Independence Day

14 minutters læsetid
Independence Day

For mange er instruktøren Roland Emmerich og filmen Independence Day identisk med overfladisk og patetisk lort af den værste kaliber. For mig er det en dygtig instruktør og en af de fedeste film nogensinde, og da filmen, siden den kom frem, har haft sit helt eget kammer i mit hjerte, vil jeg også tillade at gøre denne anmeldelse forholdsvis lang – hvis du allerede nu har kvalme, så skynd dig at hoppe væk, og ellers, så byder jeg velkommen til Roland Emmerich og Independence Day.

Ensemblecast

Fjenden nærmer sig...
Fjenden nærmer sig…

Handlingen i Independence Day er meget simpel: Jorden invaderes af aliens, og menneskeheden må stå sammen i tykt og tyndt for at overleve. Vi følger indledningsvist flere forskellige handlingstråde, som cirka midtvejs i filmen kædes sammen til én handling. Vi har den heltemodige sorte pilot, som drømmer om at blive astronaut, og er kæreste med en stripper. Der er den superintelligente computernørd David, der engang slog den nuværende præsident i hovedet på grund af en misforståelse. Og så er der den godmodige præsident, som slagtes i pressen, men som har hjertet på det rette sted. Russ er den alkoholiserede pilot, som for ti år siden blev bortført af aliens – ingen tror ham, men han har naturligvis ret. Om disse fire hovedpersoner er handlingen så centreret, og gennem dem møder vi filmens mange fine bipersoner, som tilsammen skaber et ensemblecast, som vi kender det fra katastrofe- og mosaikfilmene – mosaikfilmene tæller film som Short Cuts (1993) og Magnolia (1999), der også begge har katastrofen som centrale elementer i fortællingen.

En lille hilsen til 'Close Encounters of the Third Kind'
En lille hilsen til ‘Close Encounters of the Third Kind’.

Da de fremmede ankommer, håber man på, at de er venlige, hvilket de naturligvis ikke er. Det ses i en kommunikationsscene, som minder om noget fra Close Encounters of the Third Kind (1977). Verdens storbyer smadres, og snart må der udtænkes en plan for overlevelse. Og her kommer David og den helt langt ude idé om en computervirus ind i billedet. Alt imens dette sker, gør hele Jordens befolkning sig klar til et sidste og afgørende slag, som vil blive påbegyndt den 4. juli, altså på selveste Uafhængighedsdagen. Det går naturligvis ikke stille for sig, og igennem filmens dejligt lange spilletid får vi da også til overflod action, patos, humor, spænding og nogle af de fedeste ødelæggelser, som er set i filmhistorien – godt nok er der en del CGI, men heldigvis er de fleste effekter gammeldags, hvilket man godt forstår, når filmens over-effekttroldmand Volker Engel har Ray Harryhausen som én af sine helt store idoler.

Dum og banal

Jeff Goldblum som David Levinson
Jeff Goldblum som David Levinson.

Når man rent kvalitativt, og kunstnerisk, ser på Independence Day er det ikke den gode smag, der falder i øjnene. Filmen er på mange måder dum og banal, og mange filmkritikere var da heller ikke sene til at sable den ned. Men netop de kritikere har slet ikke fanget filmens vidunderlige tilgang til filmmediet. Ja, den ene kliché afløser den anden, og den ene dumme oneliner følger den næste. Der er overspil, underlige konstruktioner i handlingen, og så stinker det hele langt væk af product placement og Amerika – Roland Emmerich så filmen sammen med selveste Bill Clinton i Det Hvide Hus tilbage i 1996, og der er da også visse lighedstræk mellem Clinton og filmens præsident Whitmore.

Independence Day er monsterunderholdende, men er der mere end bare underholdning? Jeg vil nu prøve at kigge lidt nærmere på, hvorfor filmen i min bog er så enestående, og fremhæve nogle ting ved både Independence Day og Emmerichs film i det hele taget. Så hvis du ikke har set filmen før, vil jeg anbefale at du stopper med at læse præcis nu, og vender tilbage, når du har set den.

Ved første øjekast er det interessante ved Roland Emmerich hans navn. Han er tysker, født i 1955, og i sit hjemland bør det nævnes, at han betegnes som “Den Lille Spielberg”. Når man har set hans film kan man godt forstå det tilnavn, da han faktisk er én af de instruktører i Hollywood, der laver de mest amerikanske film.

