Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Uncharted

Uncharted
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Ramin Djawadis score til den stort anlagte Uncharted-film er en massiv skuffelse – af flere årsager.

UnchartedEnder Uncharted-scoret med at være årets største filmmusikalske skuffelse for mit vedkommende? Med stor sandsynlighed, ja, også selvom året endnu er ungt, og meget kan nå at ske.

Der er dog den forskel på Uncharted og de fleste af årets øvrige scores, at jeg har haft ganske store forventninger til det og derfor glædet mig rigtig meget til det.

Og hvorfor så de store forventninger? Det har trods været kendt længe, at scoret ville blive komponeret af Ramin Djawadi, der er om nogen er en hit or miss-komponist.

Djawadi er fuldt ud i stand til at komponere fremragende filmmusik; senest har vi hørt det med hans score til Marvels The Eternals (2021), og han har også leveret solid musik til alle otte sæsoner af Game of Thrones.

Tidligere har jeg også været meget begejstret for hans score til Guillermo del Toros Pacific Rim (2013). Det var et score, man måske ikke ligefrem kan kategorisere som stor filmmusikkunst, men det passede perfekt til filmen og var suverænt underholdende – også som selvstændigt album.

Med det i tankerne – og med bevidstheden om, at Djawadi havde noget solidt grundmateriale liggende i form af Greg Edmonsons ikoniske hovedtema fra Uncharted-spillene – så jeg rigtig meget frem til hans score til filmen.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at Edmonsons hovedtema ville glimre ved sit næsten totale fravær (på albummet er fraværet totalt; i filmen indgår temaet vistnok et par steder).

Det er ikke desto mindre tilfældet, og da det ret hurtigt viste sig, at det materiale, Djawadi selv diskede op med, på ingen måder kunne hamle op med Edmonsons, var skuffelsen en realitet.

Remote Control-alumner

Uncharted-franchisen startede i 2007 med det første spil i serien, med undertitlen Drake’s Fortune. Siden fulgte yderligere tre spil i hhv. 2009, 2011 og 2016, hvoraf særligt nummer to og fire har status af moderne spilmesterværker.

De første tre spil havde alle forrygende musik af Greg Edmonson, der med sit hovedtema, der naturligvis er Nathan Drakes tema, gav spillene præcis det eventyrlige hovedtema, de havde brug for.

Til det fjerde spil skiftede udvikleren Naughty Dog af uvisse årsager komponist. Muligvis havde det noget at gøre med, at Amy Hennig forlod Naughty Dog i 2014, midt under udviklingen af det fjerde spil, A Thief’s End.

Hennig havde instrueret de første tre spil, været medforfatter på de to første og skrevet treeren alene, så hun var om nogen den, der havde styr på serien.

Efter Hennigs afgang blev projektet overtaget af Bruce Straley og Neil Druckmann, der havde stået bag spilmesterværket The Last of Us (2014).

Om Edmonson blev fyret som komponist, eller om han valgte at takke nej til projektet, fordi de kreative bagmænd nu var nogle andre, ved jeg ikke. I hvert fald endte det fjerde spil med at få musik af Henry Jackman.

Jackman kvitterede med et rigtig fint score, der gør udstrakt brug af Edmonsons hovedtema, men som samtidig også i høj grad lød som et Remote Control-score – ikke så mærkeligt, al den stund Jackman trådte sine filmmusikalske barnesko i Hans Zimmers studie.

Inden Ramin Djawadi blev annonceret som Uncharted-filmens komponist, gik jeg egentlig rundt og regnede med, at Jackman ville ende med at komponere scoret. Jeg nærede ikke noget håb om, at producenterne ville bede Greg Edmonson om at komponere musikken, selvom det havde været fedt.

Og så blev det annonceret, at det ville være Djawadi, der skulle komponere musikken. Også Djawadi startede hos Remote Control, og det virkede lidt mærkeligt at vælge Djawadi, når nu en anden Remote Control-alumne allerede havde vist, at han formåede at komponere fin musik til Uncharted-serien.

Det er heller ikke fordi, filmens instruktør Ruben Fleischer havde noget tidligere arbejdsforhold til Ramin Djawadi; Uncharted er deres første samarbejde. Men whatever. Djawadi blev det, og nu handlede det jo så kun om, hvordan han løste opgaven.

