. Men freden varer kun kort, før de igen sendes på flugt.

Filmen nærmer sig det mesterlige, da Ray og familien kommer kørende i deres bil gennem en store menneskemængde. Vi ser her den desperation og frygt, som invasionen har skabt, og hvordan den gør mennesker til dyr. Alle vil med bilen, og en person er så febrilsk, at han skærer sine hænder til blods for at rive bilruden i stykker. Al menneskelighed er væk, og trangen til at overleve er trådt i karakter. Panikken begynder for alvor at blive intens, da Ray og Robbie rives ud af bilen, mens Rachel bliver siddende, og menneskemængden begynder at skylle ind over bilen. Her viser Spielberg, at han mestrer det dramatiske og spændende bedre, end de fleste andre. Vores trekløver slipper helskindet væk, men kun for at blive kastet ind i det næste problem. Det er netop essensen i filmen: det bliver mere og mere tilspidset og ubehageligt. På et tidspunkt bliver Ray adskilt fra den ene af sine børn, hvorefter han møder den gale Ogilvy, som har en plan. Og så ellers ikke mere om handlingen her.

Drastiske ændringer fra forlægget

Spielbergs War of the Worlds er mest af alt en filmatisering af Wells’ roman, og ikke en genfilmatisering af versionen fra 1953. Men der refereres dog til både 53-udgaven og til Orson Welles’ radiospil fra 1938, som Spielberg er en stor fan af (han ejer angiveligt et af de sidste eksisterende eksemplarer af Orson Welles’ radiomanuskripter).

Som en lille homage til Haskins version fra 1953 ses Gene Barry og Ann Robinson som Rays svigerforældre – Barry og Robinson spillede den mandlige og kvindelige hovedrolle i The War of the Worlds. Desuden ses der i kælderscenen en reference til maskinerne fra 1953-versionen. Der er replikker fra både radiospillet og den første filmatisering, og samtidig er Spielberg en stor fan af Welles’ radiospil. Også “skjold-ideen” er taget direkte fra 1953-udgaven, da denne idé ikke findes i romanen – en idé som eksempelvis også er plagieret i Independence Day (1996).

I forhold til den oprindelig roman er der lavet drastiske ændringer, som det også var tilfældet med 1953-version, men Spielberg er meget tættere på ånden i Wells’ roman, end det var tilfældet med den første film. Godt nok er det lige lovlig meget fokus på actionscenerner, og filmen taber noget af sin troværdighed og intimitet efter en times tid, men samtidig rammer Spielberg frygten helt perfekt.

Nøglesekvens skæmmer helheden

Som det var tilfældet i versionen fra 1953 er handlingen rykket frem til nutidens USA – altså det tidspunkt filmen er lavet. Handlingen spreder sig over et større område, men alligevel er indelukketheden, som findes til overflod i romanen, bibeholdt, og det samme er mange af romanens konkrete scener og tematikker. Historien er bare peppet lidt op på actionfronten, og der er tilsat en lille familiekonflikt. Familieidéen fungerer fortræffeligt, og det gør Tom Cruises antihelt også. Det største problem for filmatiseringen opstår faktisk, da den vil gabe over for mange af Wells’ pointer.

Rent fortællermæssigt ligger den “tungeste” del af filmen i Rays møde med Ogilvy, som bliver spillet af Tim Robbins. For at spare tid er Ogilvy-karakteren et opkog af to essentielle karakterer fra romanen, mens han bærer navnet fra en tredje. Det er et stort problem, da Ogilvy derved bliver en meget underlig størrelse, som overhovedet ikke er troværdig.

I romanen møder hovedpersonen kapellanen og soldaten på to forskellige tidspunkter. På hver deres facon skildrer de vanviddet, både i menneskelig og religiøs forstand, samtidig med, at de viser, hvordan den menneskelige psyke i to tilfælde tackler desperationen og frygten. Den ene bliver apatisk, og den anden megalomansisk. Det er et godt forsøg i filmen at lade Ogilvy favne begge roller, men udførslen, både på skuespiller- og manuskriptfronten, er bare ikke god nok, og meget mere er der ikke at sige om det, andet at det skæmmer det færdige produkt.

9/11-ikonografi

Hvor 50’er alien invasion-fortællingen ofte kunne ses som allegori over kommunistfrygten, har Spielberg her en hel anden dagsorden. Naturligvis taler vi om en post-9/11-tilstand, hvor frygt, paranoia og massehysteri spiller en stor rolle. Da Ray i filmens indledning er dækket af aske fra de pulveriserede mennesker er det en inspiration fra øjenvidnerne fra World Trade Center-katastrofen og en ikonografi, som alle kender fra ulykken. Det samme gælder, når vi ser en stor tavle med fotografier af forsvundne personer. Angrebet den 11/9 2001 er stadig et blødende sår for den amerikanske befolkning, og det spiller Spielberg helt bevidst på for at skabe den rette stemning. Nogle vil finde dette plat eller usmageligt, men det virker efter hensigten.