Russ har netop sprøjtet den forkerte mark
Russ har netop sprøjtet den forkerte mark.

Kort fortalt startede hans karriere som indkøber af malerier og skulpturer, og da han startede på filmskolen i München, var det på production design-linien. Han skiftede dog over til at blive instruktør, og hans spillefilmdebut sci-fi-filmen Das Arche Noah Prinzip (1984) åbnede Berlin filmfestivalen i 1984. Den blev en stor succes, og blev solgt til mere end 20 lande. Han fulgte den op med Joey (1985, bedre kendt som Making Contact), hvor en dreng kommunikerer med sin døde far gennem sit legetøj. Dernæst kom metakomedien Hollywood-Monster (1987), om to unge filmnørder og deres søgen efter succes i Hollywood. Så fulgte hans første store produktion, sci-fi-fremtidsfilmen Moon 44 (1990). Det åbnede for alvor døren til Hollywood for den glade tyske instruktør, og i 1992 kom hans første Hollywoodfilm, Universal Soldier, som havde to af datidens største actionstjerner, Dolph Lundgren og Jean-Claude Van Damme, på rollelisten.

Siden hen har Emmerich instrueret Stargate (1994), Independence Day, Godzilla (1998), The Patriot (2000), The Day After Tomorrow (2004) og 10.000 BC (2008). De næste to film, Emmerich har planlagt, er 2012 og Fantastic Voyage, som har forventet premiere i henholdsvis 2009 og 2010.

“Der Kleine Spielberg”

Et eksempel på de imponerende effekter
Et eksempel på de imponerende effekter.

Når man tager et kig ned over Emmerichs film, er det da også det fantastiske, som træder i øjnene, og det er ikke uden grund, at Emmerich i Tyskland hurtigt fik tilnavnet “Der Kleine Spielberg”. Både Spielbergs barnagtige glæde ved filmmediet og de fantastiske historier, er noget Emmerich også har slået sig på. Emmerich har da også sagt følgende om sine valg af genrer og historier gennem hans møde med katastrofefilmen og sci-fi- genren:

“Those movies made me realise that I was very drawn to ´what if´stories and sci-fi is a perfect way to examine that. I´m always coming up with plots that have fantastic elements, I´m drawn to that. The other thing about science fiction movies is that they allow you to create entirely new worlds, which requires building sets and models and stuff like that. I always wanted to become a production designer, so that´s interesting to me.” (fra bogen The Making of Independence Day).

Denne udtalelse fra Emmerich opsummerer meget godt, hvad hans film handler om, og hvordan og hvorfor han bruger f.eks. science fiction-genren. Men lad os se lidt nærmere på det.

Fremtiden, aliens og radioaktive monstre

Folk på flugt
Folk på flugt.

I Joey, ville han fortælle historien om en dreng, der taler med sin døde far. En meget speciel historie, der nødvendigvis kræver special effects, som for sin tid er ret nydelige. I Moon 44, den eneste af Emmerichs film til dato, der foregår i fremtiden, er der med et stort budget skabt store, flotte kulisser, der repræsenter en fjern måne i år 2018. Det bør nævnes, at kulisserne der skaber Månen, er næsten identiske med det look, som det store moderskib har i Independence Day.

Universal Soldier har soldater, der er gjort overmenneskelige ved hjælp af moderne teknologi. I Stargate rejser heltene til en fjern dimension ved hjælp af en maskine, der kan åbne ormehuller, og man finder ud af, at det er aliens, som har bygget pyramiderne i Ægypten – en tematik, der vender tilbage i 10.000 BC. Independence Day har byer, der ødelægges, UFO’er, gigantiske rumskibe og aliens. Godzilla har et kæmpestort radioaktivt monster, der truer med at ødelægge New York. I The Day After Tomorrow truer en ny istid. Som Emmerich selv siger, er han fascineret af historier med fantastiske elementer, og det må man sige, at samtlige af hans film bærer præg af.

'Now that's what I call a close encounter!' - Smith er kæk i replikken, efter han har knock-outet en alien
‘Now that’s what I call a close encounter!’ – Smith er kæk i replikken, efter han har knock-outet en alien.

De førnævnte elementer er bare en lille del af Emmerichs genrebrug. Man fornemmer tydeligt, at Emmerich er et barn af filmarven. Det vil sige, at han har set helt ufattelige mængder af gamle genrefilm, og han lader sig tydeligt inspirere af dem. Dette store reservoir, som en instruktør som Steven Spielberg ligeledes svømmer rundt i, er en hjælp for Emmerich til både visuelt og historiemæssigt at nå frem til sit publikum.