Massiv skuffelse

Desværre er Ramin Djawadis Uncharted-score en massiv skuffelse. Og her må jeg understrege, at min skuffelse over scoret ikke udelukkende skyldes, at jeg havde set meget frem til det.

Selv hvis jeg piller mine forventninger til scoret ud af ligningen, ville det være et temmelig ringe score til en film som Uncharted. Men det hjælper naturligvis ikke, at mine forventninger havde været sat pænt højt.

Der er flere grunde til, at Uncharted-scoret er så stor en skuffelse, som det er.

Min første – men som det vil fremgå af det følgende absolut ikke eneste – anke er det stort set komplette fravær af Edmonsons hovedtema fra spillene.

I filmen optræder temaet, så vidt jeg har kunnet finde ud af, to steder: I forbindelse med en cameo af Nolan North, skuespilleren bag Nathan Drakes stemme i spillene, og i en efterfølgende actionsekvens. Begge steder skal temaet selv have karakter af en cameo.

I og med at temaet faktisk optræder i filmen, uanset hvor kort en optræden det end er, betyder det, at det ikke er rettighedsmæssige problemer, der har stået i vejen. Det ville da også være mærkeligt, idet Sony ejer alle rettighederne til spillene og også står bag filmen.

Bevidst fravalg

Med andre ord skyldes fraværet af Edmonsons tema altså et bevidst valg. Om det er på instruktørens bud, eller om det er Djawadis valg, er uvist. Uanset hvad, så er det udtryk for ualmindelig dårlig dømmekraft.

Nates tema – altså det Edmonson komponerede til spillene – er så uløseligt forbundet med karakteren og hele franchisen, at det var rimeligt at forvente, det ville blive brugt som Nates tema i filmen.

Hvis nu Edmonsons tema havde været dårligt eller dårligt egnet til en film, så kunne man måske forstå det, men ingen af delene er tilfældet. Temaet fra spillene er helt forrygende: Det er spændende, eventyrligt og ørehængende, og det skriger EVENTYRFILM med store, neonbøjede bogstaver.

Man kunne indvende, at hvis det, Djawadi så satte i stedet for, tilnærmelsesvist kunne leve op til Edmonsons tema, var skaden jo ikke så stor – selvom det stadig ville være ærgerligt og mærkeligt.

Det er desværre heller ikke tilfældet. Djawadis hovedtema – Nates tema i filmen – er sådan set ikke ringe, men det er langt fra så godt som det, Edmonson komponerede til spillene, og det er et problem.

Drukner i elektronik

Temaerne i filmen vender jeg tilbage til. Først min anden, og nok i virkeligheden primære, anke mod Djawadis score, hvilket er den generelle stil, komponisten har valgt – eller måske snarere den måde, han har realiseret stilen på.

Uncharted er komponeret for en blanding af symfoniorkester, store mængder synth/elektronik samt den elektriske rockguitar, som Djawadi er så glad for, og som bl.a. også havde en fremtrædende rolle i hans fornævnte score til Pacific Rim. Derudover indgår akustisk guitar også stedvist.

Desværre får Djawadi ikke de symfoniske og elektroniske elementer til at fungere sammen, og det er her, jeg har et problem med scoret.

Det er jo ikke fordi, symfonisk og elektronisk musik ikke kan kombineres succesfuldt, men den måde, Djawadi gør det på, får de symfoniske dele til at drukne i al elektronikken, der tager form af læssevis af beats, loops, basgange og så videre.

Med andre ord har man i store dele af scoret en overordnet lyd, der på ingen måde fortæller publikum, at man hører musik til en stort anlagt eventyrfilm.

Et godt eksempel på et cue, hvor de elektroniske dele tager pusten helt fra de symfoniske, er “Parachute” (nr. 2), men der adskillige andre, bl.a. også “Only One Rule In This Game” (nr. 7).

Sidstnævnte er i øvrigt også et af flere cues, hvor Djawadis brug af strygere i høj grad minder om noget, John Powell kunne have komponeret for 15-20 år siden.

En antydning af noget bedre

Derudover er der en del cues på albummet, der i høj grad er domineret af de elektroniske elementer, og som egentlig mere lyder som musik fra en heistfilm – low-key, thrilleragtig heistmusik.