Samtidig er filmen rent teknisk meget optaget af det subjektive kamera, hvor flere scener er ganske imponerende. På trods af, at der er tale om underlige rumskibe, så ser det stadig troværdigt ud, og man føler, man er tilstede. Det er lidt den samme teknik som i Saving Private Ryan (1998), og som i de privatoptagelser, man eksempelvis har set fra 9/11-vidner. Farvel til de store, klassiske panoramabilleder, og velkommen til de nære, klaustrofobiske hverdagsskildringer af en invasion fra rummet. Det lyder måske lidt underligt, men når man lader sig rive med af filmens visuelle opfindsomhed, så virker det. Det var i øvrigt en teknik, som blev videreudviklet til den ganske fortrinlige Cloverfield (2008), hvor alt ses gennem amatøroptagerens optik.

Denne intimitet i optagelserne, og idéen om at man kun følger vores protagonist Ray og hans familie, går imod den kollektive fortælling, som ofte ses i katastrofefilm. Men det er faktisk et træk, der peger tilbage på Wells’ roman, hvor det også er fortælleren, vi følger, med en enkelt afstikker til dennes broder. Det gør, at invasionen føles personlig og mere pågående, end det eksempelvis er tilfældet i en alien invasion-film som Independence Day.

Spielbergs dystre talent

Flere steder får War of the Worlds karakter af et kammerspil, og det kan godt skuffe det publikum, som forventer en episk omgang ramasjang. Samtidig er der måske for meget ramasjang for det publikum, der gerne vil se et intimt drama. Men ikke desto mindre viser det også den dystre side af Spielbergs talent, og at han samtidig er en dygtig personinstruktør. I forhold til sit stampublikum har han måske bare sat sig mellem to stole. Jeg synes faktisk, det virker godt, men for nogen vil det fremstå som en svaghed. John Williams’ musik, som er meget langt fra den tema-Williams, de fleste kender, er også ganske dyster, intim og fragmenteret, og skaber et ganske spændende lydtæppe. Musikken glimrer også flere steder ved sit fravær, og alt i alt må man sige, at filmens lyddesign er til UG.

Helt overordnet må det siges, at War of the Worlds er en teknisk lækkerbisken, hvor de mange CGI-effekter er troværdige. Filmen er dejlig beskidt og grim, og ligner ikke en klassisk Hollywoodfilm.

Varierende skuespilpræstationer

Tom Cruise gør det glimrende som den hårdtprøvede alenefar, der “bare” er en helt almindelig mand. Desperation og intensiteten lyser ud af Cruise, som i denne film ikke bare kan redde dagen med sit drengede smil. Han får til gengæld også meget fin support fra Dakota Fanning som Rachel og Justin Chatwin som Robbie. Kort og præcist introducerer filmen os til den lille families problem, og denne basale konflikt bliver en vigtig dramaturgisk konstruktion i takt med, at handlingen skrider frem. En meget rørende scene opstår, da Ray bryder ud i gråd, mens han børn ser på. Væk er den klassiske helt, og tilbage står en nedbrudt mand. Både menneskeligt og skræmmende på samme tid.

Ellers bør man fremhæve Tim Robbins som kældermanden Harlan Ogilvy. Hans skuespil tangerer overspil, og filmen taber da også kadence i den scene, som skulle være filmens mest essentielle. Gennem Ogilvy bliver vi nemlig introduceret til de essentielle pointer fra romanen, men det fortaber sig lidt i tåger, og bliver aldrig så vedkommende, som det burde være. Det er ikke kun på grund af Robbins, men også fordi manuskriptet på dette tidspunkt gaber over for meget, og derfor mister den ellers spændende dialog sin troværdighed. Og det er ærgerligt. For hvis denne scene havde været i top, havde filmen nærmet sig det mesterlige. Det er ikke decideret dårligt, bare ikke godt nok. Fra dette punkt mister filmen også pusten, og resten bliver til en noget flad udtoning, hvor den overfladiske action og spænding træder i forgrunden, og lader det intime blive i Ogilvys kælder.

Alt i alt er War of the Worlds en intelligent og teknisk imponerende omgang underholdning, som dog taber en del hen imod slutningen. Men det er et rigtig godt forsøg, den første time er ganske mesterlig, og klart bedre end versionen fra 1953. Både som film og som filmatisering.

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008

Stikord: Alien Invasion, Filmatisering, Rumvæsner