Men hvor Spielberg, frem til hans seneste film, har haft et venligt øje til aliens, så har Emmerich i denne sammenhæng mere hentet inspiration i 50’ernes monsterfilm, hvor de fremmede var ganske onde og modbydelige – som det ses i Independence Day i den scene, hvor præsidenten spørger, om der ikke kan opnås fred, hvortil alien’en koldt svarer, at menneskeheden bare skal dø.

Blockbusterappel

Den totale ødelæggelse af et amerikansk monument
Den totale ødelæggelse af et amerikansk monument.

Der hvor Independence Day specielt viser, at Emmerich er et legebarn, er at filmen langt hen ad vejen også er en klassisk katastrofefilm, og når man blander sci-fi og katastrofe på denne måde, får man i mine øjne en lækkerbisken af en hybrid ud af ovnen. Det der giver katastrofefilmen den store appel, eller afsky for nogen, er scener med masseødelæggelse. Men det er ikke det hele. For sideløbende benytter disse film sig af det, man kan kalde et “all star cast”. Det vil sige en stor gruppe af menneskelige skæbner, som oftest spilles af kendte skuespillere, der på den ene eller anden måde kædes sammen af en given katastrofe. I The Towering Inferno (1974) er det en skyskraber i brand, og med et cast der bl.a. tæller Steve McQueen, Paul Newman, O. J. Simpson, Richard Chamberlain og Fred Astaire. Denne film tilhører det, man kan kalde katastrofefilmens guldalder, nemlig 1970’erne. Independence Day er med i 1990’er bølgen af katastrofefilm, som også tæller film som Volcano (1997), Armageddon (1998) og Deep Impact (1998).

Fælles for alle disse film er deres blockbusterappel: masser af ødelæggelse, melodrama og kendte skuespillere. I Independence Day er der mange solide skuespillere, hvor de bærende kræfter er Will Smith som den heltemodige pilot Steve, Jeff Goldblum som nørden Dave, Bill Pullman som præsidenten og Randy Quaid som den fordrukne pilot Russ – for øvrigt fire roller, der viser de forskellige fraktioner i handlingen, som til sidst kædes sammen, da menneskeheden sparker røv tilbage i moderskibets retning. I denne sammenhæng er det ret spøjst, at både Bill Pullman og Robert Loggia, der spiller general i Independence Day, var med i David Lynchs noget anderledes Lost Highway (1997).

Tale til nationen (hele verden)
Tale til nationen (hele verden).

I Independence Day møder vi en menneskehed, som er blevet samlet på tværs af religion og race. Alle kæmper de sammen for at redde Jorden fra invasion og total ødelæggelse. Forskelligheden skaber et sammenhold, frem for en kløft, som der realistisk set ville komme. Men her fremstår Emmerich som en fantast, der har hjertet på rette sted. Man kan klandre ham for at være corny, svulstig og overdrevet, men at sige, at han er styret af tilfældigheder ville være forkert. Det hele er meget nøje tilrettelagt og udført. Præsidentens tale i Independence Day summerer det hele op ganske fortræffeligt. Da den 4. juli oprinder, er det ikke kun Amerika, som kæmper. Nej, hele verden er forenet under det amerikanske flag. Og som præsidenten siger, vil den 4. juli ikke længere kun være en amerikansk nationaldag, men den dag, hvor hele verden med én stemme erklærede, at de ikke ville lade tyranni og ondskab bestemme. Man ser efter sejren billeder fra hele kloden, lige fra nogle stammefolk, der jubler i Afrika til glade franskmænd i Europa.

Amerikansk ikonografi

Amerika per excellence
Amerika per excellence.

Denne amerikanske ikonografi er et gennemgående visuelt varemærke for Emmerich, som udvikler og fornyer sig gennem sine film. I Moon 44 er det et gustent Amerika, der eksisterer. Flaget, der om noget er ikonet på USA, hænger i laset forfatning i firmaets mødesal, og der skildres et samfund i opløsning, som kun den gammeldags helt kan gøre noget ved. I Universal Soldier stilles der spørgsmålstegn ved det amerikanske militær og den moderne teknologi. Men stadig er der en tro på flaget, som sidder på heltens højre arm. I Stargate har den amerikanske soldat mistet troen på samfundet, men da han ser det reflekteret i den fremmede civilisation, vender troen tilbage, og i takt med at flaget flagrer i vinden foran deres lejr, får helten troen tilbage, og bliver en ægte amerikansk soldat, der forløser sig selv og samfundet gennem action.