Det gælder f.eks. cues som “Hey, Kid” (nr. 4), “I’m All In” (nr. 5) og “Meeting Braddock” (nr. 6). I sig selv er det på ingen måde rædselsfulde cues, men hører de til i en film som Uncharted?

De få rent symfoniske cues er klart de bedste, og her får man en antydning af, hvilket slags score, Uncharted kunne have været, hvis Djawadi havde droppet al elektronikken.

Cues som “Uncharted” (nr. 1), “A Whole World You Haven’t Seen” (nr. 19) og “The Biggest Treasure Never Found” (nr. 23) er faktisk rigtig fine, og hvis Djawadi havde kørt denne stil hele vejen igennem, havde Uncharted været et markant bedre score, også selvom fraværet af Greg Edmonsons oprindelige tema stadig havde givet anledning til ærgrelse.

Det nye hovedtema

Tematisk leverer Ramin Djawadi fire temaer og/eller motiver til filmen, selvom det ene af temaerne er så vagt defineret og udflydende, at det er utrolig svært at få greb om.

Først og fremmest har Djawadi altså komponeret et nyt hovedtema for Nathan Drake som erstatning for Edmonsons tema fra spillene. Det dukker første gang op i “Uncharted”, der nærmest har form som en slags koncertudgave af temaet.

Nates tema har en fanfareagtig kvalitet i A-temaet, der består af fem separate fraser på 8, 8, 5, 5 og 8 toner. Frasen på otte toner, der høres tre gange i A-temaet, har små indbyrdes variationer, og det samme gælder de to fraser på fem toner.

Der er faktisk også et slags B-tema i hovedtemaet. Det høres kun ganske flygtigt i resten af scoret, men i “Uncharted” dukker det op ved ca. 1:13 og består af en slags udbygget variation på A-temaets harmonier.

Med andre ord har B-temaet ikke nogen stærk selvstændig identitet, sådan som man kender det fra visse andre komponister, der har det med at komponere hovedtemaer med både A- og B-tema.

Når det er sagt, så er Djawadis Nathan Drake-tema bestemt ikke decideret ringe, og det er faktisk temmelig ørehængende efter et par gennemlytninger af scoret, men det er også et ret simpelt tema, der efter min smag mangler lidt fylde og nogle lidt længere linjer i det melodiske indhold.

Op på siden af Edmonsons tema fra spillene kommer det på ingen måde.

Hovedtemaet er det af temaerne, Djawadi anvender hyppigst i scoret, næsten altid i en beskåret udgave, hvor man kun hører den første frase på 8 toner eller sågar kun dele af den. Det er ikke desto mindre nok til klart at identificere temaet, så på den måde indgår det fint som element i resten af scoret.

Skattejagt

Foruden hovedtemaet leverer Djawadi også et tema, der synes at have noget at gøre med konceptet om skattejagt i mere bred forstand. Det er et lidt mere ekspansivt tema end hovedtemaet, selvom det stadig er til den simple side.

Skattetemaet dukker første gang op hen mod slutningen af “Hey, Kid” (ved ca. 1:36), hvor det fremføres på flygel, og derefter høres det en del gange gennem scoret. Bedst hører man det nok i “The Biggest Treasure Never Found”, hvor der er flere gennemløb af det og en særlig fin og ret storslået udgave ved ca. 3:15.

Skurkens tema

I “Meeting Braddock” introducerer Djawadi ved ca. 1:02 et tema, eller rettere motiv, for filmens skurk, Moncada. Motivet på fem eller seks toner (afhængig af kontekst) fremføres her på elektrisk guitar over synthflader, men vender senere tilbage i alternative instrumenteringer.

I det tempofyldte actioncue “Give Me The Cross” (nr. 12) ligger motivet f.eks. i blæserne (fra ca. 0:32) og i det mere suspenseprægede “Ready To Make History” i strygerne, men selv i disse cues bliver temaet også lagt over til elguitaren.

Det er et forholdsvist velfungerende og identificerbart motiv, men det er i store træk glemt, det øjeblik, albummet slutter.