I Independence Day tager ikonografien nærmest overhånd. Det starter med flaget på månen, der efterfølgende overskygges af det store rumskib. Dernæst følger pompøs marchmusik, og billeder af monumenter over Anden Verdenskrig. Og i løbet af kort tid ser vi både Kongressen, Frihedsgudinden og mange andre amerikanske varemærker. For nogen virker det måske kvalmende, men i den rette sammenhæng fungerer det fortrinligt. Og Independence Day er den rette sammenhæng, hvor specielt humoren er med som katalysator.

Skyggen fra rumskibet dækker også Hollywood
Skyggen fra rumskibet dækker også Hollywood.

Humoren er konstant tilstede, og bløder det hele op uden at underminere filmen. Som tilskuer køber jeg det ubetinget, da det med det samme integreres som en del af filmens univers. Independence Day er den type film, hvor der ikke går mange sekunder mellem de sjove indslag, og hvor det patetiske og patriotiske konstant holdes i ave af afvæbnende humor. Da Davids fader, den gammelkloge jøde, der har mistet sin tro, funderer over religion, mens han hentyder til, at sønnen ikke skal ligge på gulvet og blive forkølet, følger der en ganske forrygende sekvens. David spørger faderen, hvad han netop sagde, og denne tror straks, at det er religionen sønnen taler om, men det er bare forkølelsen. Sådan er filmen konstant bygget op om denne vekselvirkning mellem det storladne og det sjove, og denne blanding har manuskriptet formidlet til perfektion, samtidig med at replikkerne leveres fortrinligt af det store ensemblecast. Hvis denne humor ikke havde været til stede, ville man ikke kunne holde ud at se filmen, så stor ros til manuskriptforfatterne herfra.

Stjæler med arme og ben

Tractor beam
Tractor beam.

Henimod slutningen bliver det til ren Star Wars, hvor rumskibet først tages ind af moderskibets “tractor beam”, hvorefter rumskibet på Jorden angribes som var det Dødsstjernen. Denne fascination af tidligere værker i filmhistorien lægger filmens producer Dean Devlin da heller ikke skjul på:

“For me the movies the movies of George Lucas and Steven Spielberg are still the greatest movies ever. We did not want to try and hide the fact that this film could not exist without The War of the Worlds, without The Day the Earth Stood Still, without Star Wars or Close Encounters, since those films are part of our collective unconscious.” (fra bogen Independece Day (Bfi Modern Classics))

Brent Spiner som nørdet forsker
Brent Spiner som nørdet forsker.

Og her kommer vi frem til filmens bevidste huggen med arme og ben fra filmhistorien. Naturligvis kommer film som The War of the Worlds (1953) og The Day the Earth Stood Still (1951) op på lystavlen. Den første bruges som referenceramme for selve handlingen, og de fremmedes skjold, mens den sidste vises på et TV i selve filmen. Der er er også mindre referencer, som da en mand gør grin med X-Files (1993-2002) – denne metatråd tages op i The X-Files (filmen fra 1998), hvor Mulder i en baggård sjovt nok pisser op af en Independence Day-plakat. Samtidig er Independence Day en stor hyldest til Spielberg, Lucas, sci-fi og katastrofefilm. En vaskeægte hybridfilm, som er kravlet op af det store filmiske reservoir. Trekkies vil sikkert også føle en indre tilfredsstillelse ved at se Brent Spiner, manden der spillede Data, som den nørdede Dr. Okun – leder af forskningsstedet Area 51 – komplet med langt hår og kittel.

Special edition

The Freak Show: fra forskningscentret Area 51
The Freak Show: fra forskningscentret Area 51.

Det er ganske sjovt, at både Independence Day og Mars Attacks! (1996) havde premiere samme år, da vi så var så heldige at få to vidt forskellige alien invasion-film, som på hver dages måde er en hyldest til 50’ernes hovedværker. Mars Attacks! er gennem Tim Burtons kyndige instruktion blevet til en herlig lille pastiche over en svunden tid, og filmen tager ikke sig selv det mindste seriøst. Og på den anden side af banen finder vi så Independence Day, som ikke er nogen pastiche, men mere et forsøg på at tage genren alvorligt, og føre den up to date. Det er de samme klichéer, der står i kø i begge film, men filmene er forskellige som nat og dag.

Denne anmeldelse er baseret på den 153 minutter lange special edition – den oprindelige version er på 145 minutter, så man får lige 9 minutter smidt oven i hatten. Ikke at special edition-udgaven på nogen måder er en anden film, der er blot nogle småting, der bliver uddybet. I begge udgaver af filmen ser man eksempelvis Russ’ datter flirte heftigt med en ung mand, som gerne vil i bukserne på hende, hvilket ikke lykkes for ham, selvom han taler højt og helligt om, at hun ikke må ønske sig at dø som jomfru. Denne scene udspiller sig kort efter, at de fremmede er ankommet til Jorden. Og så hører man ikke mere om det i den almindelige udgave. Men i special edition ser vi hen imod slutningen en lignende scene. Da det hele er ved at gå galt, finder Russ datter en ung fyr, som hun prøver at overtale til sex. Han siger følgende til hende, mens han holder hende i hånden: “Hvis vi skal dø, dør vi som jomfruer sammen.”, hvorefter de begge ser helt salige ud. Patetisk, smukt og lige i filmens ånd – man skal ikke give sig hen til ligegyldig sex, men satse på forhold, der holder!

Det er en masse lignende detaljer, som er med i special edition, og det er ikke noget, der har indflydelse på filmens overordnede struktur. Så hvis man ikke er fanboy, bør man bare holde sig til den almindelige version.

Take it or leave it

Det endelige opgør
Det endelige opgør.

Rent visuelt har jeg ikke skrevet så meget, men det skulle gerne være fremgået, at det heller ikke er her, at de vigtige træk er. For alle Emmerichs film ser godt ud, og her er Independence Day bestemt ikke nogen undtagelse. Billederne er velkomponerede, lyssætningen og lyden er god og filmen er dygtigt klippet: alt det, der kendetegner film fra Hollywood. Man kan kritisere Emmerichs film for at ligne hinanden, men effekten er, at man har et fælles sprog, som alle forstår, og derved kan Emmerich boltre sig med at filtrere sine pointer og moral ud.

Er vi så kommet tættere på, hvorfor Independence Day i mine øjne er mesterlig? Måske ikke, men jeg har prøvet at gå lidt dybere ind i en film, som for mange bare er en dum omgang popcornunderholdning. Og dybest set handler det nok om, at Independence Day er en film, som jeg mener er lavet til perfektion ned i den mindste detalje. Hvad enten det er de flotte stopmotioneffekter, de fede kulisser, de corny replikker, den amerikanske ånd eller den overordnede fortælling. Det hele er lavet med timing og indlevelse, og man mærker, at den er lavet af folk med hjertet på det rette sted. Emmerich er et stort legebarn, men hvor mange af hans film er noget ujævne, er der ingen slinger i valsen her, og der bliver ikke gået på kompromis. Det er som om Emmerich siger: take it or leave it – og jeg tager imod med kyshånd.

6 stjerner
Titel: Independence Day
Andre titler: ID4
Instruktør: Roland Emmerich
Manuskript: Dean Devlin & Roland Emmerich
Cast: Will Smith (Steven Hiller), Jeff Goldblum (David Levinson), Judd Hirsch (Julius Levinson), Bill Pullman (Præsident Thomas Whimore), Randy Quaid (Russel Casse), Robert Loggia (General William Grey), Brent Spiner (Dr. Okun), Mary McDonnal (Marilyn Whitmore), Vivica A. Fox (Jasmine Dubrow) og Margaret Colin (Constance Spano)
Producere: Dean Devlin (producer), Roland Emmerich (executive producer), Ute Emmerich (executive producer), William Fay (executive producer), Peter Winther (executive producer)
Foto: Karl Walter Lindenlaub
Klip: David Brenner
Musik: David Arnold
Spilletid: 153 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, spansk
Produktionsland, år: USA, 1996
Produktionsselskaber: Centropolis Entertainment, Twentieth Century-Fox Film Corporation
Distributør (DVD): Twentieth Century Fox Home Entertainment
Udgave/region: 1 (USA)

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008

Stikord: Alien Invasion, Area 51, Rumskibe, Rumvæsner, UFO’er

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.