Vagt defineret tema for brødrene

Den sidste ledemotiviske idé i scoret er en slags tema for Nathan og hans bror Sam. Desværre er denne idé utroligt vagt defineret af Djawadi; så vagt, at det faktisk er svært at få ordentligt hold på konceptet.

Temaet, hvis man kan bruge det ord, introduceres i “Brothers” (nr. 3) på flygel over strygere og med lidt krydderi i form af elektrisk guitar.

Det er formentlig den samme idé, der udgør kernen i første del af “Heart of Gold” (nr. 8), her på akustisk guitar over strygere, og de samme harmoniske progressioner har yderligere et par meget korte optrædener senere i scoret.

Reelt skal man aktivt lede efter dette tema/motiv for brødrene, så det er ingen overdrivelse, når jeg siger, at det ikke gør noget indtryk.

Mangler globetrottende kvaliteter

Det regulære tematiske materiale i Uncharted-scoret – Nathans tema, skattetemaet og skurketemaet – fungerer sådan set efter hensigten. De er hver især klart nok defineret, og Djawadi bruger dem hyppigt nok til, at de binder scoret sammen.

Hovedtemaets ørehængende kvaliteter til trods er der dog ingen af de tre temaer, der for alvor er mindeværdige, og ingen af dem giver musikken den karakter af globetrottende eventyr, som filmen lægger op til.

Især er det et problem, at hovedtemaet ikke er stærkere, end det er – det er trods alt det tema, Djawadi bruger hyppigst, og som han tydeligvis gerne vil hænge størstedelen af scoret op på.

Modarbejdende elementer

I sidste ende er det dog værre, at Djawadis kombination af symfoniske og elektroniske elementer slet ikke fungerer – som skitseret tidligere.

Det går især ud over de store actioncues – foruden de allerede nævnte “Parachute” og “Only One Rule In This Game”, drejer det sig om “Cross Purposes”, “Flying Galleons” og “Cannonball”.

Det er ikke bare det, at de symfoniske elementer nærmest drukner i de elektroniske; faktisk får man af og til indtrykket af, at de to elementer nærmest modarbejder hinanden.

Det er ekstremt ærgerligt, især fordi man under al elektronikken stedvist aner nogle virkeligt fine symfoniske dele, ligesom der andre steder er fine elektronisk realiserede sekvenser, der havde stået bedre alene.

Det er slet ikke så graverende i de mere rendyrkede suspensecues, hvor mit største problem som sagt er, at jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor Djawadi valgte at score dem, som om de hører til i en heistfilm.

Lavere forventninger

Uncharted – altså filmen – har ikke fået nogen blid medfart af anmelderne, men den har klaret sig ganske fint blandt publikum. Derfor skal vi nok ikke blive overraskede, hvis Sony melder ud, at der kommer endnu en film.

Jeg håber bare, de finder en anden komponist til næste film, eller at Djawadi ændrer sin tilgang markant. Under alle omstændigheder kommer jeg til at gå til et eventuelt Uncharted 2-score med betydelig lavere forventninger.

2 stjerner

Nummerliste:
1. Uncharted (2:06)
2. Parachute (1:41)
3. Brothers (1:58)
4. Hey, Kid (1:49)
5. I’m All In (1:42)
6. Meeting Braddock (2:02)
7. Only One Rule In This Game (4:31)
8. Heart of Gold (2:15)
9. Cross Purposes (2:15)
10. Clockwise Keys (3:15)
11. Skeleton With Angel Wings (3:23)
12. Give Me The Cross (3:13)
13. Giant Urns (1:33)
14. Sully’s Secret (1:48)
15. Ready To Make History (2:33)
16. Have Some Respect (1:13)
17. House of Moncada (2:16)
18. Postcards (3:18)
19. A Whole World You Haven’t Seen (4:01)
20. Flying Galleons (2:11)
21. Cannonball (3:41)
22. Lost Not Gone (2:01)
23. The Biggest Treasure Never Found (3:46)

Total spilletid: 58:31

Titel: Uncharted
Komponeret af: Ramin Djawadi
Orkestreret af: Stephen Coleman, Andrew Kinney & Michael J. Lloyd
Dirigeret af: James Shearman
Komponeret: 2022
Udgivet: 2022
Label: Sony Classical

Anmeldt i nr. 197 | 13/03/2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *